Grønland i centrum af den arktiske strid

Qujanaq. Tak for den venlige invitation til at tale på denne konference.

Lad mig indlede med at sige, at den verden, vi kendte for få år siden, ikke længere eksisterer. For Grønland er den tidligere fredelige verden nu i centrum af den arktiske strid. Det fredelige samarbejde mellem de arktiske folk og de arktiske staters regeringer og de regionale regeringer er ikke længere muligt. Også det vigtige videnskabelige samarbejde på tværs af Arktis står nu i en alvorlig situation. Ja, vi lever helt sikkert i en anden verden.

Inuitterne bor i Grønland, det arktiske Canada, Alaska og Chukotka i Rusland. Vi er kun omkring 180.000 mennesker, og Grønlands befolkning er på 57.000. Inuitterne lever i fire stater. Siden 1977 har inuitterne organiseret sig i Inuit Circumpolar Council.

I det russiske Arktis findes der over tyve forskellige arktiske folk. Siden 1990 har de oprindelige folk i det russiske nord organiseret sig i RAIPON. I Norge, Sverige, Finland og Murmansk i Rusland har samerne organiseret sig i Samerådet.

Arktis er tyndt befolket. Hvis vi medregner industriområder og militærbaser, er den samlede befolkning nord for polarcirklen kun fire millioner mennesker.

Ser man på et befolkningskort, kan man se, hvordan befolkningerne er spredt overalt, og man ser også den geografiske fordeling af de arktiske folk.

Dette kort viser naturligvis ikke, at isen ved Nordpolen dækker det meste af havet langs de arktiske kyster.

Kortet burde vise, hvor de beboelige områder er. Men selvom vi bor der, er det arktiske klima barskt, med kolde somre, sne og is næsten året rundt, og fra november til februar er det helt mørkt nord for polarcirklen. Så vi, der bor her, befinder os i udkanten af mulighederne for menneskelig eksistens.

Hvis man ser på Grønland på kortet, kan man se, at størstedelen af Grønlands befolkning bor i Vestgrønland. I de dybe fjorde i Sydgrønland har vi fåreavl. I Østgrønland er der kun to beboede områder, nemlig Tasiilaq og Ittoqqortoormiut. Jordens nordligste indbyggere, inuitterne, befinder sig oppe i Thule-området, og er de eneste i Grønland, der stadig lever det traditionelle liv. Resten af Grønland er dækket af iskappen, som er næsten tre kilometer tyk. Kystis og pakis dækker Øst- og Nordgrønlands kyster. Havisen og pakisen er vores naturlige beskyttelse mod uvelkomne besøgende. I Grønland har vi ingen rapporter om kinesiske eller russiske skibe omkring den grønlandske pakis.

Politisk er Grønland en del af det danske kongerige. I 2009 forhandlede Grønland og Danmark sig frem til loven om grønlandsk selvstyre. I lovens præambel anerkendes det, at det grønlandske folk er et folk med ret til selvbestemmelse i henhold til folkeretten. Det fastslås endvidere, at Grønlands uafhængighed skal vedtages af det grønlandske folk. Indtil en sådan beslutning er godkendt af det grønlandske og det danske parlament, forbliver Grønland en del af det danske kongerige. Punktum.

I dag nyder grønlænderne en frihed, som de fleste arktiske folk ikke har. Vores sprog er det officielle sprog. Vores moderne kultur er en blanding af inuitisk og europæisk kultur, oprindeligt baseret på kristendommen i den lutherske kirke, og vi deler værdier med de nordiske lande. Vi har fuld myndighed over alle spørgsmål vedrørende vedvarende og ikke-vedvarende ressourcer og alle beslutninger i vores dagligdag.

Udenrigsanliggender og sikkerhed hører under Danmarks myndighed. USAs militære tilstedeværelse fra 1941 er reguleret af aftalen fra 1951 om forsvaret af Grønland. I 2004 medunderskrev den grønlandske regering en ny aftale, der regulerer de militære aktiviteter. Vi har altid været åbne over for eventuelle ønsker, som USA måtte have vedrørende sin tilstedeværelse i Grønland. Indtil nu har der ikke været nogen problemer mellem de tre underskrivere.

Ifølge en artikel i Time Magazine i 1947 planlagde den amerikanske regering at erhverve Grønland og flytte befolkningen (på det tidspunkt 25.000 mennesker) til Alaska langs denne delstats arktiske kyst. Da den daværende danske statsminister, Hans Hedtoft, mødtes med de grønlandske ledere i 1948, var de grønlandske landsråd ivrige efter, at det af den danske grundlov, som var ved at blive ændret, skulle fremgå, at Grønland var en ligeværdig del af kongeriget. I 1953 blev den danske forfatning så ændret, så den kom til at omfatte Grønland. Det amerikanske militær havde baser langt væk fra de beboede områder, og omgang mellem amerikanere og grønlændere var ikke tilladt.

Den konstante strøm af budskaber fra Det hvide Hus, som vi har været vidne til i over et år, skaber spændinger og nervøsitet i befolkningen. En nylig undersøgelse blandt befolkningen i Nuuk viser, at hele 76 % af de adspurgte har oplevet angst og andre psykiske problemer på grund af den konstante strøm på de sociale medier af snavs om os og vores land. Vi har virkelig brug for en våbenhvile fra Washingtons side. Selv børnene bekymrer sig nu om deres liv! Lad være med at fylde børnene med hadefuld retorik!

Den psykologiske krigsførelse mod et tæt sammenknyttet grønlandsk-dansk samfund med det formål at skabe spændinger mellem os er latterlig, men bekymrende, da vi alle er i familie og forbundet med de 20.000 grønlændere, der bor i Danmark. Vores tætte bånd til vores slægtninge i Danmark er meget specielt, og det er derfor, de fleste grønlænderes liv er centreret om vores særlige forhold til danskerne.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen og vores egen regering har gjort et fremragende stykke arbejde for at skaffe støtte fra Europa. USA’s ønske om at udvikle en mere effektiv overvågning i Det arktiske Ocean er blevet imødekommet med en plan for et meget stort, dansk forsvarsbudget. Og forhåbentlig vil USA se positivt på dette ved de nuværende forhandlinger.

Men, hvis nyhederne i New York Times i går [18.april, o.a.] er korrekte, støder forhandlingerne allerede på store forhindringer:

1. USA ønsker, at dets tropper forbliver i Grønland på ubestemt tid

2. USA ønsker vetoret over større investeringer (mod Rusland og Kina)

3. USA ønsker en prioriteret position i ressourceudviklingen

4. USA antager, at man kan vende tilbage til de gamle baser [Søndre Strømfjord og Narsarsuaq], som man forlod for over 40 år siden

Solidaritet og støtte fra vores europæiske allierede samt de nylige åbninger af canadiske, franske og EU-konsulater har givet os lidt håb. Og tak til Nunavik [selvstyrende inuit-område i Nordquebec, Canada, o.a.] og Makivik Corp. [organisation, der driver Nunavik, o.a.] for jeres støtte denne vinter sammen med Canadas generalguvernør Mary Simon.

Støtte fra hele verden strømmer ind; resten af verden støtter den lille nation i Arktis mod udenlandsk aggression. Truslen mod Grønlands og Danmarks suverænitet har tvunget grønlænderne og danskerne til at stå sammen.

Grønlænderne ønsker ikke at miste deres nuværende frihed og sikkerhed inden for det danske kongerige.

Hvordan imødegår vi så dette aggressive pres? Jeg vil afslutte mit indlæg med at forsøge at besvare dette spørgsmål. Jeg mener, at vores eget arbejde bør fokusere på det, der er muligt, og præcist definere, hvad der er af national betydning, og hvilke strategiske mål vi skal forfølge:

1. Grønlands forfatningsmæssige sikkerhed inden for det danske kongerige

2. Skabelsen af et nyt politisk partnerskab mellem Grønland og Danmark

3. Et stærkere samarbejde med Danmark på alle niveauer

4. Stærkere økonomiske forbindelser med EU og dannelse af nye associeringer

6. At byde Canadas nye tilgang til tæt samarbejde velkommen

7. Investering i uddannelse på alle niveauer

8. Nye tilgange til inddragelse af den grønlandske arbejdsstyrke skal fortsætte

Grønland har brug for beskyttelse fra Danmark og dets allierede, og vi har brug for international støtte, opmærksomhed og handling mod klimaforandringerne. Dette er faktisk årsagen til uenigheden.

Det, verden skal vide, er, at vi er nødt til at beskytte den grønlandske indlandsis mod yderligere afsmeltning, og at vi har brug for langt flere videnskabelige undersøgelser. Hvis afsmeltningen fortsætter, vil vi være vidne til en fortsat stigning i havniveauet, ændrede vejrmønstre og – måske mest alvorligt – kollaps af de havstrømme, der bringer varme til Grønland og Nordeuropa. Det vil betyde ødelæggende konsekvenser for menneskeheden. Arktis er ikke godt forstået. Men det hjælper, hvis man inddrager indfødt viden i sit arbejde.

Denne konference er også en god lejlighed til at rose arrangørernes gode arbejde og Sulisitsisuts [da., Grønlands Erhverv] vigtige indsats, tak.

Aqqaluk Lynge er medstifter af det grønlandske parti IA og tidligere præsident for Inuit Circumpolar Conference.

Artiklen er en redigeret og bearbejdet udgave af Aqqaluk Lynges indlæg på Sulisitsisuts [da., Grønlands Erhverv] konference Future Greenland om erhverv og investeringer i Nuuk, 20. maj 2026. Talen blev oprindeligt holdt på engelsk og er oversat af redaktionen.