Folkestyret er ikke sat på pause – men folkets tillid er

Demokratiet er ikke et stationært system. Det larmer, bremser, forhandler, skifter retning og går somme tider helt i hæng. Det er frustrerende. Det er trættende. Og det er især trættende, når man som vælger har stemt, afleveret sit mandat og bagefter må se politikerne bruge uge efter uge på at forklare, hvorfor det stadig ikke er muligt at finde ud af, hvem der egentlig skal styre landet.

Det betyder ikke, at demokratiet er taget som gidsel. Hvis vi vil forstå, hvad der er galt, skal vi begynde med at holde op med at beskrive det forkert. Danmark er ikke sat på pause, fordi der forhandles. Vi har et forretningsministerium, myndighederne virker, og Folketinget mødes og organiserer sig. Det er ikke stilstand i juridisk forstand, men det kan være stilstand i politisk og demokratisk forstand, når kursen bliver uklar og ansvaret flyder ud. 

Det er netop her, vælgernes vrede er forståelig. For det, som mange mærker, er ikke et forfatningsbrud, men en voksende afstand mellem folkestyrets form og folkestyrets følelse. Når 55 procent siger, at forhandlingerne har varet for længe, når 57 procent ønsker en hurtig regering, og når et flertal endda ønsker en tidsgrænse for regeringsdannelse, så er det ikke hysteri, men et demokratisk advarselssignal.

Vælgerne siger i grunden noget enkelt: At politik gerne må være kompliceret, men den må ikke blive uendelig. Den må gerne være konfliktfyldt, men ikke blive selvoptaget. Samtidig må man gerne kræve kompromiser, men ikke begynde med at ligne et spil, der først og fremmest handler om, hvem der kan trække tiden længst. 

Den, der kræver nøglerollen, må også bære nøgleansvaret

Det er også derfor, Lars Løkke Rasmussen er blevet et symbol på denne utilfredshed. Ikke fordi alt er hans skyld. Det er det ikke. Men fordi hans parti igen er havnet i en position, hvor han kan gøre mere end de fleste andre, altså åbne, lukke, skifte spor, afvise begge blokke og samtidig insistere på, at han bare søger et ansvarligt kompromis. Det er den slags positioner, der både skaber magt og mistillid.

Når ingen blok kan samle flertal uden Moderaterne, bliver Løkke uvægerligt ophøjet til systemets midtpunkt. Og når forløbet trækker ud, bliver det nærliggende at gøre netop ham til ansvarlig for hele trækket. Men det er kun halvdelen af historien.

Den anden halvdel er, at både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen har haft hver deres forløb uden at kunne lande en løsning, og at flere partier har fastholdt krav, som gjorde rummet for kompromis snævrere, ikke bredere. 

Det er altså for letkøbt at gøre Løkke til den eneste skurk. Men det er lige så forkert at frikende ham. I et parlamentarisk demokrati må magt aldrig forstås som noget, der bare opstår mellem partier. Magt udøves. Og når en leder med vilje placerer sig i centrum af alle mulige løsninger, må han også tåle at blive dømt på, om han bruger den position til afklaring eller til langstrakt selviscenesættelse.

Det er ikke urimeligt at forlange af Lars Løkke Rasmussen, at han – netop fordi han er central – taler klarere, handler hurtigere og forklarer mere åbent, hvad han faktisk vil med Danmark. Den, der kræver nøglerollen, må også levere nøgleansvar. 

Når valgkampen siger ét, og regeringsgrundlaget gør noget andet

Her er regeringsdannelsen i 2022 værd at huske. Den lange regeringsdannelse endte ikke bare med en usædvanlig SVM-regering – den endte også med et regeringsgrundlag, hvor store bededag blev ofret, selv om ingen af de tre regeringspartier var gået til valg på at afskaffe en helligdag. Det var et skoleeksempel på, hvorfor vælgere kan føle sig hægtet af, når forhandlingerne flytter politikken længere, end valgkampen gjorde klart.

Den følelse er ikke noget, kommentatorer har opfundet. Den kan måles. Og den er farlig, fordi den langsomt æder det bånd af rimelighed, som repræsentativt demokrati lever af – altså forestillingen om at man ikke får præcis det, man stemmer på, men trods alt noget, der ligner. 

Derfor er den rigtige konklusion heller ikke, at regeringsforhandlinger er udemokratiske. Tværtimod er de en del af demokratiet. Problemet opstår, når politikerne begynder at behandle dem som et lukket elitespil uden synlig deadline, uden tilstrækkelig forklaring og uden respekt for, at vælgerne faktisk holder øje.

Demokrati tåler kompromis. Det tåler også forsinkelser. Men det tåler dårligt fornemmelsen af, at ingen længere skylder borgerne et klart svar. Når det sker, bliver det ikke en pause i systemet, men en langsom udhuling af tilliden til, at systemet vil os noget andet end sig selv. 

Hvis vi vil kritisere den nuværende situation redeligt, skal vi derfor gøre to ting på én gang. Vi skal sige højt, at Lars Løkke Rasmussen har et særligt ansvar, fordi han har en særlig magt. Og vi skal samtidig nægte den politiske dovenskab, der gør én mand til hele forklaringen på et kollektivt problem.

Det afgørende er ikke at finde en gidseltager. Det afgørende er at få genoprettet en politisk kultur, hvor forhandlinger igen bliver opfattet som den nødvendige pris for pluralisme – ikke som en gratis omgang for dem, der holder nationen hen i længst tid.