Ny verdensorden på vej – med Beijing i førertrøjen

USA’s præsident Donald Trumps seneste besøg hos Kinas præsident Xi Jinping i Beijing fik mange europæiske statsledere til at spærre øjnene op. For trods uenigheder understregede topmødet mellem en svækket Trump og en stadig mere komfortabel Xi, at de er enige om en ny verdensorden, hvor de stærkeste har ret og kan gøre, som det passer dem.

Samtidig viste Trumps kinesiske visit, at Kina har sat sig tungt på verdensmagtens trone og lykkedes med at få Trump til at ændre 40 års amerikansk Taiwan-politik.

Putins besøg ugen efter trak også overskrifter. Her var fokus i vestlige medier, at Rusland er i knæ økonomisk og i problemer i Ukraine. Og at Putin i rollen som ”junior partner” måtte finde sig i, at Xi satte ”Svanesøen” – det musikalske symbol på Sovjetunionens kollaps – på under den officielle middag. Putin måtte endnu en gang rejse tomhændet hjem uden at vigtige aftaler om etablering af en ekstra gasledning fra Rusland til Kina.

At Kina og Rusland fejrede 25-året for ”Den kinesisk-russiske traktat om godt naboskab og venskabeligt samarbejde” med en fælles erklæring om at ændre verdensordenen gik derimod de flestes næse forbi.

Kina sætter scenen med oplæg til ny verdensorden

Allervigtigst for Kina med de to topmøder var dog at vise, at Beijing nu er uundgåelig, når det handler om at løse globale problemer – i modsætning til USA. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at kinesiske statsmedier op til topmødet beskrev USA som ”korrupt og utilregneligt” – to centrale værdier for Xi Jingping siden han kom til magten i 2012. Under mødet med Trump lagde Xi heller ikke skjul på, at han ser USA som en svækket supermagt.

Derfor var det også perfekt timing for den kinesisk-russiske erklæring om en ny verdensorden som erstatning af den hidtidige amerikansk dominerede orden. Med erklæringen viste Kina og Rusland, at de grundlæggende deler verdenssyn. For det første understreger de to lande, at de deler et fælles syn på historien, hvor ”en lille gruppe lande har forsøgt at påtvinge deres interesser resten af verden” og opfatter sig selv som ”konstruktive for at bevare den globale stabilitet og styrke det globale lederskab”.

I erklæringen henvises der til risikoen for, at verdenssamfundet bliver mere splittet og tilbagevenden til ”jungleloven”, med slet skjult henvisning til USA. Centralt i erklæringen er også, at ”forskelle og konflikter skal løses fredeligt, idet de ”grundlæggende årsager adresseres”, og at ”det er uacceptabelt at tvinge suveræne nationer at opgive deres neutrale status”.  

Hvor den første passage er en henvisning til Kinas ”ret til Taiwan”, er begge passager er en direkte henvisning til Kremls fortælling om, at Ruslands angrebskrig mod Ukraine er et legitimt forsvar mod Nato som ”den grundlæggende årsag til konflikten” – herunder fortællingen om at Vesten har tvunget Ukraine til at opgive sin neutralitet overfor Rusland. Putin kan være godt tilfreds.

Kina som cybertotalitær verdensfront

I Vesten glemmer vi for det meste at Kina – på trods af alt det grønne, innovations- og erhvervssucces og billige varer fra Temu – er et totalitært regime. For som Julian Gewicz, forsker ved Columbia Universitet i USA viser i sin bog ”Never Turn Back- China and the Forbidden History of the 1980’s” viser, skal vi forstå at det kinesiske kommunistpartis beslutning om at indføre elementer af markedsøkonomi skete som svar på Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og risikoen for et tilsvarende kollaps af det totalitære system i Kina.

Vi har derfor også vanskeligt ved at erkende, at regimet ikke har gode intentioner over for et demokratisk og frit Europa – og lige så vanskeligt at forstå, at kinesiske virksomheder er underlagt regimets interesser.

Hvor Europa i årevis nød godt af de lave priser på kinesisk-producerede sjældne jordarter, som i dag anvendes i de fleste højteknologiske produkter, er Kina i dag begyndt at udnytte sit monopol til at kunne tvinge kinesisk vilje igennem internationalt, hvor det er nødvendigt. Det kan ende som et kæmpe problem for Europa.

For uden sjældne metaller – ingen europæisk industri af betydning og ingen europæisk oprustning og måske heller ikke noget ukrainsk forsvar mod Rusland. Dertil kommer, at europæiske valgcyklusser, private virksomheders kortsigtethed og amerikansk impulspolitik slår dårligt til over for kinesisk langsigtethed. Også militært, som i denne uge fik den britiske spionchef Anne Keast-Butler til at advare om, at ”hurtige kinesiske fremskridt med AI er ved ”at rive tæppet væk under os”.  

Værst af alt undervurderer vi også betydningen af Kinas partnerskab med Rusland.

Det strategiske partnerskab og den brutale sandhed

Kina og Rusland er i dag hinandens vigtigste samarbejdspartnere. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fik Kreml brug for Kinas massive hjemmemarked til eksport af olie og gas som en slags forsikring mod ophøret af samhandlen med Europa. Rusland fik også sikker import af varer – herunder dronedele til angreb mod Ukraine, som ellers er umulige at få fat i på grund af vestlige sanktioner.

Kina har fra sin side brug for et centralt styret Rusland, som giver ro og fred langs den 4.300 kilometer fælles landegrænse. Rusland fungerer som en buffer mod Vesten, og Ruslands krig i Ukraine bruges til at få fokus væk fra Kinas dominans i Asien og ikke mindst til systematisk at svække Europa.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det kinesiske statsmedie China Daily hyldede Putins besøg i Beijing i sidste uge og det, det kaldte besøget ”den uforandrede historiske logik af det kinesisk-russiske venskab”.

Det handler om mere end blot retorik. Ifølge politolog, kinaekspert og forfatter til bogen ”Institutional Genes”, Chengang Xu fra Universitetet i Cambridge, deler Rusland og Kina grundlæggende politisk grundkultur. I det 14. århundrede, da mongolske krigsherrer dominerede det moderne Rusland, lagde kinesiske embedsmænd fra Kejserriget grundstenen i den poliske kultur hos russiske fyrster.

Det er en kultur med lange traditioner i de kinesiske dynastier, der senere skulle blive kendetegnende for Zardømmet i Rusland: Maksimal centralisering af magt omkring zaren, informationsmonopol, systemer til magtkontrol med bureaukrati og eliter, voldsstyring gennem hemmelige netværk og tjenester. Netop på grund af de fælles politiske rødder, lykkedes det for Rusland at eksportere den kommunistiske revolution og sovjetsystemet til Kina, hvor Verdensrevolutionen ellers stort endte i en fuser.

Det fælles politiske ophav – krydret med kinesisk markedsdominans og russisk-imperiale drømme og krigslyst – er en af årsagerne til, at USA og EU får endog meget vanskeligt ved at slå en kile ned gennem den verdensorden, Kina og Rusland ser ud til at ville opbygge sammen.

Trump-administrationens forsøg på at splitte Rusland og Kina er ikke bare mislykket — det er et geopolitisk selvmål. I stedet for at svække Moskva har Washington kun gjort sig selv mere isoleret, svækket Europas tillid og fremstået som strategisk amatøragtig over for både Rusland og resten af verden.

Det er den brutale sandhed om Trumps udenrigspolitiske vanvid: han taler om styrke, men leverer kun kaos, svækkelse og flere trusler mod amerikanske liv. Vendepunktet er sat i bevægelse. Nu er det op til Europa at møde fremtiden.