SF og regeringsdannelsen: Festen er begyndt – men hvor længe varer den?

På 12 år har SF rejst sig fra den totale nedsmeltning og reel tvivl om partiets eksistensgrundlag – til nu at være tilbage i en socialdemokratisk ledet regering. En regering med masser af SF-politik og masser af elementer, der ikke er groet i folkesocialisternes baghave.

Regeringsdeltagelsen er i sig selv en kæmpe bedrift – og uanset hvad man mener om den politiske linje, partiet har lagt under formand Pia Olsen Dyhr, kan en stor del af denne genopstandelse tilskrives hendes lederskab.

Olsen Dyhr sagde det selv, da hun blev partiformand i kølvandet på Thorning-fadæsen, og partiet har bekræftet det i det, der har føltes som en uendelig strøm af enslydende udtalelser på partiets landsmøder i Villy Søvndals hjemby Kolding: SF skulle tilbage i regering. Det er de kommet. Og hvad så nu?

Store resultater

SF har umiddelbart fået en del mærkesager med i regeringsgrundlaget. Carl Valentin var gået til angreb på forholdene i svineindustrien, længe før det blev moderne. Det længe ventede opgør med industrilandbrugets lobby kan føre til forbedringer for det drikkevand, som var et af partiets hovedslogans i valgkampen. Og det første punkt i hele regeringsgrundlaget hedder endda ”Børnenes Danmark”, hvilket må vække glæde hos SF – og ikke mindst den nyudnævnte minister Jacob Mark, som har skabt sit politiske varemærke på netop at tale børnenes sag.

SF’s resultater er ikke kun fugle på taget. Fx har Carl Valentin på Facebook delt en liste over sine favoritter fra regeringsgrundlaget. Se selv her:

Går man meget i detaljen, kan man sikkert se, at en del af disse mærkesager skal gennem kommissioner og længere årrækker, før de bliver til noget. Men bare det at de står i et regeringsgrundlag er et fremskridt, for det er en samlet regering, der skal måles på, om de får disse ting gennemført.

Risikoen for SF består i, at de ikke er de eneste, der har disse som mærkesager. Og Alternativet og Enhedslisten fik lov til at præsentere en række SF-mærkesager som deres sejre i regeringsforhandlingerne. Det er ikke underligt – for det er fælles mærkesager for venstrefløjen. Men det efterlader et mere amputeret sæt resultater, som SF kan tage ejerskab over som partiets egne.

Man kan godt kritisere SF for, at regeringsgrundlaget ikke indeholder en klar plan for overgangen til det socialistiske samfund, men så kritiserer man SF ud fra en position, der ikke er partiets, eller i hvert fald partitoppens. SF har været åbne om, at partiet igen ville i regering, og det har de opnået. En mere korrekt kritik vil derfor gå på, om partiet også opnår noget ved regeringsdeltagelsen – ud over regeringsdeltagelse i sig selv.

Det sorte tårn revisited?

Betydelige knaster er der også. Ligesom med sejrene er knasterne de samme som for Enhedslisten, og det handler om den økonomiske politik. De varslede skattelettelser for den øvre middelklasse er – ligesom selskabsskattelettelserne – ikke en idé, der er groet hos SF. Det er derimod de første af de forventeligt mange kompromiser, folkesocialisterne må gå med til for at tage del i regeringen.

Borgerlige kommentatorer har ikke været dovne til at pege på, at mange af forslagene i regeringsgrundlaget mangler finansiering, og at den løbende skal findes. Det spændende bliver, hvad SF kan gå med til, når denne finansiering skal findes. Indtil videre er overførselsindkomsterne vist nok gået fri – men med Moderaterne og De Radikale i regeringen er det ikke utænkeligt, at de endnu en gang skal stå for skud. Det vil være hårdt for SF.

Når det er sagt, står SF et andet sted, end da partiet gik ind i Thorning-regeringen. Dengang handlede det om at komme i regering. Denne gang handlede det om at komme med i den rette regering. Ifølge partiledelsen i hvert fald.

Hvor længe varer festen?

Om denne regering er den rette for folkesocialisterne, vil tiden vise. Men her ganske kort inde i regeringens levetid er det i hvert fald klart, at der er grobund for, at SF kan få en del mærkesager gennemført. Spørgsmålet er så, om disse mærkesager vil blive glemt, når ubehagelighederne banker på. Hvad siger vælgerne til det? Hvad siger baglandet til det?

I selv samme bagland kan man forestille sig nogen murren i krogene over, at partiet udnævnte Marie Reumert Gjerding til miljøminister. Ingen sætter spørgsmålstegn ved hendes kompetencer som miljøminister, og hun kan få industrilandbrugets lobby til at skide grønne grise (pun intended). Men selvom hun har været medlem af SF i nogle år, har det tidligere Enhedslisten-folketingsmedlem, så vidt jeg ved, aldrig profileret sig som SF’er – men som præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Valget af Marie Reumert Gjerding betyder samtidig, at populære SF’ere som Karsten Hønge, Carl Valentin og Sigurd Agersnap er blevet forbigået. Det betyder ikke, at de barsler med et kup på partikontoret, men nogle SF’ere kan forventes at være overraskede over, at det er et i SF-sammenhæng ubeskrevet blad, der nu skal have en af de få ministerposter.

For SF ligger udfordringen nu i, at partiet ikke kun må være en del af regeringen. Partiet skal bevare den form for kant til Socialdemokratiet, der må være tilbage, og insistere på en videreudvikling af velfærdssamfundet, hvor tingenes tilstand ikke kun bevares – men hvor der også bygges på. Jeg har ikke noget svar på, hvordan man løfter den opgave.

SF’erne fester nu over den udvikling, partiet har kronet med deltagelsen i regeringen. Så må vi se, hvor længe festen varer, og hvornår solen ikke længere kun stråler smukt – men også begynder at skære lidt for skarpt i øjnene.