EU-dom rejser krav – der mangler betaling for deltidsansattes overarbejde

En EU-dom om manglende betaling for overarbejde – og en følgende kæmperegning – sætter pres på økonomien i det offentlige.

Kommunerne gætter på, at det for deres vedkommende kan være 2,5 milliarder kroner, som de deltidsansatte på landsplan har krav på at få efterbetalt. Regionerne forventer at skulle udbetale mere end 850 millioner kroner.

Alene i FOA har 40.000 medlemmer meldt sig med krav om efterbetaling.

Efterbetalingens størrelse har fået kommunernes chefforhandler Michael Ziegler til at gå på banen med en raslebøsse til statskassen i den ene hånd og en trussel til de velfærdsansatte i den anden om – at betalingen af den kommunale løngæld kan betyde fyringer af velfærdsansatte og forringelser for velfærdens brugere.

Et gok i nødden med en forhammer

Det er måske forståeligt nok, at kommunerne lægger pres på regeringen for ikke selv at stå med denne kæmperegning. Regningen blev udskrevet forrige år af EU-domstolen, da de overenskomstmæssige bestemmelser om honorering af ekstraarbejde for deltidsansatte blev underkendt som kønsdiskriminerende. En underkendelse, som den danske arbejdsret for nylig blåstemplede.

Som forløbet har været, må regningen nødvendigvis lande hos skatteyderne.

Også på trods af, at kravet om efterbetaling reelt er et gok i nødden med en forhammer til overenskomstparterne på både det private og offentlige arbejdsmarked for ikke at have haft ligestillingsbrillerne pudset godt nok, da honorering af ekstraarbejde for år tilbage blev aftalt væsentligt lavere for deltidsansatte end for fuldtidsansatte.

Vi var simpelthen alt for lang tid om at stille det simple spørgsmål: Hvorfor er deltidsansattes fritid mindre værd end fuldtidsansattes?

Når regningen alligevel må lande hos skatteyderne, er årsagen dels, at vi som skatteydere i årtier har sparet langt flere milliarder, end de deltidsansatte på grund af forældelsesregler kan påberåbe sig i dag. Dels at samfundet gennem årtier lovgav om ligestilling og forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet uden at skænke kønsdiskrimineringen af deltidsansatte en tanke. Derfor må der naturligvis efterbetales, når hammeren falder.

Det blinde øje

Vi fik både det historiske ligelønsforlig på arbejdsmarkedet i 1973 og den EU-inspirerede ligelønslov i 1976. Derefter kom mange andre aftaler og megen lovgivning, uden at nogen hejste et advarselsflag om de deltidsansattes fritid. Den ringere værdi af deltidsansattes fritid lå med andre ord i alt for mange år ikke blot uden for overenskomstparternes fokus, men også i en samfundsmæssig kønsblind vinkel.

Eller også blev ligestillingskikkerten sat for det blinde øje på samme måde, som den blev over for EU-begrebet ”arbejde af samme værdi”. Begrebet blev godt nok indsat i den danske ligeløns-lovgivning, men lovgiverne undlod bevidst at give parterne redskaber til at anvende og ikke mindst måle på tværs af fag og sektorer.

Det var det blinde øje, som senere affødte et FOA-slogan: ”Hvorfor vil vi betale mere for at få passet vores bil end for at få plejet vores mor?”

Passiviteten over for de deltidsansattes ekstraarbejde kan måske bedst illustreres med et finansministerielt udvalgsarbejde fra 1988, der kom til at sætte sig mange og varige spor på det offentlige arbejdsmarked – betænkningen ”90’ernes aftaler og overenskomster”.

Betænkningen rejste stribevis af ønsker og krav til forhandlingssystemet i den offentlige sektor: krav om færre overenskomster (kommunerne havde alene på det tidspunkt 500 aftaler og overenskomster for 200 faggrupper), flere fælles standardbestemmelser på tværs af forskellige overenskomster, større lønspredning og mere individuel fastlagt løn, mere ledelsesret og mange, mange flere af de hede arbejdsgiver-drømme, som overenskomstforhandlerne for de offentligt ansatte kom til efterfølgende at tumle med og mod.

Og så ikke mindst ønsket om adgang til deltidsansættelse i alle overenskomster – 34 procent af de ansatte i den offentlige sektor arbejdede på det tidspunkt mindre end fuld tid. Et arbejdsgiverønske, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i 2002 – og mod LO’s protester – fik gennemført som en del af den borgerlige regerings såkaldte frihedspakke på arbejdsmarkedet.

I øvrigt på trods af at det allerede på dette tidspunkt var dokumenteret, at vi var på vej mod en ny virkelighed med flere ældre, der lever længere, og store årgange af sundhedsansatte, der samtidig ville gå på pension.

EU-domstolen skærer igennem

Anerkendelsen af at deltidsansatte fritid har samme værdi som fuldtidsansatte er ikke alene en sejr for ligestilling på arbejdsmarkedet. Det er også et ligelønsfremskridt.

Og værktøjet til at opnå dette blev leveret af EU-domstolen, som i en sag om manglende overarbejdsbetaling til to tyske deltidsansatte plejere afgjorde, at det både var forskelsbehandling og kønsdiskriminerende:

”Personer, der arbejder, som plejere på deltid, og som erlægger arbejdstimer, der går ud over den normale arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter, uden at have ret til et overtidstillæg, forskelsbehandles … udgør en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvis det er godtgjort, at disse bestemmelser stiller en betydeligt større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt … ”

Det er hævet over enhver tvivl, at plejefagene i Danmark har en betydelig overvægt af kvinder både blandt deltids- og fuldtidsansatte.

Et arbejdsmarked skabt for mænd og af mænd

Sagen vil af nogle sikkert blive betragtet som et EU-indgreb i den danske model, der ellers bygger på, at arbejdsmarkedets parter suverænt fastlægger løn- og arbejdsforhold gennem kollektive overenskomster.

Men helt sådan ser fakta ikke ud i denne sag.

Tværtimod har kommunerne de sidste mindst tyve år været bekendt med argumentet om, at den særlige honorering af såkaldt merarbejde var kønsdiskriminerende.

Deltidsansatte har hidtil kun fået almindelig timeløn for ekstra timer, indtil antallet af arbejdstimerne i ansættelsesbrevet og ekstratimerne passerede normalarbejdstiden for fuldtidsansatte i faget. Først herefter fik de betaling for overarbejde for yderligere arbejdstimer.

Jeg beskrev det dengang i en kronik om et arbejdsmarked skabt for mænd og skabt af mænd:

”Det mandlige tankegods om arbejdsmarkedets indretning var i årtier stærkt rodfæstet. Så stærkt, at vi i dag fortsat har et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mænd lidt firkantet udtrykt er fuldtidsbeskæftiget på det private arbejdsmarked, mens kvinder typisk er deltidsbeskæftiget i den offentlige sektor. Især inden for pasning, pleje og omsorg … Og det er ikke kun lønnen, der stiller de traditionelle kvindefag ringere end mandefag. Der kan desværre stadig findes andre kønsdiskriminerende rester af mandetankegang i overenskomsterne.

Fritidens værdi er et illustrativt eksempel. Den fuldtidsansattes fritid har en pris, når arbejdsgiveren vil anvende arbejdskraften ud over den aftalte arbejdstid. Den deltidsansattes fritid er billigere i den samme situation. Den deltidsansatte, der typisk er kvinde i et traditionelt kvindefag, skal først lige runde den normale fulde tid, før kasseapparatet klinger med samme energi som for den fuldtidsansatte. Det er ganske enkelt billigere at ansætte på deltid inden for de offentlige kvindefag, og så gøre brug af den resterende arbejdstid uden andet end normal timeløn som udgift. Det har ganske mange offentlige arbejdsgivere for længst fundet ud af.

Den forskel på prisen på fuldtidsansattes og deltidsansattes fritid kan jeg ikke finde andre forklaringer på end den kønsbestemte: Mænd arbejder fuld tid . . . kvinder arbejder deltid . . .

Den forskel skal der gøres noget ved.”

Sagt med andre ord var der i mine øjne ingen tvivl om, at arbejdsgiverne spekulerede i, at deltidsansættelse kunne fungere som reservebænk for arbejdskraft, der uden andet end normal timeløn kunne aktiveres, når normeringerne var for lave.

Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at FOA og de øvrige typiske kvindeforbund på samme måde som arbejdsgiverne i alt for mange år ikke havde øje for det kønsdiskriminerende i merarbejds-begrebet.

Min erfaring som hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Kommunal Arbejderforbund (i dag en del af FOA) fra midten af 1980’erne siger mig samtidig, at både forbundsvalgte, tillidsrepræsentanter og fuldtidsansatte medlemmer i en vis udstrækning dengang betragtede den lave honorering af deltidsansattes ekstraarbejde som et værn mod, at deltidsansatte kunne tjene det samme eller mere end fuldtidsansatte i kraft af ekstratimer honoreret som overarbejde.

Ikke bladguld på carporten

Siden prøvede FOA både at overbevise andre typiske kvindeforbund om at være med til at kræve merarbejde erstattet med overarbejde i overenskomsterne, og vi rejste det selv som overenskomstkrav over for kommuner og regioner. De afviste dog kravet enten som noget, der enten ikke havde deres interesse, eller som noget der ville være alt for dyrt.

At kravet var dyrt, var vi ikke i tvivl om. Og det kunne ikke være finansieret ved en enkelt overenskomstforhandling, men vi kunne være begyndt og have afsluttet overgangen over en årrække – vel at mærke inden for den danske models rammer.

Det er værd at huske på, at det ikke handler om, at deltidsansatte skal have bladguld på carporten betalt af skatteyderne. Det handler derimod om, at juraen har banket på døren og afleveret en inkasso-begæring til samfundet for kønsbestemt forskelsbehandling.

Den begæring er ikke lige til at løbe fra – og heller ikke til at vikle sig ud af med trusler om afskedigelser. Det er at vende verden på hovedet.

Kommuner og regioner har i årevis sparet milliarder på ikke at skulle betale overarbejde til deltidsansatte. Det er de ansatte, der er blevet snydt – ikke samfundet.