VM i Trumps USA er ikke en sygdom – det er et symptom på en syg verden

Faktisk skete det mest absurde i forbindelse med det kommende VM allerede for flere måneder siden. 5. december 2025 overrakte chefen for det internationale fodboldforbund FIFA, schweiziske Gianni Infantino, nemlig en nyligt oprettet fredspris til USA’s Donald Trump.

Måske var det som en trøstepræmie for, at Trump ikke havde fået Nobels Fredspris. Måske var det for at pleje sine egne forbindelser. Infantino har været på flere besøg i Trumps Ovale Værelse end nogen anden leder. Trump kvitterede for hæderen ved at gå i krig mod Venezuela og Iran og true snart sagt halvdelen af den øvrige verden – herunder Danmark og USA’s to medværter ved VM, Canada og Mexico – med invasioner og bål og brand.

Selvom det nok var absurd, var overrækkelsen af fredsprisen alt andet end uventet. Så snart FIFA annoncerede, at de havde besluttet sig for at lave en fredspris, vidste alle, hvem modtageren ville være. Det handler om en forsvindende lille og forskrækkende magtfuld gruppe mænd i toppen af verden, der slikker hinanden bagi for at få plads i balsalen, i fredsrådet, ved hoffet.

Slik opad, spark nedad, som Ebba Grön sang for en uendelighed siden.

Immigrationsmyndigheder og indrejseforbud

Man skal love for, at Trumps USA har forstået at sparke nedad i forbindelse med det kommende VM. Ikke alene ligger landet i krig med en af deltagerne, Iran, som allernådigst har fået lov til at have base i Mexico og blive fløjet ind til deres kampe i USA på selve kampdagen, hvilket må forventes at svække holdets præstationer på banen.

Trump-regeringen og dens Sturmabteilung-lignende immigrationsmyndigheder gør deres bedste for at bekræfte alles allermest bange anelser om dem.

Nok var den somaliske dommer Omar Abdulkadir Artan blevet kåret til Afrikas bedste fodbolddommer anno 2025. Nok var han blevet udtaget til VM, hvor han skulle dømme nogle kampe. Nok var han blevet udstyret med et diplomatpas og et visum til USA.

Det forhindrede bare ikke de amerikanske myndigheder i at tilbageholde og afhøre ham i 11 timer om ikke-eksisterende forbindelser til terrorgruppen Al-Shabaab, hvorefter Afrikas bedste fodbolddommer blev sat på et fly ud af USA.

Sagen om den somaliske dommer har vakt udbredt afsky i det internationale fodboldmiljø, men det får ikke nogen konsekvenser. Og da slet ikke fra FIFA, som har valgt at vaske hænderne og sige, at det udelukkende er op til værtslandet, hvem de vil lukke ind.

Den slags sager er ikke kun gået ud over Omar Abdulkadir Artan. Der er masser af andre eksempler. Således fik en fotograf fra Iraks landsholdsdelegation ikke lov til at rejse ind i landet. Måske ikke så overraskende har 13 medlemmer af Irans delegation (altså ikke spillere) ikke fået indrejsetilladelse til USA. De må blive i Mexico, mens holdet spiller i USA. Og der florerer videoer med Senegals spillere, der bliver udsat for meget strikse sikkerhedskontroller efter deres ankomst i USA.

Hvad har alle disse sager til fælles? Det er nærliggende at mistænke de amerikanske myndigheder for at gå lige vel meget op i de indrejsendes hudfarve, men det er sikkert bare mig.

Retfærdigvis skal det nævnes, at indrejsemyndighedernes diktatoriske vælde også går ud over kridhvide mennesker. Fx er en del skotske fans – og den typiske skotte kan konkurrere med skandinaverne i hvidhed – blevet nægtet indrejse i USA. Ingen ved rigtig hvorfor.

VM er for de rige

Elendighederne går ikke kun ud over farvede fodboldspillere og dommere. Det går også ud over de folk, der kunne tænke sig at se kampene på stadion. Der er få ting at rose Rusland for, men to år inden VM i Rusland i 2018 havde arrangørerne allerede annonceret billetpriserne og en gennemskuelig måde at købe billetter på.

Sådan skulle det ikke være i år. Her har FIFA blandt andet introduceret såkaldte tokens, som man kunne købe via en såkaldt kryptopartner, som så kunne give en såkaldt right to buy til VM-billetterne.

Hvis man får lov til at købe en billet, er det heller ikke let, for billetpriserne udelukker de fleste. Sidste gang der blev afholdt VM i herrefodbold i USA – i 1994 – kostede en gennemsnitlig billet 58 dollar. Justeret for inflation giver ville det i dag være 131 dollar. Det er dyrt, men VM-billetter er dyre.

I år er det meget dyrere, og ikke kun til kampene i USA. En gennemsnitlig billet til kampene på Estadio Azteca i Mexico City står i 1300 dollar. Med andre ord en stigning på 900 procent, mens en amerikansk husstands indtægt i de mellemliggende år er steget med 32 procent.

Det er altså kun en ganske lille gruppe mennesker, der kan komme til kampene. Hvis denne lille gruppe mennesker også skal komme fra andre lande, skal de til størstedelen af kampene slippe forbi de amerikanske immigrationsmyndigheder, hvilket kan være en udfordring i sig selv. Og så skal de også frem til stadion.

Her viser USA sig som den største kliché af sig selv. Landet er ikke kendt for at besidde en infrastruktur, der tilgodeser transport til fods. Det kunne man gøre noget ved, men i stedet er det ulovligt at gå til MetLife Stadium i New Jersey, hvor finalen skal spilles. Så kan man i stedet tage toget til en pris, der i forbindelse med slutrunden er steget markant. Hvis man vil fra Penn Station i New York til stadionet i New Jersey plejer det at koste 12,75 dollar. Under VM kommer prisen for de 15 kilometers togtransport til at koste over 100 dollar.

En velkendt kliché lyder, at fodbold er en arbejdersport. Fodbold er folkets sport. Den fortælling gør FIFA sit bedste for at aflive, og med VM i det herrens år 2026 får fortællingen endnu et søm i kisten.

VM og klimaet

Det er næppe noget, der bekymrer Trump. Normalt er lande interesserede i at efterlade et godt indtryk under store sportsbegivenheder. Jeg har venner, der rejste rundt i Rusland under VM i 2018, og som kun havde gode oplevelser. Under OL i Berlin i 1936 skruede naziregimet ned for den antisemitiske propaganda og jødeforfølgelserne, så udlændinge ikke skulle tro, at det stod så slemt til, som det gjorde.

Men den slags logik preller af på Donald Trump og FIFA’s slutrunde. De skal vel roses for forudsigeligheden. Ingenting tyder på, at de higer efter folkets beundring til hverdag, og de ændrer ikke deres opførsel, bare fordi der nu er VM.

På samme måde bekymrer de sig heller ikke om klimaet, hvilket også må siges at være på linje med Trump-regeringens politik til hverdag. Selvom der ikke bliver bygget et eneste nyt stadion, tyder alt på, at det kommende VM bliver det VM nogensinde med det største klimaaftryk.

Det skyldes dels, at der er flere deltagere end før. VM er blevet udvidet fra 32 til 48 hold (og alligevel kunne Danmark ikke finde ud af at kvalificere sig). Men det skyldes også, at arrangørerne åbenbart ikke har gidet give holdene en base, så de spiller deres kampe i samme by – eller byer der ligger tæt på hinanden. Det plejer man ellers at gøre.

I stedet skal holdene transportere sig i fly over tre ret store lande – Canada, USA og Mexico. Bosnien og Hercegovina skal sammenlagt rejse over 5.000 kilometer for at komme frem til deres tre gruppekampe. Forskerne regner med, at 87 procent af alle udledninger fra slutrunden sker på grund af transport. Og for at understrege pointen regner man også med, at dette VM bliver det varmeste nogensinde.

Jeg ved, at Canada og Mexico også er værter for VM-slutrunden. Men det meste af slutrunden afholdes i USA. Det er et menneskefjendsk, arbejderfjendsk, klimafjendsk, narcissistisk shitshow.

Lyden af ingenting

Som om det ikke var nok, står også fodbolden for skud.

Som følge af de høje temperaturer har fodboldmyndighederne indført flere af de såkaldte cooling breaks, der skal give spillerne mulighed for at få en tår vand til at tage det værste af heden. De har været der siden VM i Brasilien i 2014, men dengang var de der kun, når det virkelig var varmt.

Nu er pauserne blevet institutionaliseret, sådan at kampene automatisk stopper halvvejs i hver halvleg. Det lugter for mig meget af ekstra reklamepauser.

Reklamepauserne er en ting. Værre er det, at VM-finalen skal spoleres af et half time show, som tv-seerne vil kende det fra den amerikanske fodbolds Super Bowl. I pausen af VM-finalen vil der være et show med Madonna, Shakira og det koreanske boyband BTS.

Det understreger en forskel mellem amerikansk og kultiveret sportskultur. For det er ikke meningen, at pausen skal fyldes ud af noget. I pausen kan man stille sig i kø efter drikkevarer, man kan stille sig i kø til toilettet, eller man kan lade være med at gøre noget som helst. Pausen er det, ordet giver udtryk for – en pause. Nu skal pausen i stedet helliges et show, der for nogle sikkert vil tage fokus fra det væsentlige – det der sker på hver side af pausen.

Vi har ikke brug for at høre Shakira synge Waka Waka i pausen. Men måske er det meget belejligt, for hvad er det, man risikerer, hvis man lader pausen blive fyldt ud af stilhed? Her kan man med fordel citere Strid, der i en tegneserie for mange år siden havde denne kommentar til folks behov for at rejse:

”Hvad sker der, hvis strømmen af input stopper? (…) Så vil vi pludselig høre lyden af os selv. Lyden af Vesten. Lyden af en gammel, træt maskine, der er ved at gå i stå. Lyden af en tom og hul kultur, der intet rummer i sig selv. Lyden af ingenting. Lyden af døden. Og det lyder jo ikke rart.”

Trumps VM er et symptom

Med dette lommefilosofiske intermezzo bliver det klart, at Trumps VM ikke i sig selv er en sygdom. Trumps VM er et symptom på sygdommen i fodbolden og i samfundet.

Breddefodbolden har det fint, mange tak. Men topfodbolden har haft det bedre. På toppen har spillets kvalitet sikkert aldrig været højere. Men toppen er forvandlet til en lukket klub, der fordeler flere og flere penge mellem færre og færre aktører.

Der er kun en adgangsgivende billet for at tage del i den sjove ende af Champions League – tonsvis af penge, der helst skal komme fra en autokratisk oliestat, som man fx kan se det med UAE’s charmeprojekt Manchester City og de seneste to års Champions League-vindere, Qatars Paris Saint-Germain.

Topfodbolden er et pyramidespil for de få. Det er det system, der har givet VM i fodbold til først Rusland, derpå Qatar og nu USA (og Mexico og Canada). I 2034 bliver det Saudi-Arabiens tur.

Lyder det bekendt? Så er det, fordi topfodbolden lige nu er i den samme udvikling som resten af verden. En udvikling hvor de rigeste bliver endnu rigere, og flere af samfundets goder er forbeholdt de rigeste.

Det er en kultur, hvor guld er det vigtigste. Balsale i guld, triumfbuer i guld, gyldne toiletter, hvor den senile konge kan få skiftet sin ble, mens hofsnogene lefler for monarken.

Det er en kultur, der hylder de ultrarige i deres privatfly og afskærer sig fra den brede befolkning – om så afskærmningen sker gennem gated communities eller gennem billetpriser, hvor den billigste billet til VM-finalen har kostet 4.185 dollar. I 2022 i Qatar kostede den dyreste billet til finalen 1600 dollar.

Det er en kultur, der er ligeglad med, om folket bakker op om tingenes tilstand. For hvis man frygter, at nogen vil gøre vrøvl, kan man altid smide dem i et ICE Detention Center.

VM i Trumps USA er et billede på verden. Det kan anbefales ikke at kigge på det, mens festlighederne står på. Det kan jeg sikkert ikke selv finde ud af, for der er jo fodbold.