Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. januar. 2026

Donald Trump: Djengis Khan i det 21. århundrede

USA styres i stigende grad som et førmoderne imperium, hvor magten går gennem én mand, og hvor hof, klientelisme og tribut erstatter demokratiske institutioner. Der er 1.094 dage tilbage af Trumps præsidentperiode. Hvis resterne af det amerikanske demokrati overlever så længe, og Trump ikke sørger for at kunne blive genvalgt i 2028. Truslerne fra de højreradikale fyrstestater i øst og vest må mødes med indædt modstand

Maga-guden Trump. Illustration: Per Johan Svendsen

For omkring et år siden skrev jeg en leder med titlen ”1.460 dage tilbage med Trump”. Nu er der gået et år og en dag, og der er 1.094 dage tilbage, hvis resterne af det amerikanske demokrati eksisterer, og Trump ikke bliver genvalgt i 2028. Meget kan tyde på, at vi kun har set begyndelsen på den nye verdensorden.

Hvor skal man begynde? Vi har at gøre med en barnlig narcissist i spidsen for verdens militært stærkeste supermagt. USA’s intervention i Venezuela var nok kynisk imperialisme i sin reneste form, men det er set mange gange tidligere fra USA’s side.

Donald Trumps seneste handlinger og udmeldinger er dog – selv efter amerikanske standarder – udtryk for noget helt nyt. Han truer Grønlands – og dermed Kongeriget Danmarks – territorielle integritet med målsætningen om at overtage verdens største ø på den ene måde eller den anden. Når han ikke truer Grønland, truer han Canada og Mexico.

Han skriver til Norges statsminister, at når Norge ikke vil give ham Nobels Fredspris, så behøver han ikke tænke på fred længere. Brevet udviser en tiårigs sproglige evner og en femårigs sans for logisk argumentation – med fuld respekt for verdens fem- og tiårige.

Politisk vold

Der er skrevet meget om Donald Trumps mentale egenskaber og hans udskejelser hos den pædofile alfons Jeffrey Epstein. Det er slemt. Men på den politiske scene bakker Trump sine rablende udtalelser op med en politisk vold, der giver mindelser om nazisternes brunskjorter og den italienske fascismes sortklædte squadristi-tæskehold.

I hjemlandet sender han immigrationsmyndighedernes Sturmabteilung (ICE) ud i gaderne i det, der ligner hævnaktioner mod byer, som er kendt for ikke at bakke op om præsidenten. I Alaska træner 1.500 soldater fra USA’s arktiske enhed 11th Airborne Division til at blive sat ind i Minneapolis’ gader, hvor indbyggerne protesterer mod ICE-myndighedernes drab på Nicole Renee Macklin Good. Eller måske i andre arktiske egne.

Trumps forsikringer i Davos, om at USA ikke vil bruge magt til at bemægtige sig Grønland, gælder kun, til de ikke gælder længere.

Trump siger nu, at han har forhandlet en ”rammeaftale” på plads med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte. Det er endnu tåget, hvad sådan en rammeaftale – hvis den findes – indebærer. Men intet tyder på, at grønlænderne er blevet konsulteret.

Den optimistiske udlægning er, at Rutte har sweet-talket Trump, som jo har for vane at skifte holdning alt efter, hvem han sidst har talt med. Måske har politikere i Washington fortalt Trump, at de ikke ville være med til hans planer. Måske har europæerne pustet sig op og truet med økonomisk gengældelse. Vi ved det ikke.

Djengis Khan i det 21. århundrede

Trumps ageren er ikke business as usual. Vi er vant til amerikansk imperialisme, men Trump-regimet prøver jo ikke engang at pakke aktionen i Venezuela ind i pæne ord om demokrati og menneskerettigheder. Det handlede om olie, og det ser Trump ingen grund til at skjule. Med den konservative britiske kommentator Rory Stewarts ord gør det Trump til den første leder siden Djengis Khan, som ikke i det mindste forsøger at retfærdiggøre erobringstogterne med pæne ord.

Truslerne mod Danmark er anderledes. Når USA i tidens løb har sagt: ”Hop!”, har danske regeringer svaret: ”Hvor højt?” Alligevel vælger USA at true en fast allieret. Ikke for at opnå strategisk sikkerhed eller de vigtige mineraler, der efter sigende gemmer sig under indlandsisen. Det handler om, at Donald Trump vil udvide USA’s territorie.

På den måde minder Trump om fortidens konger og kejsere. Magten går gennem og til hans person. Regeringen minder mere om et hof af inkompetente spytslikkere end om en regering i et land med demokratiske institutioner. Kongen udpeger sine folk til de forskellige projekter. Det være sig at ”mægle” mellem Rusland og Ukraine eller at bemægtige sig Grønland. Disse folk udpeges til posterne på baggrund af deres kontakt til kongen, snarere end kompetencer. Det er et førmoderne klientsystem, mere end det er en moderne stat med kompetente og vidende embedsfolk.

Det klientsystem vil Trump udvide til at gælde hele verden. Kejserens vasaller skal vise deres respekt for manden på tronen i Mar-a-Lago. Og betale deres tribut, forstås. Det sker fx gennem endnu en af Trumps innovationer: Det internationale fredsråd, hvis medlemmer mod en betaling på en milliard dollars skal godkendes af Trump selv.

Oprettelsen af fredsrådet begrundes med endnu en af de mange uretfærdigheder, Trump ifølge ham selv har været udsat for. FN har aldrig gjort noget for ham, og derfor kan det være, at fredsrådet skal afløse for FN. Det fjerner de internationale institutioner fra de eksisterende samarbejder for at samles omkring en person; kongen, kejseren, overmennesket, der er kendt for sine evner til at få kasinoer til at gå konkurs.

Fredsrådet skulle egentlig arbejde med at skabe og håndhæve en amerikansk dikteret fredsaftale i Gaza. Men i udkastet til fredsrådets charter bliver Gaza ikke nævnt. Til gengæld har fredsrådets formand vetoret i alle sager.

I et interview med New York Times fortalte Trump selv, hvor grænserne for hans egen magt på den internationale scene ligger: “Min egen moral. Det jeg synes. Det er det eneste, der kan stoppe mig, og det er rigtig godt.” Når det kommer fra en mand med en moral som Trump, er det ikke betryggende. Igen er det ikke det internationale samfunds rammer, men kejserens personlige forgodtbefindende, der sætter grænserne.

Længere mod øst må Vladimir Putin godte sig. Der skulle ikke mere end en velvillig og muligvis senil psykopat i Det Hvide Hus til at få det internationale samfund til at slå revner.

Uoriginale svar

Det ville være belejligt, hvis jeg som redaktør på den frie venstrefløjs førende netmedie kunne komme med konklusioner om, at arbejderoprør på begge sider af Atlanterhavet må sætte en stopper for vanviddet. At verdensproletariatet må tage sagen i egen hånd og nægte at deltage i ledernes march mod afgrunden.

Jeg er for så vidt enig – det ville være en fornuftig løsning. Men jeg forbeholder mig retten til at tage udgangspunkt i verden, som den ser ud.

Lige nu står alle verdens demokrater med en diktator, der presser os fra Washington, en anden diktator der presser os fra Moskva, og en tredje diktator, der presser os fra Beijing. Deres interesser går stik imod interesserne hos det store flertal i verden – også i Europa. Tag ikke fejl – Putin, Xi og Trump er større trusler for et demokratisk og socialistisk projekt i Europa end Emmanuel Macron og Ursula von der Leyen.

Den canadiske premierminister, Mark Carney ridsede i en tale ved World Economic Forum situationen op. I en verden, hvor de store uden blusel kan tryne de små og de mellemstore, må de små og mellemstore stå sammen for demokrati og generel anstændighed.

Vi må åbne os over for hinanden, for en verden, der kun består af fæstninger, er mere fattig, mere usikker og mindre bæredygtig, end en verden hvor vi står sammen.

Derfor er min uoriginale konklusion den samme som mange andres: Europa må stå sammen over for truslerne fra øst og vest – og det må nødvendigvis omfatte en militær oprustning. Donald Trumps højreekstreme stikirenddreng Stephen Miller har sagt det ligeud: Internationale relationer handler om magtforhold. Det er den verden, Europa skal manøvrere i.

Det er nødvendigt, at de rige betaler for denne omstilling af Europas sikkerhedsstruktur. Efter amerikansk forbillede har europæerne indrettet et senmoderne, kapitalistisk system på en måde, hvor de rige bliver rigere, og uligheden er på et uhørt højt niveau. Med det amerikanske maskefald er der ikke nogen grund til at efterabe den samfundsindretning. Europas milliardærer bliver 15 milliarder kroner rigere om dagen. Der kan pengene komme fra.

Nye venskaber i kampen mod fascisme

Oprustning må ikke stå alene. USA’s maskefald befrier Europa fra at stå last og brast med amerikanerne på den internationale scene. Med politisk mod og anstændighed kan det give Europa muligheden for at føre en egen og mere anstændig politik over for Israel og Palæstina. Hvis vi står fast på folkerettens gyldighed i Grønland, må vi gøre det samme, når det gælder Gaza.

En konsekvent efterlevelse af folkeretten kan give Europa muligheden for at skabe nye alliancer – og det er der brug for. Med den amerikanske historiker Timothy Snyders ord er det nødvendigt med nye venner i en tid, hvor demokratiet er truet. Det har Europa og vores eksisterende alliancepartnere som fx Canada muligheden for at skabe.

Det kræver, at vi går den modsatte vej end den, vicepræsident JD Vance ridsede op ved sin tale i München, hvor han talte om, at Europa ødelægger sig selv indefra ved at lukke så mange fremmede ind. Vi skal tværtimod åbne dørene for folk, der fx har lyst til at komme til Europa for at tage en uddannelse. Det kan måske bidrage til at skabe stærkere institutioner i deres hjemlande.

Så det er der, vi er. Kampen for et socialistisk samfund fortsætter, men lige nu er det kampen mod fascismen, der sætter betingelserne.

If you tolerate this your children will be next.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER