1.460 dage tilbage med Trump

Det er stadig tirsdag, januar og gråvejr. De omstændigheder kunne Donald Trumps indsættelse som USA’s præsident i går ikke ændre. Snart har vi kæmpet os igennem det første døgn med Donald Trump som præsident. Der resterer kun 1.460 dage, medmindre Trump-lejren lykkes med at afmontere det amerikanske valgsystem. Det er bestemt ikke urealistisk. Smøg ærmerne op, eller forsøg at gå i hi.

Som en ret venstreorienteret og i øvrigt humanistisk indstillet redaktør og privatperson kan jeg ikke komme med banebrydende analyser af denne udvikling af verdenssituationen i yderligere bedrøvelig retning. Jeg er træt og bekymret.

Trumps anden periode som præsident er startet i samme toneleje, som den første sluttede. Med en benådning af de folk, der stormede kongressen i Trumps kupforsøg, efter han havde tabt præsidentvalget i 2020. Og en rask udtræden fra Paris-aftalen og det sidste glimt af håb for, at det internationale samfund kan gøre noget ved klimakrisen.

Middelalderen har ringet

Der var måske en grad af lettelse i Danmark, da Trump ikke nævnte Grønland i sin indsættelsestale. Til gengæld nævnte han, at USA skal udvide sit territorium. Han nævnte konkret Panama-kanalen, og senere kom han da også efter Danmark og Grønland, da han sagde, at USA nok skal overtage Grønland.

Prøv at forestille dig en Trump-vælger. Jeg skal gerne lægge mine fordomme på bordet: En gennemsnitlig Trump-vælger er nok ikke den hurtigste knallert på havnemolen. For sådan en type lyder ”udvidelse af territoriet” som noget sejt – som noget en rigtig mand ved roret gør. Som de romerske kejsere og Putin, således også Trump.

Det er imperialisme i sin reneste form. Velkommen til fortiden og fremtiden på samme tid. Og hvem ved – måske kan USA’s militærbaser bruges mod et fremtidigt USA-kritisk Danmark.

Trump er ikke kun en middelalderlig skikkelse på grund af sine territoriale ambitioner. Han vil føre politik for sine venner – for familien og oligarkerne, der sidder om kongens runde bord.

Et af Trumps første dekreter som præsident var at tilbagekalde et dekret, som skulle sikre, at der fra 2030 skulle sælges flere elbiler i USA. Det er en gave til kammerherre Elon Musk. Trumps dekret vil sikre, at Tesla vil bevare sin markedsandel inden for elbiler.

Det er det, vi vil komme til at se. Politik der gavner præsidenten og hans oligarkvenner og ikke engang foregiver at ske ud fra hensyn til almenvellet.

Amerikansk maskefald

Alt dette vidste amerikanerne, og de ønskede åbenbart mere af den mønt. Som Morten Hammeken skrev i Solidaritet i en reaktion på det amerikanske valg:

”Valget af Trump er et maskefald: USA’s racisme, kvindehad og beundring for skruppelløse milliardærer har igen vundet. (…) 76,4 millioner af dem kunne lide, hvad de så, og ville have mere. Yderligere 89 millioner blev apatisk hjemme på sofaen.”

Det kan man krydre med den åbenlyse mangel på respekt for allierede lande, som i årtier har opført sig som logrende golden retrievers over or den store mand i Washington. Det kan man krydre med USA’s katastrofale udtræden af Paris-aftalen og løfter om, at der skal bores og bores efter flere af de fossile brændstoffer, der får planeten til at gå i stykker.

Og så må man også bekymre sig på flere menneskers vegne. Trump har allerede udtalt, at det skal være officiel amerikansk politik, at der kun findes to køn. Det er dårligt nyt for alle, der ikke identificerer sig på den måde. Og det er et knæfald for Putin-regimets skræmmekampagner om de dekadente vesterlændinge, der tillader mennesker at leve på måder, som ikke passer ind i de traditionelle kønsmønstres rammer.

I Rusland sidder Putin og hans slæng og gnider sig i hænderne. Den vestlige alliance vakler efter Trumps udmeldinger. Snart kan tiden komme, hvor Rusland kan udnytte det. Del og hersk.

I Israel må Netanyahu glæde sig over, at storebror i USA ikke længere vil sætte nogen grænser for Israels myrderier i Palæstina. Vælger han at afbryde våbenhvilen, vil Israel nyde endnu større opbakning fra USA.

Europa

Tilbage sidder vi i Europa. Rusland presser på, og nu oplever vi økonomisk og militært pres fra USA. En aggressiv, imperialistisk magt på hver side. Den havde vi ikke set komme indtil for nylig.

Europa sidder lige nu med et ret dårligt sæt kort på hænderne. Jeg kan ikke se andre løsninger, end at Europa må stå tæt sammen og forsøge at afværge katastroferne så godt som muligt. Det er i sig selv svært, når typer som Ungarns Orbán, Slovakiets Fico og Italiens Meloni udfordrer demokratiet. EU-kommissionen og mange europæiske regeringers forkærlighed for neoliberal sparepolitik gør det heller ikke lettere.

Pelle Dragsted skrev på Facebook, at svaret på Trump og hans højrepopulistiske venner skal være en social oprustning: ”At udvikle samfund hvor ingen efterlades på perronen. Hvor vi passer på hinanden og har hinandens ryg. Altså den totale modsætning til Trumps kyniske mig-først samfund.

Det har vi alle forudsætninger for at skabe i Danmark, i Norden og i Europa. Hvis vi står sammen. Hvis vi har modet og tror på vores egne værdier. Det har vi gjort før. Og det kan vi gøre igen.”

Jeg er enig. Jeg håber på, at det vil være nok. Lige nu kan det være svært at tro på, at vi vil være i stand til det.