Fra Gaza til Himalaya: Israels soldater i Modis Indien

I de små bjerglandsbyer i den indiske delstat Himachal Pradesh står menukortene ofte på hebraisk. I Kasol, Dharamkot og Tosh hænger israelske flag mellem psykedeliske vægmalerier, trance-musik og skilte med “Shakshuka”, “Sabich” og “Welcome Home”. Caféer serverer israelsk morgenmad, hostels reklamerer med hebraisktalende personale, og om aftenen fyldes de smalle bjergveje af unge israelere – mange af dem nyligt hjemvendt fra militærtjeneste i IDF.

Hvert år rejser omkring 80.000 israelere til Indien, og en stor del gør det direkte efter endt værnepligt eller militærtjeneste. I årevis er denne bevægelse blevet beskrevet som en uskyldig backpacker-tradition. Israelske medier har fremstillet Indien som stedet, hvor unge efter hæren kan “finde sig selv” eller slippe væk. Fortællingen om israelske unge i Himalaya har været pakket ind i billeder af yoga, ravekultur, psykedelia og spirituel selvrealisering.

Indien blev fremstillet som stedet, hvor soldater kunne lægge uniformen fra sig. Et midlertidigt frirum langt væk fra den permanente militarisering. Men efter den totale ødelæggelse af Gaza er det blevet vanskeligere at opretholde den romantiske fortælling om den spirituelle rejse mod Himalaya.

De unge israelere, der i dag går til ravefester i Kasol eller ryger hash på tagterrasser i Dharamkot, kommer ikke fra en almindelig ungdomsoplevelse. Mange kommer direkte fra en krig, hvor hospitaler, universiteter, flygtningelejre og hele boligområder er blevet bombet. En krig, hvor internationale organisationer, FN-eksperter og menneskerettighedsgrupper har dokumenteret omfattende ødelæggelser og alvorlige krigsforbrydelser begået af den israelske hær.

Soldater, som få måneder tidligere bevægede sig gennem ødelagte kvarterer i Khan Younis eller Gaza City, sidder nu på bjergcaféer omgivet af psytrance, hash og spirituel søgen. Den israelske backpacker-kultur i Indien fremstår derfor ikke længere blot som en ungdomstradition. Den kan forstås som en forlængelse af Israels permanente krigstilstand.

En infrastruktur for soldater på flugt fra krigen

Det er heller ikke tilfældigt, at Indien er blevet destinationen. Gennem årtier er der opbygget en hel infrastruktur omkring israelske soldaters ankomst efter militærtjenesten. Hele lokale økonomier i dele af Goa og Himachal Pradesh er i dag dybt afhængige af israelske backpackere. Hebraiske skilte dominerer gadebilledet flere steder, mens caféer, hostels og rejsebureauer er direkte målrettet unge israelere. Den velkendte rute gennem Goa, Kasol og Dharamkot har endda fået sit eget navn “The Hummus Trail”.

Men Hummus Trail er mere end en backpackerrute. Den fungerer nærmest som et uofficielt overgangsritual mellem militærlivet og det civile liv. Efter flere år med uniformer, checkpoints, patruljer og krig rejser tusindvis af unge israelere mod Goa og Himalaya. Ikke nødvendigvis på grund af Indiens kultur, men fordi landet er billigt, langt væk og giver mulighed for at forsvinde for en stund. I israelske medier beskrives Indien igen og igen som stedet, hvor soldater tager hen for at lægge militærlivet bag sig.

Den israelske stat har for længst anerkendt dette mønster. Israelske hjælpeorganisationer og mentalsundhedsarbejdere opererer i dele af Himalaya for at hjælpe tidligere soldater, der kæmper med traumer, PTSD og psykiske sammenbrud efter militærtjenesten. Nogle kommer så langt ud i psykiske kriser, at de har svært ved overhovedet at finde hjem igen. Ikke i Jerusalem eller Haifa, men i Kasol og Dharamkot, tusindvis af kilometer fra de konflikter, der har været med til at forme dem.

Det siger noget afgørende om den israelske stats forhold til sine egne soldater. Staten producerer soldater gennem permanent militarisering, men en del af følgerne håndteres andre steder. Indien er på mange måder blevet et uofficielt rehabiliteringsrum. Et sted hvor unge mennesker forsøger at lægge krigen bag sig gennem afstand, rus og midlertidig glemsel.

Det er måske også derfor, at hashcaféer, psytrance-fester og psykedeliske oplevelser fylder så meget i fortællingerne om Hummus Trail. Som om afstanden til Gaza kan måles i højdemeter. Som om krigen bliver lettere at bære, når den ses gennem hashrøg og bjergtåge.

Men krigen bliver ikke nødvendigvis i Mellemøsten. Lokale i dele af Himachal Pradesh og Goa har i årevis beskrevet aggressive turistmiljøer, stofmisbrug, voldsepisoder og enklaver, hvor kontakten til lokalbefolkningen er minimal. Flere steder er der opstået parallelle økonomier og sociale rum organiseret næsten udelukkende omkring israelske besøgende.

Nogle lokale erhvervsdrivende fortæller endda, at åben støtte til Palæstina kan koste kunder i områder, hvor israelske turister udgør rygraden i økonomien. Fortællingen om de israelske backpackere i Himalaya handler derfor om mere end turisme eller kulturel udveksling.

Den handler også om, hvad der sker, når et samfund sender sine unge gennem flere år med konflikter og derefter lader andre steder i verden absorbere en del af konsekvenserne. Hummus Trail er i den forstand ikke blot en rejserute. Den er det geografiske efterliv af et militært system, der former unge mennesker gennem konflikt og derefter sender dem ud i verden med krigens erfaringer stadig siddende i kroppen.

Zionisme og Hindutva

Samtidig med at tusindvis af israelske soldater rejser til Himalaya, er relationen mellem Israel og Modi’s Indien blevet stadig tættere. Det handler ikke længere kun om våben, overvågningsteknologi eller diplomatiske håndtryk foran kameraerne. Der eksisterer også en dybere forbindelse mellem de to projekter, som ikke kan aflæses i samhandel eller militærkontrakter.

Det er fristende at forklare ligheden mellem Hindutva og zionismen med fælles fjender eller strategiske interesser. Men forbindelsen går længere tilbage og stikker dybere end geopolitikken. Begge ideologier er født af den moderne verdens store nationalistiske spørgsmål: Hvordan gør man et historisk folk til fundamentet for en stat? Hvordan omsætter man civilisation, kultur og kollektiv hukommelse til politisk suverænitet – uden at opløse det fællesskab, man forsøger at beskytte?

I dette perspektiv bliver hinduismen og jødedommen mere end religioner. De bliver historiske fællesskaber, der forbinder fortid, nutid og fremtid. Identitet bliver derfor ikke blot et privat anliggende, men et spørgsmål om kollektiv kontinuitet. Hvem der tilhører fællesskabet, hvem der står udenfor, og hvem der kan gøre krav på nationens historie, bliver politiske spørgsmål.

Det er denne forestilling, Azad Essa kredser om i sin bog Hostile Homelands. Han beskriver, hvordan relationen mellem Indien og Israel gradvist har udviklet sig fra et strategisk samarbejde til noget, der minder om et ideologisk fællesskab. Israel bliver i dele af den hindunationalistiske offentlighed ikke kun betragtet som en allieret, men som et eksempel på, hvordan en stat kan organiseres omkring forestillingen om et historisk folk, der må beskytte sin civilisation mod både ydre og indre trusler.

Hvor Indien tidligere så sig selv som en del af den antikoloniale modstandsbevægelse, er Israel for mange hindunationalister blevet et symbol på national styrke, kulturel selvsikkerhed og kompromisløs sikkerhedspolitik.

I denne forestillingsverden er statsborgerskab ikke nødvendigvis nok. Man kan have et pas, stemme til valg og betale skat, men nationen forstås som noget mere end staten. Den er et historisk fællesskab, og adgang til dette fællesskab afgøres ikke alene af loven, men også af forestillinger om historie, kultur, slægtskab og oprindelse. Det er netop derfor spørgsmål om konvertering, assimilation, demografi og grænser får en betydning, der rækker langt ud over det individuelle liv. De bliver til spørgsmål om folkets fortsatte eksistens.

Den amerikanske religionshistoriker Leora Batnitzky har peget på, at både religiøs zionisme og hindunationalisme deler en grundlæggende skepsis over for den liberale forestilling om religion som et individuelt valg. I den liberale tradition er tro først og fremmest et spørgsmål om personlig overbevisning. I både Hindutva og zionismen forstås identitet derimod som noget, man arver. Noget der er vævet sammen af historie, territorium, kultur, slægtskab og kollektiv hukommelse.

Den permanente trussel

Det er også derfor, at begge bevægelser konstant kredser om spørgsmålet om eksistens. Noget af det mest slående ved både Hindutva og zionismen er, at de kombinerer betydelig statsmagt med en vedvarende følelse af sårbarhed. Selvom de i dag kontrollerer stærke stater med atomvåben, avancerede sikkerhedsapparater og omfattende institutionel magt, fremstiller de sig ofte som truede fællesskaber på randen af udslettelse.

Hindunationalister taler om den hinduistiske civilisation som belejret i sit eget hjemland. Zionister taler om den jødiske stats ret til at eksistere i et fjendtligt Mellemøsten. Begge projekter organiserer store dele af deres politiske verdensforståelse omkring forestillingen om den permanente trussel. Her opstår et paradoks, som antropologer og nationalismeforskere længe har været optaget af.

Hvordan kan grupper, der besidder enorm statslig magt, samtidig opleve sig selv som eksistentielt truede? Svaret ligger delvist i den måde, nationen forestilles på. For både Hindutva og zionismen er nationen ikke blot en samling borgere. Den er et historisk folk. Et civilisatorisk fællesskab. En fortælling om kontinuitet mellem fortid, nutid og fremtid.

Når nationen forstås på denne måde, bliver enhver demografisk, kulturel eller politisk forandring potentielt til en trussel mod selve folkets eksistens, og det er her muslimer kommer til kort i begge nationers omskrivning af historien.

En gammel “alliance” i nye klæder

Forbindelsen mellem Hindutva og zionismen blev ikke opfundet af Modi og Netanyahu. Den går langt længere tilbage. Allerede i 1939 pegede Hindutva-ideologen M.S. Golwalkar på den zionistiske bevægelse i Palæstina som et eksempel på vellykket nationbygning.

Længe før israelske droner blev produceret i Indien, og længe før Modi landede i Tel Aviv som den første indiske premierminister på officielt besøg i Israel, fandtes der således en ideologisk nysgerrighed mellem de to projekter. Begge forsøgte de at besvare det samme moderne spørgsmål: Hvordan gør man et historisk folk til fundamentet for en stat, og hvordan sikrer man, at nationen forbliver nationens egen?

I dag har denne ideologiske resonans fundet sin geopolitiske form. Siden Narendra Modi kom til magten i 2014, er Indien blevet en af Israels vigtigste globale partnere. Det, der engang var et diskret samarbejde i skyggen af den kolde krig, er blevet til en omfattende strategisk alliance, hvor våbenhandel, overvågningsteknologi, efterretningssamarbejde og fælles sikkerhedstænkning binder de to stater tættere sammen end nogensinde før.

Forholdet mellem Indien og Israel var dog ikke altid så nært. I årtier støttede Indien officielt den palæstinensiske sag, anerkendte PLO og stemte ofte imod Israel i internationale fora. Men med Sovjetunionens kollaps og Indiens økonomiske liberalisering begyndte New Delhi gradvist at orientere sig mod USA og den vestlige sikkerhedsorden. Tættere relationer til Israel blev en del af denne geopolitiske omstilling.

I dag samarbejder israelske våbenfirmaer tæt med nogle af Indiens største virksomheder. Adani Group har indgået partnerskaber med Elbit Systems og Israel Weapon Industries, mens Hermes 900-droner – som tidligere er blevet anvendt under Israels krige mod Gaza – nu også produceres i Indien. Forbindelsen mellem de to lande handler derfor ikke længere blot om diplomati eller handel.

Under overfladen vokser et fælles sikkerhedsunivers frem, hvor teknologi, militær erfaring og forestillinger om national trussel cirkulerer mellem Jerusalem og New Delhi. Det er her, relationen mellem Indien og Israel bliver mere end et strategisk partnerskab. Den bliver et møde mellem to politiske projekter, der i stigende grad ser verden gennem de samme linser.

Fra Palæstina til Kashmir

Israel eksporterer ikke kun droner, overvågningsudstyr og missilsystemer til Indien. Landet eksporterer også noget mindre håndgribeligt, nemlig erfaringerne fra årtiers kontrol, besættelse og befolkningsstyring i Palæstina. Journalisten Antony Loewenstein har kaldt dette for The Palestine Laboratory.

Pointen er enkel og urovækkende på samme tid. Palæstina fungerer som et land under besættelse, men også som et sted, hvor nye teknologier, sikkerhedsmetoder og former for kontrol afprøves, før de markedsføres til resten af verden som afprøvede i virkeligheden, testet under konflikt eller battle-tested, hvis man har sin militær lingo på rygraden. Få steder er denne udvikling mere synlig end i Kashmir.

For mange hindu-nationalister er Israel ikke blot en allieret. Det er et eksempel. Et billede på, hvordan en stat kan håndtere territoriale konflikter, demografiske bekymringer og en muslimsk befolkning, der opfattes som et problem for nationens sammenhængskraft. Da den indiske regering ophævede Kashmirs særlige status i 2019, begyndte politikere, kommentatorer og BJP-støtter åbent at pege mod Israel. Nogle talte ligefrem om bosættelser. Andre om demografiske forandringer.

Pludselig blev Vestbredden ikke kun et fjernt konfliktområde, men et politisk referencepunkt i den indiske offentlighed. Enhver nationalistisk bevægelse har sine egne myter og fjendebilleder, men det er svært ikke at bemærke den måde, muslimer igen og igen dukker op som den figur, nationen skal beskyttes imod.

I Indien tales der om “Love Jihad”, “anti-national elements” og skjulte trusler mod den hinduistiske civilisation. I Israel bruges fortællingen om den permanente terrortrussel til at retfærdiggøre checkpoints, bombardementer, mure og militær kontrol. Ordene er forskellige. Historierne er forskellige. Men den politiske logik er den samme. En hel befolkningsgruppe bliver gradvist flyttet fra samfundets politiske og sociale rum og ind i sikkerhedsapparatets.

Den perfekte efterkrigszone

Når israelske soldater efter Gaza rejser til Himalaya for at trække vejret, sker det derfor ikke i et politisk tomrum. De ankommer til et land, hvor mange af de fortællinger, de er vokset op med, allerede har fundet et ekko. Forestillingen om den truede civilisation. Forestillingen om den indre fjende. Forestillingen om nationen som noget, der konstant må forsvares.

Måske er det netop dét, der gør Indien til mere end blot en destination efter militærtjenesten. Himalaya tilbyder hash, ravefester, trekking og spirituel selvudvikling. Men under overfladen findes også en politisk atmosfære, der føles mærkeligt genkendelig.

En verden, hvor nationalisme allerede er vævet ind i hverdagen, og hvor frygten for muslimer i stigende grad er blevet en del af den offentlige samtale. Der ligger en mørk ironi i det hele.