EU’s udvidelsesdilemma fortsætter – også efter Balkan-topmødet i juni

Det er 13 år siden, EU sidst blev udvidet, og Kroatien blev medlem. Ansøgerlandene er derfor godt trætte af at være i venteværelse. Modstanden mod EU er af samme årsag vokset i flere lande. Kommissionspræsident Ursula von der Leyen erklærede måske derfor, at EU’s udvidelse mod øst skal ske hurtigere og mere troværdigt.

Men let er det bestemt ikke. Ikke uden grund er der blevet talt om “udvidelses-træthed” og om “udvidelses-dilemmaer” med udbredt frygt for institutionel lammelse, endnu mere korruption, problemer for demokratiet og uoverskuelige merudgifter for EU, når antallet af medlemmer når op over de 30.

Der vil og er allerede blevet stillet krav om forandringer i EU’s landbrugsordninger og i kriterierne for udbetaling af EU’s fonde, før udvidelsen kan finde sted. Ukraines landbrugseksport, som er båret frem af lave priser og tårnhøj kornproduktion, skaber modstand. Opgaven er derfor at udvide – uden at svække EU.

EU’s kommissær for udvidelse, sloveneren Marta Kos, frygter for flere “trojanske heste” i EU. Viktor Orbán er som bekendt ikke længere premierminister i Ungarn, men andre “afvigere” kan komme til.

Kandidatlandene

Ukraine og Moldova kom efter den russiske invasion af Ukraine med blandt de lande, der allerede har forhandlet om optagelse (Albanien, Bosnien, Kosovo, Nordmakedonien, Montenegro og Serbien).

Det er bredt erkendt, at en fortsat udskydelse af EU-medlemskab for landene vil styrke Ruslands, Kinas og Tyrkiets indflydelse i regionen. Hurtig udvidelse betragtes derfor som en geopolitisk nødvendighed.

Tysklands kansler Friedrich Merz og andre taler om “innovative” løsninger, om en gradvis proces – og for Ukraines vedkommende associeret medlemskab i en periode. EU’s Råd for Udenrigsrelationer (PECT) taler om “political accession with Commitments to Transformation”. Landenes optagelse kan tidligst påbegyndes i 2030 – måske med undtagelse af Montenegro, der tror på optagelse i 2028.

Flere ansøgerlande har erkendt, at der bliver tale om en gradvis optagelse. Albaniens ministerpræsident Edi Rama er med på en såkaldt “phased accession” – en periode uden vetoret men med adgang til Schengen og EU’s indre marked. Han har meget ironisk talt om, at EU optræder lige så uforudsigeligt som “God and sex” og efterlyser markante og visionære ledere i EU som de afdøde Helmut Kohl og Francois Mitterand.

Ukraines præsident Zelenskij har derimod taget skarpt afstand fra “andenrangs- medlemskab”. Alligevel erkender han indirekte, at optagelsen i EU ikke vil ske fra dag et, men det skal ske “meningsfyldt” og gavne Ukraine.

En kompliceret sag

Kort sagt er EU’s udvidelse i sydøst en kompliceret sag. EU’s medlemslande har forskellige interesser på spil. For EU-toppen er det geopolitisk vigtigt at begrænse Ruslands, Kinas og Tyrkiets indflydelse, men udvidelsen koster penge og vil betyde optagelse af lande med store problemer, hvad angår korruption og demokrati.

Rusland modsætter sig ikke som sådan optagelse af nye lande i EU – så længe det ikke fører til et tættere militært samarbejde, der er rettet mod Rusland. Russerne ved, at udvidelsen kan føre til alvorlige spændinger og splid mellem EU-landene.

På den måde kan en EU-udvidelse føre til en svækkelse af EU. Omvendt er et stærkt og forenet EU ikke i Ruslands interesse, så længe den nye iskolde krig varer.