Christian Egander Skov til debat: Det folkelige eller medborgerskabet i skabelsen af en ny national identitet?

Christian Egander Skov har taget hele offentligheden med storm med sine nye bog Folkeligt skal alt nu være. Et forsvar for vores folkestyre. Den er med rette blevet rost som en velskrevet, ny og spændende historisk analyse af det danske demokratis historie og aktuelle tilstand.

Med en vis behændighed forstår forfatteren at distancere sig fra yderfløjenes politiske og kulturelle markeringer ved indledningsvis at sige, at hans bog kan opfattes som en form for ” nationalisme fra midten”. (s. 39)

For Egander Skov bygger folkeligheden på et historisk forankret fællesskab og ses hverken som en nationalistisk abstraktion eller en populistisk forestilling om det ”folket” mener.

Folkelighed som identitetsmæssig oprustning

Hvorfor er der behov for et begreb som ”folkeligt”? Fordi vi oplever en række splittelser og tillidskriser i vores samfund. Der er sket en afpolitisering, en afnationalisering samtidig med fremkomsten af forskellige populistiske træk.

For Egander Skov står folkeligheden som den mulige modsætning til den individualisering, markedsgørelse og opløsning af traditioner, som man kan registrere.

Bogen skal forstås i forlængelse af hans tidligere bog: ”Borgerlig krise” (2022), hvor han viste, at borgerligheden havde mistet sit idegrundlag og reduceret sig selv til økonomisk liberalisme og teknokratisk politik. Heroverfor stillede Skov kultur og historie som fundament for borgerligheden samtidig med, at han fremhævede, at borgerligheden havde glemt civilsamfundets store betydning.

Egander Skovs nye bog består af en spændende omskrivning af Danmarkshistorien, hvor det folkeliges betydning vises.

Men forsøger man at finde ud af og nærmere bestemme, hvad det ”folkelige” er, smutter forestillingen mellem fingrene på en. Det er helt uklart. Den levende folkelighed viser sig på mange måder og i mange dimensioner. Bredt forstået står det for civilsamfundet, lokalsamfundet, det uformelle.

Det står – i traditionen med forestillingen om den folkelige revolution – for opposition og magtkritik, men også for noget opbyggeligt, en praksis og engagement i demokratiet. Egander Skov siger også klart, at ideen om folket er en moderne konstruktion, der nødvendigvis indeholder noget komplekst og modsætningsfyldt (s. 49-50)

Derfor er der flere anmeldere, som har fremhævet, at der er noget gådefuldt og mystisk i begrebet, og Egander Skov refererer da også flittigt til Grundtvig.

Hvorfor så meget tale om “folket” og så lidt om “medborgeren”?

I slutningen af bogen gør Egander Skov en interessant iagttagelse, idet han skriver: ”jeg har skrevet en hel del om folket og meget lidt om borgeren” (s.200).” Borger er vi ikke alene, men altid i kraft af vores tilhørsforhold til et fællesskab. At være borger er altid at være medborger”. Og lidt senere (s. 203): ”Uden folket bliver borgeren en rent juridisk enhed.”.

Det er interessant at se, hvornår centrale kulturelle-politiske begreber som begreberne folkelig og medborgerskab bliver populære og mister deres betydning. Skov gør selv opmærksom på, at hans opvurdering af det kulturelle-folkelige står i modsætning til Hal Kochs synspunkt i “Hvad er demokrati?”, som han tolker som en parole om: “Kultur skiller, men politik forener” (s.110 hos Egander Skov)

Forklaringen på Egander Skovs megen tale om det folkelige og meget lidt om medborgerskabet ligger bl.a. i den udbredte afpolitisering og afnationalisering, der er sket med velfærdsstatens omdannelse til en konkurrencestat.

Det centrale spørgsmål i dag er, om det er det kulturelle ”det folkelige” eller det politiske ”medborgerskab”, der er bedst til at forsvare demokratiet og være med til at definere et nationalt ”vi”.

Her tager Egander Skov jo klart stilling for ”det folkelige”, fordi det ligger til grund for ”medborgerskabet” som noget mere fundamentalt.

Hvad betyder de to begreber?

Skov distancerer sig i forhold til ”multikulturalisme” (s. 158), som han ser som en faktor, der opløser det folkelige fællesskab, men han ser omvendt folkelighed som noget, der indeholder en pluralisme. Spørgsmålet er hvor meget.

Skov synes ikke rigtig at anerkende begrebet ”mellemfolkelig”, som har været udbredt i hele efterkrigstiden. I den sammenhæng er det også mærkeligt, at Skov synes at mene, at ”bevægelsen væk fra folket er siden blevet forstærket af den grønne dagsorden, hvis tyngdepunkt ikke som andre miljø- og naturspørgsmål er lokal, men derimod handler om planetære grænser.” (s.194) Her synes Skov helt at overse de nye stærke folkelige bevægelser i tilknytning til den grønne dagsorden.

I forhold til begrebet ”folkelighed” kan begrebet ”medborgerskab” ses som mere inkluderende, fordi ”medborgerskab” indeholder en bredere inklusion, der går ud over flertalskulturens fælleskabsopfattelse og anerkender en multikulturel medborgerskabsopfattelse og en mellemfolkelig solidaritet.

Hvorledes står de to begreber sig i den politiske offentlighed? Bruges de og i hvilke sammenhænge?

Her er det interessant, at i det nye regeringsgrundlag optræder begreberne ”folkeligt” og ”medborgerskab” overhovedet ikke, hvorimod begrebet ”civilsamfund” optræder hele syv gange – et begreb som Egander Skov ser som tæt forbundet med folkelighedsbegrebet.

Christian Egander Skov: Folkeligt skal alt nu være. Et forsvar for vores folkestyre
Gyldendal, 2026
256 sider
Vejledende pris: 260 kr.

og

Christian Egander Skov: Borgerlig krise – det ideologiske opbrud i blå blok
Gyldendal, 2022
280 sider
Vejledende pris: 260 kr.