Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. april. 2021

Den europæiske superliga: Fra UEFA-kapitalisme til et lukket fodbold-feudalsamfund

Et helt frit marked har ikke nogen usynlig hånd, der skaber retfærdighed for alle. Det beviser forsøgene på at danne en europæisk superliga i fodbold, skriver Jonas Neivelt om den foreslåede European Super League, der allerede ser ud til at være på vej i graven.

Forrædere, hyklere, grådige sell-outs. Kritikken er haglet ned over bagmændene til det nye forslag om en Super League. Hovedarkitekterne bag planerne menes blandt andet at være Juventus’ Andrea Agnelli (mf.) og Real Madrids Florentino Perez (th.), der her holder i hånd med F.C. Barcelonas præsident, Josep Bartomeu (tv.), der også er med i planerne.
Artiklen tager cirka 12 minutter at læse.

Søndag 18. april 2021 gik jeg gennem Fælledparken med en sovende sønnike i den røde barnevogn. Uden videre planer standsede jeg ved en tilfældig fodboldkamp. Det viste sig at være anden halvleg af en Serie 3-kamp mellem Handelsstandens Boldklub (HB) og Skovshoveds respektive fjerdehold. Barn, corona og en lang, dansk vinter havde betydet, at der var gået lang tid, siden jeg sidst havde set en fodboldkamp et andet sted end i min stue. Jeg tog mit hjerte i at banke ekstra hurtigt, da Skovshoved brændte en direktør foran HB’s mål. Jeg vekslede et par ord med HB’s træner. ”Hvor er det fedt at se fodbold i virkeligheden igen”, sagde jeg.

Sent samme aften meldte tolv europæiske topklubber ud, at de vil danne deres egen lukkede liga. Manchester City, Manchester United, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham, Juventus, Milan, Inter, Real Madrid, Atletico Madrid og FC Barcelona vil skabe deres egen liga, hvor andre hold kun kan deltage gennem invitation. De er kommet frem til, at de vil tjene langt flere penge fra tv-udbyderne, hvis de møder hinanden oftere, end de gør i dag. Der er flere seere når Tottenham møder FC Barcelona, end når de møder Dinamo Zagreb, sådan som det var tilfældet i årets ottendedelsfinale af Europa League – hvor de i øvrigt tabte.

For disse tolv storklubber skal det altså være slut med kampe mod de såkaldte små hold i Europa. Det er et eklatant brud på den pyramide, som al europæisk fodbold er og har været en del af. Selv HB har i teorien muligheden for at spille sig i Champions League, hvor de kan møde Real Madrid. Held og lykke.

De tolv klubbers problem med denne pyramidestruktur er, at en plads blandt Champions Leagues forjættede tv-milliarder ikke er garanteret. De er nødt til at tilspille sig en plads ved at klare sig godt i den hjemlige liga. Det har Arsenal og Tottenham lige nu ret svært ved, ligesom både Milan og Inter indtil for nyligt var fraværende fra Champions League i mange år. Samtidig er truslen om nedrykning også et vitalt princip for systemet. Det giver plads til, at nye klubber – som HB – kan spille sig op på et højere niveau.

Den europæiske superliga vil ikke helt aflyse dette system. Kun for dem selv. Alle klubber skal konkurrere på samme vilkår som før, men deres lukrative liga er lukket land for alle andre end dem, der bliver inviteret. Det afskaffer med andre ord meritokratiet som princip i europæisk topfodbold og erstatter det med en struktur som middelalderens adel, hvor privilegierne følger ens navn.

Den nye europæiske superliga er et ekko af den måde, topsport er indrettet på i Nordamerika. NFL, NBA, NHL og hvad de ellers hedder, er alle lukkede ligaer på samme måde som den foreslåede europæiske superliga i fodbold. Her deler de indviede alle pengene mellem sig, mens ingen andre er inviterede til festen. Festen udvides kun, hvis markedsanalyser viser, at det kan betale sig at tilføje en klub til ligaen. Sådan skal det nu også være i europæisk topfodbold.

Brødrene Franco (tv.) og Giuseppe Baresi stillede i mange år op for hver sit hold i slaget om Milano, Derby della Madonnina. De seneste år har både A.C. Milan og FC Internazionale dog haft svært ved at komme i det forjættede Champions League, hvor millionerne ruller ind. Med forslaget om en ny europæisk ‘Super League’ ville de hvert år være med i det gode selskab. Arkivfoto / Beyond The Last Man

Vi skal ikke have for mange Leicester-historier

For nogle år siden skete en af sportshistoriens største overraskelser, da upåagtede Leicester vandt Premier League foran alle de ovennævnte storklubber. Leicester startede sæsonen med at give pengene 5000 gange igen hos bookmakerne, hvis de blev mestre, men det blev de altså alligevel. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke syntes, at det var fedt. Men der er dét med overraskelser, at de er ret dyre for nogle andre. Og til et møde blandt Premier Leagues største klubber sagde en unavngiven person også, at man skulle sikre sig, at der ikke kom for mange Leicester-historier. Det er den slags historier, den nye europæiske superliga skal beskytte imod.

“Hvis de allerede er så godt som sikret mesterskaber, deltagelse i de største turneringer og en masse penge, hvorfor skulle de tolv storklubber så disrupte billedet, som det hedder på moderne dansk? Det korte svar er, at det handler om at sikre sig endnu flere penge.”

Det skal ikke forstås på den måde, at overraskelser à la Leicester var hverdagskost. Grunden til, at Leicesters mesterskab var så stor en historie, er, at den slags aldrig sker. I løbet af de seneste år er den økonomiske fordeling i topfodbold kun blevet mere og mere skævvredet. De rige får en større og større del af de økonomiske midler. Det har haft sine konsekvenser. Det er de samme klubber, der gang på gang spiller de afgørende kampe i Champions League. Det er så godt som de samme klubber, der vinder mesterskaberne i de forskellige topligaer. I 2019 blev titlen i de fem største ligaer – England, Spanien, Tyskland, Italien og Frankrig – for første gang nogensinde genvundet af det hold, der havde vundet mesterskabet i 2018. Det er blot et eksempel på, at det er de samme klubber, der bliver ved med at sidde på flæsket.

Hvis de allerede er så godt som sikret mesterskaber, deltagelse i de største turneringer og en masse penge, hvorfor skulle de tolv storklubber så disrupte billedet, som det hedder på moderne dansk? Det korte svar er, at det handler om at sikre sig endnu flere penge. Det økonomiske system i moderne fodbold er en spiral af uhæmmede lønninger og overgangssummer for spillerne. Man er nødt til hele tiden at poste flere penge i systemet, hvis det ikke skal nedsmelte. Nok tjener klubberne mange penge på at deltage i Champions League, men en del af pengene, som Champions League genererer, bliver ikke givet til de deltagende klubber. De går i stedet til UEFA, som investerer pengene tilbage i fodbolden samt til bestikkelse og ublu pamperlønninger til deres chefer.

Med den nye europæiske superliga vil alle tv-pengene – og de kan blive rigtig mange – blive givet til de deltagende klubber. Det handler kort sagt om profitmaksimering. Profitmaksimering på samme måde som det foregår i amerikansk sport, hvor de enkelte ligaer også er private organisationer, der ejes af de deltagende klubber. Eller franchises.

Det handler også om at sikre sig mod sportens uforudsigelige elementer. En overraskelse som Leicesters mesterskab vrister en del af provenuet fra den kommende Champions League fra en af de traditionelle storklubber. Et velspillende FC Porto kan sende et frispark mellem benene på Cristiano Ronaldo og i mål og dermed stoppe Juventus i at nå kvartfinalerne i Champions League. Den slags uforudsigeligheder har direkte indvirkning på årsregnskaberne. Den nye europæiske superliga vil fjerne den slags uforudsigeligheder og skabe en større og mere stabil indtjening for dem, der har inviteret sig selv til at starte denne liga.

Akkumulation af kapital skaber en ny adel i europæisk topfodbold

Det lidt længere svar er, at den europæiske superliga konkretiserer Karl Marx’ teser i Das Kapital, bog 1 kapitel 25. Her skrev Marx om kapitalens indbyggede tendens til at akkumulere i toppen af samfundspyramiden – eller i dette tilfælde fodboldpyramiden. Det modbeviser liberalisternes idé om, at et helt frit marked vil skabe en tilstand af perfekt konkurrence, som i sidste ende vil komme alle til gode. Sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Man har også set det i kapitalismens kerneland USA. Her har staten ved flere lejligheder opbrudt virksomheder, der havde opnået monopollignende tilstande på markedet. Ronald Reagans regering gjorde det for eksempel over for televirksomheden AT & T i 1982.

Et helt frit marked har altså ingen usynlig hånd, der skaber retfærdighed for alle. Og det beviser forsøgene på at danne en europæisk superliga i fodbold. I stedet for at konkurrere på enormt fordelagtige vilkår mod klubber længere nede i fodboldens hierarki, danner fodboldens absolutte elite en udbryderliga. Der kan de akkumulere kapitalen i endnu højere grad, end det indtil nu har været tilfældet.

Vi skal ikke have nogen illusioner. I 2018 blev de tre største ligaer – England, Spanien og Italien – garanteret fire klubber i Champions Leagues gruppespil hvert år. Mandag 19. april blev Champions Leagues nyeste form annonceret. Her ville et par pladser hvert år fordeles efter tidligere sportslige meritter. Det betyder i praksis, at hvis nu Chelsea har en frygtelig sæson i den engelske Premier League, vil de med en smule held stadig kunne blive inviteret til Champions League. Dermed er den årlige kapitalindsprøjtning gennem Champions League et skridt nærmere at blive sikret.

Men det var ikke nok. Det var ikke nok, at de største klubber var så godt som garanteret deltagelse i Champions League. De største klubber skulle også sikre sig, at de lidt mindre klubber aldrig kan få del i goderne i fodboldsystemets top og måske udfordre deres position i toppen af pyramiden. Det er ikke en tilstand af fri konkurrence, for uhæmmede markedsvilkår medfører ikke fri konkurrence. Gennem akkumuleringen af kapital er det snarere en tilbagevenden til middelalderlige samfundsforhold. De tolv klubber i den nye europæiske superliga vil skabe sig en tilstand som et aristokrati, som alene takket være deres navn har ret til at tage del i privilegierne. Dette er adelens grundlæggende karaktertræk. Navnet medfører en gudgiven ret til privilegier. Det samme skal altså nu være tilfældet i topfodbold.

Fra UEFA’s kapitalisme til ESL’s adelssamfund? Superklubbernes forsøg på at bryde med resten af fodboldpyramiden kan ses som en overgang til en mere feudal struktur, hvor ejerne er konger af de store slotte/stadions. Ridderne er stjerner som Juventus’ Cristiano Ronaldo, der sikrer adelens ubetingede magt over bønderne / tilskuerne.

Den europæiske superliga er grundlæggende uretfærdig

Fodbold er som alle andre moderne sportsgrene et produkt af industrisamfundet. Det var i industrisamfundets tidlige år, at verden blev sat i system. Menneskers hverdag blev sat i mekanisk system i en grad, som aldrig var set før. Først i industrialiseringens tid blev det standardiseret, hvad klokken var. Det er trods alt nemmere at lave en tidstabel for togafgange på den måde. Det gjorde det også nemmere at skelne mellem arbejde og fritid. Man arbejdede på en fabrik i et vist antal timer, og når man så var færdig med det, kunne man få tiden til at gå med noget andet. For eksempel med et spil fodbold, som skulle spilles på en bane af en bestemt størrelse og på et bestemt antal minutter.

“Champions League-kampen mellem Brønshøj og Barcelona har selvfølgelig altid været en illusion. Men den har været en vigtig illusion.”

Fodboldens pyramidestruktur afspejler også industrisamfundets drøm om den sociale mobilitet. Vi har alle hørt løgnhistorien om, at et avisbud med en god ide og en stærk arbejdsmoral kan blive millionær. Det samme gælder i fodbold. Med godt spil og hårdt arbejde kan Brønshøj Boldklub i princippet møde FC Barcelona i Champions League om fire år. ”Vi er på vej i Champions League”, som de ikke helt uden selvironi synger ude på Brønshøjs hjemmebane, Tingbjerg Ground. Med godt spil og hårdt arbejde kan HB’s fjerdehold i teorien stå i den samme kamp mod Barcelona om ni år.

Champions League-kampen mellem Brønshøj og Barcelona har selvfølgelig altid været en illusion. Men den har været en vigtig illusion. Den har opretholdt ideen om, at vi i fodboldens verden trods alt har de samme rettigheder til at spille med om de store titler. Denne illusion er industrisamfundet og den moderne verdens fortælling om, at alle mennesker og alle fodboldklubber er lige.

Derfor strider den nye europæiske superliga mod vores retfærdighedssans. Ser man bort fra kongefamilien er de fleste enige om, at det der med, at nogle familier har nogle særlige privilegier, de har fået fra Gud, heldigvis gået af mode. De tolv klubber, der vil starte den nye europæiske superliga, vil iklæde sig adelens gevandter. De vil give sig selv nogle særlige privilegier, der til al tid skal følge dem på grund af deres navn.

De tolv klubber har sammen med en håndfuld andre klubber, der (endnu) ikke har meldt sig under fanerne til den nye superliga, i de senere år stået for en akkumulering af kapitalen i toppen af systemet. Men det var ikke nok. De ville ikke bare være meget rigere end alle de andre. De ville være royale. Lad os håbe, at det går for deres projekt, som det gik for Royal League.

Og kampen mellem HB og Skovshoveds fjerdehold? Den blev 0-0.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Cand.mag i historie og italiensk, og har boet i Italien i flere år. Skriver om, hvad der foregår i det italienske politiske morads. Læs mere