Rødt Venstre til konference mod krig i London: Fred er ikke en drøm – fred er et krav

Det begyndte med et engageret møde for indbudte. Fredag 19. juni samledes omkring 200 repræsentanter og delegerede fra ca. 20 lande i National Education Unions lokaler i Hamilton House i nærheden af King’s Cross i London.

Her – bag lukkede døre og uden de store taler til folkemasserne – foregik det politiske arbejde: Landerapporter, diskussion af koordinerede aktioner og planer for det videre internationale samarbejde. Det var også her, grundlaget for konferencens fælleserklæring blev lagt – teksten, der dagen efter skulle vedtages af over 3.000 aktivister.

En bred skare deltog – fagforeningsfolk, partiaktivister, parlamentsmedlemmer fra flere lande og naturligvis fredsorganisationer. Fra Storbritannien var de store fagforeninger UNISON og jernbaneorganisationen RMT repræsenteret. Fra Frankrig CGT og Force Ouvrière. Fra Italien CGIL. Tilsammen repræsenterede delegaterne fagforeninger med millioner af medlemmer og fredsbevægelser med årtiers erfaring.

Om aftenen samledes delegaterne til reception i YMCA’s historiske lokaler – et stenkast fra Hamilton House. Der er noget helt særligt ved at møde internationale kammerater ansigt til ansigt, genopfriske gamle forbindelser og knytte nye.

Bevægelser lever ikke kun af resolutioner og dagsordener; de lever af de samtaler, der føres over et glas, når dagen er omme. Det er her, tilliden bygges – og tillid er forudsætningen for koordineret handling på tværs af grænser.

Lørdag formiddag: Stemmer fra bevægelsen

Lørdag morgen åbnede Central Hall Westminster dørene klokken 9:30. Bygningen midt i Westminster – skråt over for det britiske parlament – er ikke valgt tilfældigt. Her mødtes FN’s generalforsamling første gang i 1946 – og her samler bevægelsen sig nu igen i en tid, der føles mindst lige så afgørende og kompliceret.

Formiddagssessionen satte rammen med stemmer fra bevægelsen: faglige tillidsfolk, antiværnepligts-aktivister og repræsentanter fra det internationale netværk. Det var hér, konferencens politiske grundtone blev slået an: vi er ikke et perifert udkantsfænomen, vi er fagforeningsmedlemmer, politiske aktivister, forældre, lærere og fagpolitikere fra hele Europa – og vi siger fra.

Og forbindelsen til vores hverdag er direkte: de politikere, der nægtede at betegne det israelske angreb på Iran som en krænkelse af folkeretten, er de samme, der vil afskaffe 8-timers arbejdsdag og hæve pensionsalderen. “Gaza var ikke undtagelsen,” sagde Eifler. “Gaza var mønsteret. Den, der ikke respekterer folkeretten, respekterer heller ikke vores faglige rettigheder.”

Oprustningen finansieres af vores pensioner, vores sundhedsvæsen og vores skoler – og Eifler satte ord på det, der er konferencens måske vigtigste politiske indsigt: militariseringen af samfundet er også en militarisering af arbejdslivet. Ikke kun i våbenindustrien – men på hospitalerne, i klasselokalerne, i havnene.

Det er her, modstanden kan sættes ind. Italienske og græske havnearbejdere, der nægtede at losse våbenlaster, viste hvad der er muligt. Forestil dig, sagde hun, hvis lærere nægtede militære rekrutteringsofficerer adgang til skolerne – eller hvis sygeplejersker erklærede, at sårede soldater kun ville blive behandlet på den betingelse, at de blev sendt hjem til deres familier frem for tilbage til fronten.

Lørdag eftermiddag: Konferencens to sessioner

Klokken 13 begyndte den egentlige konference. Salen var fyldt til bristepunktet.

Session 1: Den nye æra af global krig – tidlig eftermiddag

Konferencens ordstyrer og samlende kraft, Lindsey German – medstifter af Stop the War-koalitionen, der blev grundlagt i kølvandet på 11. september 2001 – bød velkommen med en hilsen til Palæstinabevægelsen. Det satte tonen. Folkemord og krig er ikke abstrakte begreber her. De er nutid.

Et særligt stærkt og følelsesladet øjeblik: Brian Enos og Peter Kennards audiovisuelle præsentation, der illustrerede forbindelsen mellem krigsprofit, mediekontrol og folkelig apati – og modstanden derimod.

Medea Benjamin fra den amerikanske kvindefredsorganisation CODEPINK: WOMEN FOR PEACE talte fra den anden side af Atlanten – og gav et billede af et USA, der er ved at skifte kurs nedefra. AIPAC (American Israel Public Affairs Committee) penge er ved at blive giftige i valgkampene. Pro-palæstinensiske kandidater vinder primærvalg fra Michigan til Washington DC.

77 kongresmedlemmer har nu stemt for en politik om “ikke flere bomber til Israel”. Og Trumps plan om at øge det i forvejen obskøne Pentagon-budget til 1,5 billioner dollar møder modstand fra alle sider af det politiske spektrum. “Vi er nu flertallet i USA,” sagde hun. “Og det flertal siger: frit Palæstina, fred med Iran og ikke flere krige.”

Hun mindede os om, at krig også føres med økonomi – og brugte Cuba som eksempel: en blokade så grusom, at spædbørn dør i kuvøser, mens Det Hvide Hus klapper i hænderne.

Han udfordrede direkte Manchesters borgmester Andy Burnham, der nævnes som mulig kommende premierminister: Start med at stoppe al britisk medvirken til politikken i Gaza og på Vestbredden. Og til Starmers regering, der skærer i velfærd for at betale for oprustning: “Hvor mange flere børn vil de have i fattigdom? Hvor mange flere fødevarebanker vil de have?”

Det britiske parlamentsmedlem Diane Abbott talte også i denne session. Og der var indlæg fra salen – engagerede stemmer fra fagforeningsaktivister og lokale kampagner, der understregede, at denne konference ikke var en talerstolsbegivenhed men en bevægelses samling.

Session 2: Drivkræfterne bag krig i Europa – sen eftermiddag

Anden session tog fat på det europæiske billede. Igen var det fagforeningernes stemmer, der skar klarest igennem. Ian Hodson, præsident for den britiske bager- og fødevarearbejderforbund BFAWU, formulerede det enkelt og præcist:

“Sparepolitik og militarisering er to sider af samme mønt.” Og tilføjede, at Starmers regering havde skåret støtte til kørestolsbrugere for at finansiere oprustningen: “Mennesker med handicap betaler for krigen!”

Lindsey German slog fast, hvad der for mange i salen er den centrale politiske pointe: “Vi ønsker hverken amerikansk imperialisme eller europæisk imperialisme.”

Afslutning: Fra ord til handling

Konferencen løb halvanden time over den planlagte sluttid – ikke fordi nogen havde mistet overblikket, men fordi engagementet var for stort til at stoppe. Det er det bedst tænkelige problem at have.

Det afsluttende ord tilhørte John Rees fra Stop the War. Han erklærede konferencen historisk – og gav grunden: “Vores modstandere mødes hele tiden. De mødes til G7, til Davos, på millionærernes ferieøer i Caribien. Vi mødes sjældent. Men vi er nødt til at mødes mere.”

Han henviste til, at den Første Internationale blev grundlagt i London for 162 år siden – ikke langt fra der, hvor vi sad. Marx’ afslutningsord dengang er stadig gyldige: arbejderklassen må lære at forstå sine internationale relationer, handle, når det er muligt, og beskytte den generelle frigørelse. “Proletarer, foren jer” – det er ikke en nostalgisk frase. Det er en opgave.

Rees pegede på de tre fælles aktionsdatoer: 10. oktober for Palæstina; havnearbejdernes internationale aktionsdag i oktober; og weekenden 21.-22. november mod militarisering og værnepligt. “Konferencer er ikke nok. Vi skal fra ord til handlinger.”

Vedtagelsen: Et stærkt fælles manifest

Konferencen vedtog en fælleserklæring under titlen “Nej til militarisering og værnepligt – Velfærd frem for krigsfærd”. Det er et stærkt dokument, og det er værd at dvæle ved det.

Erklæringen navngiver de ansvarlige – ikke i vage vendinger, men konkret: Starmer, Macron og Merz nævnes som ansvarlige for at eskalere krigskursen i Europa. USA’s imperialisme identificeres som en central årsag til det globale kaos. Det afvises blankt, at militærudgifter vil “genoplive vores industrier og økonomier” – en falsk fortælling, som vi hører igen og igen.

Og så de positive krav: Investeringer i sundhed, uddannelse, boliger og ordentlige løn- og arbejdsforhold. Nej til værnepligt og militarisering af uddannelsessystemet. Solidaritet med Palæstina.

Erklæringen opfordrer til deltagelse i tre konkrete aktioner: 10. oktober for Palæstina, havnearbejdernes aktionsdag mod krig i oktober (dato offentliggøres senere) og aktionsweekenden mod militarisering og værnepligt 21.-22. november.

For Rødt Venstres delegation er vedtagelsen en succes. Det er en tekst, vi kan stille os bag uden forbehold, og den afspejler det brede politiske spektrum – fra britiske fagforeningsbasser og franske kommunister til skandinaviske socialister.

Læs udtalelsen her:

Et nordisk spor tager form

London var ikke kun en international konference – den blev også et nordisk møde. De nordiske delegationer fandt hinanden i løbet af de to dage og brugte lørdag aften på et uformelt fællesmøde. Stemningen var god, og der var bred enighed om at fortsætte og formalisere samarbejdet.

Ambitionerne rækker videre end blot at koordinere deltagelse i fælles aktioner: målet er en egentlig nordisk fredskonference, hvor bevægelserne i de nordiske lande mødes på hjemmebane og bygger et stærkt fælles fundament. Det arbejde starter nu, og Rødt Venstre vil sætte sig i spidsen for det.

Et løfte og en åben opgave

London-konferencen er den anden internationale antikrigskonference på ni måneder – den første blev afholdt i Paris i oktober 2025 med mere end 4.000 deltagere. Bevægelsen vokser. Den 14. juni demonstrerede 12.000 i Brüssel under sloganet “Welfare, not Warfare”. I efteråret følger havnearbejdernes aktionsdag og en europæisk aktionsweekend.

Det er en bevægelse med vind i sejlene. Og den har skabt en erklæring, som kan samle og mobilisere.

Men vi vil også sige det direkte: Vi ville gerne have set mere. Konferencen vedtog et manifest, men satte ikke datoen for den næste konference – og der blev ikke oprettet en international organisationskomité med ansvar for at drive arbejdet fremad og forberede den næste samling.

Det er en svaghed. Bevægelser, der ikke institutionaliserer sig, risikerer at forblive engangsfænomener. At vedtage tre aktionsdatoer er godt – men det er ikke det samme som at have et koordinerende organ, der kan holde bevægelsen samlet og give den retning mellem konferencerne.

Det er noget, vi fra Rødt Venstre vil arbejde for til næste gang.

For der skal være en næste gang. Og vi skal stå stærkere.