Den etablerede venstrefløj har mistet sit moralske og politiske kompas – Danmark har brug for en ny, konsekvent venstrefløj

Enhedslisten kalder sig i dag “garantien for en rød regering”, men peger samtidig på Pia Olsen Dyhr som forhandlingsleder og holder døren åben for Moderaterne i en såkaldt rød regering. Det burde få alarmklokkerne til at ringe. For hvad betyder “rød”, hvis den også kan rumme et parti som Moderaterne, der står for skattelettelser til de rigeste, minimal velfærd og kompromiser med centrum-højre?

Problemet er ikke kun taktisk – det er principielt. Den etablerede venstrefløj har i stigende grad accepteret højredrejede kompromiser og udhulet sine egne værdier. Resultatet er en politik, der kaldes rød, men som i praksis svigter dem, rød politik historisk har været sat i verden for at beskytte.

 SF har stemt for kontanthjælpsreformer, der presser mennesker længere ud i fattigdom. De har stemt for ghettolovgivning, som systematisk diskriminerer borgere med ikke-vestlig baggrund. De deltager i forsvarsforlig, der indebærer massiv militær oprustning, og de vil ikke stoppe dansk våbeneksport til Israel på trods af den åbenlyse risiko for medvirken til krigsforbrydelser i Gaza. Hvordan kan man kalde det rød politik?

Ægte rød politik handler om solidaritet

Når denne kurs forsvares som “nødvendige kompromiser” for at holde blå blok ude, er det ikke et argument, men en indrømmelse. Kritikken her handler ikke om en forestilling om kompromisløs politik. Selvfølgelig forudsætter parlamentarisk arbejde forhandlinger, uenigheder og prioriteringer. Spørgsmålet er ikke, om der indgås kompromiser, men hvad der kompromitteres.

Der er afgørende forskel på taktiske kompromiser om tempo, rækkefølge og virkemidler, og på at opgive grundlæggende principper om social retfærdighed, antiracisme, international solidaritet og beskyttelse af menneskers liv og rettigheder. Når kompromiser igen og igen går ud over de samme grupper – mennesker i fattigdom, muslimer og palæstinensere og mennesker ramt af klimakrise – er det ikke længere kompromiser, men bevidste politiske valg.

En venstrefløj uden klare røde linjer mister ikke blot sin moralske troværdighed, men også sin reelle forhandlingskraft. Historisk er fremskridt ikke opstået, fordi venstrefløjen gjorde sig ansvarlig på magtens præmisser, men fordi der fandtes politiske kræfter, som insisterede på principper og dermed rykkede hele det politiske felt.

Ægte rød politik handler ikke om at administrere uretfærdighed lidt mere humant. Den handler om at bekæmpe uretfærdighed.

Men krisen på venstrefløjen handler om mere end enkeltsager og stemmeafgivelser. Den handler om, at vores politiske system grundlæggende er ude af stand til at håndtere de sammenvævede kriser, vi står midt i: klimakollaps, biodiversitetskrise, voksende ulighed, racisme, krig og et globalt økonomisk system baseret på uendelig vækst på en planet med begrænsede ressourcer.

Verden befinder sig allerede i begyndende økosystemisk kollaps. Alligevel fortsætter politikere med tekniske lappeløsninger og symbolske reformer: CO₂-opsamling i stedet for reel systemomstilling, industrielle quick-fixes i landbruget i stedet for regenerativ omstilling, og grøn retorik uden tilsvarende handling. Samtidig vokser uligheden – og frustrationen – også her i Danmark. Det er en farlig cocktail, som baner vejen for autoritære strømninger og politisk apati.

Der findes alternativer. Forskere, bevægelser og lokalsamfund verden over arbejder allerede med idéer om post-growth, regenerative økosystemer, nye demokratiske former og stærkere fællesskaber. Fælles for dem er erkendelsen af, at omstilling ikke er et ideologisk valg, men en nødvendighed, hvis vi vil sikre et værdigt liv for både nuværende og kommende generationer.

Derfor har vi brug for Frie Grønne

Det er her Frie Grønne placerer sig – som den nye venstrefløj. En venstrefløj, der tager økosystemkrisen alvorligt, ikke kun som et miljøproblem, men som et socialt, økonomisk og demokratisk spørgsmål. En venstrefløj, der sætter mennesker, planet og rettigheder over økonomisk vækst, militarisering og kortsigtede politiske hensyn. En venstrefløj, der ikke vakler i solidariteten med Palæstina, i kampen mod racisme eller i opgøret med et økonomisk system, der skaber ulighed og ødelægger vores livsgrundlag.

Med mandatet i Københavns Kommune har Frie Grønne allerede vist, at konsekvent grøn og solidarisk politik er mulig i praksis. Vi kæmper imod Lynetteholmen, for mere fri natur og borgerinddragelse, for at få lobbyismen ud af politik og for, at offentlige institutioner ikke samarbejder med aktører, der medvirker til undertrykkelse og krigsforbrydelser – herunder i Gaza.

Kommunalvalget viste, at opbakning er mulig, også som et lille parti uden repræsentation i Folketinget. Det viser, at der findes et politisk rum for noget andet end de kompromisser, den etablerede venstrefløj har gjort til normen.

Nu handler det om at løfte den opbakning nationalt. Ikke for magtens skyld, men fordi Danmark har brug for en venstrefløj, der står fast på mennesker, klima og solidaritet – også når det er politisk upraktisk.

Frie Grønne stiller op til det kommende folketingsvalg, fordi fremtiden kræver mere end justeringer af status quo. Den kræver mod, sammenhold og en ny politisk retning. En venstrefløj, der faktisk lever op til sine værdier og tager ansvar for de kriser, vi står midt i – lokalt såvel som globalt.

Ønsker man, at denne nye venstrefløj også får mulighed for at være en stemme i Folketinget, kan man give en vælgererklæring til Frie Grønne.

En ny venstrefløj er ikke et valg – det er en nødvendighed

Den gamle politiske tænkning er blevet en dødvægt. Den formår hverken at levere social retfærdighed, stoppe klimakrisen eller stå fast, når solidaritet har en pris. Fremtiden kræver mere end kosmetiske justeringer og taktiske kompromiser. Den kræver ærlighed om krisernes omfang og mod til at bryde med status quo.

Hvis venstrefløjen igen skal have en eksistensberettigelse, må den turde vælge en ny retning. En retning, hvor mennesker, rettigheder og planeten sættes før magtspil, oprustning og bekvemmelighed. Alt andet er ikke rød politik – det er forvaltning af et system, der allerede har spillet fallit.