Digitaliseringen øger uligheden

Under halvdelen af borgerne opfatter digitalisering af velfærd som værende til gavn for dem, og hver femte mener, at digitaliseringen slet ikke er til gavn. Det fremgår af en analyse foretaget af Mandag Morgen for Algoritmer, Data og Demokrati (ADD) og præsenteret ved en konference 17. maj med overskriften Digitaliseringens blinde vinkler. Analysen baserer sig på den seneste befolkningsundersøgelse fra efteråret 2025 af borgernes digitale liv, suppleret med 15 dybdegående interviews med borgere som har svaret, at de er uenige i, at digitaliseringen af velfærden er til gavn for borgerne.

Under halvdelen af danskerne mener, at digitalisering er til gavn for borgerne

Det er anden gang, at befolkningens holdning til digitalisering af den offentlige velfærd måles. Det skete første gang i 2023, hvor 58 % af de adspurgte var enige i, at digitalisering er til gavn for borgerne. Da undersøgelsen blev gennemført anden gang i 2025, var kun 42 % enige heri. I 2023 var 12% uenige i dette udsagn, mens det i 2025 var steget til 20%.

Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund og er af FN blevet udnævnt til at være verdensmester i digitalisering med baggrund i blandt andet, at 95 % af borgerne i Danmark har MitID, der skal bruges i kontakten mellem både offentlige myndigheder og en række private virksomheder. Kun 5 % af borgerne er efter ansøgning blevet fritaget for den ellers obligatoriske brug af digitale selvbetjeningsløsninger – men virkeligheden er, at mange udstyret med MitID har svært ved at benytte de digitale løsninger og må have hjælp fra pårørende. Det fremgik af både de 15 interviews med borgere og af en række udsagn ved præsentationen af analysen.

Familie, venner, naboer, kolleger og andre må ofte træde til og hjælpe dem, der har svært ved at klare sig digitalt, hvilket koster tid for dem, der må give en hjælpende hånd eller foretage alle de digitale aktiviteter for deres nærmeste i en ofte i forvejen travl hverdag. Det kan give spændinger med dårlig stemning og konflikter. En del føler sig også skamfulde og umyndiggjort, når de ikke selv kan finde ud af ting, som de tidligere sagtens kunne klare analogt. En del føler sig heller ikke trygge ved, at andre får adgang til personlige, måske følsomme data. Som det blev sagt i debatten ved præsentationen – er det udtryk for mangel på respekt og værdighed, at nogle borgere er afhængige af andres hjælp, når de skal i kontakt med det offentlige. Behovet for hjælp understreges af en undersøgelse lavet for Ældresagen i februar i år. Ifølge den har hver tredje over 75 år brug for hjælp til at være digitale.

Og det er jo langt fra kun ældre, der er alene med problemet. Alle der har et kontorarbejde ved af egen erfaring hvilke enormt timetal, der medgår til at hjælpe kolleger med at komme på nettet, udprinte dokumenter, finde ud af forskellige applikationer osv., osv.

Der mangler ordentlige analoge alternativer til den digitale indgang til det offentlige, lød det i flere indlæg. Ganske vist kan borgere søge om fritagelse fra digital post og selvbetjening; men det koster ofte en kamp at blive fritaget, og den analoge løsning fungerer ofte dårligt. Breve fra det offentlige til borgere besørget af DAO når ikke frem til tiden, så aftaler eller frister ikke overholdes. Men også dem, der forsøger at klare sig digitalt, kan overse digitale meddelelser fra det offentlige. En sag behandlet ved Vestre Landsret gik på, om manglende digitale kompetencer kunne være en rimelig grund til at have overset en svarfrist i en meddelelse sendt via E-Boks, hvilket retten gav sagsøger medhold i.

Meddelelser fra det offentlige via tre forskellige digitale systemer

I modsætning til tidligere tider, hvor al post blev afleveret i den samme, fysiske postkasse, kan meddelelser fra det offentlige modtages via tre forskellige digitale systemer, nemlig Digital Post drevet af Digitaliseringsstyrelsen, Mit.dk udviklet og ejet af det private firma Netcompany, og E-Boks der ejes af kapitalfonden Catacap. Ud over disse tre har de fleste banker, forsikringsselskaber, pensionskasser, a-kasser og fagforeninger deres eget system til forsendelse og modtagelse af post. De fleste af disse digitale postsystemer kan tilgås via apps, der ofte skal opdateres for at kunne bruges – men heller ikke er anvendelige for alle. I et oplæg ved præsentationen fortalte Lene Abro – en ældre kvinde med svækket syn – at hun ikke var i stand til at bruge apps på sin smartphone. ”Jeg savner muligheden for personlig kontakt, når alt foregår digitalt via blandt andet QR-koder”, var én af hendes pointer, der også gik igen i flere kommentarer fra andre tilstedeværende.

Kontakt med en robot i stedet for et menneske

Når der er brug for hjælp til en digital selvbetjeningsløsning eller i øvrigt spørgsmål til offentlige myndigheder og institutioner er det telefonisk blevet stadigt sværere at få kontakt med en medarbejder. I stedet for et menneske i den anden ende er telefonen får man kontakt til en robot, hvilket kan føles fremmedgørende.

Der er med digitaliseringen indsat et ekstra element i kontakten mellem borgeren og det offentlige, mente Irina Papazu, der er professor på It-Universitetet og beskæftiger sig med digitalisering og velfærd og deltager i Magtudredningen 2.0. Borgerne bliver afhængige af enten andres hjælp eller besiddelse af de nødvendige digitale kompetencer – hvilket næsten hver fjerde borger ikke har.

Borgernes mulighed for kontakt med det offentlige kan også blive koblet helt af, hvis de ikke har en tilstrækkelig ny smartphone. Ifølge Papazu blev det udelukkende via en pressemeddelelse fra Digitaliseringsstyrelsen meldt ud, at MitID-appen ikke længere kunne tilgås med visse ældre telefoner, hvilket har tvunget borgere til at købe ny telefon, skønt ikke alle har plads til det i budgettet.

I en artikel i Mandag Morgen beretter Marlene Marley, hvordan hun missede en hospitalstid, fordi hendes mobiltelefon var blevet for gammel til at kunne logge ind på MitID – kommunens svar var blot, at hun måtte købe en ny telefon.

Papazu vurderer på baggrund af sin forskning og som medforfatter på bogenBorgeren i den digitale velfærdsstat, at der med digitaliseringen sker forskydninger i forhold til deltagelsen i demokratiet. Samme opfattelse har Johan Busse, der er formand for Dataetisk Råd. Han mener, at 20 % af befolkningen på grund af manglende digitale kompetencer er udelukket fra de rettigheder, som andre har – er det acceptabelt? Han henviser til, at Danmark har underskrevet en deklaration om, at handicappede ikke må være frataget rettigheder; men digitaliseringen forhindrer en del handicappede danskere i en del rettigheder.

Digitaliseringens udhuling af borgernes rettigheder tages også op i en kronik i Politiken 19.6.26 af adjunkt ved Institut for Digitalisering på DTU, Ulrik Røhl. I kronikken peger han på, at automatiseret sagsbehandling breder sig i den offentlige forvaltning på områder, som traditionelt har været præget af fagligt skøn, individuelle hensyn og dialog mellem borgere og myndigheder. Det kan føre til en forskydning af magtfordelingen mellem mennesker og maskiner: ”Når afgørelser helt eller delvist træffes af it-systemer, flyttes magt fra sagsbehandlere til it-systemer og algoritmer”. Han peger ligeledes på, at ”omhyggelighed, retssikkerhed, ansvarlighed og responsivitet [graden af reaktion] kan undermineres”, hvilket kan påvirke borgernes mulighed for forståelse og indsigelse.

Den automatiske sagsbehandling drives frem af et pres på den offentlige forvaltning om effektivisering, hvilket både Irina Papazu og Johann Busse fremhævede ved præsentationen af analysen og også blev påpeget af Helene Friis Ratner, der er professor ved DTU. Denne opfattelse deles af docent ved Københavns Professionshøjskole, Anja Svejgaard Pors, der er en anden af forfatterne bag Borgeren i den digitale velfærdsstat. I radiomagasinet Udsyn på DR P1 beskrev hun, hvordan digitaliseringen skiftede karakter fra at skulle gøre det nemmere at være borger og fremme af demokratiet til at blive et effektiviseringsmiddel – da området flyttede fra Forskningsministeriet til Finansministeriet og udgangspunktet blev, at alle borgere er digitale. Reelt en tvangsdigitalisering – eller sagt på en lidt anden måde af tidligere digitaliseringsminister Marie Bjerre: ”Det skal ikke være en ret at være analog”.

Drilsk digitalisering og kunstig intelligens undergraver borgernes tillid til den offentlige sektor

Når borgere bliver tabt i svinget ved den omfattende digitalisering, undergraver det borgernes tillid til den offentlige sektor, understregede Johan Busse i sit indlæg, hvilket det socialdemokratiske folketingsmedlem Birgitte Vind gav ham ret i og selv i sit indlæg pegede på, at det kan være svært at komme i kontakt med Udbetaling Danmark. Hun forstod også godt flere gentagne ønsker om, at der ved borgerkontakt skal være mulighed for at tale med et menneske. Det ønsker står også højt på ønskesedlen i førnævnte undersøgelse fra Ældresagen, hvor 8 ud af 10 adspurgte finder det vigtigt, at det er muligt at tale med et menneske som supplement til de digitale selvbetjeningsløsninger.

I mange indlæg ved præsentationen af analysen var der en gennemgående bekymring for, at netop muligheden for kontakt med et menneske ville blive yderligere begrænset med indførelsen af kunstig intelligens (AI), der også vil blive brugt til at øge brugen af automatiseret sagsbehandling. Kunstig intelligens skal bidrage til at bortrationalisere 30.000 administrative stillinger i den offentlige forvaltning – og dermed stå i modsætning til ønsket om, at borgerkontakten i større grad varetages af mennesker frem for maskiner.

At den øgede brug af kunstig intelligens optager borgerne, fremgår også af det såkaldte V&D-barometer, der måler borgernes syn på videnskab og demokrati. I den seneste undersøgelse fra 2025 angiver lidt mere end hver fjerde adspurgte, at kunstig intelligens vil påvirke fremtiden negativt – de ser snarere kunstig intelligens som trussel end mulighed.

Stigende it-kriminalitet og hacking truer

Den stigende it-kriminalitet opfatter mange borgere også som en trussel. Det kan være hackerangreb på de store offentlige it-systemer, der ifølge flere analyser fra blandt andet statsrevisorerne ikke lever op til kravene om datasikkerhed, hvilket kan føre til, at følsomme data om borgerne falder i forkerte hænder. Det kan også være de mange forsøg fra kriminelle på at franarre de enkelte borgere oplysninger, der kan bruges til at lænse deres bankkonto for store summer. De kriminelle er blevet dygtige til at bruge mails, sms’er eller telefonopkald – der tilsyneladende kommer fra offentlige myndigheder eller banker.

Især ældre udsættes for også en del vellykkede forsøg på hacking, der dog kan ramme alle aldersgrupper. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet, ifølge hvilken borgerne generelt er bekymrede for hacking af deres data – og med god grund. Mere end en tredjedel oplyser, at de har oplevet svindel online. Cirka 1 ud af 5 svarer, at de har oplevet svindel fra falske shopping-hjemmesider. Generation Z oplyser i højere grad svindel fra influencere og falske, AI-genererede videoer end andre aldersgrupper. Især er borgerne bekymrede for, om kriminelle kan få adgang til e-Boks og Digital Post, hvortil adgang burde være beskyttede via MitID.

Kun 38 % af borgerne har høj tillid til, at staten kan garantere dem adgang til fornødenheder som f.eks. vand og dagligvarer i tilfælde af et hybrid-angreb. Borgerne er også skeptiske over for, at staten udfaser analoge/fysiske løsninger som f.eks. fysiske kontanter, det fysiske pas og sundhedskort samt rejsekortet.

Forelagt denne undersøgelse forsikrer digitaliseringsminister Christina Egelund (M) over for TV2 News, at danskerne kan stole trygt på, at myndighederne passer på oplysningerne, men også forstår de nervøse miner. Samtidigt slår hun fast, at fortsat digitalisering er nødvendig og giver dermed det standardsvar, som digitaliseringsministre fra forskellige partier i tidens løb har givet og giver indtryk af – at digitalisering er en del af nødvendighedens politik. Det giver også indtryk af et stor skel mellem landets politiske ledelse og en del af befolkningen. Stort set hele den nye regering med en gennemsnitsalder på 47 år består af mennesker med en videregående uddannelse og har ligesom også de fleste folketingsmedlemmer i kraft af uddannelse, job og en del års organisatorisk erfaring gode digitale kompetencer og omgås medarbejdere og andre mennesker med den samme baggrund. Der er derfor også en forståelsesmæssig kløft mellem de besluttende og dem, der er underlagt det digitale regime – er tvangsdigitaliserede, som Irina Papazu betegnede det i sin kommentar til analysen fra Mandag Morgen.

Digitaliseringen øger uligheden i velfærd

Analysen tegner derfor også et klart billede af, at digitaliseringen er med til at øge uligheden i adgangen til velfærd og dermed skabe et A- og B-hold i samfundet. Så samtidig med at den nye firkløverregering vil accelerere digitaliseringen og brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor, oplever flere borgere – at digitaliseringen af velfærdsstaten skaber større ulighed, øger afhængigheden af pårørende og skaber større afstand til det offentlige system. For disse borgere er firkløverregeringens digitaliseringsstrategi ikke lykken.

Dokumentation:

Lærke Grandjean, medlem af Solidaritets bestyrelse, har sakset nedenstående citater fra regeringsgrundlaget:

”Regeringen vil have et selvstændigt fokus på implementeringen af de mange reformer, der i de senere år er indgået på uddannelsesområdet.” (s. 10)
”Gennemføre en dedikeret satsning på at udvikle en digital sundhedsassistent til danskerne, sådan at man på frivillig basis og med tydeligt samtykke til anvendelse af sine data kan få et digitalt sundhedstjek.” (s. 29) ”Udarbejde en national strategi for brugen af kunstig intelligens i hele
skole- og uddannelsessektoren.” (s. 61)

”Investere i uddannelse, opkvalificering, omskoling og sporskifte.” (s. 52)

”Regeringen vil endvidere nedsætte en ekspertkommission for trivselsøkonomi, der skal udarbejde forslag til en dansk model for, hvordan trivsel, social sammenhængskraft, sundhed, demokrati, klima og natur bedre kan indgå i den samfundsøkonomiske debat.” (s. 45)

”Der sikres bedre og hurtigere service og administration i den offentlige sektor som følge af en massiv satsning på kunstig intelligens, hvilket forventes at kunne frigøre mindst 30.000 årsværk på tværs af den offentlige sektor, med henblik på at frigøre tid til andre opgaver. Medarbejderne skal inddrages i arbejdet.” (s. 44) ”Regeringen vil endvidere nedsætte en ekspertkommission for trivselsøkonomi, der skal udarbejde forslag til en dansk model for, hvordan trivsel, social sammenhængskraft, sundhed, demokrati, klima og natur bedre kan indgå i den samfundsøkonomiske debat.” (s. 45)

”Et stærkt dansk erhvervsliv er motoren, der har sikret, at vi år efter år har slået beskæftigelsesrekord og har kunnet opjustere det økonomiske råderum og vedholdende finansiere både investeringer i vores velfærdssamfund og i vores sikkerhed og forsvar. ” (s. 46)

”Gøre det lettere at anvende kunstig intelligens i den offentlige administration” (s. 49)

”Fremlægge en national strategi “Fra kvanteforskning til kvanteindustri”, der skal understøtte vækst og konkurrenceevne samt digital og teknologisk suverænitet frem mod 2035 og arbejde for, at Danmark udvikler nye industrielle styrkepositioner og fastholder produktion, viden og værdiskabelse” (s. 50)

”Etablere et nationalt digitalt partnerskab med stat, kommuner, regioner, erhvervsliv, forskningsmiljøer, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund. Partnerskabet skal sikre fælles retning og hurtigere handling, så potentialer udnyttes hurtigst muligt, og byrder imødegås.” (s. 50)
”Følge op på Magtudredningen 2.0 og komme med forslag, der styrker imødegåelsen af polariseringen af demokratiet, fragmenteringen af den digitale verden og den hastige teknologiske udvikling. ” (s. 57)

”Fortsat være en attraktiv samarbejdspartner for og søge et tæt samarbejde med de mange fonde, der ønsker at engagere sig i udviklingen af velfærdssamfundet.” (s. 57)

”Accelerere udnyttelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor ved en strategisk satsning på løsninger med stort innovations- og skalerings- potentiale. Derfor tages initiativ til en AI-accelerationsfond for kunstig intelligens, der skal sætte turbo på udrulningen af kunstig intelligens ved bl.a. at finansiere og understøtte implementeringen af udvalgte løsninger med stort potentiale. Erhvervslivet og medarbejdere inddrages i arbejdet.” (s. 60)

”Investere sammen med relevante fonde i øget supercomputerkapacitet.” (s. 61)

”Gennemføre en dedikeret satsning på at udvikle en digital sundhedsassistent til danskerne, sådan at man på frivillig basis og med tydeligt samtykke til anvendelse af sine data kan få et digitalt sundhedstjek.” (s. 61)

”Udarbejde en national strategi for brugen af kunstig intelligens i hele
skole- og uddannelsessektoren. Strategien skal både danne rammen om at gribe de mange muligheder, som den nye teknologi skaber, f.eks. for differentierede undervisningsforløb…” (s. 61)

”Styrke Danmark som en førende life science-nation” (s. 61)

Disse citater efterlader den tanke, at regerings- eller støttepartierne, optræder med hovedet under armen i en næsten næsegrus og ureflekteret måde at forholde sig til AI på. Alt i alt i smuk forlængelse af samtlige foregående regeringers holdninger til digitaliseringen. Intet forsøg på at forholde sig kritisk til digitaliseringen på trods af, at det bliver tydeligere og tydeligere, at brugen af fx kunstig intelligens kan have alvorlige kognitive virkninger og udgøre en fare for demokrati og sammenhængskraft. Eller hvorledes ønskerne om acceleration på området hænger sammen med ønskerne om digital suverænitet og modstandsdygtighed.

Tilbage står vi andre med det store – HVORFOR? (red.)