Utro med stjernerne – Anmeldelse af Signe Gjessing: “Bryllupsnat”

Signe Gjessings nyeste digtsamling Bryllupsnat, der udkom i januar, er et eksistentielt portræt af kærlighed. Den konkrete kærlighed mellem mennesker, og hvordan den fungerer sammen med menneskers kærlighed til det, der er større end os selv.

Digtsamlingen er delt ind i to sektioner, en digtcyklus med ti digte om kosmos og kærlighed, og en ‘excyklopædi’ også om kosmos og kærlighed – men denne gang behandlet videnskabeligt under filosofiens, statskundskabens og botanikkens overskrifter.

Kosmisk kærlighed

Kosmos har været en hyppig gæst i Gjessings forfatterskab siden hendes debut Ud i det u-løse i 2014, og med Bryllupsnat har forholdet med kosmos udviklet sig til en regulær affære med kompromisløs kærlighed, der intet kræver – men tager alt.

I centrum for det hele er samlingens jeg, samlingens du, og stjernerne. Forholdsstatus: Det er kompliceret. Læs fx:

“Dine hænder på min hud slår strømmen fra i stjernerummets hegn, så vores
uvedkommende kærlighed kan komme ind og gå tur på privat område”

eller:

“Stjernerummet tager en powernap
imens du leder efter en måde at elske med mig
(Vierge moderne), uden at hele stjernerummet
elsker med. Det er faktisk umuligt.”

Gjessings kosmiske kærlighed er altopslugende, hvilket er fantastisk – men det er også forfærdeligt, fordi det risikerer at fortrænge alt andet. Det er en troskab, der måske ikke ligner utroskab, men kan føles sådan.

På en måde en sær problemstilling, men jo ikke mere sær end så meget andet, og jeg tror, at man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at læse som meget mystisk, hvad der egentlig er meget menneskeligt.

Låneords-doktrinen

Gjessings digte er som sirlige papirklip, hvert ord nøje planlagt og placeret med den drevne digters præcision. Derfor falder det også i øjnene, at digtene igen og igen brydes af en mængde engelske låneord og popkulturelle referencer, der bryder digtenes naturlige rytme. Et eksempel:

“På stjernestrålernes nattevagt er der
en creepy mand, der ringer og vil
høre, om jeg virkelig elsker dem så meget, som de tror.

– Højere end nogen nogensinde har elsket en stjerne. *Lægger på*.

Årtusindets kys: Stjernerne moser mine læber til stjernemos, som kan gives til stjernerummets lille baby-Jesus”.

Hos Gjessing trækker låneordene og referencerne digtene ned på jorden igen og væk fra kosmos. Men jeg synes ikke, at Gjessings digte mangler nærhed til jorden.

Låneord og referencer er bortset fra mængden ikke noget nyt for Gjessing og slet ikke for dansk poesi. Her er udtryk som female gaze, Taylor Swift-effekten, det multiverselle Melodi Grand Prix og see-through-outfits (alle taget fra Bryllupsnat) snarere reglen end undtagelsen.

Et af formålene for Gjessing som for andre er vel at skabe kontrast: Poesi sammenstilles med popkultur, dansk med engelsk, Gud med hverdagen. Men jeg tænker nogle gange over, hvad vi skal med alle de kontraster, og om de fungerer på samme måde i digte, som de gør i farverige reklamer – dvs. at de gør det sværere at se digtet, som det er.

Gud på klos hold

Bryllupsnat er ikke på omgangshøjde med digtet Tractatus Philosophico-Poeticus (2019), der for mig at se er Gjessings største og mest klart strålende udgivelse. Det gør dog ikke Bryllupsnat til en mindre god digtsamling.

Det er afgjort lettest at læse Bryllupsnat biografisk, som en refleksion over Gjessings kristne tro. Når jeg alligevel har prøvet at undgå det, er det, fordi tilstedeværelsen af Gud ofte giver anledning til slem berøringsangst.

Det ville være synd, for Gjessings digte fortjener i den grad at blive berørt og at få lov til at berøre os. Uden at Gud fungerer som lynafleder.

Signe Gjessing: Bryllupsnat
Gyldendal, 2026
36 sider
Vejledende pris: 170 kr.