10 dage der rystede Kasakhstan

Årets første ti dage i verdens niende-største land har været præget af omfattende uroligheder, der i flere tilfælde fik har taget form af et decideret folkeligt oprør. Gnisten til de uroligheder, der startede ved nytårstid, blev antændt af oliearbejderne i byen Zhanaozen i det vestlige Kasakhstan. Vreden blandt landets bedst organiserede del af arbejderklassen var her rettet mod en pludselig fordobling af brændselspriser, men blev udbygget med politiske krav til magthaverne. Oprøret fik hurtigt opbakning i andre byer.

Vores medier har nu opdaget dette fjerne land – der både er en del af Europa og Centralasien. Måske har vi ellers kun hørt om det, når det danske fodboldlandhold har mødt dem, eller når vi i tv har fulgt Jakob Fuglsang på cykel, iklædt Astana-holdets trøje.

“I medierne hører vi intet om de multinationale selskabers rolle, eller om nyliberalismens konsekvenser. Det er imidlertid nogle af de grundlæggende problemer, som landets venstrekræfter retter opmærksomheden mod.”

Det folkelige oprør finder sted i en af de tidligere sovjetrepublikker, der har haft størst økonomisk succes som uafhængig stat. Men bagsiden af medaljen er, at det er sket under et autoritært regime, der forener tradition for klan-opdeling med barsk nyliberal politik og dertilhørende konsekvenser: Store udenlandske koncerner har fået frit spil, lokale forretningsfolk og embedsfolk er blevet rigere, mens der i den brede befolkning er ophobet armod og fortvivlelse. På denne baggrund har der flere gange været sociale konflikter, som dog blev slået brutalt ned af et autoritært styre.

Denne gang var opbakningen til protesterne dog så omfattende, at den forholdsvis nye præsident Kasym Tokajev ikke kun imødekom oliearbejdernes krav, men også indledte et angreb på den hidtil herskende klan omkring eks-præsident Nursultan Nazarbajev.

Når vores medier nu beretter om disse protester, anvendes vanlige vinkler: Omfattende antal dræbte og politivold. Og ganske belejligt kunne der nu tilføjes en ekstrasløjfe med åbne eller halvkvædede antydninger om Putin og Ruslands lumske planer og aggressive hensigter. Vi hører intet om de multinationale selskabers rolle, eller om nyliberalismens konsekvenser. Det er imidlertid nogle af de grundlæggende problemer som landets venstrekræfter retter opmærksomheden på.

Organisationen ”Kasakhstans socialistiske bevægelse”, der for et par år siden blev forbudt af styret – har i en erklæring 6. januar udtalt, at der er tale om ”en folkelig opstand, der har bredt sig fra de vestlige provinser til landets industricentre og storbyer”. De kasakhiske socialister oplyser, at ”arbejdspladser på snesevis møder har fremsat markante lønkrav, krav om forbedring af arbejdsvilkår, om frihed til at danne fagforeninger samt til landets politiske fanger”. Med andre ord er der tale om en konflikt med flere lag og aktører. Særligt fire aktører indgår i konflikten, som i flere dage har vist, at der er tale om en åben klassekamp – dog også med kriminelle indslag.

Elbasy og ”Familien”

I Kasakhstan siger man: ”En kasakh uden slægtninge er ingen ægte kaskh”. Det har den 81-årige Nursultan Nazarbajev, landets første præsident, der ifølge forfatningen har titel som ”Elbasy” (landsfader) – levet op til i fuld omfang.

Han var som præsident dén med længst anciennitet blandt kolleger i alle tidligere sovjetiske unionsrepublikker. Hans magtposition bygger ikke kun på de officielle, formelle forhold, men også på et vidt forgrenet traditionelt klan-system, hvor toppen af kransekagen netop udgøres af Nazarbajev-klanen, der også kaldes Familien. Efter afgangen som præsident i 2019 havde Nazarbajev, som leder af Sikkerhedsrådet, stadig kontrol over landets magtfulde sikkerhedstjeneste KNB. På grund af svækket helbred accepterede han nu åbenbart selv at overdrage ledelsen af Sikkerhedsrådet til Tokajev og har personligt næppe været inddraget i de pågående begivenheder. Det har derimod Familien.

Denne landets vigtigste oligark-klan – der blandt andet omfatter hans tre døtre – dominerer landets erhvervsliv og politik. Da faderen trak sig som præsident, indtog den ældste af dem en ledende post i parlamentets overhus. ”Familien” ejer samlet set enorme rigdomme. En anden af Nazarbajevs døtre, Dinara har endda fået sit navn ind på Forbes’ liste over dollarmilliardærer. Men ”Familien” omfatter også tre svigersønner, talrige voksne børnebørn, nevøer m. m. Ifølge officielle oplysninger tæller denne klan to dollar-milliardærer. Blandt klanens multi-millionærer er to af hans døtre, et barnebarn, Nazarbajevs ex-svigersøn samt Elbasys bror Bulat. Samlet set er klanen god for mindst 7 milliarder US-dollar.

Blandt de omtalte nevøer har især Kajrat Satybaldy været vigtig. Han begyndte sin karriere inden for KNB-tjenesten i 1991, var senere viceborgmester i Astana og vicepræsident for selskabet Kasajkhoil. I 2003 vendte han tilbage til KNB, og havde samtidig topposter inden for flere selskaber, bl.a. holdingselskabet Kaspi. I 2010 overtog han posten som sekretær i Nazabajevs parti Nur Otan.  I 2021 blev det kendt, at 25 pct. af aktierne i Kazakh-telecom ejes af et off-shore selskab, som er stiftet af samme Kajrat. Kazakh-telecom, der stort set har monopolstatus inden for telekommunikation. Ifølge Forbes udgjorde hans formue i 2018 163 million US-dollar, og han var allerede den gang blandt landets rigeste forretningsfolk. Nu blev han anholdt 8. januar.

Som præsident har Nazarbajev vundet anerkendelse i regerende kredse i Øst og Vest. Det tidligere højtplacerede medlem af ledelsen i det sovjetiske kommunistiske parti markerede sig straks i 1991 som fortaler for kasakhernes nationale interesser samt for nyliberalisme. Det var med ham som omdrejningspunkt, at Kasakhstan effektivt fik udnyttet landets råstoffer og omfattende teknologiske knowhow fra sovjettiden til at gøre landet til Centralasiens økonomisk mest udviklede land. Han skabte tillid og respekt i Vestens magtcentre, hvor man så gennem fingrene med det autoritære styres undertrykkelse af oppositionskræfter.

Han var primus motor i 1990-ernes omfattende privatisering, hvor tidligere offentlig ejendom blev solgt ud til private både i og udenfor Kasakhstan. Hans mål var at privatisere så meget, at kun 15 pct. af økonomien skulle være på offentlige hænder. Og da denne privatisering kørte i hastig fart, kom både IMF, Verdensbanken og EU til at opfatte Kasakhstan som en mønsterelev.

Da Nazarbajev i 2019 udpegede Tokajev som sin efterfølger, var det en overraskelse. Man havde forventet, at posten ville forblive i Familien. Imidlertid havde Nazarbajev tillid til Kasym Tokajev, der var kendt som en intelligent og høflig diplomat med flere års erfaring for arbejde i FN-systemet. Blandt den taknemlige Tokajevs første præsidentgerninger var da også at ændre navnet på hovedstaden fra Astana til ”Nur-Sultan” (Den lysende hersker), som jo er Nazarbajevs fornavn.

I dele af befolkningen var der skepsis mod hans udnævnelse, men også håb om forandringer. Han virkede loyal over for landsfaderen, der jo stadig herskede i det magtfulde Sikkerhedsråd. Men da urolighederne brød ud nu ved nytårstid, overtog Tokajev posten som formand for Sikkerhedsrådet. Det blev først fremstillet som et kup, men er nu af Nazarbajevs pressesekretær fremstillet som landsfaderens frivillige overdragelse af magten til Tokajev i en krisesituation. Imidlertid var militær, politi og sikkerhedstjenesten i tvivl – og opfattede situationen som et magttomrum.

Antageligt var der i denne periode enten forsøg fra Familien på at fastholde magten, eller brodne kar inden for magteliten, som forsøgte at skabe uklarhed. Det udnyttede kriminelle ballademagere – med forbindelser op i systemet – til i millionbyen Almaty at gennemføre voldsomme overfald og åbne ild mod spredte grupper af forvirret politi. Flere analytikere hæfter sig nu ved det iøjnefaldende faktum, at alle sikkerhedsforanstaltninger både omkring sikkerhedstjenestens hovedkvarter, Almatys lufthavn og flere af landets borgmestrekontorer var ophævet – allerede inden bevæbnede bøller brød ind.

Splittelse i de kasakhiske klaner

Tokajevs overraskende beslutsomhed kan dog indebære en risiko for den nye præsident på grund af de kasakhiske klan-traditioner, som trods moderniseringen gennemsyrer det politiske system. Befolkningen har i flere hundrede år været opdelt i sådanne tre klaner – eller zhuzhy; den ældste, den midterste og den yngste. Den yngste klan er knyttet til Vest- og Nordvest Kasakhstan, og orienterer sig traditionelt mod Rusland; mens den midterste betegnes som Kina-orienteret; og den ældste – i den sydlige del – primært er orienteret mod den islamiske verden. Den ældste klan siges at have linjer tilbage til Djengis Khan. I moderne tid stammer både Nursultan Nazarbajev og Tokajev fra den ældste klan, men inden for hver af de tre klaner er der igen fløje.

“Der er risiko for, at magtskiftet vil medføre yderligere splittelse, hvilket ellers er hvad Nazarbajev har forsøgt at forhindre.”

Imens Tokaev repræsenterer en nationalsindet fløj, der samtidig betragtes som den mest fattige, så tilhører Familien de såkaldt ”islam-orienterede”, der også er den herskende fløj. Det er antageligt disse kredse, der i tomrummet havde lagt planer om et kup mod Tokajev.

Der er stor risiko for, at magtskiftet vil medføre yderligere splittelse, hvilket ellers er hvad Nazarbajev har forsøgt at forhindre. Han har samtidig haft Putins fulde støtte, grundet Ruslands geopolitiske og økonomiske interesser i Centralasien.

Kriminelle kræfter

En tredje faktor er knyttet til landets omfattende kriminalitet. Den er forbundet med landets sociale skævhed både i fjerne landdistrikter, men især i slumkvarterer i Almaty’s forstæder. I den tidligere hovedstad har Nazarbajevs 68-årige bror, Bolat, kontrol med markedspladserne, som er yndede samlingssteder for kriminelle grupper.

I magttomrummet efter Tokajevs forsøg på at genskabe kontrol i landet, myldrede disse kriminelle fra provinsen ind til storbyen Almaty. Blandt disse forskelligartede gruppers ledere er Vilde Arman, eller Arman Dzhumageldijev, der ses som en slags Godfather i landet. Selv ynder han at betegne sig som Batyr, kæmpen, ridderen eller den tapre. Den tidligere bokser har gennem årene samlet bondeknøse fra de sydlige provinser og inddraget dem i narkosmugling. Han har endda været inddraget i vagtopgaver for Nazarbajevs nærmeste kreds, og har også et solidt økonomisk bagland.

Med flere domme over hovedet har han i nogle år levet i eksil, men han vendte hjem i december fra Tyrkiet, hvorfra han har optrådt som sponsor for kasakhiske nationalister. Flere kilder peger på, at han i Tyrkiet formåede både at mobilisere støtte til præsident Erdogan i dennes kamp om magten, og at etablere forbindelser til kriminelle kredse i Kaukasus.

Antageligt er det folk fra hans netværk og andre kriminelle grupper, der under de seneste uroligheder i millionbyen Almaty stod bag plyndringen af våbenbutikker. De brød ind i sikkerhedspolitiets hovedkvarter og flere politistationer og tilegnede sig våben, som straks blev transporteret ud til demonstranter rundt om i Almaty. De overfaldt betjente, tog deres våben og klædte dem af. Der er endda forlydender om halshugning af to betjente. Landets indenrigsministerium har nu offentliggjort navne på syv af de 17 betjente og soldater, der er blevet dræbt. Blandt dem er to menige soldater på blot 18 og 19 år. Et vigtigt skridt i Tokajevs seneste indgreb er, at Vilde Arman nu er arresteret, men konsekvenserne ved hans arrestation har vi endnu til gode at se.

Folkelige protester

Demonstrationerne i en række byer har haft forskellig karakter. Mest fredeligt har det været i  byen Zhanaozen i Vest-Kasakhstan, hvor organiserede oliearbejdere både har fraterniseret med det lokale politi og på et stormøde fremsat politiske hovedkrav. Blandt dem hed det:

• Præsident Tokajev og alle Nazarbajevs-top-embedsmænds bør træde tilbage, ​​
• Kasakhstans demokratiske 1993-forfatning skal genindføres
• Med henblik på etablering af lokalt selvstyre kræves, at de traditionelle ældsteråd får en varig og legitim status
• Frihed til at danne partier og fagforeninger
• Frihed til landets politiske fanger og legalisering af det kommunistiske parti og organisationen ”Kasakhstans socialistiske bevægelse” (KSB).

Netop KSB-bevægelsen har beretter nu  om, at en strejkebølge har bredt sig fra Vest-Kasakhstan til andre industricentre. Således nedlagde de ansatte ved det store olieselskab Tengiz Chevroil, der ellers har iværksat en fyringsrunde – deres arbejde 4. januar. Dette store joint-venture selskab hviler på 70 procent amerikansk kapital. Deres strejke blev fulgte op af oliearbejdere i andre dele af landet. I Karaganda-regionen i det centrale Kasakhstan nedlagde både kulminearbejdere og ansatte i det store kobberselskab Kasakhmys – som er storleverandør til Kina og Rusland – arbejdet. Der er blevet fremsat krav om lønforhøjelse, men flere steder også om at sænke pensionsalderen, og om retten til at oprette nye fagforeninger. I en række mindre byer blev der afholdt store borgermøder. De fleste steder forløb de fredeligt, men nogle steder erobrede væbnede grupper borgmesterkontorer. Det var dog især urolighederne i Almaty, der var årsag til, at præsident Tokajev 5. januar erklærede undtagelsestilstand. Hovedstaden Nur Sultan var næsten ikke berørt af opstand. TV har vist reportager, hvor frivillige borgere har samlet sig og etableret vagtværn omkring præsidentpaladset.

Medierne vlast.kz og currenttime.tv har omtalt, at en række bevægelser og organisationer har været inddraget i de aktuelle protester. Eksempelvis har den sociale ungdomsbevægelse ”Vågn op, Kasakhstan” (Oyan Qazaqstan) deltaget. Den blev stiftet sidste år med krav om at udskifte præsidentstyret med et parlamentarisk system. Flere medlemmer af den bevægelse er nu blevet arresteret. Men generelt var de spredte oppositionskræfter allerede af Nazarbajev-styret sendt i fængsel, og mange har levet flere år i eksil. Det er en del af forklaringen på fraværet af en samlende struktur eller koordination af de protester, der nu i de seneste par døgn åbenbart er gået i sig selv igen.

Støtte til oprøret fra eksilpolitikere og den illegale venstrefløj

Landets politiske venstrefløj og uafhængige fagbevægelse – der primært opererer illegalt eller i eksil – kræver frihed til de mange politiske fanger. Således har KSB-bevægelsen forlangt legalisering af flere oppositionspartier samt løsladelse af politiske fanger, blandt dem faglige aktivister og Jerzhan Jelshibajev, lederen af arbejdsløshedsbevægelsen. Sidstnævnte blev i 2019 af kasakhiske menneskerettigheds-aktivister føjet til listen over politiske fanger. Samme år fordømte både EU-parlamentet og FN’s arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse (WGAD) hans fængsling.

“Tilkaldelsen af russiske og andre allierede landes tropper kan risikere at blive benzin til det kasakhiske nationalisme-bål.”

Endelig skal det nævnes, at flere ex-politikere fra deres eksil i udlandet har udtalt støtte til opstanden. Blandt dem er forretningsmanden Mukhtar Albjazov, en fremtrædende kasakhisk oppositionspolitiker, der efter flere år i kasakhisk fængsel fik status som politisk flygtning i 2019 i Frankrig.

Igennem Albjazovs netværk i Ukraine har han nær kontakt til grupper af demonstranter i Kasakhstan. Selve eksistensen i Kiev af et center for kasakhiske oppositionsfolk blev fornyelig bekræftet af Georgiens nok så berømte eks-præsident Mikheil Saakashvili, der efter flere år i Ukraine nu er fængslet i sit hjemland. Han har adgang til Facebook, hvorigennem han har erklæret sin støtte ”til den kasakhiske folks kamp”.

Kasakhstan kigger fortsat i begge retninger

Tilkaldelsen af russiske og andre allierede landes tropper kan risikere at blive benzin til det kasakhiske nationalisme-bål. I hvert fald har føromtalte Mukhtar Abjazov peget på denne risiko. Men præsident Tokajev har erklæret sig som fortsat tilhænger af den hidtidige ”multi-vektor politik”, hvormed Kasakhstan har forsøgt at balancere mellem øst og vest. I hvert fald har føromtalte Mukhtar Abjazov peget på denne risiko. Men præsident Tokajev har erklæret sig som fortsat tilhænger af den hidtidige ”multi-vektor politik”, hvormed Kasakhstan har forsøgt at balancere mellem øst og vest.

Vi  bør stille os  kritiske over for nogle af Vladimir Putins udtalelser. Herunder hans national-konservative definition af en såkaldt ”russisk verden”, og diskutable påstande om diverse historiske sammenhænge. Men USA’s udenrigsmister Antony Blinken er ikke mindre skråsikker, når han i forhold til den aktuelle situation i Kasakhstan har udtalt : ”Når Rusland først er kommet inden for hos dig, er det til tider meget svært at få dem til at gå igen.” Det kan være svært at se som andet end hykleri, når det kommer fra et land, der uden om FN bombede Beograd, gik i krig i Irak, og var 20 år om at komme ud af Afghanistan. I skrivende stund forlyder det fra Kasakhstan, at præsident Tokajev har ophævet undtagelsestilstanden i tre regioner, samt at tilbagetrækningen af de allierede styrker er påbegyndt.

I Kasakhstan vil man formentlig fortsat holde sig gode venner med stormagterne på alle sider, men da der ikke er sket basale forandringer i samfundet, er der udsigt til – at klanernes kamp om landets rigdomme vil fortsætte. Og hvis ikke præsidenten holder sine første løfter til oliearbejderne, vil protesterne blusse op igen. Brede lag af befolkningen har ikke blot fået nok. De har i løbet af 10 dage fået en større selvtillid