100 dage med udmattende krig i Ukraine

Hvem vinder i Ukraine? Det spørgsmål optager for tiden det meste af verdenssamfundet, alt imens rapporterne om slagets gang bølger frem og tilbage. Begge sider i konflikten har travlt med at spinne udviklingen, så den fremstår mest fordelagtig for dem selv. Man kan selvfølgelig starte med at fastslå, at ingen rigtig vinder i krig, men en sådan banal konstatering gør os ikke klogere på de aktuelle styrkeforhold i Ukraine.

Lad os derfor forsøge at skære igennem krigens tåger, propaganda og politisk spin, for at forsøge at finde ud af, hvad der er op og ned i den ukrainske tragedie, på 100. dag af Vladimir Putins erobringskrig.

Sønderbombede Kharkiv forsøger at vende tilbage til en hverdag

Overordnet kan både Rusland og Ukraine hævde fremskridt i krigen, om end fra forskellige perspektiver. Efter at have måttet opgive at erobre hovedstaden Kyiv, forsøgte Rusland at indtage landets næststørste by, Kharkiv. Byen var i Sovjettiden et af de vigtigste industricentre, og har fortsat stor økonomisk og strategisk betydning.

“Trods fortsatte sporadiske angreb er livet i Kharkiv begyndt at vende tilbage til normalen. Men ikke alt bliver som før i Kharkiv.”

Den russiske belejring af Kharkiv indledtes symbolsk 1. marts med affyringen at et kæmpe missil af typen Kalibr, som pulveriserede byens lokale parlamentsbygning i et angreb, der kostede 24 civile livet. Siden har det russiske belejrings-bombardement ødelagt store dele af Kharkiv, hvor mindst 2.000 bygninger og 503 civile liv er blevet fjernet fra landkortet. Det reelle antal civile omkomne kan sagtens vise sig at være højere, når krigstågen letter, og flere eksperter frygter, det faktiske dødstal skal måles i tusinder.

Men efter at have holdt stand under den blodige belejring – som af præsident Zelensky’s rådgiver, Oleksiy Arestovych på vanlig bombastisk vis blev udråbt til det 21. århundredes Stalingrad – er den russiske hær nu blevet tvunget tilbage i løbet af maj måned. Kharkiv’s beliggenhed blot 30 kilometer fra den russiske grænse betyder dog, at russiske raketbatterier fortsat kan ramme byen, selv om den ikke længere kan anses for at være en realistisk strategisk prioritet for Kreml.

Trods fortsatte sporadiske angreb er livet i Kharkiv derfor begyndt at vende tilbage til normalen. Byens metro er genåbnet, og mange gadesælgere er også begyndt at åbne deres varelagre for indbyggerne i byen, som langsomt er ved at vende hjem igen. Mere end 600.000 civile evakuerede byen under den russiske belejring, og håber snart at kunne genopbygge deres liv.

Men ikke alt bliver som før i Kharkiv, hvor invasionen har fremkaldt – eller måske snarere vækket – et dybt had til den store nabo i øst. Russiske gadenavne omdøbes, sovjetiske statuer fjernes og russisk litteratur bliver brændt. Den store Moskva Avenue er således blevet omdøbt Heroes of Kharkiv, mens en statue af Alexander Nevskij er blevet smadret og kørt væk. Alt russisk skal væk nu”, som en Kharkiv-kvinde forklarede Moscow Times. Den igangværende krig risikerer på den måde at sætte et smerteligt aftryk i flere generationer frem, hvilket vanskeliggør en fremtidig forsoningsproces.

Rusland smadrer sig til sejr i Donbas

De ydmygende nederlag i Kyiv og Kharkiv har tvunget den russiske militærkommando til at definere nye, mindre ambitiøse strategiske mål for ‘specialoperationen’ i Ukraine. Nu handler det om at erobre og konsolidere hele Donetskyi vuhilnyi basein (Dansk: Kulbassinet i Donetsk) – som i daglig tale forkortes Donbas. Regionen er meget rammende opkaldt efter de store kuldepoter, der ligger under overfladen, og som tidligere gav det stor betydning under Sovjetunionens industrialisering.

“Det ukrainske vådland i Donbas er nemmere at drømme om end faktisk at erobre. Den lekite har den russiske hær måttet lære på den hårde måde i de seneste måneder.”

I en verden, hvor tunge fossiler som kul bliver stadig mindre kosher, er det dog andre naturressourcer, der har gjort Donbas til et geostrategisk mål for Rusland. Det er blandt andet her, man finder nogle af verdens største aluminium- og lithiumreserver, samt et stort, uudnyttet naturgaslager, kun overgået af Norges i omfang. En fremtidig udvinding og eksport af naturgas ville samtidig være en konkurrent til den russiske gaseksports dominans, som inden krigens udbrud stod for 40 % af det samlede europæiske forbrug.

Graver man en smule i den våde, østukrainske jord, er det med andre ord ikke så underligt, at Rusland har besluttet sig for at overtage Donbas, koste hvad det vil. Oveni de materielle interesser kommer samtidig forestillingen om, at regionen historisk set tilhører Rusland. Den idé om et Novorossiya under russisk hegemoni er blevet stadig mere populær blandt de stærke nationalistiske kræfter, som særligt efter Krim-invasionen i 2014 har fået luft under vingerne. Kort tid efter Krim-annekteringen forklarede Putin således, at hverken Kharkiv, Lugansk, Donetsk eller Odessa havde tilhørt Ukraine historisk set. Dén tale virker retrospektivt som en ildevarslende profeti for den igangværende krig.

Det ukrainske vådland i Donbas er dog nemmere at drømme om end faktisk at erobre. Den lektie har den russiske hær måttet lære på den hårde måde i de seneste måneder, hvor forsøg på at krydse områdets mange floder har resulteret i store tabstal af såvel mandskab som militære køretøjer. Donets-floden er nogle steder begyndt at blive fyldt op af russiske lig og rustende tanks, hvilket igen har tvunget Rusland til at skifte spor.

Med udnævnelsen af Alexander Dvornikov som øverstbefalende for invasionen, er taktikken langsomt men sikkert gået i retning af at bombe ukrainerne til underkastelse. Det er en taktik, Dvornikov blev berygtet for at bruge i både Grosnij og Aleppo, og som har givet ham tilnavnet “Slagteren fra Syrien”. Mariupol i syd er således kommet på russiske hænder efter lang tids belejring, men ligner mere en ruin, end en strategisk vigtig havneby. Byens borgmester anslår, at 90 % af byen er blevet ødelagt, mens en anonym person ansat til at koordinere begravelsesindsatsen anslår, at op mod 50.000 civile er blevet dræbt under belejringen.

En lignende strategi bliver nu taget i brug i Donbas, hvor den russiske hær har bombet sig frem, og efterhånden har taget kontrol med hele Donetsk i nord. Kun byen Severodonetsk mangler nu at blive indtaget, og den ukrainske hær lader under russisk tæppebombning til at trække sig gradvist ud af byen. Spørgsmålet er dog, hvor holdbar erobringen af Donbas viser sig at være. Den brændte jords taktik har historisk set været et defensivt træk, som også Rusland har anvendt flittigt under både zardømmet og Stalin. Ud fra denne sørger man efter tilbagetrækning for at efterlade invasionsstyrker tomhændede. Men i Donetsk har angriberne selv sørget for at brænde dén jord ned, de nu har erobret.

Spørgsmålet vil blive, hvordan det stiller Rusland i forhold til ambitionen om ikke bare at invadere, men også fastholde kontrollen med Donbas-regionen. Skulle det lykkes for Putin at sikre hele Donbas, kan det formentlig blive fremstillet som en ‘trøstepræmie’ for krigen efter den mislykkede belejring af Kyiv og Kharkiv. Det kan samtidig vise sig at blive en brik i en kommende fredsforhandling, hvor Rusland kan forventes at fremsætte et krav om at gøre Donbas til en selvstændig republik – med øjne på en indlemmelse i føderationen som et langsigtet mål.

En sådan løsning blev dog prompte afvist for nyligt af Olena Zelensky. Præsidentens kone sammenlignede forslaget om at opgive territorie for fred med at “opgive en del af sin frihed.” Hvis Putin ønsker at beholde Donbas, kommer det med andre ord næppe til at blive gennem forhandlinger med Ukraine. Han vil derfor først og fremmest skulle overbevise befolkningen om, at Rusland kan tilbyde dem bedre levevilkår end Ukraine. Til det formål må Dvornikovs smadre-strategi siges at være kontraproduktiv.

Ukrainsk modangreb presser Rusland i syd

Den russiske offensiv i Donbas har foreløbigt presset den ukrainske hær tilbage. Det har dog ikke været omkostningsfrit for russerne at sætte alt ind på at overtage de to østlige provinser. I den sydlige del af landet er Ukraine nu gået i modoffensiv, og ambitionen er at generobre byen Kherson. Den har stor symbolsk betydning, da det var den første større by til at blive erobret, og Kherson har samtidig været genstand for en række russiske forsøg på at ‘russificere’ byen. Til det formål har den nye lokaladministration blandt andet erstattet den ukrainske hryvnia-valuta med rublen, og blokeret alle ukrainske TV- og internetudbydere. Det midlertidige russiske marionetstyre har også annonceret planer om at afholde en folkeafstemning om at slutte sig til Rusland, og man har givet byens borgere mulighed for hurtigt at få russisk statsborgerskab.

“Krigen i Ukraine har udviklet sig til at have et stort fokus på artilleri. Derfor håber den ukrainske hær nu, at modoffensiven i syd kan blive vundet med hjælp fra de store våbenleverancer fra Vesten.”

Den russiske besættelsesmagt bliver ikke mødt med begejstring. Mere end 40 % af byens godt 300.000 indbyggere er flygtet fra Kherson, og blandt de tilbageværende beboere er store demonstrationer blevet mødt med brutal repression. Flere russiske kollaboratører er blevet dræbt siden besættelsen, og lokale modstandsfolk hænger plakater med dødstrusler mod værnemagere og russiske soldater op i byens gader.

“Kherson, hold ud. Vi er ikke langt væk!”, skrev den ukrainske militærkommando søndag på Twitter, som for at understrege intentionen om at slå tilbage i den sydlige del af landet under den russiske satsning i Donbas. Krigen i Ukraine har udviklet sig til at have et stort fokus på artilleri på begge sider af fronten. Derfor håber den ukrainske hær nu, at modoffensiven i syd kan blive vundet med hjælp fra de store våbenleverancer fra Vesten.

De første sendinger af amerikansk produceret Howitzer M777-artilleri er nu nået frem til kampen om Kherson, og kan vise sig at gøre en dødbringende forskel for de ukrainske styrker. De har både længere rækkevidde, større sprængladning og bedre præcision end deres russiske modstykke. Ukrainernes problem er bare, at det både tager tid at træne egne soldater i brugen af NATO-udstyr, og at selve leverancen også tager tid. Det tvinger den ukrainske hær til at væbne sig med tålmodighed, man ikke har. Samlet har USA, Canada og Australien sendt over 130 Howitzers til Ukraine, og i takt med de når frem til fronten, kan det blive svært for den svækkede russiske sydflanke at holde stand. En række mindre byer nord for Kherson er allerede blevet tilbageerobret, men afgørelsens time venter stadig forude.

Udmattelseskrig i sigte

Selv om Rusland ikke har formået at indfri sine militære ambitioner i Ukraine, er der ikke tegn på, at landet skulle afslutte sin invasion foreløbigt. Tværtimod forventer det amerikanske efterretningsvæsen, at Putin forbereder sig på en langvarig konflikt. Det vil med andre ord kræve en implosion – eller en revolution – før det russiske militær trækker sig ud af konflikten.

Rapporterne om russiske desertører er vedvarende, men foreløbigt er lavineeffekten udeblevet. Selv om hundredevis har sluttet sig til oprøret, kan Putin stadig forny sine bataljoner med nye soldater. Langt farligere for den russiske militæroperation er rapporterne om, at russiske soldater nægter at blive sendt til frontlinjen. Hvis Rusland ikke længere kan kontrollere sin hærs taktiske dispositioner, kan det meget hurtigt underminere moralen for soldater i et fremmed land. Her skal man dog huske at beholde de kildekritiske briller på. Langt de fleste historier om russiske desertører eller soldater, der nægter at blive sendt ud på slagmarken, kommer fra ukrainske kilder, som har en klar interesse i at promovere en sådan vinkel. Hvor stort problemet egentlig er for den russiske hær, fortaber sig i krigstågens slør – men man har selvfølgelig lov at håbe.

De vedvarende rygter om, at Putin er syg af kræft, blev i denne uge bekræftet af amerikanske efterretninger, og kan være en forklaring på hans problemer med at styre sin motorik. Andre har spekuleret i, at hans rystende hænder og oppustede ansigt er tegn på fremskreden Parkinsons. Et ønskescenarie for mange er på den baggrund, at den russiske regent ganske enkelt dør snart. Men som Henry Kissinger’s fortsatte eksistens minder om, har krigsforbrydere det med at blive pokkers gamle, så lige nu forekommer det scenarie også mest som en ønskedrøm.

“Så længe begge parter føler sig overbevist om, at tiden arbejder for dem, og at modstanderen snart giver op, har fredsforhandlinger lange udsigter”

Fra ukrainernes perspektiv har udsigterne til fred ligeledes lange udsigter. Landets forsvarsevne bliver fortsat opretholdt af NATO-landenes militære støtte, som ikke ser ud til at stoppe foreløbigt. Senest har Tyskland efter lang tids forhandlinger godkendt at sende topmoderne antiluftskyts og langtrækkende raketbatterier (MLRS) til Ukraine, ligesom stort set alle andre NATO-lande har gjort det.

Fra en dansk vinkel blev det i maj annonceret på et NATO-topmøde, at den danske stat sender Harpoon-missiler, som er særligt udviklet til at ødelægge skibe. Det fik den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin til på mødet at fremhæve Danmarks bidrag som noget, han var “særligt taknemmelig for.”

Støttemæssigt når ingen lande dog op på siden af USA, der gennem en ukrainsk proxy-krig kan fortsætte med at svække Rusland uden at risikere en eneste amerikansk soldats liv. Her har man reageret på de russiske advarsler mod at sende våben – ved at love at sende endnu flere, blandt andet langtrækkende raketter (HIMARS). Disse er så kraftige, at Zelensky har måttet love Pentagon ikke at sende dem ind over russisk jord, da det ville antages at krydse en hypotetisk rød linje.

I en gæsteleder i New York Times forklarede Joe Biden i tirsdags, at USA’s mål “ikke er en krig med Rusland”, men derimod at forsvare at sikre selve det fredelige demokratis overlevelse. Biden understregede samtidig, at USA ikke har tænkt sig at bøje af på sit forsvar af Ukraine i de kommende måneder, og at det ville “være en stor fejl af Putin at tro.”

Ikke desto mindre er krigstræthed præcis, hvad det russiske regime nu satser på. Putin regner med, at Vestens enhed før eller siden bryder sammen, og at han kan bruge sprækkerne til at skabe splid. For at hjælpe den splittelse på vej bruger han gerne den truende hungersnød som politisk pressionsmiddel. Økonomiske sanktioner og dårligere levevilkår for den russiske befolkning rører ham ikke; og selv om den russiske økonomi skrumper, er det et offer Putin er villig til at gøre, for at sikre sine langsigtede, territoriale mål. Med fortsat stor opbakning i den russiske befolkning, er der heller ikke udsigt til, at store sociale protester kan ryste ham lige foreløbigt.

Efter 100 dage med krig i Ukraine, er der stadig lange udsigter til en afslutning på konflikten. Hverken Putin eller Zelensky lægger lige nu op til en diplomatisk løsning, selv om det realistisk set er den eneste måde at afslutte konflikten på.

Får Rusland tvunget sin vilje igennem i Donbas, eller vender ukrainerne slagets gang i syd? Dør Putin inden året er omme – eller får den russiske befolkning endelig nok? Foreløbigt kan vi kun gisne og håbe. På et tidspunkt vender krigslykken naturligvis, og måske bliver tabstallene på begge sider på et tidspunkt for høje til at fortsætte. Men så længe begge parter føler sig overbevist om, at tiden arbejder for dem, og at modstanderen snart giver op, har fredsforhandlinger lange udsigter. Sådan går det ofte i krig: Der er sjældent nogle vindere – men altid død og udmattelse.