Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. juni. 2022

1980-2000: Forandringens årti – et nyt klassekompromis med nyliberalismen i offensiven

I anledning af udgivelsen af Søren Kolstrups nye bog ”Forandringens Årti. Mellem velfærd og nyliberalisme 1990-2001” (Frydenlund), bringer KritiskRevy denne kronik af bogens forfatter, der giver et overblik over de reformer, der var med til at forme den nyliberale konkurrencestat.

 

Af Søren Kolstrup

​​  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Den danske velfærdsstat er blevet omdannet til en konkurrencestat, skrev politologen Ove Kaj Pedersen i 2011. Afgørende velfærdsinstitutioner er blevet reformeret siden 1980erne, så de kan bidrage til at skærpe landets konkurrenceevne. Fordums beskyttende velfærdsstat, der ville en velfærdspolitik i sin egen ret, er blevet erstattet af en konkurrencestat, der vil mobilisere borgerne til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet så længe som muligt, så effektivt som muligt og så velkvalificeret som vel muligt. Så at sige alle politikområder skal tjene til at sikre et højt udbud af kompetent arbejdskraft med finansministeriet som en udfarende kraft.

 

Hele undervisningssystemet ændrede således fokus fra idealet om at skabe demokratisk dannede medborgere til forestillingen om kompetente lønarbejdere. Ove Kaj Pedersen indfanger her et gennemgående aspekt i udviklingen i begrebet konkurrencestat, der træder særligt tydeligt frem i social- og arbejdsmarkedspolitikken.

 

1990erne danner skel

Hvor Ove Kaj Pedersen ser udviklingen som led i en løbende serie af samfundskompromisser, der tager højde for en globaliseret økonomi, som rækker tilbage til 1980erne, ja måske helt tilbage til 1970erne, kaster jeg i bogen ”Forandringens Årti” lys på en række fortættede opgør og kompromisser i 1990erne, der rummede forskellige udveje – ikke mindst i midten af 1990erne - men i sidste instans indebar et radikalt og endegyldigt opgør med fællesejede institutioner med rod i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (finansvæsen, infrastruktur og byplanlægning) til fordel for privat markedsdrift. I dette spørgsmål er der næppe tale om et kompromis, men derimod kapitalismens triumf.

​​ 

Til gengæld ser jeg på linje med Ove Kaj Pedersen en transformation af velfærdsstaten, der blev båret frem af en ny tids pligtetik og udbudsøkonomi. Hvor Ove Kaj Pedersen taler om den effektive konkurrencestat til gunst for hele nationens reproduktion under skærpede konkurrencevilkår, betoner jeg den nye sociale opdeling i adskilte befolkningsgrupper, der opstod i kølvandet på en selektiv velfærdsstat.  ​​ ​​​​ Nogle ydelser blev nedrustet, enkelte direkte oprustet.  ​​ ​​ ​​​​ 

Den selektive velfærdsstat

Velfærdsstaten begyndte i sig selv at skabe nye segregeringer. Der blev sat nye skel mellem personer, som befandt sig inden for og uden for arbejdsmarkedet, som stod til rådighed og ikke rådighed. Og endnu en påfaldende modsætning: Mens almindelige lønarbejderrettigheder blev reduceret, og alle på overførselsindkomst underlagt en ny tids aktiveringsstat, blev sociale begivenheder, der var hver mands herre på tværs af klasseskel – så som sundhed, udviklingshandicappede og ældrepleje – på nogle områder talt op. Det var fortidens universelle og beskyttende velfærdsstat, der her blev talt op. To typer af velfærdsstater levede side om side.

 

Aktiveringsstat med færre rettigheder

Alle dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere skulle i aktivering - også selv om de havde andre problemer end ledighed. ​​ Bistandslovens krav om at hjælpe alle kontanthjælpsmodtagere frem uden modydelse ved en social begivenhed, var i 1993 blevet underkastet en revision, som i 1997 blev udvidet til også personer, der ikke var arbejdsmarkedsparate. Alle skulle levere en modydelse. Man begyndte at tale om den enkeltes fravær af indre velfærd dvs. den enkeltes personlige brist, der leder tanken hen på 1800-tallets fattiglovgivning, hvor man talte om den enkeltes brøst og brøstfældighed - dvs. den enkeltes mangler.

 

​​ Samfundsansvar blev nedtonet til fordel for den enkeltes ansvar. En ny pligtmoral så dagens lys.

 

Noget-for-noget princippet skulle genetablere den indre velfærd dvs. gøre individet skikket til at påtage sig et arbejde. Samfundet skulle stille en trampolin til rådighed for den enkelte, som formuleret af den tidligere bolig- og justitsminister, socialdemokraten Erling Olsen. Resten skulle den enkelte selv klare. Alle skulle i aktivering på et tredje arbejdsmarked.

 

Vejen var ligeledes banet for en revolutionering af al førtidspension i år 2000. Fortidens adgang til en retssikret kompensation udmålt efter tab af arbejdsevne blev erstattet af krav om udvikling af restarbejdsevnen. Alle skulle gøres jobaktive. Alle skulle gøres kompetente til at påtage sig et arbejde – lidt eller meget. ​​ Førtidspensionsreformen blev lanceret som en forbedring, der rummede et nyt og mere positivt syn på den enkeltes ressourcer, mens fortidens førtidspension skulle forbeholdes et fåtal. Den statslige godtgørelse til kommunernes udgifter til førtidspension - refusionsprocenten - blev sænket fra 50 til 35 pct. Det store mål var at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

Et fleksibelt arbejdsmarked skulle afløse fordums stive arbejdsmarked. Arbejderbevægelsens gamle kronjuveler stod for skud. Retten til genoptjening af dagpenge i støttede jobs blev fjernet, kravet om genoptjening af dagpenge blev under fagbevægelsens protest fordoblet fra et halvt til et helt år, dagpenge-rettighedens varighed nedsat fra 7 til 4 år, og efterlønnen amputeret – efterlønsydelsen kunne nu vare i højst fem år, den blev gjort mindre attraktiv i de første år, og som det største ideologisk brud indførtes et særligt efterlønskontingent, der skulle stige over en årrække. Den lim, der klistrede fagbevægelsen og Socialdemokratiet sammen, slog sprækker. Efterlønnen var den sidste store socialdemokratiske kronjuvel, som parti og fagbevægelse bakkede op om, der blev sat på skrump. Det skabte uro og indre krig på bagsmækken. Så sent som i 2001 krævede det partiloyale Dansk Metal kraftig revision af den amputerede efterløn.

 

Den tryghedsskabende og beskyttende velfærdsstat

Elementer af den tryghedsskabende, beskyttende velfærdsstat levede dog stadig side om side med en ekspanderende ret og pligt velfærdsstat.

​​ 

Når det gjaldt sociale begivenheder, der var hver mands herre på tværs af klasseskel – som sundhed, undervisning udviklingshandicap og ældrepleje – blev den beskyttende og universelle velfærdsstat faktisk talt op. Borgerne fik flere nagelfaste rettigheder. Der blev stadig formet ydelser i deres egen ret. Ældre over 75 år fik tildelt ret til forebyggende hjemmebesøg, der blev oprettet ældreråd, der fungerede som kontakt mellem borgerne og de lokale politikere, og klageadgangen blev forbedret. Midt i en tid hvor statens udgifter blev holdt i stramme tøjler, stod de borgerlige partier frem som sande forsvarere af folkepensionens grundbeløb – et omkostningskrævende projekt som i 00erne straks blev afløst af målrettede ydelser til de mindst bemidlede, kaldet ældrechecken, mens de borgerlige overlod til centrum-venstre at sikre udbredelse af ATP til stadig flere grupper. I tiden efter 1998 søgte de borgerlige partier – og med succes - at gøre Socialdemokratiet rangen stridig som velfærdsstatens fremmeste vogter af universelle sundhedsydelser gennem krav om behandlingsgarantier kombineret med frit valg på alle hylder. Sundhedssektoren skulle have tilført flere skattekroner. Det var også i slutningen af 1990erne, at de udviklingshandicappede fik konsolideret deres position bl.a. gennem ret til egen bolig, ligesom kommunerne fik forsyningspligt til at fremskaffe fleksjobs.

 ​​ ​​​​ 

Der tegnede sig en modsætningsfyldt situation i velfærdsstatens historie. Undertiden levede det gamle og det nye side om side i samme sektor. Undervisningssektorens universelle og skattefinansierede ydelser var intakte, heller ikke SUens sidste store generøse løft fra 1987 blev der rokket ved - men undervisningssektorens deltagerstyre blev afløst af et chefstyre, og nedarvede dannelsesidealer blev udfordret af krav om målbare færdigheder.

 

Nyliberale motorer

Nyliberalismens krav om at indføre konkurrence i den offentlige sektor gennem bl.a. udlicitering havde ligeledes vind i sejlene, når det handlede om rengøring, veje og dagrenovation, men mødte modstand, når det førte til forringelse af de ansattes løn- og arbejdsvilkår; og udlicitering og privatisering blev tilbagevist, når det gjaldt borgernær pleje og omsorg. I 2001 opsagde en række kommuner kontrakten med koncernen ISS på grund af utilfredshed blandt forældre og medarbejdere, ligesom de kommunale forvaltninger klagede over tunge administrationsrutiner, som stjal tid fra børnene. Ingen af de involverede kommuner havde formået at spare på driften af daginstitutioner.

 

Det store folkelige gennembrud for Venstres og Det konservative Folkepartis fritvalgs-krav indtraf i sundhedssektoren ved finanslovsaftalen for 1999. Såfremt patientens eget amt ikke kunne overholde behandlingstiden ved livstruende hjerte- og kræftsygdomme, havde vedkommende ret til at vælge behandling på et sygehus i et andet amt, i udlandet eller på et privatsygehus. En stjernestund for især Venstre. Socialdemokratiet havde slugt en kamel. Partiet havde accepteret brugen af privathospitaler i særlige situationer. Tanken om brugernes frie valg gik særdeles trægt inden for skole og borgernær omsorg, men på sygehusområdet var det lykkedes de borgerlige partier i samarbejde med et fodslæbende Socialdemokrati at gennemtrumfe et stadigt mere frit sygehusvalg, alt mens venstrefløjen frygtede fremkomsten af et ulighedsskabende system.

 

Alle undersøgelser viste solid opbakning til de borgerlige partiers fritvalgskrav på netop sygehusområdet. Kravet opnåede sine første sejre i 1990erne og blev perfektioneret i nullerne. Private velfærdsløsninger blev så småt en del af velfærdsstaten, dog slet ikke i et omfang som tåler sammenligning med Sverige.

 ​​ ​​​​ 

Kapitalismens triumf - den store privatiseringsbølge

Det mest vidtgående eksempel på en nyorganisering af samfundslivet var dog Danmarkshistoriens mest omfattende og dybtgående privatiseringsbølge inden for finansvæsen og næsten al infrastruktur dvs. post- og televæsen, transport, energi og data. ​​ Det startede med realkredittens lovfæstede overgang fra kundestyring til aktieselskab, de foreningsejede bankers overgang til aktieselskaber og salget i 1990 af statens guldæg, Statsanstalten for Livsforsikring og toppede med salget af Tele Danmark i oktober 1997 for godt 31 mia. kr. til amerikansk ejede Ameritech. Salget var uden betingelser, staten opgav enhver form for kontrol med selskabet dvs. afstod fra en golden share, og salget var totalt, eftersom både det rå kobber og det offentlige selskab Tele Danmark blev overført til privat ejendom.

 

Omkring år 2000 stod Danske Bank, Nordea og Jyske Bank frem som det nye årtusindes suveræne supermarkeder i finanssektoren. De havde for længst opslugt den kundestyrede realkredit, Danske Bank (ad omveje) tillige Statsanstalten for Livsforsikring og postgiroen, ligesom Nordea kunne trække sine rødder tilbage til ikke blot finansfyrsten Tietgens gamle bank Privatbanken, men også Andelsbanken og Sparekassen SDS.

 ​​​​ 

Det var næppe bemærkelsesværdigt, at fremtiden tilhørte privatorienterede profitbanker. Samme tendens kunne spores også i andre lande efter de frie kapitalbevægelsers indtog i 1980erne. Mere bemærkelsesværdigt var det, at landet blev næsten støvsuget for fortidens almennyttige bankdrift, som tidligere havde fyldt mindst en tredjedel af finansmarkedet. Vore sparekasser, vore andelskasser, vor kundestyrede realkredit forsvandt ud i historiens mørke, den succesrige og ekspanderende postgiro ligeså med Arbejdernes Landsbank og mindre alternative banker fra 1970erne som undtagelse.

 

Privatiseringsbølgen bredte sig også til kommunale boliger og fællesejet jord. I Københavns kommune blev kommunale boliger i tæt samarbejde med staten solgt rub og stub uden at blive erstattet af et tilsvarende antal almene boliger, og store jordarealer gjort til en handelsvare – alt sammen for at lette kommunens omfattende gæld. Jordpriserne steg, huslejen ligeså — en social forandringsproces blev sat i gang. De velbjærgede og uddannelsessøgende søgte mod hovedstadsmetropolen, de mindrebemidlede mod provinsen.

 ​​ ​​​​ 

1990erne sætter nye rammevilkår - langt ind i fremtiden

Kompromisset om konkurrencestaten forbandt mange ideologier fra konservatisme og nyliberalisme over socialdemokratisme til socialisme, lyder det fra Ove Kaj Pedersen i 2018 i et efterskrift til Konkurrencestaten. Et kompromis var der tale om, jovist, hvor nedarvede tanker og ideologier krydsede klinge, men det var med en nyliberalisme, som var i offensiven. Der indførtes i samfundsmaskineriet nye rutiner, hvor udbudsmekanismer så dagens lys, hvor deltagerstyre blev erstattet af professionel ledelse, og hvor resultatløn blev et styringsinstrument for en professionel ledelse. Stilfærdige, mindre reguleringer af dagpenge og anden overførselsindkomst synes af så lidt i nuet, men på den lange bane bidrog de til den omkostningseffektive stat og nedslidningen af den fælles velfærd til gunst for private løsninger.

 

Man kan dog overfor denne ensidige bedømmelse med rimelighed hævde, at 1990erne efterlod en arv, der havde to sider. Flere ideologer var på spil. Kickstarten 1993-1995 blev ledsaget af tordnende populære orlovsordninger, der var udtryk for et keynesiansk præget indgreb med nye velfærdsrettigheder af universelt tilsnit, som bidrog til at knække arbejdsløshedskurver, også for de helt unge. Men på den lange bane var fremtidens løsning ikke fuld beskæftigelse, men aktiveringsstatens krav om tilvejebringelse af et stigende antal kompetente lønarbejdere. Udbudsøkonomien havde fat i den lange ende, mens keynesianismen foreløbig blev bevaret som et isoleret minde i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og hos Mogens Lykketoft - ikke i de regeringsbærende partier eller i statsapparatets regnemaskiner.

 

Dagpengeperioden blev i 2010 forkortet fra fire til to år for at styrke arbejdsudbuddet midt i en arbejdsløshedssituation. Under Helle Thorning- Schmidt regeringerne (2011-2015) blev det personlige ansvar og udbudsøkonomi yderligere betonet. Der var i 2013 fokus på arbejdsrestevnen. Den skulle udnyttes til bristepunktet. Alle under 40 år skulle som udgangspunkt ikke kunne opnå førtidspension, og fleksjobordningen skulle nu dække minijobs ned til et par timer. Jo flere der stod til rådighed for arbejdsmarkedet, jo bedre – også under vigende konjunkturer. Keynes var på tålt ophold i midten af 1990erne - ved indgangen til 2010erne var han død.

 

1990erne introducerede en ny æra: en velfærdsstat med nyliberale motorer.

 

 ​​​​ 

 

Søren Kolstrup

Lektor emeritus

Ph.d. i velfærdshistorie

Forfatter til nyudgivelsen:

Forandringens Årti. Mellem velfærd og nyliberalisme 1990-2001. (Frydenlund)

 

 

​​ 

 

Om skribenten

Søren Kolstrup

Søren Kolstrup

Cand.mag. i historie, og har blandt andet skrevet bogen “De røde flertal – håb, sejre, nederlag. Kolstrup er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten. Læs mere