27 dages strejke på Færøerne giver markante lønstigninger i kroner og øre

Den færøske storkonflikt startede, da fire faglige organisationer, der primært organiserer ufaglærte arbejdere, indledte strejken for deres medlemmer ved midnat mellem 13. og 14. maj. Den sluttede fire uger senere – med et forlig mellem parterne 9. juni.

Resultatet af de fire ugers intensive strejke blev en to-årig overenskomst med en ramme på 13 procent og en lønstigning på i alt 16,80 kroner i timen over to år, ekstra tillæg til rengøringspersonale og højere pension. Da strejken begyndte, tilbød arbejdsgiverne i alt 6,96 kroner i timen over to år. Det lykkedes altså de faglige organisationer at gennemtvinge et mærkbart bedre – ja mere end fordoblet – resultat. Det markerede de også i deres fælles udtalelse ved strejkens afslutning:

“Siden forhandlingerne startede, har arbejderne påpeget, at en fast forhandlingsramme i procent skaber en voksende forskel i lønniveauet, hvor de lavestlønnede grupper kommer mere og mere bagud. Derfor er vi glade for at have forhandlet lønstigninger i kroner og øre frem for procenter. Vi er også glade for, at en del af aftalen indeholder en lønstigning, der bringer arbejdernes løn tættere på andre løngrupper.”

Den færøske fagbevægelse har kæmpet og vundet en eksemplarisk arbejdskamp, som har løftet de lavestlønnede. Men hvordan gjorde de det, og er der noget vi i Danmark kan lære af dem?

En arbejder har været her

Sonja J. Jógvansdóttir er en færøsk aktivist, forhenværende politiker og faglig organisator. Indtil 2015 var hun medlem af det socialdemokratiske parti (Javnaðarflokkurin), som hun forlod efter uoverensstemmelser med partiet om homoseksuelles rettigheder på Færøerne.

Sonja var en af ​​stifterne af LGBT Færøerne i 2011; og i 2006 var hun med til at stifte Samtak. Samtak er en faglig samarbejdsorganisation, som samler de faglige organisationer, der deltog i strejken på Færøerne. Hun arbejder i dag i Samtak, og var en af de centrale skikkelser i strejken.

Sonja fortæller om en nyskabelse ved den netop afsluttede strejke. Nyskabelsen var samarbejdsorganisationen Verkafólk, som blev lanceret blandt de fagforeninger, der indgår overenskomsterne. Verkafólk betyder arbejdere, og organisationens logo er en gul knytnæve på en sort baggrund. Det blev senere hele strejkens logo.

“Verkafólk prøvede at formidle arbejdernes betydning i samfundet, deres krav og i sidste ende deres kamp. Jeg synes, at arbejderne er blevet mere og mere usynlige over de seneste 30 år. Det har været meget vigtigt for os at få de mennesker, vi repræsenterer, frem via video og billeder, som vi lagde op på sociale medier”, fortæller Sonja J. Jógvansdottir til Solidaritet.

Verkafólk brugte billeder af almindelige arbejdere, under slogans som for eksempel:

”Vi tager skraldet, vi ordner vejene, vi vasker gulvet, vi serverer, vi…  vi er arbejdere og stolte af vores fag.”

Verkafólk printede også klistermærker, med påskriften: ”En arbejder var her.” Så kunne medlemmerne for eksempel sætte et klistermærke på en skraldespand, efter den var blevet tømt.

“Det var ikke mange dage inde i strejken, før man kunne se, hvor stor en indsats vores medlemmer gør i samfundet, og så kunne vi jo lave klistermærker med teksten: “En arbejder har ikke været her”, griner Sonja.

Forberedt til konflikt

I de seneste mange år har de ufaglærtes lønninger hverken fulgt med prisudviklingen eller lønudviklingen blandt de langtuddannede. Og slet ikke med virksomhedernes indtjening.

“Lønnen er ikke fulgt med inflationen, og forskellen mellem rige og fattige er steget”, fortæller Sonja.

“På Færøerne får de fleste ufaglærte arbejdere mindstelønnen i overenskomsterne. Herudover er der mange, som har problemer med at få fast arbejde hele året. Arbejderne i fiskeri-erhvervene kan have meget svingende indtægter, fordi der kan være perioder, hvor råvarer, vejret og andre faktorer gør, at der ikke er noget arbejde. For rengøringsarbejdere er det normalt, at de ikke kan få 40 timer om ugen, selvom prisudviklingen gør, at der skal gode lønninger til for at forsørge sig og sin familie. (Færøerne har en 40 timers arbejdsuge, red.) Alle disse faktorer gør, at vi er ved at skabe et samfund af working poor, der ikke har råd til at betale deres faste udgifter.”

Fagforeningerne har ved de seneste overenskomstfornyelser forsøgt at løfte mindstelønnen. Uden det store held. Derfor forberedte fagforeningerne sig på, at forhandlingerne ville blive hårde.

“Denne gang havde vi forberedt os meget bedre, end vi plejer. Vi havde på forhånd diskuteret, hvad vi ville have, og hvad vi skulle gøre for at få det. Det betød, at vi havde forberedt os på mange af de problemer og diskussioner, som opstod under forhandlingerne. Så da spørgsmålet om at strejke eller ej kom på dagsordenen, så var det meget nemt at tage beslutningen”, forklarer Sonja.

Overenskomstforhandlingerne startede allerede 22. marts, og arbejderforeningerne krævede en lønforhøjelse på ca. 20 kr. fra omkring 145 kr. i timen til 165 kr. i timen. Arbejdsgiverne afviste kravet som totalt urealistisk. Så snart forhandlingerne gik i gang, gik Verkafólk også i gang med deres kampagne for at lægge pres på forhandlerne og for at varme op til kampen, hvis det blev nødvendigt.

Konflikten bryder ud

Fredag 3. maj gik forhandlingerne i stå, og arbejdsgiverne tilkaldte Forligsinstitutionen, som udsatte en mulig strejke med en uge. De næste dage forsøgte Forligsinstitutionen at få parterne til at nærme sig hinanden.

Lørdag 11. maj vragede begge parter dog et forligsforslag, og i stedet for at gøre som så mange gange før – nemlig at forlænge overenskomsterne et par dage ad gangen, indtil der kunne opnås et forlig – valgte de faglige organisationer at udsende strejkevarsel fra midnat mandag 13. maj.

Allerede fra tidlig morgen tirsdag den 14. maj blev det tydeligt, at denne strejke ville være medlemmernes strejke. De aktive medlemmer blokerede al import og eksport ved havnen i Tórshavn. Blandt andet ved at parkere deres biler oven på og op ad fortøjnings-pullerterne på havneanlægget. På den måde forhindrede man blandt andet import af sand fra Norge.

“Stort set alle deltog i strejken – enten som strejkevagt eller andre opgaver. Vi havde for eksempel et stort team af medlemmer, der selv organiserede blokader af skruebrækkere. Der var også folk uden for strejken, som støttede. For eksempel ved at komme med pandekager og sådan noget”, forklarer Sonja.

“Det er faktisk meget normalt, at vi er meget aktivistiske på Færøerne, og der har tidligere været slagsmål mellem skruebrækkere og strejkevagter. Men der har måske været ekstra mange blokader af strejkebrydere denne gang, fordi der er flere uorganiserede kolleger. Ikke bare migrantarbejdere, men også blandt færingerne”, fortsætter hun.

Migrantarbejdere har ligesom herhjemme udgjort en støt stigende andel af arbejdsstyrken på Færøerne. Som i Danmark har det primært været polakker og rumænere, der er kommet til landet fra EU. Men de seneste tre år har Færøerne haft så stort et behov for arbejdskraft, at politikerne har indført en fast track-ordning. Herefter er der kommet virkelig mange, fra lande uden for EU, særligt fra Sydøstasien. De arbejder ofte i hotel- og restaurationsbranchen.

“Jeg ved ikke, hvad organisationsgraden er, men da strejken startede, var der rigtigt mange migranter, som ville melde sig ud for at fortsætte med at arbejde. Mange af dem var slet ikke medlemmer. De havde bare fået den meddelelse fra arbejdsgiveren, at de skulle melde sig ud, så de kunne arbejde videre”, fortæller Sonja.

“Under strejken voksede tilslutningen dog igen, og vi lærte meget under strejken, også om at organisere”, siger hun.

Færøernes arbejderbevægelse

Fem fagforeninger deltog i konflikten. De er Føroya Arbeiðarafelag, Klaksvíkar Arbeiðsmannafelag, Klaksvíkar Arbeiðskvinnufelag, Havnar Arbeiðsmannafelag og Havnar Arbeiðskvinnufelag.

Havnar Arbeiðskvinnufelag deltog ikke i strejken helt fra begyndelsen. De fortsatte forhandlingerne med arbejdsgiversiden, indtil de også måtte kaste håndklædet i ringen og udsende strejkevarsel gældende fra midnat tirsdag 28. maj.

Føroya Arbeiðarafelag er egentlig et forbund med lokale foreninger, som næsten dækker hele Færøerne. Det kan sammenlignes med 3F – minus de faglærte. De fire andre arbejderforeninger er hhv. arbejdsmands- og arbejdskvindeforeninger i Tórshavn og Klaksvík. Foreningerne i Tórshavn og Klaksvík er af historiske årsager ikke medlemmer af det landsdækkende forbund.

De fem foreninger organiserer tilsammen omkring 5.000 ufaglærte arbejdere inden for transport, industri, hotel og service – ud af en samlet arbejdsstyrke på Færøerne på omkring 27.000 lønarbejdere. Lidt mere end tre femtedele af de fem foreningers medlemmer er privat ansatte, resten er ansat i det offentlige. De offentligt ansatte i de fem foreninger svarer nogenlunde til FOA´s medlemsgruppe.

Organisationsgraden blandt færinger er meget højere end i Danmark. Tallet er omkring 70 procent, men også på Færøerne er organiseringsgraden faldende, særligt i servicefagene.

Privat og offentligt ansatte side om side

Da arbejderforeningerne varslede strejke med start midnat 13. maj, regnede de med, at strejkevarslet ville gælde for både privat, kommunalt og offentligt ansatte, fordi både privat og offentligt ansatte arbejder på overenskomsten.

Denne gang erklærede de offentlige arbejdsgivere dog, at strejken ikke ville omfatte kommunalt og offentligt ansatte arbejdere, fordi de faglige foreninger ikke havde overenskomster med Finansministeriet eller Den Kommunale Arbejdsgiverforening.

Det betød, at de fagforeningerne også måtte udsende et formelt strejkevarsel for kommunalt og offentligt ansatte. Det skete først dagen efter, så de offentligt ansatte kunne ikke strejke før tirsdag 14. maj. Samme dag sendte den kommunale arbejdsgiverorganisation sagen til Færøernes Faste Voldgiftsret, for at få stoppet de offentligt ansattes strejke. Men efter politisk pres droppede de sagen.

“Der har været fem andre store strejker på dette område siden 1952 – plus nogle mindre – så vi mener, vi ville have vundet sagen. Ellers ville de offentligt ansatte på vores overenskomst de facto have mistet strejkeretten på den overenskomst, som de arbejder på”, forklarer Sonja om de offentligt ansattes strejke.

“Vi har en socialdemokratisk ledet regering, der lavede et lovindgreb i sygeplejerskernes strejke i efteråret, og det var meget upopulært. De faglige foreninger havde derfor et forspring, da de forsøgte at presse regeringen til at få de offentlige arbejdsgivere til at droppe sagen i voldgiften. Regeringen prøver nogle gange at lade som om, de ikke er arbejdsgivere for de offentligt ansatte, men alle kan se, at det er de jo, og det lykkedes da også at få stoppet sagen.”

Strejken bliver vundet

Lørdag 8. juni fik arbejderne støtte fra en uventet kant, da funktionærforbundet Starvsfelagið varslede sympatistrejke fra kl. 6 om morgenen tirsdag 11. juni. Færøernes arbejdsgiverforening mente dog, at sympatistrejken ikke var et lovligt tiltag og bekendtgjorde, at de ville rejse sagen i Den Faste Voldgiftsret. Men så langt nåede de ikke, for dagen efter – søndag 9. juni – meddelte parterne, at der var indgået forlig.

“Sympatistrejken var medvirkede til, at der kom et godt resultat. Det var en faktor. Men vi var også møre på begge sider”, fortæller Sonja om afslutningen på strejken.

“Vi havde strejket i 27 dage. Vi nærmede os et ubehageligt punkt for begge parter, hvor arbejdsgiverne mistede rigtig mange penge, og der var slet ingen varer tilbage i butikkerne. Jeg kunne se for mig, at strejken kunne have udviklet sig meget ubehageligt, hvis den var fortsat, så da vi så fik et godt tilbud, tog vi imod det. Vi ville have gået linen ud, hvis det havde været nødvendigt – men vi er glade for, at man kunne opnå et resultat, som gør en forskel i dagligdagen hos medlemmerne.”

Resultatet blev som bekendt en ramme på 13 procent over to år, med en lønstigning i kroner og øre på 16,80 kr. i timen – ligeledes over to år. Desuden blev den arbejdsgiverbetalte pension forhøjet til 12 procent, og rengøringspersonale fik et ekstra tillæg.

“Det er et historisk godt resultat. Medlemmerne har været meget begejstrede. Det har været fantastisk at se, hvor gode medlemmerne var til at selv organisere sig i løbet af strejken. Nu skal vi arbejde videre med vores resultater. Vi har set, hvor meget der er brug for mere organisering, og vi skal blive endnu bedre til at inddrage vores medlemmer i fremtiden”, fortæller Sonja J. Jógvansdóttir til Solidaritet.