Postkort fra Butja

Tirsdag 8. oktober var vi i Butja. Det er en forstad 15 kilometer nord for Kyiv. Det er stedet, hvor russiske tropper blev stoppet i forstæderne til byen. Mens de ikke kunne komme videre, dræbte de omkring 500 civile. Det skete i løbet af marts 2022, hvor den russiske hær havde besat Butja. Her er tekst og billeder om, hvad der skete.

Det var et underligt, surrealistisk paradoks at gå rundt i Butja. For det var et fantastisk dejligt sensommer-vejr med høj sol og blå himmel. Byen vi gik igennem er grøn og hyggelig i de gamle kvarterer. Her ligger datjaer – sommerhuse under høje træers skygge.  Der er svampe i skovene omkring byen – og desværre nogle steder også ueksploderede granater, fortalte guiden.

Butja havde mange skader efter den russiske besættelse, der varede en måned. Vores guide viste os billeder af skaderne på husene.

I dag, to år senere, er husene blevet repareret. De manglede bare lige trappen på det her.

Vi gik ind på biblioteket, og en venlig bibliotekar fandt tre store plancher frem om det, der var sket.

At krigen er grusom, det er velkendt. Men den er også noget frygteligt rod og svineri, som det fremgår af billedet. Her ser man en række smadrede russiske kampvogne.

Her er det civile biler, der er blevet skudt sønder og sammen. I baggrunden kan man se, at der også er høje huse og moderne kvarterer i en del af Butja.

Der var en del uhyggelige billeder af døde mennesker på de plancher, bibliotekaren havde fundet frem. Et af dem viste en gruppe, som var blevet fotograferet på et overvågningskamera, mens de gik til deres henrettelse. Dem vil jeg ikke vise jer.

Det er slemt nok med dette billede, hvor lig bliver pakket i plastikposer, for at blive sendt til retsmedicinsk undersøgelse. Ukrainerne er meget omhyggelige med at dokumentere russiske krigsforbrydelser – og håber på at retsforfølge mange af morderne.

Vi gik videre gennem en mere moderne del af byen med store lejlighedskomplekser. Ned ad en sidegade var der mindetavler for de soldater fra Butja, der var døde i kamp for Ukraine. Jeg talte omkring 130.

Ham her – Anton Bondarev – blev bare 21 år. Han meldte sig allerede i starten af krigen til hæren og faldt fire måneder efter. Han efterlod sig en mor.

Vi gik videre gennem byen, og bag kirken var der et stort grønt område med et mindesmærke for de dræbte civile. Det er guiden Aleksei og mine to rejsefæller Tim og Silvia, I ser foran tavlerne. Der var navne og datoer for fødsel og død på ca. 500 borgere.

Her er en af tavlerne tættere på.

Til sidst så vi kirkegården, hvor de døde ligger.

I den ene ende ligger soldaterne – og et par arbejdere var ved at anlægge flere grave.

I den anden ende ligger gravpladsen for de civile døde fra massakren. 500 civile og 130 soldater – det er mange døde i en lille by med ca. 50.000 indbyggere. Og krigen er ikke slut endnu.

Og som om det ikke er nok, så er Butja også gravplads for uidentificerede døde fra Kyiv regionen. De får et sort kors af jern, med en plade, hvor der står et nummer og stedet, de er fundet.

Ruslands udenrigsminister benægter massakren

Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov benægter, at Rusland har foretaget massakren i Butja og kalder den en blodig provokation fra Ukraines side – underforstået at det er noget, ukrainerne selv har gjort. Han har endda gjort det på en af verdens mest fornemme talerstole – på FN’s generalforsamling i september i år.

Skam over ham.

Massakren er desværre yderst veldokumenteret. Det kan du for eksempel læse om på Wikipedia.