Rasmus Vestergaard Madsen (Ø) og Astrid Carøe (SF) giver deres bud på tre røde nytårsfortsætter.
4 min. læsetid

Solidaritet har spurgt to politikere fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, hvad deres røde nytårsforsætter er på venstrefløjens vegne.


Af Jeppe Riis

Den første politiker, Solidaritet har sat stævne, er Astrid Carøe fra SF. Hun er 26 år, og har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun er ordfører for uddannelse og ligestilling. Carøe har tidligere siddet i ledelsen hos partiets ungdomsorganisation, SFU (2016-2019), og startede før sin indtræden på Christiansborg på statskundskab ved Københavns Universitet.

Nytårsforsæt nr. 1: Lav en god ordning for øremærket barsel

Astrid Carøe (SF)

Astrid: Åh, det er godt nok svært at vælge tre ud… Men vi skal have en ordentlig model for øremærket barsel. Vi skal under alle omstændigheder have det gennemført på grund af EU, men jeg er bekymret for, at vi får en dårlig model. Jeg håber på, vi får tre måneders øremærket barsel til hver forælder.

Nytårsforsæt nr. 2: Fjern de sidste rester af fremdriftsreformen

Jeg håber, at 2021 bliver det år, hvor vi får lagt fremdriftsreformen helt i graven. De allersidste regler ude på universiteterne gør det svært at få dispensationer, få forlænget sin uddannelse osv.

Det er først og fremmest resultat-tilskuddet, som reelt set er en bøde til universiteterne, hvis de studerende bliver forsinket. Det gør, at mange ikke får lov til at forlænge deres studietid. Det er jo forståeligt nok, når man ved, hvor pressede universiteterne er på økonomien, men ikke desto mindre gør det noget enormt dårligt for studiemiljøet, fordi det trykpresser de studerende.


Nytårsforsæt nr. 3: Glem ikke de studerendes trivsel

Mit tredje nytårsforsæt er at få større fokus på de studerendes trivsel.

Det bekymrer mig hvor mange, der risikerer at droppe ud – særligt nu med corona og virtuel undervisning.

Astrid Carøe

Det bekymrer mig hvor mange, der risikerer at droppe ud – særligt nu med corona og virtuel undervisning.

Og det er jo ikke fordi, der har manglet fokus på trivsel, men det er bare endnu mere vigtigt nu, end det var for et år siden. Jeg er bange for, at vi kommer til at glemme den dagsorden om trivsel.  

Rasmus Vestergaard: Grøn politik og barsel

Med en baggrund som økologisk landmand og socialpædagog, fortæller 29-årige Rasmus Vestergaard Madsen om sine røde nytårsforsætter for 2021. Han sidder i Folketinget for Enhedslisten som vikarierende ordfører for transport og landdistrikter, efter at have afløst den sygemeldte Henning Hyllested.

Rasmus Vestergaard Madsen (Ø)


Nytårsforsæt nr. 1: Gør noget drastisk for klimaet – og start med landbruget

Jeg blev aktiv i politik, fordi jeg ville gøre noget ved klimaforandringerne. Jeg har endnu til gode at se politikerne være villige til at handle hurtigt nok på de udfordringer, vi står over for. Nu kan vi ikke længere bruge undskyldninger om, at vi ikke kan ændre samfundet hurtigt – vi har jo lige set det ske under corona. Mit første nytårsforsæt handler om de kommende forhandlinger på landbrugsområdet, som man valgte at udskyde i efteråret. Det er afgørende, at landbruget kommer med i den grønne omstilling for at sikre, Danmark lever op til Paris-aftalens målsætninger. Det helt store er selvfølgelig klimagas-udledningerne, men lige så vel handler det om at sikre biodiversiteten og at begrænse den alt for store næringsudvaskning, som ødelægger det danske havmiljø.

“Nu kan vi ikke længere bruge undskyldninger om, at vi ikke kan ændre samfundet hurtigt – vi har jo lige set det ske under corona.”

Rasmus Vestergaard Madsen

Nytårsforsæt nr. 2: Færre motorveje og mere grøn politik

På transportområdet skal der forhandles ny infrastrukturplan for de næste 10 år for 70-100 milliarder kr. Både højrefløjen og Socialdemokratiet har et ønske om forskellige motorvejsprojekter. Men motorvej og grøn omstilling harmonerer ikke særligt godt. Så det bliver en vigtig kamp, vi står over for der.

Nytårsforsæt nr. 3: Bedre forhold i kvindefag


Man har længe haft den holdning, at bl.a. pædagogers arbejde ikke er en samfundskritiks funktion, men det har krisen i den grad vist, at det er. De typiske kvindefag har løftet en enorm opgave under coronaepidemien. Nu er det på tide, at de også får flere kollegaer og en fair løn.