Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
8. maj. 2022

Kronik: I feudal- og slavesamfund var skævheden åbenlys. Under kapitalismen er skævheden ganske rigtigt blevet stum

En forståelse for Marx’ teorier kan gøre økonomiske undersøgelser relevante for almindelige mennesker den dag i dag. Men hans største teoretiske bidrag bygger ikke på arbejdsværdi-teorien, skriver økonom og fhv. lektor på DTU, Jørgen Lindgaard Pedersen.

Karl Marx byggede videre på Adam Smith og David Ricardo’s økonomiske teorier. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Siden Søren Maus bog Stum Tvang blev udsendt i efteråret 2021, har den givet anledning til en del debat. Blandt andet i Solidaritet. Dels ved bidrag fra forfatteren selv, dels i interviews og anmeldelser. Specielt Karen Helveg Petersen og Anders Lundkvist har forsøgt at få Mau på banen i en diskussion om Marx’ bidrag til en forståelse af kapitalismens økonomi.

Jeg vil behandle arbejdsværditeorien, som er en vigtig del af debatten – ikke i forhold til, hvad de tre bidragsydere siger, men dens betydning for forståelsen af økonomisk teori om kapitalisme.

Klassiske liberale økonomer skabte arbejdsværditeorien

Det forekommer mig indlysende, at Marx såvel som den liberale økonomis fader, Adam Smith begge startede med at ville forstå den nye verden, der udviklede sig foran dem. Smith udgav sit første hovedværk Teorien om de moralske følelser i 1759; den handlede om etik, filosofi, metode og meget andet af relevans for at opnå det gode liv i den gode verden. Han var ikke tilfreds med dét, han havde opnået.

“Marx startede på samme måde som Adam Smith med at ville forstå den kapitalistiske verden i sin helhed. Han fandt snart ud af, at han var nødt til at forstå økonomien i detaljen og i det konkrete. Filosofi hjælper kun lidt.”

I 1776 udsendte han sit økonomiske hovedværk Nationernes Velstand i to store bind. Her er det arbejdsdeling, maskiner og redskaber, der erstatter eller understøtter menneskeligt arbejde, produktivitet samt markedets størrelse, som er afgørende for rigdom og velstand. Det enkelte menneskes stræben efter størst mulig rigdom for sig selv resulterer i størst mulig velstand for samfundets samlede befolkning, hævder Adam Smith.

David Ricardo skærpede teorien i sit hovedværk Om principperne for politisk økonomi og beskatning (1817). Han skrev altså sine vigtigste værker 35 – 40 år efter Smith, og rendyrkede sine tanker i modeller, hvor kun de relevante faktorer indgik, mens de gode historier fra det virkelige liv er af mindre betydning.

Adam Smith og David Ricardo mente, at bytteforholdet mellem forskellige varer var lig med mængden af arbejde brugt til fremstilling af de pågældende varer. De var dog bevidste om, at det kun i direkte forstand var tilfældet i et meget primitivt samfund, hvor mennesker jagede dyr og fangede fisk med de bare næver uden brug af redskaber (realkapital). Når der blev brugt kapital, måtte det forbrugte arbejde indeholdt i redskaber og maskiner også medregnes.

Karl Marx overtog den klassiske arbejdsværditeori

Marx startede på samme måde som Adam Smith med at ville forstå den kapitalistiske verden i sin helhed. Det viser ungdomsskrifterne fra midt-1840’erne og Det kommunistiske Partis Manifest fra 1848. Han fandt dog snart ud af, at han var nødt til at forstå økonomien i detaljen og i det konkrete. Filosofi hjælper kun lidt. Men han troede dog stadig omkring midten af 1850’erne, at han kunne “blive færdig med det økonomiske lort i løbet af 6 uger”. Da han døde i 1883, havde han kun fået udgivet 1. bind af Kapitalen, og var ovenikøbet ikke tilfreds med sit hovedprojekt. Marx mente, at hans eget videnskabelige bidrag bestod i merværditeorien og den materialistiske historieopfattelse.

Marx byggede videre på denne forståelse og mente, at priserne afviger systematisk fra arbejdsværdierne på den måde – at produktionspriserne resulterer i en fælles profitrate på den investerede kapitalbeholdning. Merværdien, der skabes, opstår i henhold til Marx ved, at arbejdskraftens reproduktions-omkostninger permanent holdes lavere end den værdi, der skabes i løbet af en arbejdsdag.

Kapitalisterne har et monopol på produktionsmidlerne. Hvis arbejderne kollektivt lejede kapital, i stedet for at kapitalisterne hyrer arbejdere, ville dette monopol forsvinde. Det gør de imidlertid kun i sjældne tilfælde. Den samlede merværdi fordeles ud på de enkelte kapitalistiske virksomheder i henhold til deres andel af den samlede samfundskapital. Det er produktionspriserne, der bestemmer denne fordeling teoretisk. Markedspriserne svinger omkring disse teoretiske produktionspriser.

Kapitalisme fordeler merværdien ud på ejerne af produktionsapparatet. Men er det faktisk også effektivt? Den forestilling udfordres af videoen her.

Marx bruger ikke sin merværditeori til at forstå kapitalismens eksistens og udvikling

Det er et lidt andet billede, der træder frem, når vi læser alle tre bind af Kapitalen. Her er det reservearméen af arbejdsløse og det øgede udbud af arbejdere, der søger arbejde, som hindrer lønnen i at stige så meget, at profitten konkurreres ned til 0. Og teknologisk modernisering er kapitalisternes våben nr. 2 til at forbedre deres position over for andre kapitalister samt arbejdere.

Hvad der er vigtigt i denne sammenhæng er, at hverken arbejdsværditeori, risikoforklaring eller forbrugsudskydelse spiller nogen reel rolle i forklaringen på profittens vedvarende eksistens og vækst! Forklaringen gives i en kombination af makroøkonomiske forhold (arbejdsløsheden og det løbende arbejdsudbud) og virksomhedsøkonomiske forhold (forventet profit ved ny teknologi) som siden generaliseres ud i økonomien til andre kapitalister og forbrugere/arbejdere. 

Hvordan kan vi forstå inflation?

Personligt mener jeg det, Marx omtaler som ‘reservearméen’, herunder løbende arbejdsudbud og teknologisk modernisering er en tilstrækkelig grundmodel til konkrete analyser. De kan gøre økonomiske undersøgelser relevante for både almindelige mennesker, fagforeningsfolk, kapitalister og politikere.

“Enhver kunne se, at slaver og livegne ikke fik det fulde udbytte af deres arbejde i tidligere samfundstyper; det var klar tale. Under kapitalismen er der tale om stum tale.”

Et aktuelt eksempel har vi her i begyndelsen af 2022, hvor inflationen er vendt tilbage overalt i verden. Den er nu 8 % på årsniveau i USA og 5 – 6 % i Europa; det sker, efter vi har haft noget nær nul-inflation med prisstigninger på 0 – 2 % de sidste 35 – 40 år. Den var også i gang før krigen i Ukraine brød ud 24. februar; energipriserne steg allerede i august-september 2021. Forklaringen findes nok i en kombination af, at OPEC-landene + Rusland begrænsede udbuddet af olie og naturgas på den ene side, og stigende efterspørgsel efter energi med afdæmpning af Covid-19 spredningen. Det samme har vi set med fødevarer og foder til husdyr.

Det er alment accepteret, at når der først opstår ikke-forventet inflation, så opstår der en forventning om, at den fortsætter. Måske kan den bankes ned ved kraftige indgreb såsom stigende renter. Men det er politisk besværligt, fordi det både rammer kapitalen og lønmodtagere. Når den sidste inflation i kølvandet på de to energipris-kriser 1972-73 og 1978-80 blev standset, var det med en kombination af økonomisk politik og det forhold, at Kina kom ud på verdensmarkedet fra begyndelsen af 1980’erne med forbrugsvarer, der var langt billigere end de vestligt fremstillede.   

Kartoffelchips og mikrochips

Marx’ anliggende var at påvise, at arbejdsproduktet i et kapitalistisk samfund ikke fuldt ud tilfaldt arbejderne. Enhver kunne se, at slaver og livegne ikke fik det fulde udbytte af deres arbejde i tidligere samfundstyper; det var klar tale. Under kapitalismen er der tale om stum tale.

Det lader til, at arbejderne får en løn svarende til, hvad de bidrager med i produktionen af samfundsproduktet. Det er et vigtigt bidrag til at forstå vort samfunds økonomi. Men som en teori om, hvordan priserne dannes i en kapitalistisk økonomi, er arbejdsværditeorien ikke meget bevendt. Her er vilkårene for udbuddet af forskellige typer af varer – såsom hvor lang tid, der medgår til at øge udbuddet af en vare – vigtig. Det tager flere år at øge udbuddet af mikrochips. Udbuddet af kartoffelchips kan øges inden for maksimalt et år, hvor nye kartofler kommer op af jorden.

De store teoretiske bidrag Marx giver til forståelsen af stigende kapitalintensitet og konjunktursvingninger bygger i realiteten ikke på arbejdsværditeorien. De arbejdsfrie indkomster kan bedre forstås ud fra reservearméen og den teknologiske modernisering.


Om skribenten

Jørgen Lindgaard Pedersen

Jørgen Lindgaard Pedersen

Økonom og tidligere lektor fra Danmarks Tekniske Universitet. I dag er han formand for Netværk for Økonomisk Politisk Debat (NETØK). Læs mere