76 år efter Nakba: Et opgør med enhver snak om opdeling af Palæstina

Med undtagelse af palæstinensiske pampere, tilknyttet den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, ser det ud til, at de fleste palæstinensere har fået nok af at vende tilbage til fredsprocessen eller at gå ind i diskussioner om 2-statsløsninger i det hele taget.

Hvad palæstinensere nu taler mest om, er de forskellige aspekter af den palæstinensiske kamp, der begyndte med den etniske udrensning af Palæstina for 76 år siden, en begivenhed kendt som Nakba – eller Katastrofen.

Retten til tilbagevenden

Nakba mindes hvert år 15. maj. Den karakter, som begivenheden har, skifter dog fra én fase af den palæstinensiske kamp til den næste. Nakba-årsdagen får sin betydning fra den politiske sammenhæng, som den indgår i – den er opløftende i de tider, hvor der er håb, og nedtrykt, når der er fortvivlelse, nederlag eller interne magtkampe.

I de tidlige faser af den palæstinensiske kamp – umiddelbart efter fordrivelsen af næsten 80 procent af den samlede arabiske befolkning i Palæstina – var retten til tilbagevenden hverken et slogan eller et symbol. Den var, i det mindste i de fleste flygtninges sind, en reel mulighed.

Det er en ret, der er sikret i international lov af FN’s Generalforsamling i resolution 194 fra december 1948. På den tid blev det palæstinensiske eksil opfattet som midlertidigt. Derfor blev udtrykket ’midlertidige opholdssteder’ forbundet med kummerlige boligforhold i flygtningelejrene umiddelbart efter krigen. Disse flygtningelejre strakte sig fra selve Palæstina til andre lande over hele Mellemøsten.

Dengang var arabisk nationalisme et magtfuldt politisk begreb, der betegnede en pan-arabisk politisk linje, centreret i Egypten, Syrien og Irak. Som tiden gik, blev det klart, at de arabiske befriere ikke kom for at befri Palæstina, og at det ikke var meningen, at FN’s resolutioner skulle føres ud i livet. De var kun ’blæk på papir’, som palæstinenserne plejede at sige.

Belært af erfaringen gav palæstinenserne ikke meget for højtidelige løfter, især ikke da de ’midlertidige opholdssteder’, som FN stillede til rådighed, blev til permanent virkelighed i hverdagen.

Palæstinenserne blev under alle omstændigheder ved med at mindes Nakba, fordi deres kollektive erindring blev det vigtigste våben i deres modstand mod den israelske udslettelse.

Det palæstinensiske selvstyre

Den palæstinensisk befrielsesorganisations (PLO) opkomst i 1960’erne, dens fremhævelse af befrielsen af hele Palæstina og dets brug af revolutionære paroler og væbnet kamp gav nyt liv til håb blandt almindelige palæstinenserne om, at retten til tilbagevenden stadigvæk var mulig.

Disse håb brast imidlertid efter PLO’s tvungne eksil fra Libanon i 1982 og underskrivelsen af Oslo-aftalerne mellem Israel og et stadig mere irrelevant palæstinensisk lederskab i 1993.

Oslo og den såkaldte ’fredsproces’, anført af USA, gjorde det muligt for Israel at afslutte, hvad der begyndte under Nakba. Det vigtigste, som Israel opnåede, var at skabe et palæstinensisk magtapparat, der kunne hjælpe med at håndtere Israels endelige sejr over det palæstinensiske folk. Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) blev det apparat, der gjorde de eksisterende fraktions- og klasseskel meget større, end de var i forvejen.

Siden er det lykkedes for Israel at annektere store dele af det, der var tilbage af det historiske Palæstina, få PA til at overvåge og undertrykke rebelske palæstinensere og belejre Gaza som kollektiv afstraffelse for den vedvarende modstand. Alle de krige, israelerne har ført imod Gaza i de seneste år, har skullet tjene som en påmindelse til palæstinenserne om Israels magt og palæstinensisk underlegenhed.

Palæstinenserne er dog blevet ved med at mindes Nakba, selv om Retten til Tilbagevenden er blevet perifer, og stort set aldrig, hverken af Israel eller PA, har indgået i diskussioner som et presserende emne.

En ny fase i Israels besættelse af Palæstina

De seneste år har vist, at Israel var parat til at bevæge sig til en helt ny politisk fase, der ikke viser de palæstinensiske forhåbninger nogen som helst opmærksomhed.

Den israelske besættelse, de ulovlige bosættelser, det besatte Jerusalem og alle andre vigtige emner, der har betydet noget for palæstinenserne, er holdt op med at være en del af israelske valgkampe – og af den israelske politiske samfundsdebat i det hele taget. Det var en tænkemåde, der kendetegnede alle israelske politiske mainstreamgrupperinger, fra det ekstreme højre til venstrefløjen.

Det eneste, der har set ud til at betyde noget for Israel, er at udvide de ulovlige bosættelser, annektere Vestbredden, normalisere dets militære besættelse og igen og igen udføre militære razziaer, angreb og krige, hvis formål er at knuse modstandsbevægelsen.

7. oktober ændrede på det hele. Den nye politiske diskurs, der kom fra Gaza i kølvandet på krigen, har fremtvunget en international revurdering af Palæstina og palæstinensernes kamp.

Det blev udkrystalliseret i, hvad det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Wang Wenbin, sagde på en pressekonference 15. maj, hvor han gav Nakba særlig opmærksomhed.

”Igennem seksoghalvfjerds år er den historiske uretfærdighed, som det palæstinensiske folk har lidt under, langt fra blevet genoprettet, men yderligere forværret,” sagde Wenbin, idet han forbandt fortiden med nutiden, Gaza med det historiske Palæstina.

Et nyt perspektiv

Denne nye erkendelse er nu ved at få fodfæste, og den opdeling af palæstinensisk historie, der fulgte af Oslo, er hurtigt ved at forsvinde til fordel for en mere formålstjenlig tilgang til retfærdighed i Palæstina. Selv om Washington og nogle af USA’s allierede insisterer på at vende tilbage til de endeløse forhandlingers status quo, er der andre, der ikke længere vil nøjes med at se til over for denne kvælende diskurs, som kun tjener de pågældende staters egne interesser.

Denne forskydning af perspektivet var ikke bare et resultat af fiaskoen i Oslo og omfanget af det israelske barbari og folkemord i Gaza, men skyldtes i alt væsentligt palæstinensernes standhaftighed og mod.

Det viste sig, at den kollektive erindring ikke bare var et akademisk begreb, men et våben i almindelige menneskers hænder.

Takket være det, der er i palæstinensernes minde, er de endnu mere forenede i deres forståelse af fortiden, standhaftigheden i nutiden, og håbet om en retfærdig fremtid.

Teksten blev først udgivet 22. maj 2024 i Palestine Chronicle. Den er oversat til dansk af Niels Overgaard.