Åbent brev til Mattias Tesfaye

“Jeg er taknemmelig for, at min mor ikke oplever, at medmenneskelighed og respekt for andre mennesker nu er ved at forsvinde fra Danmark.” Lise Baastrup har skrevet et åbent brev til Mattias Tesfaye, foranlediget af tanker hun gjorde sig under Krystalnatten.

Af Lise Baastrup

Jeg sidder her på Krystalnatten og funderer over lighederne fra dengang i Tyskland til Danmark i dag.

Jeg har tit tænkt på, hvordan det var for de tyskere, der ønskede at protestere, da de i 30erne opdagede, hvordan naziregimet byggede lejre, hvor de indespærrede uskyldige mennesker – måske fordi de havde en anden holdning, religion eller race end nazisterne.

Hvordan vi efter krigen fordømte hele det tyske folk, fordi det ikke lykkedes dem, der protesterede, at komme til orde. Mon vi danskere vil møde samme fordømmelse, når det engang blive afsløret, at vi – omend i mindre målestok og med knap så grove midler – trods alt gør det samme. Altså spærrer uskyldige mennesker inde, og fratager dem enhver mulighed for at skabe en fremtid for sig selv og deres børn.

Her er et udpluk af fakta fra Avnstrup Lejren, hvor vi tvangsanbringer flygtningefamilier. Vi straffer dem, fordi de ikke rejser hjem, selvom  de enten ikke har et land, der vil modtage dem – eller de ikke tør rejse hjem, fordi de frygter forfølgelse. Ligesom alle de jøder vi afviste, da de flygtede fra nazisterne i 1930erne.

”De siger, vi skal tage hjem, hvor vi kommer fra, men hvor er det?” spørger Hakim. ”Vi flygtede fra en lejr i Irak. Der står på mit ID-kort, at jeg er iraner, men jeg har aldrig været der. Jeg er født som flygtning. Vi er kurdere. Iran ville ikke have os. Irak ville ikke have os. Danmark vil ikke have os. Da vi forsøgte at flytte til Finland, hvor resten af vores familie bor, blev vi sendt tilbage hertil.”

Desperate børn uden udsigter

Det minder mig om noget, Ali sagde. I 23 år – halvdelen af sit liv – har han været på flugt. Meget af tiden boede han i telte eller hjemmebyggede huse i uhumske, irakiske flygtningelejre.

”Det var ikke et godt liv, men jeg forventede ikke andet af et sted som Irak,” siger han. ”Hvis vi blev behandlet som dyr, var det, hvad man kunne forvente i et fattigt diktatur. Men dengang fik vi lommepenge af de irakiske myndigheder til mad, og jeg gik i skole. Politikerne i Danmark har behandlet os dårligere end et uland som Irak. Jeg havde forventet bedre af et frit, demokratisk land. Jeg havde forventet bedre af Danmark.”

Børnefamilierne blev flyttet fra Sjælsmark til Avnstrup på baggrund af den massive kritik, der var omkring børnenes forhold: Beslutningen kom blandt andet på baggrund af psykologiske undersøgelser foretaget af Røde Kors, der viste, at børnene på Sjælsmark havde dobbelt så høj risiko for psykiske lidelser sammenlignet med nyankomne flygtningebørn. Børnene havde nedsat appetit og svært ved at sove, over halvdelen af de 11-  17-årige udviste symptomer på PTSD, og hele 80 % af børnene kunne sandsynligvis eller muligvis få stillet en psykiatrisk diagnose.

Børnenes forhold er ikke forbedret – nærmest tværtimod. De børn, der gik i den danske folkeskole, har nu mistet kontakten til deres danske venner. De er henvist til en skole for flygtninge, altså hvor man har samlet alle børn med belastnings-symptomer på grund af deres flygtninge-situation. De har alle forældre, der er desperate for at finde en mulighed for et værdigt liv, men som ikke har nogen udsigt til, at det lykkes.

“Mon vi danskere vil møde samme fordømmelse, når det engang blive afsløret, at vi – omend i mindre målestok og med knap så grove midler – trods alt gør det samme. Altså spærrer uskyldige mennesker inde, og fratager dem enhver mulighed for at skabe en fremtid for sig selv og deres børn.”

Som det bliver beskrevet i et indspark på POV International: ” – det er ikke et liv,” siger Ali. ”Min kone og jeg kan ikke sove på grund af den konstante usikkerhed. Hvis regeringen sagde, at vi skulle bo her i et år – og så ville de se på vores sag igen – så kunne vi holde det ud. Her er ikke rart at være, men det er usikkerheden, der virkelig tærer på os. Hvis de danske politikere prøvede at bo her i en uge, ville de forstå, hvorfor vi bliver syge. Hvorfor vi føler, det er et fængsel. Hvis det bliver ved på den her måde, så ender folk med at dø af det.”

Jeg er selv barn af en modstandskvinde. Min mor blev taget af Gestapo, og efter fem måneder i danske fængsler blev hun i nattens mulm og mørke deporteret i juni 1944. Hun kom hjem med de hvide busser i april 1945. Selvom det var ret kort tid sammenlignet med, hvad mange asylansøgere har været udsat for, var hun og dermed hele min familie præget af hendes traumer. Jeg har tit tænkt på, hvordan det mon var gået, hvis vi havde måttet flygte til et land, der behandlede os – som vi i dag behandler de ulykkelige mennesker, der banker på vores dør.

Selv med min mors baggrund, gav hun aldrig alle tyskere skylden. Hun fortalte mig altid, at der også var tyskere, der gjorde modstand mod nazismen. Det er ikke et spørgsmål, om du er dansk eller tysk, om din religion eller race. Det handler om din medmenneskelighed og om, at du respekterer andre mennesker og demokratiet. 

Jeg er taknemmelig for, at min mor ikke oplever, at medmenneskelighed og respekt for andre mennesker nu er ved at forsvinde fra Danmark.