Ældrereformen: En spydspids for privatisering af velfærden

I april indgik regeringen en aftale om en ældrereform med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Det er der grund til at være kritisk over for. Så her er en gennemgang af aftalens hovedpunkter:

Privatisering

Det er værd at have øjnene fast rettet mod det såkaldte frie valg i aftalen. Det handler ikke om at vælge mellem f.eks. udflugter og kaffe. Det handler om, at hele aftalen tænker plejeområdet som et marked, hvor mennesker med plejebehov skal kunne vælge mellem offentlige og private ”leverandører”. 

Aftalen består især af en detaljeret beskrivelse af, hvordan en privatisering gennemføres: Nemlig ved at ligestille private og offentlige leverandører. 

Det sker bl.a. gennem:

• Fast sats for afkast 
• Kommunale genberegninger af afregningspriser mindst én gang årligt
• Ekstern kontrol af afregningspriser
• Kommunal oplysningspligt om muligheden for at vælge private leverandører
• Offentliggørelse af såkaldte kvalitetsindikatorer (der ikke handler om kvalitet, men) om målbare tal om f.eks. medarbejdere og faggrupper 

Hvis en leverandør ikke kan levere helhedspleje og plejeforløb, skal det være muligt at indgå i konsortier eller være underleverandører til et større firma, som så har det overordnede ansvar.

I aftalen står, at initiativerne ikke må medføre unødvendige administrative byrder. Hvordan det skal lade sig gøre, kan man – hvis man har været ansat i det offentlige – undre sig over.

Der er i aftalen mange luftige ord om tillid, kvalitet og selvbestemmelse. Men aftalen handler først og fremmest om muligheder for private virksomheder for at trænge ind på det, jeg vil kalde et ”plejemarked”. Omtrent en tredjedel af aftalen handler om det. Intet andet område er så konsekvent beskrevet som det mulige marked for private. 

Dertil kommer et længere afsnit om selvejende friplejehjem, som finansieres af det offentlige, og lokalplejehjem, som er kommunale plejehjem, som ”frisættes” fra regler og organiseres i en selskabsform med professionel bestyrelse med repræsentanter fra f.eks. det lokale erhvervsliv. Selvom der er en grundig beskrivelse af disse plejehjem, skal der laves et særligt lovgivningsarbejde for at sikre, at de ikke bliver ”økonomisk udfordret”.

Aftalen slutter med at sætte konkrete måltal for privatiseringen: Frem mod 2030 skal antallet af private alternativer til kommunale plejehjem fordobles. Sker det ikke, skal der aftales nye initiativer.

Erfaringer fra Sverige

Det kan blive dyrt at rulle reformen tilbage. Enhedslistens senior- og ældrepolitiske udvalg, som jeg er medlem af, har besøgt Vänsterpartiet i Helsingborg. Der har kommunen rekommunaliseret plejeområdet med meget store omkostninger til følge. Den har bl.a. skulle betale 20 millioner svenske kroner i bod til det firma, som den tidligere havde kontrakt med – på trods af, at der var den ene skandale i plejen efter den anden. Der var desuden et stort vedligeholdelses-efterslæb på bygningerne og et stort personalegennemtræk, så man skulle rekruttere på ny. 

Alt dette på trods af, at der var en meget detaljeret kontrakt lavet ud fra en landsdækkende standardkontrakt. Det er et grelt eksempel, men bestemt ikke det eneste. 

Her i Danamark er misrøgt på private bosteder heller ikke ukendt land. Aktuelt er et eksempel med HabitusHuset, hvor en beboer for nylig døde efter ætsningsskader. Det er ejet af en britisk kapitalfond, som har 22 bosteder i Danmark. Allerede i 2017-18 afslørede FOA omfattende omsorgssvigt – uden at der blev grebet ind. Ejerne kunne fortsætte med at trække penge ud.

Det er derfor vigtigt at gøre opmærksom på de forhold, inden der laves lovgivning i løbet af 2024.

Godt i reformen

Ikke alt i aftalen er dårligt. Gode elementer er fx indførelsen af faste teams, som kan være betryggende og overskuelige for de ældre. Men man kan spørge sig selv om, hvorfor de ikke allerede eksisterer. Det svarer aftalen ikke på. Det fremgår f.eks. ikke, hvordan man konkret vil undgå, at mange forskellige personer kommer i ens hjem, når nu sundhedsplejen ikke er en del af reformen.

Det er også et godt element i aftalen, at pårørende skal inddrages mere som de ældres talerør. Og at der senere skal forhandles en særskilt aftale om tildeling af hjælpemidler. 

Jeg håber, det betyder, at den ældre selv eller ens SOSU kan bestille hjælpemidler uden at skulle godkendes af en visitator. For hvem gider have en rollator stående, hvis man ikke har brug for den? 

Der er også meget godt i den indsats for uddannelse og fastholdelse af SOSU-medarbejdere, der er fastlagt i en særlig aftale. Men den indeholder samtidig en syg ide om at rekruttere 1.000 SOSU-medarbejdere på den anden side af jorden. Et antal man med en særlig indsats ville kunne finde herhjemme.

Reformens værdigrundlag?

Mens detaljeringsgraden af privatiseringen er stor, er luftige emner som tillid, faglighed og afbureaukratisering slet ikke konkretiseret i aftalen. 

Det er besynderligt. 

For det er almen viden, at dårligt arbejdsmiljø bl.a. bunder i, at ens egne værdier bliver udfordret. De fleste på plejeområdet arbejder for at gøre noget for andre mennesker, ikke for at tjene penge til private ejere. Sprogbrugen i aftalen udfordrer den grundlæggende værdi, selv om den er pakket ind i omsorgsfulde ord – uden at ordet omsorg for øvrigt er nævnt.

I regeringens, og især Socialdemokratiets, lovprisning af aftalen figurerer ordet privatisering stort set ikke. Og når man kigger hen over overskrifterne i medierne, ser det ud til at lykkes at skjule den del af aftalen.

Økonomien

Der er afsat 3,3 milliarder kroner til reformen 2024-2027. De bruges til omstilling (privatisering, faste teams, evaluering m.m.) og dækker også over tidligere aftalte penge til pleje til stadig flere ældre. 

Det dækker bare ikke den underfinansiering af ældreområdet, der har stået på i mange år. Det er voldsomt provokerende, når finansministeren endnu en gang har kunnet præsentere ekstra milliardbeløb i det såkaldte råderum.

Besparelserne er ikke konkretiseret. Men plejeteknologi, frivilligt arbejde og besparelser på bureaukratiet (= færre tilsyn) og mindre kontrol er en vigtig del af aftalen. 

Der er heller ikke længere krav om forebyggende hjemmebesøg, selvom det understreges, at kommunerne skal arbejde forebyggende. Det fælles tilsyn, som skal erstatte de øvrige tilsyn med plejehjem, er svært at se som andet end en afregulering, som skal gøre det nemmere for private at opfylde kravene. 

SF’s rolle

Enhedslisten er ikke en del af aftalen. Men hvorfor ikke, når nu SF er med? Mette Frederiksen har udtalt, at regeringen og Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke har fælles værdier uden at præcisere, hvad forskellen består i.

SF’s deltagelse har betydet, at der blev afsat flere penge til faste teams. Det er en fast strategi fra SF’s side, at man indgår forlig om noget uspiseligt for at få gennemført forbedringer, der lægger glasur på. Det ser vi her, og det har vi set mange andre gange.

Enhedslisten er ikke bare et nej-parti, der er indgået mange aftaler gennem årene, som ikke kan siges at være socialistiske. Men retningen skal altid være i orden. Og jeg synes ikke, at retningen i ældrereformen er i orden.

Med denne aftale får profit sin endegyldige entré i velfærdssektoren. Derfor er ældrereformen vigtig at forholde sig til for alle på venstrefløjen.

Se aftalen fra 18/4 2024 her.