Afrika klædt i militæruniformer

Mange elementer indgår i den stigende militarisering af Afrika. Hjemlig oprustning, udenlandsk intervention i form af militærstøtte eller blot baseopbygning, endog fredsbevarende styrker, hvis mission så langt fra altid har de konsekvenser, man måtte ønske. Dertil kommer spørgsmålet om våbenkøb og leverancer samt militærindustri, private hære (lejesoldater), plus alliancer, der igen kan befordre konflikter.

Andelen af militærudgifter af BNP i Afrika under ét steg fra 0,9 procent i 1960 til 3,2 procent i 1986. I 2022 var andelen højst 1,5 procent, så militærbudgetterne er ikke vokset så meget, som man umiddelbart kunne tro.

I Tanzania, Mali, Mozambique, Kenya, Etiopien og DR Congo er de imidlertid steget med mere end 200 procent i perioden 2009-2022, Togo med over 500 procent – mens de er vokset med over 300 procent i Somalia 2013-2022. Angola halverede udgifterne fra 2009-2022, og Sydafrika har nedskaleret en smule.

Chad, Sudan og Sydsudan har også reduceret deres militærudgifter i samme periode. Til gengæld får de støtte af den russiske Wagner-gruppe mod guld og grønne skove i nærmest bogstavelig forstand. I store træk er udgifterne steget med 26 procent i SSA over perioden 2009-2022. Procenterne bygger på tal fra SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute).

Militærbaser fra verdens stormagter

Frankrig, USA, Rusland og andre lande har militærbaser rundt omkring i Afrika. Frankrig havde på et tidspunkt 8.000 soldater fast udstationeret, mens tallet nu er nede på 3.500. Det vil blive reduceret yderligere, og Frankrig satser nu på ’partnerskaber’, også militært.

De franske styrker er blevet smidt ud fra Burkina Faso, Mali, Niger og Den Centralafrikanske Republik – tilbage er Senegal, Côte d’Ivoire og Djibouti samt muligvis stadigvæk Gabon. Andre tætte allierede plejede at være Cameroun, Congo (Brazzaville) – begge med langtidspræsidenter – og Chad, hvor der har været nyligt kup.

USA har en hel del baser, 13 langtids- og 16 midlertidige ud over den permanente i Djibouti. Imidlertid har USA i 2007 oprettet en Afrika-kommando (Africom), der er til stede i 38 lande og har betragtelige militære udgifter på kontinentet, ikke mindst brugt på overvågning. Det har mere end 1.000 tropper i Niger – stadigvæk – bl.a. to dronebaser.

Ikke mindre end ni lande har militærbaser i Djibouti, bl.a. Rusland og Kina. Rusland har adgang til havne i Eritrea, Somaliland, og Sudan samt samarbejder med Mozambique og Sydafrika om at få endnu flere. Kina ekspanderer i det vestlige Afrika.

EU har som bekendt en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Unionen har oprettet den såkaldte Europæiske Fredsfacilitet, der bruges til at beskytte søvejen ved Somalia, og den er også med i bekæmpelsen af Boko Haram, som er kendt for gidseltagningen af nigerianske skolepiger for nogle år siden.

Fredsbevarelse og militærassistance går ud i ét 

FN har sendt fredsbevarende styrker til Afrika lige siden den første Congo-krise, der endte med befrielseshelten Patrice Lumumbas død i 1961. I øjeblikket er FN stærkt til stede i Somalia.

Hvor det er det internationale samfund, der står for operationerne, hyres der tit afrikanske tropper til at udføre dem. Således får Rwanda betragtelige indtægter af at sende sine veltrænede soldater på mission. Det reddede således situationen i Cabo Delgado for Mozambique (og oliegiganten Total).

FN-styrkerne kritiseres ofte for at være for ineffektive, ikke hjælpe civilbefolkningen og begå overgreb såsom voldtægt. I virkeligheden har de været med til at fredeliggøre alvorligere situationer, hvor de har overskredet deres begrænsede fredsbevarende mandat, såsom i Somalia.

Den Afrikanske Union (AU) har også fredsbevarende missioner, bl.a. i Somalia, der opererer på mandat fra Sikkerhedsrådet. Styrkerne har været mange, op til 28.000 i Somalia i halvfemserne, hvor de har fået opbakning af det amerikanske luftvåben. EU giver finansiel støtte. Alligevel er Al-Shabaab ikke besejret.

I Mali blev den nye militærregering så træt af FN, at den beordrede styrkerne ud i slutningen af 2023 (ikke at forveksle med den fransk-ledede operation Barkhane, hvor Danmark deltog, og som blev brat afbrudt).

Den vestafrikanske organisation ECOWAS blander sig med styrker og ikke mindst politisk. Den noterede sig en succes i Sierra Leone for ca. 20 år siden, men dets forsøg på at intervenere i Mali, Burkina Faso, Niger og Guinea har ikke båret nævneværdig frugt.

I mellemtiden er de fire lande blevet suspenderet fra deres medlemskab. I det sydlige Afrika spiller SADC en lignende rolle, men har ikke kastet sig over så store udfordringer som ECOWAS. 

Private hære

Private militære hære har været brugt af den ene part i mange væbnede konflikter. Sydafrika har fostret en del lejesoldater, der udsprang af apartheidstyrets sikkerhedsapparat.

Private hærenheder kan være rent private, styret af en mere eller mindre gal eventyrer, men også et slet skjult dække for en fremmed magt, såsom Wagner-gruppen, der startede sin afrikanske lynkarriere i Den Centralafrikanske Republik. Wagner er for det meste kommet ind, hvor andre har fejlet, men siden har agendaen langsomt flyttet sig.

F.eks. har lejesoldaterne ikke just været effektive i bekæmpelsen af jihadister i Mali, men det har ikke ført til, at den er smidt ud. I stedet er Wagner-gruppen blevet et værn mod vestlige interesser og bliver brugt til at støtte diverse kupmagere, såsom assistancen til Burkina Fasos andet kup inden for ét år i 2022. Den udfører også misinformationskampagner. Gennem Wagner-gruppen  ser Rusland ud til at træde ind som en direkte spiller i Afrika.

USA benytter sig også af private styrker. Sidste skud er Bancroft Global Development, der har været i Somalia – og grotesk nok nu forhandler med den centralafrikanske præsident, der ellers har lænet sig op ad Wagner, om et samarbejde!

Militærudstyr købes fortrinsvis i Rusland og Kina, men der er også bevillinger fra f.eks. USA, der understøtter køb af avanceret udstyr. I øvrigt har ikke mindst Sydafrika tidligere haft en betydelig våbenindustri. Den er mindre nu, men stadig en faktor.

Skiftende alliancer

Etiopien og Somalia lå i krig med hinanden efter kejser Haile Selassies fald i 1974. Nogle år senere skiftede Etiopiens loyalitet fra USA til Sovjetunionen efter en højst uheldig amerikansk indblanding, mens det modsatte skete i Somalia. 

Nu skifter alliancerne med raketfart, og mange lande har krydsforbindelser, hvilket får konkurrencen mellem udenlandske magter til at stige. Det er værd at notere sig, at fem lande er medlem af Den Arabiske Liga. Man kan se, bl.a. ved afstemninger i FN’s Generalforsamling, at den vestlige verden er ved at miste afrikanske stemmer.

I artiklen om udviklingen frem mod neokolonialisme skrev jeg om de store summer, der investeres i Afrika fra officielt hold. Det drejer sig især om infrastruktur, hvor vestlige lande pludselig opdagede, at Kina var ved at overhale dem indenom.

EU’s Global Gateway program indeholder et initiativ om ’strategiske korridorer’. Selvom programmet er pakket ind i overordnede målsætninger om at gavne industrien i både Europa og Afrika, er der ingen tvivl om, at hovedvægten vil komme til at ligge på råstofminerne. Og det er rigtigt, at Afrika har rigeligt med lithium, grafit, nikkel og kobolt, der er nødvendige for udviklingen af elbil-batterier m.m.

Kamp om ressourcer og sjæle

Der er en ny kamp i gang om Afrikas ressourcer. Men også om sjælene, for det er trods alt gået op for fremmede magter, at Afrika ikke bare lader sig indordne. Den erkendelse er vist kommet som et chok for mange i Vesten.  

Udviklingsorganisationer, der har betragtet modstand mod projekter som et udslag af barnagtig trods; ex-koloniale magter, der har levet i korrupte forhold med de ledende afrikanske autokrater og holdt dem i live – det gælder især Frankrig.

De multinationale selskabers skalten og valten med ressourcer og lemfældige betalinger for dem. Det er alt det, Sahel-kuppene udtrykker modstand imod. I øvrigt har selv autokrater som Museveni i Uganda vundet internationale retssager over olieselskaber, så de ikke skulle slippe så nemt på skattefronten.

Man kan ikke analysere Afrikas situation uden den internationale kontekst. Med USA’s og EU’s forsøg på at løsne de økonomiske bånd til Kina samt en samtidig nedtoning af Asien, ligger Afrika lige for – dels som leverandør af kritiske mineraler, men også almindelige og ukritiske mineraler som olie og gas, jernmalm og bauxit – dels som arena for kold stedfortræderkrig version 2.

Man kan i hvert fald konstatere stigende militært engagement og oprustning med interne og eksterne midler. Ja, selv de fredsbevarende missioner bidrager til ufreden, bl.a. ved at efterlade sig en masse våben. I Vestafrika har vi set, at franske og andre soldater er blevet sendt hjem, mens andre er blevet modtaget med åbne arme.

Retningen mod større afhængighed af især Rusland er på ingen måde ønskelig set ud fra et venstreorienteret synspunkt. Men den er måske forståelig.

Der er ingen tegn på, at Afrika får lov at leve uden udenlandsk indblanding. Det er heller ikke sikkert, at Afrika kan leve uden udenlandsk indblanding, integreret i verdensmarkedet som kontinentet nu engang er.

Men alt dette er modstridende tendenser, hvor afrikanske lande og befolkninger kæmper for ægte selvbestemmelse til dels ved hjælp af nye allierede – samtidig med at de selv er blevet vigtige partnere. Samt det nye sted at tjene penge.