Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
1. oktober. 2022

Udviklingen går mod neoimperialisme og oprustning i Afrika

Det afrikanske kontinent er gået fra at være koloniserede til at være fattiggjorte ‘udviklingslande’. De seneste år har særligt kinesiske milliardinvesteringer og megaprojekter fornyet interessen for at kontrollere kontinentets ressourcer, og private hære beskytter i stigende grad den udenlandske kapitals interesser.

Selv om kolonitiden er afsluttet, kredser gribbene stadig om Afrika. Ill.: Solidaritet.

De fleste afrikanske lande blev uafhængige i løbet af 1960’erne, men de nye regeringer overtog så langt fra en flyvefærdig moderne, dvs. kapitalistisk, økonomi. Befolkningsflertallet boede stadig på landet, og dyrkede smålandbrug, og moderne faciliteter som elektricitet og ledningsbåret vand nåede ikke længere end til de største byer. De forhenværende herskere havde måske dårlig samvittighed over den tilstand, de havde efterladt ekskolonierne i – for de sadlede om og ville bistå til, at landene udviklede sig.

Fra kolonier til udviklingslande

Ghana tog straks fat på en aggressiv modernisering med lån fra Verdensbanken, USA og Storbritannien til at få bygget Akosombo-dæmningen, der tillod en videre elektrificering af landet. Det muliggjorde også, at amerikanske metalgiganter kunne blive ejere af et aluminiumsværk på favorable vilkår, bl.a. med en kontrakt på elektricitet til en lav pris i mange år frem i tiden. Tilsvarende megaprojekter blev bygget i et par andre lande. Bagsiden var, at på samme tid som projekterne skulle bidrage til en moderne udvikling, pantsatte landene sig til udenlandske interesser. Og i Ghana skete det oven i købet under den panafrikansk indstillede og ’revolutionære’ præsident, Kwame Nkrumah.

“De varme lande er noget lort, sang Shubidua som en parodi på dansk selvgodhed og arrogance, men det er også et godt billede på den attitude, som den såkaldt udviklede del af verden udviste.”

Udviklingsbistand, der blev ydet som gave eller til lav rente, udmøntede sig efterhånden til et instrument for overførsler til konkrete aktiviteter. Bistanden var til at begynde med amatøragtig og derudover ikke særligt omfattende. Faktisk kom det efter 20-30 år med vekslende held på mode at sige, at den var fejlet, fordi den havde støttet enkeltindsatser. I stedet skulle der en mere programmatisk tilgang til, der også omfattede nye politikker. Ja, den gamle historie om penge-for-tilpasning, strukturtilpasning. Endnu et skridt, der førte i en gal retning.

Igennem det hele løb som en rød tråd, at udenlandske investeringer var et gode, men at der ikke var nogen, som gad putte penge i så elendige systemer. ’De varme lande er noget lort’, sang Shubidua som en parodi på dansk selvgodhed og arrogance, men det er også et godt billede på den attitude, som den såkaldt udviklede del af verden udviste.

De ’revolutionære’ befrielsesregimer døde i autokratiske og ineffektive strukturer. Der blev rystet lidt op i firserne og halvfemserne, og nogle steder blev demokratiseringen berømmet.

Vesten kaldte stadig ekskolonier og andre ikke-industrialiserede lande for udviklingslande eller ulande. Ved Bandung-konferencen i 1955 var de tilstedeværende lande ellers gået sammen om at skabe en alliancefri koalition – dét, der blev til den Tredje Verden. Efterfølgeren er Det Globale Syd. Det bedste man kan sige om det udtryk er, at det er nemt at forstå, men svært at forklare.

Bortset fra franskmændene, der holdt fast i deres ekskolonier i Central- og Vestafrika via to valutaunioner, blev bruddet i princippet totalt. Og til dels også bortset fra det britiske Commonwealth, der jo fortsatte med kulturelle, forretningsmæssige og symbolske bånd. Der var dog intet afrikansk land, der beholdt dronningen som statsoverhoved efter uafhængigheden. Portugal sad på sine kolonier indtil 1970’erne, men uroligheder og oprør førte ikke bare til deres uafhængighed, men medvirkede også til den portugisiske nellikerevolution og diktaturets fald.

De gamle kolonisprog forblev som officielle sprog. Derfor stadig en vis skillelinje mellem de fransktalende, engelsktalende og de lande, der fortsætter med portugisisk. Selvom Tanzania indførte swahili som hovedsprog, er engelsk i praksis brugt ret meget. Madagaskar har to officielle sprog, fransk og malagassisk. Sydafrika stikker af med 11 officielle sprog.

Sydafrika har i dag hele 11 officielle sprog. I mange afrikanske lande er kolonisproget dog forblevet hovedsproget, og engelsk og fransk tales fortsat på store dele af kontinentet.

De koloniale og neokoloniale strukturer

Bag donorer, regeringer og deres ping-pong gemmer sig økonomiske strukturer fra kolonitiden, som har fået nye tilføjelser:

  1. Den klassiske model: Dyrkningen af landbrugsråvarer som kakao, kaffe, te, sukker og bomuld, hvor færdigbearbejdningen og værdiøgningen finder sted uden for oprindelseslandene, der kun hiver en uforholdsmæssig lille del af færdigvarernes endelige pris hjem.
  2. Udvindingen af mineraler. Olie- og mineselskaber betaler for lidt for de naturressourcer, de har forhandlet sig til at udvinde. Jo mindre avanceret værtslandet og dets regeringer, desto mere fordelagtige er investorernes aftaler – for dem selv. Disse udvindingsindustrier efterlader derudover massive miljøkatastrofer, som de på ingen måde kompenserer værtslandene for. Økologisk imperialisme, kalder nogle det.
  3. Da afrikanske lande startede uden større kapitalakkumulation, har de været afhængige af udenlandske investeringer, private eller offentlige, for at bygge infrastruktur og udvikle industrien. I mange år gik industrien direkte tilbage, den tidligere beskedne hjemmemarkedsindustri var ikke konkurrencedygtig mod asiatiske varer f.eks. og dertil af dårlig kvalitet. Senere, da der dog kom nogle investeringer tilbage – også nogle der ikke var baseret på udenlandsk kapital – var de afhængige af udenlandsk teknologi og patenter.
  4. Et nyere fænomen er ’jordtyveri’, altså på en lidt mere indirekte, men lige så indgribende måde som den koloniale erobring af jord. Interesserede udenlandske kræfter allierer sig med lokale magteliter og sikrer sig jord til lave priser, dvs. småbønderne må nøjes med en beskeden kompensation for tab af afgrøder, mens formidlerne af handelen skummer fløden. Derefter bortjages de tidligere jordbrugere, for så højst at blive hyret som landarbejdere senere hen. I den proces skifter investorerne også fra dyrkning af basale fødevarer til eksportafgrøder med brug af moderne agrokemi, hvorved lokalbefolkningen bliver mere sårbar over for import af korn og spiseolie. 
  5. Jævnt hen har lån fra internationale finansinstitutioner som Verdensbanken eller statslån på de globale eller (begrænsede) nationale finansmarkeder ført til ubetalelig gæld, og der har været flere runder af gældseftergivelse. Det har dog ikke varet lang tid, før gælden steg igen, fordi intet strukturelt havde ændret sig.

Kina sætter fut i investeringerne

Mens økonomierne ikke udviklede sig grundlæggende, fortsatte vestlige lande med at investere og ’donere’ i sneglefart: Langsommelige procedurer, undersøgelser og udbudsprocesser – men nu med øget vægt på at blande sig i politikken, der skulle gå i retning af liberalisering og deregulering. Privatisering af gamle jernbaner pyntet op med småreparationer satte dog ikke fut i udviklingen. Her var det franske konglomerat Bolloré ellers mester, også med privatisering af havne.

“Kun langsomt gik det op for vestlige lande, at deres magt var aftagende. Når de alligevel ikke kom med meget andet end besvær, hvorfor så bruge dem, ræsonnerede afrikanske ledere.”

Efter 1990’ernes øgede samhandel mellem Kina og afrikanske lande blev samarbejdet med Kina formaliseret i et samarbejdsforum i år 2000, og kinesiske stats- eller regionale firmaer trådte til og tilbød teknisk og finansiel assistance til at gøre noget grundigt ved infrastrukturen, havne, jernbaner og motorveje. Smalsporede jernbaner er blevet erstattet af normalspor (Nairobi – Mombasa), eller der er ligefrem bygget elektrificerede jernbaner (Addis Ababa – Djibouti). Projekterne regnes med til Belt & Road initiativet (BRI), som Kina lancerede i 2013.

I lande med store floder er der sket en rivende udvikling af vandkraften. I den ene gren af Nilen, Den Hvide, der løber gennem Uganda, er der for helt nylig bygget yderligere to vigtige vandkraftværker (Isimba og Karuma, den sidste indvier snart sin første turbine) til de to, der var der i forvejen. Den Blå Nil løber gennem Ethiopien. Det meget kontroversielle projekt – og det største vandkraftværk i Afrika, den Store Renæssancedæmning, med en kapacitet på 6.000 MW – er nu så småt taget i brug.

Kun langsomt gik det op for vestlige lande, at deres magt var aftagende. Når de alligevel ikke kom med meget andet end besvær, hvorfor så bruge dem, ræsonnerede afrikanske ledere. Og så begyndte også den del af verden at se anderledes ud i ’vores’ øjne. De varme lande var ikke længere så meget noget lort.

Det har ført til en eskalation af megaprojekter med finansiering alle mulige steder fra. Hurtige transportforbindelser skal åbnes til Rwanda og det centrale Afrika, der er endog planer om en jernbane til Sydsudan fra kysten i Kenya. Ikke mindst i Vestafrika er der mange tilsvarende projekter, endog metroer og hurtigtog i metropoler som Abidjan og Dakar. Regionale organisationer lægger godt nok planer, f.eks. den vestafrikanske økonomiske sammenslutning ECOWAS, men projekterne bliver kun til noget, hvis internationale finansinstitutioner og storinvestorer kan lokkes til – såsom højspændingsledninger, der forbinder nabolande.

Offentlig-private partnerskaber deltager nu i investeringer i grøn energi. Har Vestas måske ikke leveret en masse vindmøller til Turkana i Kenya (medfinansiering af dansk klimafond)? Solcelleparker skyder op, og der udbygges stadig på vandkraften. Mange af disse ’grønne’ projekter kan i øvrigt kritiseres miljømæssigt og socialt.

Men den ’sorte’ udvikling fortsætter i form af mineprojekter, ofte påbegyndt af private opstart-eventyrere, men i sidste ende gennemført af minegiganter i komplicerede selskabsstrukturer af blandet nationalitet. Guld-udvinding har en glansperiode. Jern- og bauxit-projekter i Guinea og Liberia kræver ny infrastruktur, men landene kan ikke blive enige om at gå sammen om havne og jernbaner, så der er nærmest risiko for overinvesteringer.

Udvinding af guld i en sydafrikansk mine ejet af engelske ‘Anglogold’. Mineprojekter fortsætter i stor stil i Afrika. Foto: Anglogold.

Kun milliarder tæller

Kina har puttet over 150 milliarder dollars i infrastruktur mellem 2000 og 2019. Lånefinansiering godt nok, men til lav rente og en 10-årig afdragsfri periode. Hvis låntagerne ikke uden videre kan betale tilbage, kan Kina konvertere lån til ejerandele.

UK er efter Brexit kommet på banen. Foreløbig vil man investere 6 milliarder dollars gennem det tidligere Commonwealth Development Corporation, nu omdøbt til British International Investment Agency. Det har i øvrigt lavet aftaler, der svarer til EUs med hensyn til partnerskabsaftaler om handel og investering med udviklingslande.

USA er da sandelig også godt i gang. I sin tid lancerede det AGOA, der gav toldfrihed til en række varer produceret i Afrika, uanset om investoren kom udefra. Men det har da også givet 8 milliarder dollars gennem Millennium Challenge Corporation siden 2004 til privatsektor-udvikling. Måske ikke så voldsomt igen, men alt i alt har det samlet sine initiativer under en hat, der hedder Prosper Africa – og reklamerer med at have kanaliseret 50 milliarder dollars til kontinentet.

EU vil inden 2027 investere intet mindre end 150 milliarder euro gennem Global Gateway-Africa pakken, der skal bruges til bæredygtig infrastruktur (transport, energi og digitalisering). Det er et direkte svar på Kinas Belt Road Initiative. Sideløbende er der sat 29 milliarder euro af til Afrika under afløseren af ACP-aftalerne, NDICI (Neighbourhood, Development and International Cooperation Instrument).  

Rusland vil heller ikke stå tilbage. Afrocom er sat i verden for at knytte tættere økonomiske forbindelser mellem Rusland og afrikanske lande, hvori der allerede er oprettet 17 repræsentationskontorer. 

Militær oprustning

En afrikansk middelklasse tegner sig, men samtidig består de samme uløste konflikter, der nogle steder har fået en ny dimension. Islamistiske fundamentalistiske bevægelser som AQIM (Al Qaeda i Maghreb) har genoplivet de mangeårige konflikter, som tuaregerne og andre marginaliserede folk havde med regeringen i Mali. Uroen har forplantet sig til Burkina Faso, der ellers virkede så stabilt, men hvor der nu er næsten to millioner internt fordrevne. Niger er blevet en flugtvej gennem Afrika mod Europa. En udløsende faktor er, at Gaddafi ikke længere holder orden på Sahel-området. I det nordlige Niger er den ene af to større uran-miner, drevet af franske Areva/Orano, lukket efter ca. 40 år, men andre uranmine-projekter er under opsejling i området. Det er også en kilde til uroligheder og militarisering.

Imperialisme er tæt forbundet med statsmagt. Det drejer sig ikke bare om private kapitalistiske virksomheder, der udbytter fattigere lande eller kontinenter – for at kvalificere som ’imperialisme’ skal der ligge statslige eller internationale aftaler og magt bag. Går økonomien og relationerne nogenlunde fredeligt for sig, behøver staterne ikke at gribe til militærmagt. Hvis de kan lokke værtslandene til at beskytte deres interesser, er det jo det bedste og billigste. Sådan så det overfladisk set ud i mange år.

Frankrig opgav dog ikke sin militære ’støtte’ til de gamle kolonier, der blev aktiveret i Mali for små 10 år siden med assistance fra bl.a. Danmark. Det blev problemerne bare ikke mindre af, og senere blev både Danmark og Frankrig sendt hjem. Malis militærregering kaldte i stedet på assistance fra den russiske Wagner-gruppe.

USA har skabt en militærkommando, Africom, der engagerer sig i den maritime sikkerhed, men nu helt åbent vedstår, at den skal begrænse den kinesiske indflydelse. USA har 13 faste og 16 midlertidige baser på kontinentet, inkl. Nordafrika, måske ikke så stor en procentdel af dets alt i alt 750 militærbaser i verden, men dog i ’fremgang’.

Frankrig har stadig baser i 6 lande syd for Sahara, men har en latent tilstedeværelse i de lande, det har tætte relationer til.

Det lille land på Afrikas Horn, Djibouti, huser militærbaser fra USA, Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig, UK, Japan, Saudi Arabien og Kina. De må have en fest med spionage og kontraspionage, og hvad med de triangulære overvågninger? Kina er ved at anlægge en flådebase i Ækvatorialguinea.

Landene har selv oprustet. De samlede forsvarsudgifter opgives til 40 milliarder dollars i 2021, halvdelen af dem er spenderet i Afrika syd for Sahara. De fleste indkøbte våben er i øvrigt russiske.

Kinesiske soldater fra den nyoprettede base i Djibouti deltager i paraden på landets uafhængighedsdag. Det lille land på Afrikas Horn huser baser fra en lang række lande: USA, Japan, Frankrig, Italien, Spanien, Kina og senest Saudi Arabien. Foto: Joseph Harwood

Den korporative stat

Private hære er ikke noget nyt. Mineselskaber har længe brugt dem. Der er mange eksempler på amerikansk, britisk og fransk brug af lejesoldater til beskidt arbejde og på brug af halvofficielle kontakter til at skaffe finansiering via korrupte deals til f.eks. politiske kampagner i Frankrig som i Françafrique-modellen. Reagan havde sin Iran-Contra skandale, godt nok for mange år siden. I dag er Wagner-gruppen det sidste nye. Den er ikke uden forbindelse til det officielle Rusland og blev ikke blot tilkaldt i Mali, men også i Sudan, hvor den kan glæde sig over adgang til guldminer. Størst rolle spiller den i Den Centralafrikanske Republik, hvor den bliver betalt med koncessioner til træhugst, naturligvis i omgåelse af internationale regler om bæredygtigt træ. Således formidler den også Ruslands forsøg på at opnå stigende magt i Afrika.

“I mange år var de vestlige interesser neokoloniale, baseret på at få en andel i det økonomiske udbytte. Men nu er den militære dimension åbenlyst trådt til.”

Den anden side af den mønt er, at statsligt og overstatsligt militær beskytter private interesser i Afrika – ud over mere luftige bidrag til at beskytte civilbefolkninger mod overgreb. Det sidste er nu ikke lykkedes alt for godt, bortset fra Mali kan man tænke på FNs mission i DR Congo, MONUSCO.  EU udfører mange opgaver, der skal sikre europæisk transport, såsom kampen mod pirateri, som Danmark jo også har meldt sig ind i. Mærsk, kunne man udbryde. Indsatsen mod migrantruter til Europa er også militariseret.

Dertil kommer EU’s ’fredsfacilitet’, der udover initiativer til konfliktløsning giver våbenstøtte til Afrika.  

Udviklingen afspejler tendensen hen mod en ’korporativ stat’. Det er derfor, jeg taler om neoimperialisme. I mange år var de vestlige interesser snarere neokoloniale, baseret på at få en andel i det økonomiske udbytte – gennem overudnyttelse af ressourcer og overudbytning af billig arbejdskraft og tilraning af jord. Men nu er den militære dimension så åbenlyst trådt til. Det nye er også, at ‘de varme lande’ er blevet mere selvbevidste. Derfor kæmpes der om at få dem som alliancepartnere.


Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere