'Song of the Pick'. Maleri af den sydafrikanske kunstner, Gerard Sekoto.
19 min. læsetid

De tidligere franske kolonier i Afrika har muligvis fået deres formelle frihed for mange år siden. Økonomisk er de dog stadig i vid udstrækning underlagt den gamle koloniherre. Karen Helveg Petersen tegner et portræt af forholdet mellem Frankrig og dets ekskolonier, hvor CFA-francen fortsat er omdrejningspunktet for udbytning.


Af Karen Helveg Petersen

“Men det er jo en EPA”, siger jeg måske en smule irriteret. Jeg er til møde i Conakry, Guinea, hvor jeg som led i en konsulentopgave får udleveret vedtægterne for en ny virksomhed, der skal stå for elektrificering i landområder. For det franske administrationssystem, dets opbygning og ordvalg er gennemgribende ens i alle de tidligere franske kolonier i Afrika.

De tre bogstaver siger alt. EPA står for établissement public à caractère administratif – hvilket kan oversættes på dansk til en offentlig administrationsenhed. Så ved jeg med det samme, at finansstyringen ligger i finansministeriet. Ikke en guineansk franc kan organisationen selv spendere. Det bliver besværligt, og en evig kamp mellem institutionerne. 

Det franske administrationssystem, opbygning og ordvalg er gennemgribende ens i alle de tidligere franske kolonier i Afrika. EPA og andre betegnelser for institutioner og kategorier i finansstyring er nemlig fælles for gamle franske kolonier, fra Madagaskar i øst til Guinea i vest og alt ind imellem. Begge de nævnte lande står endda uden for de to monetære og økonomiske unioner i henholdsvis Vest- og Centralafrika, der binder deres valuta, CFA-francen, til den franske økonomi. Før var det francen, nu er det euroen. Indirekte fordi forholdet ikke er reguleret via den franske centralbank – og dermed den europæiske – men gennem det franske finansministerium, Trésor. Halvdelen af udenlandsk valuta tjent af medlemslandene skal deponeres i en konto i netop Trésor. Djævlen ligger i detaljen. Forholdet går direkte tilbage til kolonitiden, formelt set 1939.

Françafrique

Françafrique er en sammentrækning af France og Afrique. Det var den franske økonom og venstreorienterede kritiker François-Xavier Verschave, der formulerede det som en fiks drejning af Elfenbenskystens første præsident Félix Houphouët-Boignys talen om det gensidige venskab France – Afrique. For Verschave var Françafrique derimod en dyster realitet.

Sammenklistringen til Françafrique hentyder i daglig tale til sammenfaldet af franske økonomiske interesser og afrikanske præsidenters magtudøvelse. Fransk storkapital, ikke mindst inden for offentlig infrastruktur og forsyning, har privilegeret adgang til at vinde kontrakter og til at få de nationale præsidenters opmærksomhed. For ikke at sige: Fransk neokolonialisme. Men ensartetheden i systemerne – fra uddannelse over retssystemet, til offentlig forvaltning samt fællessproget fransk – er en ofte overset forudsætning for det fintmaskede væv af interesser, som Françafrique udgør. Valutaen er så at sige det konkrete instrument for magtudøvelsen.

Frankrig og Afrika – hvem fodrer hvem? Halvdelen af al udenlandsk valuta, som bliver tjent af medlemslandene i CFA-fællesskabet, skal deponeres i en konto i Trésor, det franske finansministerium. Tegning: Al Jazeera.

De Gaulles mesterstykke

De to monetære og økonomiske organisationer – UEMOA for 8 lande i Vestafrika og CEMAC med 6 lande i Centralafrika er overbygningen på valutasamarbejdet i de afrikanske lande. Frankrig er dog ikke med. De er også videreførelsen af de to tidligere koloniføderationer, AOF (Afrique Occidentale Française) og AEF (Afrique Equatoriale Française), der havde hovedsæde i henholdsvis Dakar i Senegal, og Brazzaville i Congo. Franskmændene udsendte til deres besiddelser nogle administratorer, der samarbejdede med de lokale høvdinge og bl.a. fik dem til at udskrive tvangsarbejdere til de franske projekter. En stor del af den burkinske befolkning blev sendt til Elfenbenskysten som landarbejdere. I øvrigt skulle bønderne producere eksportafgrøder – kakao og bomuld i Vestafrika, og fra Centralafrika kom tropisk træ. Franskmændene selv slog sig kun i begrænset omfang ned i landene, men koncentrerede sig om administration, køb og salg. Så de sad på hele den finansielle fødekæde og udnyttede naturligvis alt, hvad der var noget værd.

Den Franske Union blev dannet i 1946, som led i Den Fjerde Republik. De tidligere ‘undersåtter’ blev i princippet borgere på lige fod med franskmænd. Det var et tungt apparat, der aldrig rigtig kom til at fungere. I 1958 åbnede Charles de Gaulle for afkoloniseringen og gjorde med det samme klart, at nu begyndte en ny epoke, hvor franske interesser skulle udformes på en anden måde. Den Femte Republik fra samme år skabte et fællesskab, hvis mest synlige aftryk på Afrika blev fortsættelsen af det monetære samarbejde.

I 1994 blev de to valutaområder tvunget til at devaluere. Den angivelige grund var, at de havde mistet konkurrenceevne, og at valutaen var overvurderet. Fremover skulle bytteforholdet være 100 CFA for en fransk franc, mod tidligere 50. Det skulle gøre landene mere konkurrencedygtige, men efterspørgslen efter deres eksportvarer stiger ikke bare, fordi der kommer mere lokal valuta ind på kontoen for den samme udenlandske pris. Devaluering kan også presse de internationale priser. I hvert fald stiger importregningen, og i de her lande kan der ikke skæres særligt meget på den konto. Læg hertil, at en stor del af eksportresultatet går direkte i lommerne på de udenlandske firmaer, der styrer produktionen.

Kursen er siden euroens indførelse sat til 656 FCFA for en euro. Der er i praksis nogle småudsving, men kurserne har ikke været udfordret af markedet siden 1994. Til gengæld skal landene føre en striks finanspolitik med hensyn til underskud på statsbudgettet og følge den europæiske vækst- og stabilitetspagt. Staterne har begrænset låneadgang i centralbanken, og garantien fra franske Trésor betyder i praksis blot, at landene støtter hinanden gennem den fælles valutakonto. Den har der vist aldrig været underskud på.

Uddannelsen af højtstående embedsmænd blev også udbygget i de franske kolonier.  Der blev oprettet ’écoles normales’ som pendant til de famøse ’grandes écoles’, der går helt tilbage til Den Franske Revolution fra 1789. Efter krigen har Ecole Normale d’Administration i Paris uddannet den ypperste elite i offentlige finanser og systemstyring. Den foretrukne karrierevej for ’enarquerne’ startede i finansinspektørkorpset, der har udviklet og hamret begreberne og mekanismerne for styringen fast. Og derfra har de dannet kernen i den elite, som skiftede mellem at være politiske embedsmænd eller ministre og indtage ledende stillinger i det mere eller mindre statslige fransk erhvervsliv. Mange blev også magtfuldkomne chefer i Françafrique.

Nære venner 

Den Franske Union indeholdt en nationalforsamling med medlemmer fra de tidligere oversøiske territorier, og de første præsidenter i de nye, uafhængige lande havde tjent deres sporer på de bonede gulve i Paris. 

Skandalerne er mange. Sejlivede afrikanske ledere har fået støtte fra Frankrigs top (både såkaldt socialistiske og de mere højreorienterede). Præsident François Mitterand gjorde sin søn Jean-Christophe til Afrika-rådgiver. Da sønnen blev stillet for retten i forbindelse med hemmeligt våbensalg til Angola med store sidegevinster og i forlængelse af olieselskabet Elfs interesser, blev han ved med at sige til sit forsvar: ”Papa m’a dit” – far sagde til mig, hvorefter han blev kaldt Papamadi. Et ord, der også passer godt på de dynastier, som er opbygget i de tidligere kolonier. Bongo’erne i Gabon, Eyadema’erne i Togo og de nærmest fastsiddende præsidenter, Paul Biya i Cameroun og Dénis Sassou-Nguesso i Congo-Brazzaville.  Der er også ægteskabelige forbindelser mellem topfolkene.

Jean-Cristophe Mitterand, der efter sin involvering i korruptionsskandalen i ELF fik tilnavnet ‘Papamadi’. Foto: Abaca.

De involverede megafirmaer er bl. a. det overvejende statsligt ejede olieselskab Elf, der i 2000 blev købt af Total, da staten havde solgt sin andel. Vivendi og Véolia stammer begge fra Compagnie Générale des Eaux (vand), stiftet i 1853. Sammen med det statsejede Electricité de France (EdF) taler vi om mega-firmaer, der har involveret sig i mange ’privatiseringer’ i det Globale Syd, ofte til de lokales utilfredshed. Nu om dage har vi Bolloré (Vincent), der stort set styrer havnene i de fleste afrikanske vestkystlande og er involveret i jernbanedrift og -byggeri osv. Bolloré er da et dygtigt firma, men de får af og til kontrakterne på en lidt tvivlsom façon. Nå ja, Vincent Bolloré er også største aktionær i Vivendi. Bouygues, storentreprenøren i vand, elektricitet og byggeri, skal også nævnes.

Elfenbenskysten er mildest talt fyldt med franske interesser. Det er Guinea og Madagaskar nu også, om end i meget mindre grad. Den i 2009 afsatte præsident i Madagaskar, Marc Ravalomanana, har mere end antydet, at der var fransk indblanding i at smide ham ud. Bortset fra de direkte relationer mellem franske og afrikanske ledere, er der militært samarbejde og udstationerede tropper. Det var derfor også nærliggende, at det var Frankrig, der tog têten, da det gik galt i Mali. Atomenergi-giganten Areva udvinder uran i Niger, det fjerdestørste uranminefelt i verden, der ligger i nærheden af Agadez, byen der er kendt som sidste stop før Sahara og er blevet et hotspot for stridigheder mellem tuareger og islamistiske grupper, tilsat folk som deltager i at organisere migrantstrømmene. Niger har ikke været tilfreds med de tidligere kontrakter og har presset Areva i senere aftaler, men har ikke fået noget særligt ud af det grundet prisudviklingen på uranium. Leveringerne går til EdFs 58 atomreaktorer i Frankrig.

Vincent Bolloré, som var ven af fhv. præsident Sarkozy, er aktuelt under anklage for at have bestukket afrikanske embedsmænd og politikere i Togo og Guinea. Han havde hjulpet præsidenter til at blive valgt – i Guinea fik han som tak tildelt en kontrakt, som et andet firma allerede havde vundet. I Senegal vandt Dubai Ports World dog en containerterminal i Dakars havn i 2008 – ikke Bolloré, men det har været undtagelsen. I 2018 håndterer Bolloré 18 havne og 3 jernbaner, og er i øvrigt også tilbage med et havneafsnit (en RoRo-terminal) i Dakar.

Ikke mindst er der store agroindustrier inden for bomuld, kakao og andre afgrøder. Den lokale forarbejdning af råbomuld til bomuldsfiber har indtil for nylig været i hænderne på et lokalt monopolselskab, SOFITEX i Burkina f.eks., i samarbejde/eje med det franske firma, CFDT (Compagnie francaise pour le développement des fibres textiles), siden 2000 under navnet Dagris. Den franske stat havde 66 % af aktierne i CFDT. Dagris blev privatiseret i 2008, hedder nu Géocoton og har en aktieandel i de fleste bomuldsvirksomheder i Vest- og Centralafrika. Især er det interessant, at det også er Géocoton – som før CFDT og Dagris – der står for markedsføring og salg.  Afregningspriserne til bønderne for deres råbomuld holdes dermed i ro, for ikke at sige nede. Verdensbanken har i mange år presset på for en liberalisering og åbning af værdikæden, men det er kun i begrænset omfang lykkedes, og resultaterne har ikke været strålende.

Indpiskeren

Jacques Foccart var om nogen Monsieur Françafrique, og var med et afbræk fra 1974-1986 både de Gaulles og senere præsidenters chefrådgiver for Afrika indtil sin død i 1997. Foccart orkestrerede kup og sørgede for, at rebelske ledere ikke fik et langt politisk – og nogle gange heller ikke fysisk – liv. Det burkinske revolutions-ikon Thomas Sankara kom således af dage i 1987, og det må antages, at det ikke ligefrem har været noget, der gik den franske side af Françafrique på. Efter hans efterfølger Blaise Compaorés fald i 2014, er drabssagen blevet taget op igen. Compaoré har fundet eksil i Elfenbenskysten, hvor han er forbundet med Houphouët-fløjen, og søges udleveret af de burkinske myndigheder.

Jacques Foccart bag den tidligere ivorianske præsident, Felix Houphouët Boigny, der regerede landet fra 1960-1993. Foccart stod bag mange af de tidligere koloniers frontfigurer, og sørgede for at sikre de mest fordelagtige vilkår for Frankrig. Foto: Archives Nationales

Først og fremmest var Foccart præsidenternes mellemmand. Tæt på de Gaulle, Houphouët, Eyadema (der kom til magten, efter at den mere progressive forgænger var blevet dræbt), og ikke mindst Bongo i Gabon.  Han kom med ’gulerødder’ i form af fransk bistand og sørgede for, at de vigtigste eksportartikler havde Frankrig som stempel.

Verschave udtaler i samtalebogen I foragt for folket, at ”Françafriques beslutningstagere… fortsætter med at forestille sig Afrika som et hvidt stykke papir, strippet for al politisk og kulturel kreativitet – en fremstilling, der tjener som alibi for alle de skumle politikker, der bliver ført.”. Man kender tankegangen, der er vidt udbredt her til lands.

Frankrig blev viklet ind i alle processerne efter kolonitiden, og sørgede for at forblive herrer i huset.  Landet har en lang historie med helt eller delvist statsligt ejede firmaer, der har været en magt i staten, såsom oliefirmaet Elf (nu Total) og EdF. De private virksomheder, såsom Véolia (67 % institutionelle investorer) og Bolloré, har haft nær tilknytning til det franske statsapparat. Den ene holder den anden oppe.

Frankrig blev viklet ind i alle processerne efter kolonitiden, og sørgede for at forblive herrer i huset. Landet har en lang historie med helt eller delvist statsligt ejede firmaer, der har været en magt i staten

Disse franske interesser har hjulpet en lokal elite frem. Nu kommer 40 % af verdens kakao fra Elfenbenskysten. Men fransk agroindustri og markedsføringsfirmaer har været med til at pushe chokoladen i Europa. Ved Houphouëts død i 1993 opgjordes hans formue til 7-11 milliarder dollar, som han havde erhvervet gennem sin private del af kakaoindtægterne. Via schweiziske konti var de anbragt i bl.a. fine parisiske ejendomme. Den nuværende ivorianske præsident, Alassane Ouattara, er gift med Dominique Folloroux, der i sin tid var med til at administrere Houphouët’s formue i Frankrig. Til Ouattara og Folloroux’s bryllup i 1991 var Jean-Christophe Mitterand og Martin Bouygues til stede. Ouattara har i øvrigt også været vicepræsident i den vestafrikanske centralbank, BCEAO. Men derudover var han en af de stridende parter i de borgerkrige, der hærgede i Elfenbenskysten fra 2002 – 2007 og 2010 – 2011. Han blev i årevis frataget retten til at stille op til præsidentvalg, fordi han blev født i hvad der dengang var Øvre Volta (nu Burkina) og derfor ikke var rigtig ivorianer. De modsætninger, der udspillede sig, er så uendeligt komplicerede, at en forståelse ikke skal forsøges her. Et væsentligt element er kampen om Frankrigs indflydelse i landet.

Charles Pasqua, der i flere omgange har været indenrigsminister i Frankrig, var også med i det hemmelige våbensalg til Angola, og fik i 2008 et års fængsel for sin deltagelse. Papamadi slap nådigt med to års betinget fængsel og en stor skattebøde.

Efter 27 år ved magten blev Blaise Compaoré afsat i 2014. Han var kommet til magten efter at have ledet et statskup mod den revolutionære Thomas Sankara. Landet forsøger nu at etablere et reelt demokrati.

Striden om en fælles valuta

Der er igen rygter om devaluering, denne gang dog kun i CEMAC, der har lidt under faldende olieindtægter. IMF begyndte at skubbe på, men så tog CEMAC-lederne til genmæle og spurgte, hvorfor de ikke selv kunne bruge de valutareserver, der lå i Trésor. Chad’s præsident Idriss Déby satte sig i spidsen for det begyndende oprør for et par år siden, og nu afholdes der jævnligt konferencer om nødvendigheden af at gøre op med den ’koloniale’ valuta.

I Vestafrika har der længe været diskussion om en fællesvaluta, der også inkluderer de engelsktalende lande, som er med i ECOWAS-organisationen, altså Nigeria, Ghana m. fl. I artiklen ‘Euroens afrikanske rødder’, der tidligere er blevet bragt på Solidaritet, sætter Ndongo Sambo Sylla en fællesvaluta for de nuværende 14 FCFA-lande over for både en fælles vestafrikansk valuta og nationale valutaer, som mulige afløsere for CFA francen. Der er også den mulighed, at de to CFA-områder bliver splittet i to valutaområder. Deres økonomiske problematikker er ret forskellige. I øvrigt skal det nævnes, at der faktisk er forberedelser i gang med at lancere den vestafrikanske valuta, Cauri, i 2022 – 2023, og den skal i første omgang kun dække de 8 UEMOA-lande. Om det projekt bliver til noget er en anden sag.

Og så et par ord om det hidtidige valutasamarbejde. Hvordan har det virket? Selvom det utvivlsomt er et relikvie fra en anden tid, kan FCFA’en jo godt tænkes at have afværget visse katastrofer. Engelsktalende lande med evindeligt faldende valutaer som Ghana har i hvert fald periodevist set misundeligt på den koloniale franc, mens de fransktalende lande bemærker, at Ghana er noget mere dynamisk end de selv er. Guinea og Madagaskar, der har hver deres valuta (hhv. Guinea-francen og Ariaryen) får i hvert fald hele tiden sat nuller på priserne.

Ingen tvivl om, at FCFA’en på mange måder har været både stabiliserende og hæmmende. Den har også været en god indgangsportal for fremmede investorer, fordi de kan være nogenlunde sikre på valutaforholdene, selv om der er en risiko dollar – euro.

Jeg har svært ved at tro, at Frankrig som sådan lever højt på de valutareserver, FCFA-landene tilfører. Til gengæld er det klart, at fransk økonomi har haft fornøjelse af trekantsforholdet: fransk erhvervsliv – fransk stat – afrikanske stater. Den franske storkapital har tjent endog meget gode penge i Afrika, og forholdet har støttet den franske økonomi mere, end der normalt regnes med. Verschave siger direkte i bogen ’I foragt for folket’, at Bouygues og Elf ikke selv havde haft den økonomiske magt til at få hevet så store ekstraprofitter (rente) hjem fra Afrika, hvis ikke de var understøttet af den franske stats politiske og militære magt samt efterretningsvæsenet (s. 84).

Men forholdet er blevet undermineret af store internationale finansielle institutioner som Verdensbanken, der er kommet med mere udviklingsbistand, end den franske stat har gjort. Ikke at Verdensbanken har modvirket FCFA’en, tværtimod. Udviklingen er gået i retning af en stigende orientering mod det internationale marked, hvor der afregnes i dollar. Nu er landene også ved at være trætte af franskmænd og den måde, de tager privilegier for givet. Dette er understøttet af de nye investorer, som ikke kun er Kina, men også amerikanske, arabiske, indiske, russiske, malaysiske, brasilianske og europæiske. Frankrig dominerer via gammel kapital og indgroede interesser, men den ny kapital kommer ikke derfra, slet ikke al den kapital der er nødvendig for at dække det kæmpestore underskud i infrastruktur, som landene lider under. Og oven i købet ser den nye kapital lidt mere gavmild ud end den franske.

Et sidste aspekt er det indbyrdes samarbejde. Landene bevæger sig i princippet hen imod en union. Her er et af problemerne, at de producerer det samme. Bomuld, ikke mindst, og dertil er guld kommet til i stor stil i Vestafrika. Træ og nu olie fra det centralafrikanske område. Og stort set hele eksporten består af råvarer til det internationale marked. Elfenbenskysten er vigtig som transitland for Mali og Burkina, og spiller også på anden vis en central rolle i UEMOA, men der har indtil videre ikke været nogen videre specialisering mellem landene. Mere knald på den spirende industrialisering kunne føre til vækst i den indbyrdes samhandel.

Afslutningen på Françafrique

Francafrique har været til gavn for franske kapitalinteresser, men er Francafrique afhængig af den fælles valuta eller rettere, har den fælles valuta fremmet Françafrique? Det spørgsmål stillede Jeune Afrique i 2016 sine læsere. Ud af de besvarede spørgeskemaer kunne man læse, at 86 % mente, at FCFA’en var symbolet på Françafrique, mens 72 % mente, at man skulle reformere samarbejdet. Hele 82 % gik ind for, at den fremtidige valuta skulle bindes til en blandet kurv af valutaer (dollar, yuan, euro). Så Jeune Afriques ret oplyste læsere støtter altså, at der skal bund under valutaen. Altså væk med Frankrig, ind med Kina i valutasamarbejdet, klart nok.

Uanset hvad der sker med valutasamarbejdet, har præsident Emmanuel Macron som sine forgængere annonceret, at nu skulle det være slut med Françafrique. Hans rejse til Elfenbenskysten, Ghana og Burkina Faso i slutningen af 2017 skulle bevidne det. Macron udtalte ligefrem i Ouagadougou, Burkina Faso, at nu var det slut med en afrikansk politik for Frankrig (“Il n’y a plus de politique africaine de la France”). Frankrig og de afrikanske lande er ligestillede partnere.

I praksis er der ikke sket så meget, bortset fra at Macrons vigtigste bekymring nu er den afrikanske migration.  Han er også gode venner med Alassane Ouattara. Således tog Macron første spadestik til en metro i Abidjan med franske penge i ryggen, da han var der. Billige lån til fransk-udførte projekter er ikke noget nyt, men en metro er et storskalaprojekt. Frankrig er ved at indse, at det ikke er alene på markedet mere.

Kunstmuseet Musée Civilisations noires i Dakar. Foto: Benoit Bennetot.

Macron har lovet at sende stjålne kulturgenstande tilbage, men processen er langsom, for kan afrikanerne nu også beskytte genstandene godt nok? Kolonitidstænkning hænger ved, selvom den kalder sig noget andet, såsom ‘en realistisk vurdering af situationen’ – som man selv har været med til at skabe. I øvrigt er der for nyligt bygget meget fine moderne museer, bl.a. i Dakar.

Som det så ofte er tilfældet i historien, bliver FCFA’en afskaffet, når dens grundlag er smuldret. Frankrig er simpelthen ved at miste betydning i Afrika. Talen om at sige farvel til Françafrique er endnu et desperat forsøg på at holde fast, om end med lidt andre midler end tidligere. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Frankrig ikke opgiver valutasamarbejdet uden kamp.


Karen Helveg Petersen er økonom og forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.