Up-and-coming forfatter har næse for psykologien – Anmeldelse af “Lázár”

Selvom det er under et år siden, at Lázár udkom på sit oprindelige tysk, er den allerede solgt til udgivelse i over 20 lande – og tallet stiger stadig. Succesen skyldes sandsynligvis, at Biedermann har skrevet en stor fortælling, lige som de store fortællingers tid har vist sig ikke at være forbi.

Lázár er et slægtsdrama over flere generationer om de to verdenskrige og det østrig-ungarske rige. Slægten i centrum er en ungarsk adelsfamilie, der genren tro bevæger sig længere og længere ud i historiens periferi, som romanen skrider frem.

Men det er ikke kun romanens emne, der gerne vil det storslåede. Sætningerne løber i klassisk tysk stil i det uendelige, og det flyder med smukke tableauer, der nærmest kæmper om pladsen på siderne, så man ikke er i tvivl om, at her er en forfatter, der hverken er beskeden eller har brug for at være det.

Naturens vold

Biedermann har selv fremhævet romaner som Thomas Manns Buddenbrooks og Joseph Roths Radetzkymarch som inspirationskilder til Lázár. Det er åbenlyst hvorfor, men under læsningen kommer jeg også til at tænke på den polske nobelprismodtager Olga Tokarczuks Empusion fra 2022. Det skyldes formentlig den sært aktive og urovækkende rolle, naturen spiller. På grænsen mellem det overnaturlige og det normalt naturlige.

For foden af Lázárernes slot ligger en dyb skov, der er lige så dragende, som den er uheldsvanger, og som vrimler med mystiske væsener ikke alle kan se.

De overnaturlige elementer i romanen har ikke en drivende rolle. Faktisk er jeg flere gange i tvivl om, hvorfor de optræder: Fx da Pista – en af de yngste Lázárer – pludselig begynder at tale med træernes skygger. For aldrig at gøre det igen.

Til gengæld bibringer de romanen en atmosfære af eventyrlig uhygge. Og de bebuder, at det trækker op til storm. Både metaforisk og reelt, for den mørke skov varsler ikke kun den ukontrollable ødelæggelse, århundredet snart vil bringe. Den minder også om, at mennesket ikke kun er i sin egen vold, men også i naturens.

Instinktets ledesnor

Romanens mest interessante figur er Mária Lázár, der i romanens begyndelse tager en resolut beslutning om at lyve så ofte, hun kan. Hun frygter, at hendes mand ellers vil gennemskue hende, når han en dag spørger, om sønnen Lajos – der er gennemsigtig, grim, og ikke ligner ham det mindste – på nogen måde kan være hans, og hun er tvunget til at svare:

“Metoden hun brugte til at øve sig, var lige så enkel, som den var effektiv: Hun løj, så snart hun kunne komme til det. Ethvert spørgsmål, hun blev stillet, besvarede hun forkert, om det så var så banalt som spørgsmålet om, hvorvidt hun foretrak paprikakylling eller vildt til aftensmaden”.

Biedermann er dygtig til at beskrive mennesker, når han kaster vrag på det kedeligt almindelige og stoler på sit psykologiske instinkt. Lázár er et godt eksempel på, at det fantastiske og det exceptionelle kan være mere realistisk end realismen.

Derfor er romanen også bedst i starten, når Biedermann bare beskriver det nærmest tidløse liv på slottet. Men på et tidspunkt banker virkeligheden på den tunge slotsdør, og herefter er det som om, forfatteren overmandes af mængden af begivenheder og alvor.

Historiske pligter

Biedermann kommer pligtskyldigt rundt om det hele: I 1912 forliser Titanic, hvilket tematisk foregriber 1. verdenskrig, der følger umiddelbart efter. Senere kommer 2. verdenskrig og jødeforfølgelsen. Til sidst kommunisterne.

Selvom Lázár er inspireret af Biedermanns egen familiehistorie, og han derfor må have en masse på hjerte, fortælles historien om det 20. århundrede så konventionelt, at man skulle tro, det var kongerækken, han gennemgik.

Den unge Pistas forelskelse i en jødisk pige fra skolen – som det aldrig går op for ham er jødisk – er mere tvungen end tragisk. Ligesom Lajos’ skyldfølelse over at have organiseret ghettoiseringen af byens jøder ikke er videre gribende al den stund, at det er første og sidste gang, jeg hører om det.

Biedermanns portrætter er strålende, når han lader fantasien slå gnister. Det gælder særligt for de ældre generationer af Lázárslægten. Men efterhånden som historien skrider frem, brænder fantasien ud.

Den frihed og frejdighed, Lázár i begyndelsen bugner med, og som gør de første kapitler så strålende, ebber langsomt ud. I de kapitler, der helliges historiens mørkeste øjeblikke, dominerer desværre den skolebogs-psykologi, der kendetegner en mere middelmådig roman.

Heldigvis er Lázár bedre end sine begrænsninger, og Biedermann skriver godt som få. Måske er Lázár ikke den næste store slægtsroman, men mindre kan trods alt også gøre det.

Nelio Biedermann: Lázár
People’s Press, 2026
300 sider
Vejledende pris: 190 kr.