Alt er som før. Bare værre

Kender du den følelse af tomhed efter et afsluttet COP-møde, måske i Dubai, hvor nogle jakkesæt med små verdensmålsnåle i reverset smiler og klapper taktfast, fordi de er kommet til enighed om en hensigtserklæring, der signalerer alvor og handling? Den globale gennemsnitstemperatur er i mellemtiden steget.

Og så fortsætter hverdagen.

I algoritmens billedstrøm ser du mellem missilangrebene, de sønderrevne børnekroppe, oversvømmelserne og det faktum, at sneuglen nu er uddød, at en hvid mor til to er blevet myrdet af politiet. Først kommer fordømmelsen. Og derefter protesten. Folkemængderne med slogans og skilte, som med et knips fortoner sig i hverdagens monotone rytme.

Og så fortsætter hverdagen: lønslaveri, forbrug og afbetaling af gæld.

Vi må gøre noget. Og cirka hvert fjerde år får vi chancen, når vi inviteres til at deltage i det store valgritual – endda med officiel indbydelse i form af et valgkort. Dagen, hvor vi alle er lige magtfulde: din stemme er lige så meget værd som Årets Leder 2025, LEGOs administrerende direktør, Niels B. Christiansen.

Valghandlingen er demokratiets festdag, siger voksfiguren Kåre Quist i fjernsynet sammen med sin hær af korrespondenter i forsamlingshusene på vestkysten og håndboldhallerne i Herning. For på valgdagen er vi borgere. Politiske væsner. Men dagen efter er det onsdag, og vi har i løbet af natten skiftet tilbage til vores almindelige, verdslige form som forgældede lønslaver.

Efter den store dag, mens de folkevalgte tumler med at sammensætte deres mandater bag lukkede døre, trækker nogle af os vores kroppe på arbejde og producerer ligegyldigt pis i form af konsulentydelser og reklamer, så et andet firma kan sikre sin fortjeneste på et produkt, ingen reelt har brug for. Andre måske på uddannelser, der ikke interesser dem, men har udsigt til en velbetalt stilling. Og så fortsætter hverdagen. Flere økosystemer er i mellemtiden ødelagt, flere arter uddøet.

Alt er som før. Bare værre.

Demokratisk tomgang

For sådan fungerer det ”liberale demokrati”: det er befolkningens repræsentanter, der bærer ansvaret for at bevare kapitalejernes magt over dem, der stemmer på dem. Men på samme tid må sikre vælgernes accept af denne tilstand ved at tildele dem oplevelsen af medbestemmelse og politisk magt.

At stemme i dagens liberale demokratier er i bedste fald en form for skadeskontrol (at stemme for dem i vores samfund uden rettigheder, som rammes direkte af den førte politik). Og i værste fald et nyttesløst, tomt ritual.

Men forherligelsen af det liberale demokratis fortræffeligheder er ikke til at tage fejl af, når borgerlige eksperter på sociale medier eksempelvis hylder resultatet af det seneste ungarske valg: ”Orban Lost, Thank You Hungary, Eat Shit Fascism”.

Denne fejring afslører ikke bare en typisk borgerlig vision om demokratiets styrke. Det afslører også en misforståelse af magtens dynamik, fordi den overser de strukturer, de selv er fortalere for, og som betinger og tilvejebringer fascismen i det hele taget. For det er jo ikke sådan, at Péter Magyars valgsejr betyder, at fascismen takker af.

Fascismen kan ikke stemmes bort. Ligesom dets symptomer i form af Victor Orbán eller Donald Trump ikke forsvinder ved at afsætte dets personificeringer. Tidens strukturelle problemer, stigende ulighed og det planetære kollaps, viger ikke for stemmeboksen.

I et tidligere essay spurgte jeg, hvordan man hugger hovedet af kongen i en verden, hvor magten synes at være fordelt i komplekse netværk af territoriale, virtuelle og algoritmiske systemer? Hvor magten med andre ord fremstår diffus – et mainstreampolitisk terræn koloniseret af pengemagt og middelmådige fascister, der aktivt forskyder den egentlige økologiske krise i en intenst militariseret global gladiatorkamp til døden om de resterende profitmuligheder og økonomisk vækst.

Hvem er de konger, som den amerikanske protestbevægelse af samme navn implicit påstår eksisterer – No Kings! For i deres forestillingsunivers hersker nemlig idéen om, at Donald Trump reinkarnerer Uafhængighedskrigens britiske kongemagt, Georg III, som en synlig autokratisk magt, der kan væltes og tvinges på skafottet. En konkret magt man kan bryde fri af, hvis borg man kan belejre.

Jeg tror, at No Kings-bevægelsen rammer ved siden af skiven i sin læsning af, hvordan magt fungerer i det 21. århundrede. For her eksisterer kongen nemlig blot som en figur i et hånddukketeater.

Den reelle magt, vil jeg påstå i dette essay, kryber i skyggerne af dets demagoger – i den anonyme, økonomiske magt, populisterne lægger ansigt til. En magt, som ikke kan stilles til ansvar og som efterlader vores fælles skæbne til markedets vilkårlige bevægelser og prissystemets blinde og ansvarsfrie diktater. Det er kapitalismens grundlogik sat på autopilot, som udfylder demokratiets tomgang.

Det er også derfor, forstår jeg nu, at alt er som før. Bare værre.

Hvis alt er politisk, er intet politisk

Den daværende amerikanske præsident Joe Biden forsøgte med sit kabinet at motivere amerikansk kapital til at investere i en grøn omstilling. Men uden at gribe til nationalisering eller gøre direkte indgreb i markedet. Den største ”grønne investeringspakke” i amerikansk historie, den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA), bestod i overvejende grad af incitamenter frem for sanktioner.

En reel grøn omstilling ville kræve en statslig kapacitet, som hverken den nuværende amerikanske regering råder over (endsige at den siddende administration i øvrigt er fuldstændig ligeglade med den såkaldt grønne omstilling), og som Biden i praksis aldrig forsøgte at mobilisere. Trump-administrationen arbejder derimod aktivt sammen med terrorstaten Israel for at accelerere den planetære undergang.

Klemt inde i den geopolitiske ressourcekrig famler Europas ledere efter en holdbar, energipolitisk løsning. De eksisterende incitamenter er ganske enkelt ikke tilstrækkelige til at få virksomheder til at gennemføre de nødvendige grønne tiltag.

I Danmark har det centrale instrument i dansk energipolitik – den såkaldte åben-dør-ordning fra 1999, der skulle muliggøre for private selskaber og kapitalfonde at opstille havvindmølleparker på eget initiativ uden om statslige udbud – vist sig juridisk problematisk og økonomisk ineffektiv. I stedet er Europas ledere mest optaget af sikkerhedspolitik og militær oprustning, mens dets befolkninger bekymrer sig om rent drikkevand og stigende leveomkostninger.

Kløften mellem ”folket” og ”magthaverne” er ikke noget nyt. Men fælles over hele den politiske linje på tværs af de liberale demokratier i USA og Europa og andre steder, er politikernes manglende vilje og evne til at tage aktiv styring over samfundets udvikling. På den ene side at legitimere sig overfor befolkningen og på den anden side disciplinere kapitalen. Dette omdrejningspunkt er krumtappen for tidens politiske tomgang.

Det seneste årti har været præget af to parallelle bevægelser: Proportionelt med venstrefløjens retræte er fremkomsten af en selverklæret “postliberal” højrefløj, (hvis selvfremsatte påstande om at være post-neoliberale eller post-kapitalistiske kan diskuteres). Og siden 2016 har autoritære, nationalkonservative skikkelser og middelmådige nyfascistiske strømninger i stigende grad etableret sig som en regeringsbærende kraft fra USA til Argentina og Tjekkiet.

Som en effekt af neoliberalismens kollaps har den nye højrefløj også haft relativ succes med at overtage den offentlige diskurs. Ikke desto mindre er de konkrete politiske resultater endnu begrænsede. De mest synlige succeser findes på den mere autoritære højrefløj, men de har indtil videre primært været kulturelle snarere end decideret samfundsomvæltende.

På samme tid er den ekstraparlamentariske venstrefløj uden reel politisk magt. Og dets repræsentanter i parlamenterne har mere travlt med at patruljere de identitetspolitiske grænser og forflade deres politiske kampe til symbolske operationer: karatekamp, Pelle vs. Alex!  

På den ene side er venstrefløjen uden bid, og har været det siden 1970’erne, og på den anden side mangler højrefløjen ligeledes midlerne til at udøve reel pression, der vil få for folk til at vende tilbage til kirken. For alvor at dyrke den såkaldt ”åndelige oprustning”, blive trad-wives, eller helt at opgive liberale normer. For selvom spørgsmål om tro og familie i liberale demokratier er blevet løftet over i privatsfæren, er der fortsat mange, som afviser overhovedet at politisere disse spørgsmål og dermed bringe dem op til politisk forhandling.

Den nu forhenværende premierminister Viktor Orbán forsøgte eksempelvis på at gennemtvinge en politik for at få folk til at få flere børn. Den har imidlertid ikke leveret de lovede resultater: Fødselstallene i Ungarn ser fortsat ud til at stagnere i det kommende årti.

I Polen har konservative regeringer i årevis forsøgt at fremme familiedannelse gennem økonomiske incitamenter og sociale programmer, men effekten har været begrænset og langt fra de politiske ambitioner.

Og i Danmark har socialdemokraternes forsøg på politisk intervention i familielivet ligeledes slået fejl – en opfordring og et skattefradrag får ikke danskerne til at få flere børn.

Til gengæld er det lykkedes højrefløjen på tværs af den vestlige verden at genpolitisere (re)migration, som med tiltagende hyppighed er blevet et centralt begreb, gennem hvilket socialt stagnerende vælgergrupper fortolker de kriser, de oplever. Remigration fungerer derfor i dag også som et samlende symbol på en mere grundlæggende følelse: tabet af kollektiv kontrol.

I modsætning til kulturteoretiker Mark Fishers påstand om, at vi lider af den kollektive samfundssygdom, ”refleksiv impotens” – vi ved, at verden brænder, men vi ved endnu bedre, at vi ikke kan gøre noget ved det – er remigration derimod blevet et mobiliserende princip.

Der er altså fortsat emner, der ikke så let lader sig politisere. Hvis alt er politisk, er intet politisk. Og derfor består en del af tidens inerti også i, hvem der har magten til at gennemtvinge, hvad der tæller som politisk.

Blød magtesløshed

Der findes allerede et begreb for denne indre konflikt i det liberale demokrati. I 1970’erne diagnosticerede filosof Jürgen Habermas den lidelse, som mange magthavere kæmper med, som en “legitimitetskrise”.

Men da Habermas i begyndelsen af 1970’erne bemærkede, at pengemagtens indtog i samfundets livsverden skabte en kløft mellem statens krav og borgernes tiltro til systemet, anede han næppe, hvor omfattende den ville blive i en tid præget af overlappende kriser forvaltet af discount-fascister og provinsielle stærkmandstyper.

I sociologiens grundbøger defineres magt i sin mest basale form som evnen til, at aktør A kan få aktør B til at gøre noget, vedkommende ellers ikke ville have gjort. De mange kriser, vi oplever i vores samtid, skærer gennem begge akser af denne definition: både A’s evne til faktisk at gennemføre beslutninger og B’s vilje til at acceptere og bære konsekvenserne – netop den form for samtykke som ideologikritikken traditionelt beskæftiger sig med.

På den ene side har politikerne stadig sværere ved faktisk at gennemføre reelt omvæltende beslutninger. Enhver uenighed omdannes straks til konsensus med tåregas, plastikkugler og militariseret politi. Men på den anden side er civilsamfundet på samme tid mindre villigt til at acceptere beslutningerne og leve med deres konsekvenser.

I dag opstår paradokset altså i, at alle er enige om at verden brænder, men at ingen reelt er i stand til at gennemtvinge de nødvendige løsninger: politikerne tøver med hårde indgreb over for virksomheder af frygt for kapitalflugt og økonomiske repressalier – tænk blot på, hvordan pengemagten indledte et frontalangreb mod et simpelt og objektivt rimeligt forslag om formueskat, der afslørede klassekampen fra oven. Men på samme tid accepterer samfundet ikke politikernes påbud og krav.

Efter fagforeningerne blev opløst, og de sidste institutionelle forskansninger mellem borger og marked blev nedbrudt under den neoliberale kontrarevolution i 1980’erne og 1990’erne, accepterer europæisk og amerikansk kapital ikke længere indgreb i deres profitrater – og slet ikke i deres kontrol over investeringer, som ellers var et åbent politisk stridspunkt i 1970’erne.

Det efterlader statsapparatet med et snævert handlerum: enten må de optage lån på private markeder eller indgå offentlig-private partnerskaber, hvor virksomheder i praksis sikres stabile afkast trods usikre markedsvilkår.

Konsekvensen er, at politikerne må underkaste sig kapitalens imperativ, som tvinger dem ind i den tilgang, økonom Daniela Gabor kalder “let disciplinering” – en styringsteknik, hvor staten ikke længere påtvinger, men snarere forsøger at overtale eller imødekomme private aktører, som under normale omstændigheder ville bære en større del af risikoen.

De politiske magthavere taler derfor mere end de handler – i særdeleshed taler de med lobbyister og erhvervsledere, der stiller dem fordelagtige bestyrelsesposter og saftige belønninger i udsigt. Men udadtil stiller de os krav, holder skåltaler, giver os moralske opfordringer og binder os tomme løfter på ærmet. Måske udskriver de en madkupon her og der.

Når dagen er omme, sammenflettes denne ”bløde magtesløshed”, om man vil, igen i det samme paradoks: samfundet har problemer, hvis løsning kræver koordineret politisk handling. Men den politiske magt og dets institutioner, der skal gennemtvinge den handling, har mistet både evnen og legitimiteten til at gøre det.

På den ene side kæmper den politiske magt med at udvise handlekraft og legitimere sig i befolkningen med henblik på at løfte og forbedre det kollektive liv. Der er jo et valg, som skal vindes igen om fire år. Men på den anden side at fedte for dem, der privatiserer fortjenesten og socialiserer konsekvenserne – erhvervslederne, industrien og kapitalejerne – med henblik på økonomisk vækst. Der er jo nogle arbejdspladser og noget merværdi, der skal skabes.

Den følgende politiske inerti af denne kortslutning gør, at fremtiden ikke længere føles politisk formbar. Det liberale demokrati fremstår for os som et politisk system på samme måde som WWE-wrestling er en atletisk konkurrence: som en krop uden organer, oppustet af sine egne tomme ritualer og ceremonier. Men uden indre metabolisme og derfor belastet af permanent forstoppelse.

Men det er ikke kun i toppen af samfundet, at alt er som før. Bare værre.

Det var bedre i gamle dage

De manglende muligheder for at disciplinere kapitalen i 2020’erne er utvivlsomt en af de mest iøjnefaldende effekter af 1980’ernes og 1990’ernes neoliberale kontrarevolution.

Men fænomenet er langt fra begrænset til samfundets top. For magtesløsheden forgrener sig hele vejen ned gennem samfundets krop, hvor det også er tydeligt at foreninger, organisationer og partier, der tidligere kunne udøve kollektivt pres, er svækkede.

I sine erindringer Tilbage til Reims udpensler bogens forfatter Didier Eribon sin opvækst i en kommunistisk familie i Nordfrankrig. Forældrenes medlemskab i det kommunistiske parti, skriver Eribon, gav ikke bare materielle fordele – partiet var også en altomsluttende livsform.

I et samfund, der i udgangspunktet var fjendtligt indstillet over for deres interesser, følelser og vaner, gav partiet både sammenhæng og en stabil identitet – partiet som det organiserende princip og den ubestridte horisont for deres forhold til politik. Selve måden at tænke sig selv på – ens værdier, holdninger og politiske intuitioner – blev i høj grad formet af den verdensforståelse, partiet indprentede og spredte i hele samfundet.

Eribons glimt af massepolitikkens sociale infrastruktur afdækker et samfund understøttet af andre betingelser for politisk mobilisering end i dag. I midten af det 20. århundrede medierede fagforeninger og partier dets medlemmers forhold til politik, hvilket fx kom til udtryk i de store revolter mod USA’s imperialistiske krig i Vietnam og mod atomkraft. Klassekampen mellem arbejde og kapital og truslen om revolution tvang borgerskabet og de herskende klasser til at udvide politiske rettigheder til større dele af befolkningen.

Samtidig med de mere ensartede politiske tilhørsforhold stak de kulturelle strømninger derimod i alle mulige retninger: for nogle handlede det om narko, for andre om østlig spiritualitet, seksuel frigørelse, bare bryster, müsli- og makrobiotik. Men selve idéen om revolution var afgørende for det kollektive følelsesregister på tværs af de kulturelle strømninger fra Paris 1968 til Bologna 1977.

I ”gamle dage” var der andre betingelser for kollektiv organisering. Og alene forestillingen om, at en anden verden var mulig – også selvom det i praksis måske var umuligt – var en inspirerede politisk kraft.

Sådan er det ikke længere, må jeg konstatere med risiko for nostalgisk flæben.

Partier uden politik og politik uden partier

For som de mest dynamiske sociale bevægelser i nyere tid illustrerer, er betingelserne for politisk organisering tilsyneladende anderledes i de 21. århundrede. Tidens mange og massive sociale bevægelser formår ikke at gennemtvinge forandring eller kondensere sig i en varig politisk infrastruktur.

I 2010’erne var bevægelser som Black Lives Matter og Occupy Wall Street horisontalt og løst organiseret og udpræget skeptiske over for fast ledelse og kun lejlighedsvis båret af karismatiske figurer. Som bevægelser havde de svært ved at udvikle sig til stabile organisationer med fast struktur, hierarkier eller ledelse, der effektivt kunne føre kampen videre. Derimod var de energiske, udtryksfulde og fotogene. Men uden rigtigt bid med hensyn til at skabe de reelle forandringer mod den systemiske vold, de stod op imod.

I Europa var situationen den samme: De Gule Veste var organisatorisk fleksible og hastigt sammensat. Som bevægelse forskød de traditionelle kategorier for politisk identifikation og social identitet: var de højre- eller venstreorienterede? Havde de et program? Hvad ville de egentlig?

Den eneste tærskel for deltagelse var nemlig, at man iførte sig en gul signalvest og gjorde noget. De havde ingen reference til nogen bestemt social gruppe, politisk program eller ideologisk retning. Selvom de for en stund lykkedes med at blokere cirkulationen og politisere membranen mellem liv, penge og varer på deres egne betingelser, gled de gennem virkeligheden som et blink på en skærm.

Hvor de postpolitiske 1990’erne var præget af partier uden politik, er tidens hyperpolitiske 2020’ere præget af politik uden partier, som idéhistoriker Anton Jäger vil sige. Men det er ikke kun i samfundets politiske liv, at denne hyperpolitiske uro afspejler sig; den gennemsyrer også hverdagslivets midte, arbejdslivet og privatlivet.

Serviceøkonomiens afhængighed af gældsøkonomien bidrager kun til en øget social fragmentering. Flere arbejder i usikre jobs, nultimerskontrakter og midlertidige ansættelser. Omsorgsarbejdere underbetales for arbejde, der skaber højere menneskelig og samfundsmæssig værdi, mens professionelle Ozempic-pushere og bunkerolie-baroner belønnes for at lukrere på tidens problemer og gøre alting objektivt værre.

Stadig flere – fra forskere til speditører og madbude – lever en prekær privatøkonomisk tilværelse, som hele tiden er til forhandling, og af den grund også permanent usikker. I den globale økonomi står mange alene, sammen, uden tilknytning til stabile fællesskaber – bortset fra kollegaer i samme situation. Mange er kort sagt fastlåst i kommando- og gældsforhold til henholdsvis deres chef og kreditor.

For uden institutionelle stødpuder mod markedets imperativer er vi alle underlagt den kapitalistiske nulsumslogik – de fattige bliver fattigere, fordi de rige bliver rigere. Den mediering, fællesskabet – i form af fagforeninger, partier og foreninger – tidligere formidlede mellem arbejderen og markedets voldelige udbytteforhold, er blevet aktivt afviklet gennem fortidens politiske beslutninger.

Med andre ord er de forpligtende fællesskaber, Eribon beskriver,  i stedet blevet erstattet med brands, trends og Hyrox-konkurrencer.

På bundlinjen af denne altomsluttende hyperpolitiske tilstand er den sociale og økonomiske tekstur for kollektiv politisk organisering og engagement i dag så afskallet og institutionelt slap – at den underliggende følelsesstruktur af vrede, frustration og resignation, der i udgangspunktet animerer dagens protestbevægelser, ikke formår at kondensere sig i reelle alternativer til den herskende orden.

For når de voldsomme hyperpolitiske spasmer gør udfald mod samfundets etablerede magtforhold, mangler de evnen til at føre en disciplineret og vedvarende offensiv mod økonomiske magtcentre.

Magtens pris og prisens magt

Vi kan i supermarkedet beklage os over priserne, men i sidste ende betaler vi dem som regel alligevel. Eller også må vi prioritere, om vi skal købe hakket oksekød på bekostning af livsnødvendig astmamedicin, og senere trækkes med den dårlige samvittighed over at lægge penge i det sorte, konventionelle landbrug. Når noget derimod ikke har en pris, står vi uden et klart mål for dets værdi – og tvinges dermed til selv at tage stilling.

For hvad er noget værd, hvis det ikke kan prissættes?

Vi har efterhånden vænnet os til at acceptere markedets dom som målestok for værdi. Som økonom Mariana Mazzucato bemærker, producerer kapitalismens fejlagtige forveksling mellem pris og værdi nemlig en selvforstærkende logik, hvor de ting, der har en høj pris, automatisk antages at have høj værdi. Det resulterer i praksis i den omvendte fejlslutning, at det ofte er prisen, der definerer værdien, og ikke omvendt.

I statens matematiske modeller kan det derfor også på den ene side være vanskeligt at skelne mellem reelt værdiskabende arbejde som omsorg, uddannelse og sundhed – endda det ulønnede husarbejde, børnepasning og madlavning, der er afgørende forudsætninger for, at kapitalismen overhovedet fungerer. Og på den anden side de økonomiske aktiviteter som spekulativ finanshandel eller fossilindustrien, der suger værdi ud af systemet. Konsekvensen er, at markedets belønninger af bestemte økonomiske aktiviteter udgør en falsk målestok for værdi.

For prisens magt opleves i dag i stigende grad som det 21. århundredes svar på en blind skæbnemagt – lige så uafvendeligt som vejret – der styrer historiens gang uden at kræve, at vi træffer kollektive beslutninger om vores egen fremtid.

Tænk bare på, hvordan mainstreammedier taler om prisstigninger og inflation, som om det var atmosfærisk tryk. Priser er ikke de objektive informationssystemer, der fordeler varer ud på efterspørgsel, som klassiske økonomer hævder. De er mekanismer for social dominans i form af ordrer, der forsyner den nødvendig information til at allokere ressourcer inden for og mellem kapitalistiske virksomheder.

Det betyder eksempelvis, at planlægning af produktionen – herunder opførelsen af et vedvarende energianlæg – afstemmes efter priser med henblik på profitabilitet, snarere end mod et fælles socialt gode eller forbedring af det kollektive liv. Det er kun, hvis en samfundsmæssig nytte falder sammen med profitmotivet, at det gennemføres. Ellers bliver det tilsidesat eller gennemtvunget politisk. Det skal kunne betale sig at investere, fordi den primære sociale logik i kapitalismen er, at en altid skal blive til to.

Det kræver ingen forestilling om en stor ideologisk sammensværgelse at forstå dette. Men accepten af markedets pres og prisernes magt skyldes ikke nødvendigvis aktiv overbevisning; den er snarere et udtryk for resignation. For vi accepterer prissignaler, ikke fordi vi opfatter dem som retfærdige eller ophøjede – men fordi de fremstår for os som nødvendige for vores overlevelse.

Så længe vores adgang til basale livsfornødenheder formidles af det kapitalistiske marked, kommer vi ikke uden om prisen.

Politisk analfabetisme

Som jeg har forsøgt at vise i dette essay, er ikke alle emner lige nemme at politisere. Hvor politiseringen af familielivet synes genstridigt, er remigration derimod blevet et samlende begreb for politisk mobilisering på den yderste højrefløj. Politiseringen af priser har derimod både tunge omkostninger, ansvar og en direkte konfrontation med etablerede magtforhold.

For måske er en direkte politisk konfrontation med vareformen og prismekanismen i sig selv for uoverskuelig?

Hvad hvis Københavns Kommune eksproprierede Kereby? Hvad hvis det blev forbudt at reklamere for flyrejser, kosmetikprodukter og SUV’er? Hvad hvis millionærerne blev tvunget til at afgive deres formuer til almennyttige formål for det fælles bedste – forbedrede offentlige sundhedsydelser, kortere ventelister, gratis kollektive transportmuligheder? Hvad hvis politikerne gennemtvang love, der kriminaliserede, at pensionskasserne investerede vores surt tjente pensionsmidler i våbenproduktion og -eksport? Eller hvad hvis det var forbudt at bruge kunstgødning- og sprøjtegift i landbruget?

Nej. For politikerne er det utvivlsomt nemmere at regulere moms og skattesatser. Og måske udskrive en madkupon her og der.

Den folkelige accept af prissignaler lettes imidlertid af én afgørende omstændighed: at markedets magt, modsat kongens, er upersonlig. Netop fraværet af en tydelig aktør gør denne form for tvang mindre konfliktfyldt. Men det gør den på samme tid også uanfægtelig.

Priser påbyder med andre ord uden at legitimere sig selv.

For økonomen Friedrich Hayek var det netop pointen: Ved at overlade konfliktfyldte spørgsmål til markedets signaler kan politikere undgå åbne interessekonflikter. Når der ikke står en identificerbar aktør bag en beslutning, bliver det også umuligt at placere skyld.

Denne tolerance for upersonlig magt viser sig bredt i samfundet: i vores ubesværede accept af private aktørers kontrol med data, information og kommunikationsplatforme, i den voksende modvilje mod overhovedet at tænke i skarp prisregulering, eller i det hele taget i den manglende evne til at udfordre vareformen og prissystemet i sin helhed.

Det er det, Bertolt Brecht kalder “politisk analfabetisme” – vores manglende evne til at gennemskue de politiske strukturer bag sociale realiteter. For de seneste års politiske udvikling kan læses som en realisering af denne modsætning: et samfund, der har mistet tolerancen for udøvelsen af synlig offentlig autoritet, men samtidig længes efter at nogen tager styring i mødet med det nye århundredes udfordringer.

Indtil videre er det magtens pris at tjene prisens magt. Og som bekendt var det djævlens største trick at overbevise os om, han ikke findes.

Og det er derfor, alt er som før. Bare værre.