Guide til en klasserejse – Anmeldelse af “Tilbage til Reims”

”Denne bog er historien om mit liv”, gentog en ung Édouard Louis igen og igen, da han første gang læste Tilbage til Reims. Det var tæt på at være den første bog, han havde læst, og umiddelbart var der ikke meget i hans liv, der tydede på, at han havde ret.

Men det fik han. Profetien var ingenlunde selvopfyldende, så Louis måtte opfylde den selv. I dag er han en af Frankrigs mest kendte forfattere.

Man kan endda sige, at det er Louis’ popularitet, der har banet vejen for, at Tilbage til Reims nu kan læses på dansk. Ironisk nok kan bogen nogle steder forekomme at være en gentagelse af Louis’ romanrække, selvom det rettelig er omvendt.

“Jeg var helt bestemt en klasseoverløber”

Tilbage til Reims er Didier Eribons sene gennembrudsværk og handler om, hvordan klasseskel reproducerer sig selv – men også om, hvordan det lykkedes ham at bryde fri fra den fremtid, der var bestemt for ham.

Bogen tager sin begyndelse, da Eribon en dag kommer til at undre sig over, hvorfor han aldrig har skrevet så meget som en linje om den sociale skam, han føler over sin arbejderklassebaggrund.

På daværende tidspunkt havde Eribon skrevet flere bøger om homoseksualitet og seksuel skam, så emnet skam ligger ham ikke fjernt. Men den sociale skam stikker dybere, og dyb skam er den sværeste at få over sine læber.

Men det er ikke kun, fordi Eribon skammer sig mere over sin arbejderklassebaggrund end over sin homoseksualitet, at det tager ham så længe at tage hul på emnet. Det er også, fordi Eribon skammer sig over sig selv.

Historien om, hvordan Eribon flygter fra Reims til Paris for at komme væk fra barndomsmiljøets kvælende homofobi, er en frigørelseshistorie. Men Eribon er pinligt bevidst om, at det ikke er hele historien:

”Samtidig med at jeg har fulgt det typiske spor for en bøsse, der flytter til storbyen (…), har jeg fulgt et andet socialt spor, nemlig den vej, som tilbagelægges af dem, man plejer at kalde ’klasseoverløbere’. Og jeg var helt bestemt en ’overløber’, en afhopper, med en bevidst og mere eller mindre konstant interesse i at lægge afstand til sin klasseherkomst”.

Svigter Eribon sin familie, eller flygter han fra den? For Eribon er der ikke ét klart svar – der er to.

Det fornægter sig ikke, at Eribon har brugt det meste af sin ungdom på at fordybe sig i dialektikken. Det har givet ham et skarpt blik for, at de narrativer, vi skriver om os selv, altid er dobbeltradede. Bag frigørelsen, forræderiet. Bag viljen, den sociale arv.

Som Balzac skriver, er det i litteraturen ubestrideligt modsigelsen, der giver liv, og det får Tilbage til Reims til at udmærke sig blandt de efterhånden mange bøger på det danske marked, der handler om opstigning fra den franske arbejderklasse.

Hvem har lyst til at gå i skole?

Eribons far siger farvel til skolesystemet i det øjeblik, skolegang ikke længere er obligatorisk. I stedet tager han arbejde på en fabrik. Det samme gør alle andre mænd i Eribons familie. Alle som én er de skoletrætte, og det er der ikke nogen, der undrer sig over:

”’Hvad skal det til for at tvinge børnene til at fortsætte med skolen, hvis de ikke kan lide det, og hvis de nu hellere vil arbejde?’ sagde man igen og igen uden nogensinde at spekulere over, hvordan denne ’lyst’ eller ’mangel på lyst’ til studier fordelte sig forskelligt fra sted til sted”.

Social arv er ikke kun de muligheder, man fratages, men i lige så høj grad de muligheder, man ikke selv vil vide af.

For et dansk publikum er afsnittet om skolegang et af de mest vedkommende i bogen, og er bestemt ikke blevet mindre vedkommende af, at bogen første gang udkom i 2009. Tværtimod. I Danmark er det de sidste par år livligt blevet diskuteret, hvorvidt det er socialt skævt at sende ikke-boglige elever ud på arbejdspladserne i stedet for at sende dem op til folkeskolens afgangseksamen, eller om fejlen derimod er at tro, at alle skal og vil det samme.

I forhold til den diskussion kunne Tilbage til Reims næppe være udkommet på et bedre tidspunkt.

Mætningspunkt

Eribon bruger en stor del af Tilbage til Reims på at teoretisere over, hvordan den franske arbejderklasse er endt med i så stor stil at stemme nationalkonservativt.

Det vil jeg ikke bruge så lang tid på, for jeg synes ikke, at det er specielt interessant. Mest tankevækkende er Eribons referencer til filosofferne Sartre og Merleau-Ponty, der begge har skrevet om atomiseringen af det politiske liv. Årsagen til atomiseringen skal ifølge de to filosoffer findes i selve valghandlingen, der individualiserer den politiske vilje og isolerer os fra hinanden som politiske aktører.

Selvom Eribon kun overtager denne analyse med visse forbehold, er analysen spændende at tænke med og mod, fordi den giver en strukturel forklaring på noget, der alt for ofte forklares psykologisk eller med noget i tidsånden.

Ud over dette element synes jeg dog ikke, at Tilbage til Reims bringer noget nyt til bordet, når det kommer til at forstå den nationalkonservative vending hos arbejderklassen.

Jeg vil dog stadig anbefale at læse Tilbage til Reims på grund af alle de andre gode ting, den rummer. Frem for alt Eribons efterstræbelsesværdige evne til at vurdere sig selv og sine motiver. Hverken selvhævdende eller selvfornægtende, men rimeligt og fair.

Eribon danner vel i dag en form for kanonisk trio sammen med sine landsfæller Annie Ernaux og Édouard Louis, der sammen repræsenterer den fornyelse af arbejderklasselitteraturen, som har taget mere og mere fart hen over de sidste årtier. Derfor var det også på høje tid, at Eribon blev oversat til dansk.

Til gengæld må jeg indrømme, at jeg nu også føler, at jeg har læst nok moderne fransk arbejderklasselitteratur.

Didier Eribon: Tilbage til Reims
Forlaget Republik
240 sider
Vejledende pris: 230 kroner