Flexicurity-modellens skumringstime

2026 blev året, hvor medlemstallet i en ”gul” fagforening for ufaglærte oversteg antallet i den tilsvarende ”traditionelle fagforening”. Nyheden kom få måneder efter, at Nationalbanken barslede med en rapport, der gav et bud på de samfundsøkonomiske konsekvenser ved udbredelsen af kunstig intelligens i industrien.

De to begivenheder markerede kulminationen på en langsom men sikker udvikling, hvor den digitale kommunikationsteknologi efterhånden er nået ud i alle hjørner af samfundet og har medført både en kulturel og en industriel revolution, som kunstig intelligens er det foreløbige højdepunkt på.

Nationalbankens rapport understreger, at arbejdsmarkedet vil ændre sig – blandt andet med bortfald af administrative stillinger – men ”Den danske flexicurity-model” forventes at være særlig velegnet til at sikre omstillingen.

Det lyder beroligende, men står i skarp kontrast til den faktiske udvikling på arbejdsmarkedet i cirka den seneste generation – eller lige siden den digitale revolution for alvor begyndte at præge samfundet, og kastede modellen ud i en langsomt eskalerende omstillingskrise.

Den anakronistiske korporatisme

”Den danske model” er en variant af den korporativisme, som var fremherskende i Nordeuropa i størstedelen af det 20. århundrede. Systemet havde sin guldalder, mens den sociale struktur matchede industriens teknologiske grundlag, og det gjorde korporativismen formentlig i størstedelen af det 20. århundrede.

I en samfundsøkonomi domineret af fremstillingsindustri og en høj organisationsgrad gav modellen stabilitet med centrale forhandlinger mellem organiseret arbejde og kapital på hver sin side af bordet, og staten for bordenden som mediator.

Den teknologiske udvikling har imidlertid revolutioneret industrien og resten af samfundet – fremstillingsøkonomien er afløst af serviceøkonomien. Dermed er korporativismen blevet anakronistisk, både på arbejdsmarkedet og med hensyn til normer og adfærdsformer i den bredere sociale struktur.

Konstruktionen har altid indeholdt et demokratisk problem, fordi legitimiteten anfægtes af en problematik, hvor den del af befolkningen, der ikke er repræsenteret af institutionaliserede korporative organisationer, bliver marginaliseret. Demokratiproblemet har imidlertid været overskygget af en materiel velfærdsgevinst, der har sikret opbakning og social stabilitet på trods af legitimitetsproblemet.

Med forudsigelig konservatisme har det i stedet gjort konstruktionen til et ideal, og det i en grad så ”trepartsforhandlinger” kan bruges som legitim ansvarsfraskrivelse, når regeringen alene ønsker at undgå indgreb over for traditionelle, men stærke erhvervsinteresser. I den situation kan der opfindes en ”tredjepart” for at legitimere ansvarsfraskrivelsen, selv der hvor der ikke er klasseinteresser at repræsentere, som det fx blev tilfældet med den ”Grønne trepart”. 

Så er vi imidlertid ude over det traditionelle ”flexicurity”-system, som er den snævre arbejdsmarkedsrelaterede del af den bredere nationale korporatisme. Systemets hovedtræk er et arbejdsmarked styret af centrale overenskomstforhandlinger. Det sker med fagforeninger – der i Danmark styrkes af et fagforeningsstyret, men primært skattefinansieret dagpengesystem – og et netværk af korporative institutioner, der regulerer meget af det øvrige civilsamfund.

Modellen er tæt knyttet til en ”aktiv beskæftigelsespolitik”, hvor ”fleksibiliteten” består i, at borgerne indordnes under et system af omskolinger og opkvalificeringer – gennemtrumfet med betingede overførselsindkomster som redskab – i et kontrolregime repræsenteret af offentlige myndigheder over for borgerne.

Prekariatet

Men organisationsgraden er støt og sikkert skrumpet igennem hele den periode, hvor den digitale revolution kontinuerligt har transformeret samfundet. I perioden 2000 – 2024 faldt andelen af lønmodtagere på arbejdsmarkedet, der er medlem af en traditionel fagforening fra 69 til 53 procent. Sideløbende vokser andelen af lønmodtagere, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet er baseret på dels usikre korttidsansættelser i forskellige former og dels jobs de er overkvalificerede til.

Det understøtter økonomen Guy Standings teori om fremvæksten af et nyt “prekariat” i kølvandet på den digitale revolution. Prekariatet er karakteriseret ved indkomstusikkerhed, manglende jobkontinuitet og svagere institutionel beskyttelse.

Det følger omstillingen fra fremstillingsøkonomi til serviceøkonomi og afspejles ved en voksende underklasse, der som moderne daglejere går fra det ene tidsbegrænsede arbejde til det andet; i vikarbureauer, i ”Gig”-økonomien, eller i usikre akademiske ansættelsesforhold osv.

Med en stigende del af arbejdsstyrken i midlertidige, projektbaserede eller hybride ansættelsesformer fragmenteres både arbejdsmarkedet og civilsamfundet. Rammerne for trepartssystemet bliver hæmmende for den sociale tilpasning, fordi en voksende del af borgerne ikke repræsenteres af parterne.

Konflikten bliver tydeligere, efterhånden som den digitale revolution kulminerer i en kunstig intelligens, der også ændrer arbejdsmarkedsvilkårene for den ellers beskyttede, akademiske middelklasse. I det perspektiv er det uansvarlig konservatisme, når Nationalbanken lovpriser ”Flexicurity-modellen” som svaret på en udvikling, hvor de fundamentale ændringer i modellens forudsætninger kun vil blive tydeligere.

Borgerløn – flexicurity til det 21. århundrede

Flexicurity-systemet er snarere en del af problemet: Et arbejdsmarked hvor den digitale revolution giver færre traditionelle jobs – mens klimatilpasningen kræver bæredygtige rammer for vækst – forudsætter et nyt system, hvis den sociale stabilitet skal bevares.

I stedet for kunstigt åndedræt til en anakronistisk korporativ model, udviklet til forrige århundredes industristruktur, er der brug for en ny form for reel social og økonomisk fleksibilitet, der passer til det 21. århundrede. Den teknologiske revolution underminerer – sammen med miljø- og klimamæssige begrænsninger – holdbarheden i at lade fortsat arbejdsmarkedsregulering inden for trepartssystemets rammer være grundlag for økonomisk sikkerhed og social anerkendelse.

Social stabilitet på de vilkår kræver en langt større økonomisk og social fleksibilitet. Det betyder et opgør både med de faglige rammer og med den aktive beskæftigelsespolitik og dens umyndiggørende kontrolregime af betingede overførselsindkomster. En afvikling til fordel for et alternativt, dynamisk system, der giver garanti for et værdigt eksistensgrundlag og samtidig opmuntrer og stimulerer borgerne til udforskning af nye erhvervsmuligheder.

Med krav om et fleksibelt system – som både kan facilitere et dereguleret arbejdsmarked og garantere et værdigt eksistensgrundlag som sikkerhedsnet – kommer man ikke uden om, hvad der i realiteten er en ubetinget borgerløn. Det er en friere, enklere, og langt bedre substitut for flexicurity-modellen og junglen af umyndiggørende, betingede overførselsindkomster.

Det vil give et nyt system med reel frihed og samtidig sikkerhed for et værdigt eksistensgrundlag. Et system hvor man kan tilpasse sig skiftende erhvervsvilkår, mens man udforsker nye muligheder; som iværksætter, eller ved lønarbejde på et nyt område, eller ved selv at overtage pasningsopgaven for sine nærmeste, inden for de miljø- og klimapolitiske begrænsninger, der vil sætte rammerne for den økonomiske udvikling i det 21. århundrede.