Der findes ikke fribilletter til den danske model

Tanken om en fredelige sameksistens inden for den danske model, “hvor ulven og lammet græsser fredeligt sammen, løven æder hø som oksen, mens slangen spiser jord i stedet for at bide mennesker”; er ikke ny.

Denne gang fremføres den af Jenny Bøving Arendt i fagbevægelsens netmedie A4:

“Hvis de gule fagforeninger får en plads ved bordet, vil de også blive mødt af medlemsforventninger om at bidrage til løsninger. Om at tage ansvar for løn, arbejdsvilkår og konflikthåndtering. Og mit gæt er, at det over tid ville presse dem i retning af at blive mere overenskomstbærende.”

Det er ikke mindst bemærkningen om, at den klassiske fagbevægelse kan presse de overenskomstløse foreninger til at blive “mere overenskomstbærende”, der fik mig til at falde ned af stolen.

Der er intet, som de overenskomstløse ønsker mere hedt end at få adgang til at indgå overenskomster i konkurrence med den klassiske fagbevægelse.

Jenny er tydeligvis inspireret af Det Faglige Hus’ forkerte påstand om, at de nu er Danmarks største fagforening. Den betegnelse tilhører fortsat Fagbevægelsens Hoveorganisation, Akademikerne og Lederne tilsammen.

Men Jenny er nok også inspireret af den kampagne, som de overenskomstløse foreninger skruede op for, da der måske kunne anes en blå regering i horisonten.

Det er næppe en tilfældighed, at den tidligere konservative folketingskandidat og nuværende landsformand og forretningsfører i Det Faglige Hus Johnny Nim og den tidligere politiske ordfører for Venstre og nuværende formand for Kristelig Fagforening Jane Heitmann i dette forår har banket løs på porten til den danske model:

“Den danske model er blevet en mindretalsmodel og har mistet sin legitimitet. Derfor skal den moderniseres. Lønmodtagerne organiserer sig helt anderledes i dag, end da Septemberforliget blev indgået for over 125 år siden. Den danske model, som vi kender den, dør ud, hvis den kommende regering lader stå til og lukker øjnene for, at FH ikke længere er lønmodtagernes naturlige talerør.”

Og de overenskomstløse har tydeligvis valgt trepartsforhandlinger som brækjernet, der skal bryde denne port op.

Det ville imidlertid være en katastrofe for den klassiske fagbevægelse og den danske model, hvis Jennys noget overraskende råd om at lukke de overenskomstløse foreninger ind i varmen, bliver fulgt.

Men hvorfor egentlig? Det er der en hel del tungtvejende grunde til.

Som en hund i et spil kegler

Trepartsforhandlinger er en metode, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere formelt kan indgå aftaler på vitale områder, hvor indsigten i det danske arbejdsmarked er helt afgørende.

“Alle trepartsaftalers moder” – Fælleserklæringen fra 1987 er nok det mest oplagte eksempel på, hvorfor de overenskomstløse er helt uden betydning for trepartsforhandlinger. To særdeles vigtige elementer fra Fælleserklæringen står tilbage som afgørende milepæle: Regeringen og arbejdsgiverne fik fagbevægelsens nik til at konkurrenceevnen i forhold til udlandet er afgørende, mens lønmodtagerne fik tilsagn fra regering og arbejdsgivere om etablering af arbejdsmarkedspensioner.

Det er ikke mindst arbejdsmarkedspensionerne, der har været med til at sikre et ret robust pensionssystem i Danmark i modsætning til mange andre lande, der ligesom os oplever flere ældre, der heldigvis lever længere.

Hvilken rolle kunne de overenskomstløse have spillet ved det forhandlingsbord?

Absolut ingen. De ville ikke som den klassiske fagbevægelse kunne forpligte sig til at forfølge de to afgørende elementer i aftalen – konkurrenceevne og arbejdsmarkedspensioner – i de efterfølgendeoverenskomstforhandlinger, fordi de netop er overenskomstløse.

Fuldstændig det samme gør sig gældende ved nutidens trepartsforhandlinger. De overenskomstløse ville stå lige så handlingslammede over for trepartsaftalen i 2023 om lønløftet i den offentlige sektor.

Johnny Nim og Jane Heitmann ved det naturligvis godt, men en plads ved trepartsforhandlinger skal være deres vej til at indgå overenskomster for de samme faggrupper, der er dækket af overenskomster indgået af den klassiske fagbevægelse.

Jenny ser den samme udvikling for sig, hvor de overenskomstløse får adgang til at indgå overenskomster parallelt med FH-medlemsforbundene:

“Tro mig, jeg er ikke fan af gule freerider-fagforeninger. Jeg har selv haft job som forhandlingschef i Danmarks Lærerforening og ved, hvad det kræver at forhandle og vedligeholde overenskomster. Men samtidig tænker jeg, at førsteprioriteten for FH og co. bør være at sikre, at flest muligt lønmodtagere er organiseret – også selvom de organiserer sig anderledes, end FH ønsker.”

Den sydeuropæiske vej

Det er i mine øjne med fagbevægelsens og arbejdsmarkedets historie i baghovedet indlysende, at der ikke udstedes fribilletter til den danske model.

Jenny deltog i de offentlige overenskomstforhandlinger i en del af min formandstid, så jeg er noget overrasket over, at Jenny nu vil havde den klassiske fagbevægelse til at arbejde for udstedelse af netop fribilletter til den danske model.

Det er bevidst eller ej den sydeuropæiske vej, Jenny peger på.

Den vej, hvor fagbevægelsen i en stribe sydeuropæiske lande især tidligere var opdelt i en katolsk, en socialdemokratisk og en kommunistisk fagbevægelse og indimellem også en anarkistisk fagbevægelse, der i princippet så de samme faggrupper som mulige organiseringsområder.

Den konkurrence om fagbevægelsens mål på overordnet plan og på den enkelte arbejdsplads ville føre til en meget hurtig aflivning af den danske model. Den model, hvor vi overenskomstdækker arbejdets art og ikke kun egne medlemmer.

Og hvor vi bygger på en såkaldt enhedsfagbevægelse, hvor grænserne for de enkelte forbunds organisationsområder ikke lægges gennem konkurrence mellem forbund, men derimod afklares af fagbevægelsen selv.

Det er netop den konstruktion, der har skabt et relativt roligt arbejdsmarked med armlægninger fra tid til anden, hvor arbejdskonflikter er et sværd, der hænger over parternes hoveder og motiverer til forlig, og ikke udgør et mål i sig selv.

Og det var den konstruktion, der gjorde, at vi i FH’s Daglige Ledelse trak lidt på smilebåndet – da vi var kommet os over “chokket” – over en henvendelse fra Det Faglige Hus om fusion med FH.

Og smilebåndet var ikke en arrogant reaktion, men derimod en forundring over, hvordan Det Faglige Hus dog forestillede sig at slippe nogenlunde intakt gennem en sådan fusion, når Johnny Nim og den øvrige ledelse i den overenskomstløse forening måtte vide, at FH vedtægtsmæssigt hverken kan optage eller fusionere med forbund, som har uløste grænsestridigheder med FH-medlemsforbund.

Det Faglige Hus ville med andre ord skulle afgive medlemsgrupper, der var dækket af FH-medlemsforbundenes overenskomster.

Det er jo lige netop dér, at den afgørende forskal mellem den klassiske fagbevægelse og de overenskomstløse foreninger ligger: Det Faglige Hus og Kristelig Fagforening og de øvrige af slagsen optager alle lønmodtagere som medlemmer, mens forbundene i den klassiske fagbevægelse optager lønmodtagere indenfor de faglige områder, som det enkelte forbund overenskomstdækker.

Beklager Jenny, du har uden tvivl ment det godt, men din ide er desværre helt ude i skoven.