Afrikansk enhed kan ikke ske på Frankrigs betingelser

Et interview med Ndongo Samba Sylla

Af David Broder

Oversat fra engelsk med tilladelse fra African Unity Can’t Take Place on France’s Terms, Jacobin, 4. januar 2024

I næsten et halvt århundrede har Economic Community of West African States (ECOWAS) lovet at forene femten lande i regionen. Otte af dem er tidligere franske kolonier, men medlemmerne omfatter også store engelsktalende lande som Nigeria og Ghana samt lande som Cabo Verde og Guinea-Bissau, der har portugisisk som officielt sprog. ECOWAS lovede endda en valutaunion – men projektet er hele tiden blevet forsinket. Og sidste søndag meddelte tre stater, at de forlader ECOWAS for altid.

De pågældende lande – Mali, Burkina Faso og Niger – har alle efter 2020 været udsat for militærkup, hvor de nye myndigheder hævdede, at de ville frigøre sig fra “neokolonialismen” og de økonomiske strukturer, som den tidligere imperiemagt Frankrig havde påtvunget dem. I august sidste år truede andre ECOWAS-lande med at invadere Niger og vælte regeringen efter kuppet. Men måneden efter indgik de tre stater en sikkerhedspagt, Alliancen af Sahel-stater (AES på fransk) – en aftale, som den senegalesiske udviklingsøkonom Ndongo Samba Sylla kalder “en gensidig forsvarspagt, men også en ramme for økonomisk og monetær integration.”

Samba Sylla, der er forfatter til Africa’s Last Colonial Currency: The CFA Franc Story, har skrevet meget om den franske neokoloniale tilstedeværelse i Vestafrika. Han er en kritiker af Senegals præsident Macky Sall, som har aflyst landets planlagte valg på ubestemt tid. Han talte med David Broder fra ’Jacobin’ om de tre staters beslutning om at forlade ECOWAS, hvad deres påståede suverænitetshævdelse indebærer, og de rivaliserende påstande om russisk og fransk indblanding i regionen.

David Broder:

Burkina Faso, Mali og Niger har forladt ECOWAS med henvisning til både økonomiske sanktioner og manglende støtte til bekæmpelse af terrorisme. Sidste sommer så det ud til, at ECOWAS planlagde en invasion af Niger og indførte handelsrestriktioner, før man søgte en mere forhandlingsbaseret vej for at genoprette demokratiet i landet. Hvorfor forlader disse tre regeringer ECOWAS, og hvorfor nu?

Ndongo Samba Sylla:

Siden 2020 har der fundet seks militærkup sted i Vestafrika: to i Mali og Burkina Faso og et i Guinea samt Niger. Det i Niger i juli sidste år var det seneste. Mohamed Bazoum blev anset for at være landets “demokratisk valgte” præsident, selv om han først blev udnævnt efter en fejlbehæftet valgproces. Han blev væltet af chefen for præsidentgarden og er i dag varetægtsfængslet. Bazoum har stadig ikke accepteret at træde tilbage.

Vestafrikanske militærkup siden 2020. (Creative Commons)

Da Bazoum var ved magten, samarbejdede han med EU om at gennemføre sin drakoniske migrationspolitik. Ifølge det amerikanske udenrigsministerium fortsatte “ulovlige eller vilkårlige drab, herunder udenretslige drab begået af eller på vegne af regeringen” og “barske og livstruende fængselsforhold” under hans regeringstid. Ikke desto mindre beskrev Antony Blinken, der besøgte Niger i marts sidste år, landet som en “demokratisk model.” Bazoum var også en nidkær fransk allieret.

Bazoum støttede selv offentligt militærkuppet i Tchad i 2021. På en fælles pressekonference med [Emmanuel] Macron, hvor han talte med en fransk præsident, der bifaldt hans tale, ved sin side, sagde han, at sikkerhedssituationen retfærdiggjorde suspensionen og overtrædelsen af den tchadiske forfatning. Han tilføjede, at fornuften dikterer, at man “tager chancen” ved at samarbejde med militæret. Det chokerede stort set ingen, bortset fra det tchadiske folk, som demonstrerede mod dette ulovlige skridt. Mange blev arresteret og dræbt.

Militær intervention fra nabolande blev alligevel ikke til noget

Macron, der blev overrasket over kuppet mod Bazoum i juli sidste år, kritiserede sine efterretningstjenester og kaldte det “et kup for meget.” Frankrig arbejdede straks på den diplomatiske front for at få ECOWAS til at iværksætte en militær operation for at genindsætte Bazoum. Senegal, Benin og Elfenbenskysten var klar til at sende tropper. Den nigerianske præsident Bola Tinubu, som også indtog den roterende post som præsident for ECOWAS, var på krigsmagernes side. Da ECOWAS annoncerede sin intention om at “genoprette demokratiet” i Niger med våbenmagt, erklærede militærregimerne i Mali, Burkina Faso og Guinea, at ethvert angreb på Niger ville være et angreb på dem. Algeriet beklagede kuppet i Niger, men var fjendtligt indstillet over for al militær intervention. Algeriet havde ikke glemt det kaos, som NATO, USA, Frankrig og Storbritannien havde skabt ved at ødelægge Libyen.

I sidste ende fandt interventionen ikke sted. De afrikanske befolkninger var i vid udstrækning fjendtlige over for den. Nigeria, den vigtigste regionale magt, fik ikke grønt lys fra sit parlament. USA foretrak at forhandle med de nye myndigheder i Niger og efterlod dermed Macron isoleret. Men i stedet for en militæroperation har ECOWAS indført økonomiske, kommercielle og finansielle sanktioner mod Niger – sanktioner, der er endnu strengere end dem, der blev indført mod Mali fra januar til juli 2022.

Disse tre landes beslutning om at trække sig ud af ECOWAS forklares hovedsageligt med manglen på solidaritet fra ECOWAS i kampen mod jihadistisk terrorisme og separatistgrupper, og med indførelsen af hårde kommercielle og finansielle sanktioner, der tydeligvis er iværksat af Frankrig og dets afrikanske allierede som Elfenbenskysten, Benin og Senegal.

Frankrig har siden midten af 1970’erne konstant forsøgt at sabotere ECOWAS gennem oprettelsen af rivaliserende regionale organisationer. Frankrigs overtagelse af ECOWAS kan ses ved de økonomiske sanktioner, der i 2022 blev indført mod Mali og mod Niger efter kuppet i 2023. Intet fremmed land kan beordre centralbanken i en suveræn valuta-udstedende stat til at forhindre regeringen i at få adgang til sine bankkonti og det indenlandske finansielle system. Men det er muligt, hvis man bruger CFA-francen, dvs. hvis man tilhører en nominelt “afrikansk styret” monetær union – hvis centralbank i virkeligheden er under det franske finansministeriums juridiske opsyn. Ved at gemme sig bag ECOWAS var Frankrig i stand til at indføre denne type sanktioner mod Mali og Niger, selvom de ikke har noget juridisk grundlag.

At Mali har overlevet sanktionerne, der havde til formål at få landets økonomi til at kollapse, har styrket landet og dets befolkning psykologisk. AES-landene indser nu, at de ikke har noget at tabe ved at forlade et fællesskab under imperialistisk ledelse. På trods af legitime bekymringer om deres fremtidige forhold til deres naboer, udtrykker store dele af deres befolkninger en følelse af befrielse.

David Broder:

Tror du, at dette for alvor vil udgøre en varig splittelse? Hvordan vil du karakterisere ECOWAS’ fremtidige holdbarhed og dets evne til at blive en økonomisk magt og “regional politimand” i sikkerhedsspørgsmål?

Ndongo Samba Sylla:

Det er svært at sige. ECOWAS startede som et økonomisk fællesskab. Men som tiden gik, udvidede det sit ansvarsområde til også at omfatte forsvars- og sikkerheds-spørgsmål samt “demokrati og god regeringsførelse.”

Der har vi problemet. Som et økonomisk fællesskab, især en regional toldunion, er ECOWAS blevet noget forældet med implementeringen af det afrikanske kontinentale frihandelsområde (AfCFTA). De vestafrikanske lande har ikke længere nødvendigvis brug for ECOWAS for den frie bevægelighed for mennesker og varer på tværs af grænserne. Som blok udviste ECOWAS ikke meget sammenhold, da man forhandlede økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’er) med Den europæiske Union (EU). Mens Nigeria med rette modsatte sig underskrivelsen af disse “frihandelsaftaler”, foretrak lande som Ghana og Elfenbenskysten at underskrive midlertidige aftaler med EU, noget der underminerede fremdriften hen imod en regional og kontinental handelsintegration. Denne mangel på fælles vilje og enhed er også tydelig i den gentagne udsættelse af projektet om at indføre en fælles valuta for de 15 medlemslande.

Ud over disse aspekter mangler ECOWAS den politiske legitimitet til at spille rollen som politimand. Kritikere beskriver det generelt som en sammenslutning af statsoverhoveder, der sjældent er forbilleder for lederskab i deres egne lande, og som ikke altid respekterer eller implementerer afgørelser fra ECOWAS’ domstol.

Hvor troværdig er en institution, der består af ledere – som uden at blinke overtræder deres egne forfatninger, fængsler modstandere og aktivister, bruger magt til at dræbe demonstranter og organiserer valgsvindel? Det, der yderligere skader ECOWAS’ troværdighed og pålidelighed, er den folkelige opfattelse af, at de umenneskelige sanktioner er orkestreret udefra. De afrikanske befolkninger ønsker økonomisk integration, men de ønsker ikke et underdanigt og vilkårligt ECOWAS. I tilfælde af et regimeskifte efter et valg kunne andre lande slutte sig til AES-landene og kræve en ny form for regional integration.

David Broder:

Der har været en del diskussion om en ECOWAS-valuta som alternativ til den vestafrikanske CFA-franc, som disse tre Sahel-lande alle bruger. Hvad tror du, at den seneste udvikling i disse lande signalerer for dette projekt? Hvilken chance er der for, at de vil skabe deres egen fælles valuta, og med hvilke økonomiske effekter?

Ndongo Samba Sylla:

Ideen om en fælles valuta for ECOWAS går tilbage til 1983. Lanceringen er blevet udskudt flere gange: 2015, så 2020 og så 2027. Jeg tror ikke, vi kommer til at se den lige foreløbig. Det er der to grunde til. For det første er metoden uhensigtsmæssig. Efter lanceringen af euroen i 1999 “importerede” ECOWAS Maastricht-kriterierne for “nominel konvergens” – sat i forhold til offentlige underskud og gæld, inflationsraten osv. Disse kriterier blev krævet af Tyskland for at slippe for behovet for solidaritet med sine naboer i eurozonen. Kriterierne skal opfyldes for at blive medlem af ECOWAS’ fremtidige monetære zone. Men i nogle år har landene af forskellige årsager ikke formået at opfylde dem. Dertil kommer den såkaldte “gradualistiske” tilgang: lande, der opfylder kriterierne, vil gå forrest, og derefter vil de andre komme til. En tilgang, der ikke giver mening: Hvordan kan for eksempel et eller to små lande være lokomotiver for en regional monetær integration?

Og så er der det politiske. De otte lande, der bruger CFA-francen, har indtil videre foretrukket at forblive under det franske finansministeriums formynderskab, mens Nigeria ikke virker særlig interesseret i at udøve regionalt monetært lederskab. Det har givet Macron mulighed for at forsøge at torpedere ECOWAS’ monetære integrationsprojekt.

På den baggrund skaber ECOWAS’ ofte ulovlige sanktioner næppe politisk momentum for en monetær forening af femten lande. Hvem ønsker at være en del af en udemokratisk monetær union, hvor de mest magtfulde lande kan gøre, hvad de vil?

Min egen holdning er, at hvis dette projekt er gennemførligt, vil det kun være et symbolsk alternativ til CFA-francen. Da det er modelleret efter eurozonen, vil det skabe en “tropisk euro” – en valuta uden en suveræn, et instrument til klassekrig.

De tre AES-lande har givet meddelelse om en plan for økonomisk og monetær integration. Lad os se, hvordan det udvikler sig, og om de vil afskaffe CFA-francen.

David Broder:

De nylige militære magtovertagelser i Niger, Mali og Burkina Faso fremstilles ofte – også af de nye myndigheder selv – som en hævdelse af suverænitet over for fransk neokolonial indflydelse. Er det demagogi, eller har det materielle effekter? Og hvor ens er de tre tilfælde egentlig?

Ndongo Samba Sylla:

I betragtning af de rædsler som militærstyrer i Afrika især under den Kolde Krig fremkaldte, er det her nødvendigt med nogle forbehold. Mange kommentatorer spekulerer i en “tilbagevenden” til kup i Afrika. De forklarer som regel situationen med mangel på “god regeringsførelse”, fattigdom og andre formodede faktorer, der kan virke plausible. Jeg er uenig i den tilgang.

Der sker ikke en “tilbagevenden” til kup. Der er snarere tale om et langvarigt kup-problem i det frankofone Afrika. Forklaringer i form af “dårlig regeringsførelse”, fattigdom og så videre mangler specificitet. Disse træk kan findes i mange lande på tværs af Afrika, hvor regeringsomvæltninger hører fortiden til (hvilket ikke betyder, at de er “demokratiske”). Der er sket ni kup i Afrika siden 2020: otte i fransktalende lande og/eller i en geopolitisk kontekst, der er militariseret af Vesten (de fransktalende Sahel-lande og Sudan).

Militærkup som middel til at slippe af med fransk imperialisme

En af de “særlige” ting ved militærkup i det frankofone Afrika er, at de fra et historisk perspektiv har været det eneste middel til at slippe af med dele af den franske imperialisme. Det betyder ikke, at militærkup i sig selv er progressive. Overhovedet ikke. De fleste af dem har været reaktionære og har været med til yderligere at cementere den neokoloniale orden. Men i betragtning af det franske greb om “valget” af afrikanske ledere og dets langsigtede succes med at knuse den civile venstrefløj, kom de sjældne ledere – der havde et projekt, som gik ud på at bryde med den franske neokolonialisme – fra militæret. Vi kan f.eks. tænke på karismatiske og ærlige ledere som Thomas Sankara i Burkina Faso. Det er en to hundrede år lang historie, som min medforfatter Fanny Pigeaud og jeg dækker i vores seneste bog.

Den seneste periode i det fransktalende Afrika er præget af en “tilbagevenden” til praksis fra tiden med eetpartistyre. De etablerede magthavere tillader sig i stigende grad at manipulere valg ved at vælge deres egne modstandere, manipulere forfatningsmæssige normer og love, lægge pres på retsvæsenet og anvende et hidtil uset niveau af vold mod deres egne befolkninger – alt sammen med det “internationale samfunds” medvirken, som sidestiller “demokrati” med neokolonial trældom og implementering af den neoliberale dagsorden.

De omstændigheder, der førte til de seneste kup, er forskellige fra land til land. Det samme er deres politiske “profil”. Mens nogle kup tillader den franske neokolonialisme at reorganisere sig og forhindre et uønsket regimeskifte (som i Gabon og Tchad), er de ublodige kup i Mali, Burkina Faso og Niger klart imod det såkaldte Françafrique.

Specifikt i Niger er det min fornemmelse, at det oprindeligt var et paladskup, men at det hurtigt tog en anti-imperialistisk drejning i lyset af den udbredte folkelige støtte, som blev forstærket af de umiddelbare og hårde sanktioner fra ECOWAS og det “internationale samfund”. Kupmagerne i Niger kunne bestemt ikke have forestillet sig den enorme popularitet, deres kup fik. Det er meget afslørende for den manglende forbindelse, der normalt er mellem den politiske klasse og almindelige mennesker, der tørster efter radikal forandring. På baggrund af de anstrengte diplomatiske relationer blev franske tropper udvist fra de tre lande. I Gabon og Tchad, to bastioner for fransk indflydelse, blev kupmagerne derimod støttet af Paris og det “internationale samfund”. I deres tilfælde var der ingen reelle økonomiske eller finansielle sanktioner. Franske tropper er til stede, og franske økonomiske interesser er ikke truet.

Mali, Niger og Burkina Faso er fattige indlandsstater med et stort overfladeareal. Selv om de udtrykker vilje til at erobre mere suverænitet, vil de ikke kunne gøre det alene. Graden af gælds-afdragelse er ikke så høj som i andre afrikanske lande. Men overførsler af overskud og udbytte er betydelige, en realitet, der normalt er forbundet med tyveri og overførsel af ressourcer til udlandet. En mere “selvcentreret” økonomisk strategi – fremskridt inden for fødevareproduktion, større kontrol over finans- og udvindingssektoren osv. – inden for rammerne af en økonomisk integration, som ville hjælpe med at aflaste deres betalingsbalance for høje transportomkostninger, synes uundgåelig i deres tilfælde. I lyset af klima- og sikkerhedsudfordringerne vil overførsler af ressourcer være afgørende ud over den indenlandske indsats. Sahel har helt klart brug for en “Marshallplan”.

David Broder:

For to måneder siden annullerede de nye myndigheder i Niger aftalen fra 2015 med EU om at begrænse migrationen, en aftale der ligner den række af aftaler med forskellige (ofte stærkt forgældede) lande i Nordafrika og Sahel til gengæld for udviklingsbistand, som Giorgia Meloni nu reklamerer for. Hvad tror du, Nigers myndigheder er på udkig efter? Og hvad kan dette fortælle os om, hvordan andre stater kan forhandle deres rolle som outsourcet grænsepoliti for Europa?

Ndongo Samba Sylla:

Dette politiske skridt er en måde for Nigers regering at hævde sin “nyfundne” suverænitet over for EU, hvis umenneskelige migrationspolitik ofte er i strid med princippet om fri bevægelighed inden for ECOWAS-zonen. Det er også en måde at slippe af med en upopulær foranstaltning. Nigers myndigheder sender derfor et budskab til EU: De politisk-diplomatiske relationer, især på migrationsområdet, vil ikke længere være de samme; der er brug for mere afbalancerede og respektfulde partnerskaber. Det er endnu uvist, om AES-landene vil udvikle et samlet svar på dette punkt.

David Broder:

På trods af deres forskelligheder siges det ofte, at alle tre stater henvender sig til Rusland for at få “sikkerhedshjælp” – især på grund af Wagne-gruppens tilstedeværelse i Mali. Hvor reelt er det?

Ndongo Samba Sylla:

At levere sikkerhedstjenester har været Ruslands komparative fordel i Afrika, især i den fransktalende del. Den russiske indflydelse på kontinentet bliver ofte fremhævet i Vesten. Men den vestlige mainstream-fortælling glemmer som regel, at Rusland, herunder Wagner-gruppen, har hjulpet og hjælper lande som Den centralafrikanske Republik og Mali med at genetablere deres territoriale enhed, hvor Frankrig (herunder private franske sikkerhedsgrupper) har fejlet. I Mali har Frankrig været til stede siden 2013. Resultaterne på fronten i kampen mod jihadisme har været mere end blandede. De franske tropper er gradvist af befolkningen blevet opfattet som besættelsesstyrker.

Før militæret kom til magten, kunne den “demokratisk valgte” regering i Mali sjældent indsætte sine tropper i sit eget luftrum på grund af manglende tilladelse fra Frankrig! Efter at de franske tropper og MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali) havde forladt landet, lykkedes det militærstyret at generobre Kidal, en by, som Frankrig havde overladt i hænderne på separatistgrupper. Selv om sikkerhedsudfordringerne fortsætter, er alle disse lande, takket være militært samarbejde med lande fra det globale syd og Rusland, bedre udrustet og deres hære bedre trænet. Som Stockholm International Peace Research Institute påpeger, er Rusland blevet den førende leverandør til Mali på grund af Frankrigs og USA’s modvilje mod at sælge våben til landet.

Vesten er måske på kant med Rusland. Men man kan ikke bebrejde de afrikanske lande, som man har svigtet, at de leder efter partnere, der kan hjælpe med at håndtere de sikkerhedsproblemer, som vestlige militære interventioner selv har været med til at skabe.

David Broder:

Jeg er også interesseret i, hvordan du fortolker USA’s politik over for Niger – for eksempel viceudenrigsminister Victoria Nulands besøg i august sidste år, og det faktum, at Washington ikke formelt har talt om et “kup”, og dets stærke militære bånd.

Ndongo Samba Sylla:

Washington har været klogere diplomatisk end det krigsliderlige Paris. På et tidspunkt støttede USA Bazoums tilbagevenden til magten, før man så hurtigt forhandlede med militærregimet uden at omtale situationen som et “kup”. Det var ganske rigtigt et kup. Men at anerkende det som sådan ville have tvunget USA til at forlade Niger – et land, hvor man har en dronebase og landtropper. Selvom forhandlingerne mellem Nuland og det nye regime skulle have været “vanskelige”, må de være blevet lettet af, at USA trænede den nye chef for Nigers hær, en af “USA’s yndlingsgeneraler“.

Men man skal ikke tage fejl. USA er ikke i Niger for at hjælpe landet med at håndtere sine sikkerhedsudfordringer. Dets motivation er i bund og grund imperialistisk: At blokere vejen for dets konkurrenter, især Rusland og Kina (og endda Frankrig!), og at holde øje med deres allierede på kontinentet.

Den vestlige militarisering af Afrika har været grobund for politisk ustabilitet og fremkomsten af militærregimer. Som en reaktion truer den panafrikanske og folkelige opstand, der startede i Sahel, nu med at opsluge de neokoloniale regimer i nabolandene, der kaldes “demokratier”.

Ndongo Samba Sylla er senegalesisk udviklingsøkonom og et af de stiftende medlemmer af Collective for the Renewal of Africa (CORA). Han er medforfatter til Africa’s Last Colonial Currency: The CFA Franc Story (London: Pluto, 2021).

David Broder er Jacobins Europa-redaktør og historiker inden for fransk og italiensk kommunisme.