Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
8. april. 2021

Aida Ammary: Vi skal have et opgør med vores sagsbehandlingssystem

Der er for lidt tillid, for dårlig økonomi og for mange selfies. Det danske sagsbehandlingssystem gør folk mere syge, og trænger til en gennemgående overhaling, skriver folketingskandidat for Enhedslisten Aida Ammary.

Børnene Først? Det kræver investeringer, ikke socialdemokratisk nedskæringspolitik, mener Aida Ammary. Illustration: KLE-art
4 min. læsetid

27. januar lancerede regeringen sit udspil ”Børnene Først”, som ifølge regeringen skal give børnene flere rettigheder og sikre en bedre overgang til voksenlivet for anbragte børn og unge. Selvom udspillet har en lang række problematiske punkter, udstiller det desværre det allerværste ved området: der er ikke nok ressourcer i vores sagsbehandlingssystem.

Det danske sagsbehandlingssystem har de seneste ti år gået stejlt ned ad bakke. Der er ikke nok tid, der er ikke nok ressourcer, og en masse mennesker tabes på gulvet. Det er mildest talt et system, der er bygget til at nedbryde folk – selvom det modsatte var intentionen. Og der er intet, som tyder på, at nogen regeringsbærende partier ønsker at gøre noget ved det.

“Et af de grundlæggende problemer er, at vi simpelthen ikke stoler på folk. Systemet er bygget op til at tvivle på mennesker og deres lidelser”

I alt, lige fra reformramte til hjælp fra kommunen i forbindelse med handicap, halter det. Jeg har læst og hørt langt flere forfærdelige og uretfærdige historier, end historier med folk, der føler sig godt og trygt behandlet af vores system.

Et af de grundlæggende problemer er, at vi simpelthen ikke stoler på folk. Systemet er bygget op til at tvivle på mennesker og deres lidelser. Uanset om end de er psykiske eller fysiske. Vi sender dødssyge mennesker i aktivering i håb om at presse den sidste dråbe liv ud af dem. – Hvorfor? Fordi det skal kunne ”betale sig at arbejde”. Fordi der er en myte om, at folk – der ikke arbejder – lyver. De vil i virkeligheden ikke arbejde, men bare sidde derhjemme dagen lang. Fordi vi ikke vil tildele førtidspension, som jo er for de rigtigt syge. Hvem end disse så er.

Et andet grundlæggende problem er økonomi. Når vi ser på handicapområdet, som på nuværende tidspunkt er drevet af kommunerne, er der økonomisk incitament til ikke at tildele familier hjælp. Ved blot at være fem minutter inde i Facebook-gruppen #enmillionstemmer, kan man læse de mest hjerteskærende historier om familier og børn, der har brug for hjælp. Men de får den ikke, for det koster kommunerne kassen. Hvad sker der i stedet for? Børnene og familierne er efterladt uden støtte og uden tro på, at den velfærdsstat, som vi taler så højt og flot om, kunne hjælpe dem.

Den raskes privilegie

Jeg savner en regering, der ønsker at gøre op med systemet. Der ikke blot tager selfies på sociale medier med enkeltpersoner for at bevise, at de går op i sagsbehandlingssystemet, men sætter sig ned med de fagfolk og organisationer og lytter. Hvad skal der til? Hvorfor står det så grelt til? Hvor mange år og ressourcer skal vi sætte af til, at vi kan rette op på det, og få et system, der producerer raske mennesker, fremfor at gøre dem endnu mere syge? For det gør systemet på nuværende tidspunkt.

Jeg savner en regering, der rent faktisk ser i øjnene, at systemet er i knæ. I hvor mange år skal vi lukke øjnene og lades som om, det her ikke sker? At vi sender kræftpatienter i jobaktivering! Det er fuldstændig sindssygt.  

Det ville være en kæmpe gave til samfundsøkonomien i den anden ende, hvis vi rent faktisk tildelte folk den hjælp og den udredning, de har brug for. Den vækst, mange politikere taler så højt om, kunne rent faktisk ske, og folk kunne rent faktisk komme ud og arbejde, hvis vi intensivt hjalp dem. Der findes ikke særligt mange mennesker i dette land, som ikke har lyst til at arbejde. De kan bare ikke, fordi de mangler hjælp.

Det er et meget stort privilegium ikke at være en del af det system. Men det tror jeg, de færreste politikere har fattet eller prøvet. Det er et privilegium at være rask. At kunne arbejde. At kunne forsørge sig selv. Mennesker, der er syge, har ikke selv valgt det. Men dét allerværste, som politikerne heller ikke har fattet, er: Det kan ske for alle – også for dig.

Og gæt hvilket system, der møder dig, når det sker.

Om skribenten

Aida Ammary

Aida Ammary

Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingskandidat for partiet.    Læs mere