Alexei Navalny går gennem Moskvas gader efter at være blevet udsat for et 'Zelyonka-angreb'. Den grønne farve fra det kemiske blegemiddel er ikke farligt, men kan tage lang tid at få vasket af. Metoden bruges hyppigt til at afskrække russiske systemkritikere. Foto: Evgeny Feldman
5 min. læsetid

Alexei Navalny er den seneste i en lang række af russiske systemkritikere, der er blevet forsøgt myrdet. Søren Riishøj tegner et portræt af den uforudsigelige Putin-modstander.


Af Søren Riishøj

Alexei Navalny er ikke ligefrem den første kritiker af styret i Kreml, som er blevet myrdet eller forsøgt dræbt. Det sker utvivlsomt for at afskrække oppositionen til statsmagten. Men hvem der konkret har stået bag, bliver ivrigt debatteret. Forsøget på at forgifte Navalny sker på et tidspunkt, hvor Rusland er præget af voksende ustabilitet – i en del tilfælde i form af oprør og demonstrationer i byer i Sibirien, fx i Khabarovsk. Navalny har aktivt støttet disse demonstrationer.

Kanal Navalny

I Novosibirsk og Tomsk udarbejdede Navalny fx videomateriale, der afslørede korruption blandt embedsfolk og politikere fra Forenet Rusland, Putins støtteparti. Som person har han selv været meget omdiskuteret gennem årene. Som Mariusz Kowalczyk fra polske Newsweek konstaterer, afsluttede Navalny i sin tid sine studier ved to forskellige fakulteter, for henholdsvis jura og for finansvæsen. Fra 2011 blev han politisk aktiv. Han protesterede fx mod falsknerier i forbindelse med afholdelsen af parlamentsvalget det år, og derefter er det gået slag i slag.

Navalny har optrådt som en karismatisk og skarp systemkritiker, og har også betalt prisen for det. I 2013 blev han fængslet for påstået svindel i forbindelse med salg af træ. Han blev senere frigivet, og ved borgmestervalget i Moskva i 2014 opnåede han ifølge de officielle opgørelser 27 pct. af de afgivne stemmer. Den centrale valgkommission tillod ham ikke at stille op ved det efterfølgende borgmestervalg i 2018. Navalny har også været meget aktiv på de sociale medier. På ”Kanal Navalny Live” på YouTube har han hele 1.9 mio. abonnenter.

De vestlige medier beskriver ham mest som liberal demokrat, men det er ifølge Kowalczyk en forsimpling. Han forsøgte at gøre karriere i det liberale oppositionsparti, Jabloko og erklærede ved den lejlighed, at Rusland skal bevæge sig i retning af vestligt demokrati. Men hans udmeldinger har været forskellige, alt efter hvem tilhørerne var. De Liberale i Rusland afbrød samarbejdet med Navalny da han tog del i opbygningen af nationalistiske bevægelser, og han har tidligere deltaget i de årlige marcher organiseret af russiske nationalister.

Navalny har da heller ikke skjult sin modstand mod indvandring fra Centralasien og Kaukasus. Han betragter desuden Krim som en fast del af Rusland, og er således heller ikke imod annekteringen af Krim i 2014. Hans økonomiske program er bedømt som usammenhængende og populistisk. Alt det har ført til kritik af ham i såvel ukrainske som vestlige medier. Tatiana Stanovya peger på, at Navalnys aktiviteter for Putin er i periferien. Præsidenten ser ham ikke som reel opposition, men snarere som en slags politisk eventyrer, og ikke som en forræder som f.eks. den dræbte FSB-agent, Alexander Litvinenko eller afhopperen Sergei Skripal, der sammen med datteren Julia blev forsøgt forgiftet i marts 2018.

I den afslørende dokumentar “Kald ham ikke Dimon“, dokumenterer Alexei Navalny hvordan tidligere præsident Medvedev har beriget sig selv med penge fra den russiske statskasse. Hans konfrontatoriske stil med magten i Kreml har gjort ham til en af landets mest kendte systemkritikere, hvilket kan være en farlig titel i Rusland.

En lang tradition for giftattentater

Mordforsøget på Alexei Navalny er langt fra en enlig svale. Blandt de mest notoriske episoder kan her nævnes journalisten Anna Politkovska, der også blev forsøgt forgiftet i 2004. Hun overlevede, men blev dræbt to år senere ud for sin bopæl.

Piotr Vierzilov, grundlægger af Mediazon og aktiv i gruppen ”Pussy Riot”, blev som Navalny i august 2020 bragt til et hospital efter et giftangreb og endte på en klinik i Tyskland, hvor det blev bekræftet, at han faktisk havde været udsat for et giftangreb.

Et tredje giftangrebs-offer er journalisten Vladimir Kara-Murza, som blev ramt af nervegas. Han overlevede imod alle odds. En fjerde er Aleksandr Litvinenko, tidligere ansat i det russiske efterretningsvæsen og senere bosat i Storbritannien. Han døde efter at være blevet forgiftet af det radioaktive stof Polonium i 2000.

Endelig er der føromtalte Sergei Skripal, som er tidligere ansat i den militære efterretningstjeneste (GRU), og som blev dobbeltspion for den britiske efterretningstjeneste. De to attentater mod Litvinenko og Skripal forværrede alvorligt forholdet mellem Rusland og Storbritannien. Rusland regner både Litvinenko og Skripal for at være forrædere, men afviser at være indblandet.

I stedet retter Putin og resten af den russiske ledelse fokus andetsteds, og taler om dobbeltstandarder fra vestens side. USA har efter deres mening selv myrdet eller forsøgt at myrde talrige politikere og andre, der ikke følger USA. Den amerikanske praksis anvendes dog mest uden for USA, og foregår som regel med brug af skydevåben og droner, i mindre grad gift.

Navalny har foreløbigt klaret sig gennem anholdelser, “zelyonka-angreb” og nu altså også giftforsøg. Om han fortsat har held i sprøjten, eller om han slutter sig til listen af mere end 140 journalister og systemkritikere, der er blevet dræbt siden Putin kom til magten, vil fremtiden vise.


Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).

Læs mere af Søren Riishøj