Alle frygter en massakre i Iran

Hun skulle egentlig bare have været på en kort ferie til Teheran med sin familie. Men i disse dage bliver navnet Mahsa Amini i stedet skrevet ind i historiebøgerne som kvinden, der igen har sendt Iran på den anden ende. Det iranske præstestyre forsøger nu at kvæle demonstrationer i hele landet, og ifølge det iranske nyhedsmedie Iranwire er der stor risiko for, at ayatollah Khamenei beordrer en ny massakre.

Blot en måned efter præstestyret vedtog en ny, drakonisk hijab-politik, kan regimets magt være ved at smuldre. Denne gang er det netop de undertrykte kvinder, der går forrest og brænder deres hovedbeklædning i Irans gader.

Aida Ghajar: Hele verden følger med

For den iranske journalist Aida Ghajar har de seneste par uger mildest talt været hektiske. Ghajar arbejder nemlig for det uafhængige nyhedsmedie Iranwire, hvor hun var med til at få Mahsa Aminis navn på hele verdens læber, da hun første gang breakede nyheden om, at moralpolitiet havde slået en ung kvinde ihjel.

Dengang kunne Iranwire berette, at Mahsa Amini sammen med sin familie var taget til Teheran på ferie fra deres hjemby i Saghez, der ligger i den vestlige, kurdisk dominerede del af landet. Pludselig stoppede moralpolitet deres bil, og tvang Amini ind i en kassevogn. Mahsas bror forsøgte at standse kidnapningen, men blev lagt i armlås af de uniformerede sædelighedsbetjente. Den chokerede familie fik at vide, hun skulle på et en-times kursus i genopdragelse. I stedet kunne de samme aften se en ambulance køre væk med hendes lig.

“To timer efter hun blev arresteret, kørte de min døde søster væk”, forklarede broderen Kiarash Amini til Iranwire.

Jeg fanger Aida Ghajar, mens hun sidder i den parisiske metro. Hun er på vej til interview med France 4, der er én af landets største nyhedsstationer. Ghajar er efter at have bragt historien om Aminis død blevet en eftertragtet kilde til at forstå, hvad der foregår i Iran lige nu, og hun fortæller mig, at CNN også lige har ringet om et muligt interview. Ghajar afslørede også i sidste uge, at præstestyret fortæller løgne om Aminis død.

“Det lægger et stort ansvar på os om at fortælle hele verden, hvad der sker i Iran lige nu”, siger Ghajar til Solidaritet. Hun læste første gang om Aminis anholdelse på de sociale medier, og tog kontakt til Kiarash Amini, der fortalte hende om den gruopvækkende behandling af søsteren.

Aida Ghajar har boet i fransk eksil de seneste 10 år, og har i den tid fulgt nøje med i hjemlandets sociale protester mod regimet. Hun er ikke i tvivl om, at der er sket noget nyt og anderledes denne gang.

“Det er kvindernes revolution. Folk, der lever under regimet kan klart identificere sig med Mahsas død. Det kunne have været en kvinde fra deres egen familie”, forklarer hun.

Aida Ghajar frygter nu, at regimet reagerer med en massakre. Det skyldes ikke mindst, at den nuværende præsident – Ebrahim Raisi – i 1988 var én af de fire juridiske bødler, som stod bag massakren i Teheran. Dengang blev flere tusinde politiske modstandere blev henrettet. Hvor man tidligere har regnet med, at 2.500 – 3.000 mennesker blev dræbt, peger senere lækkede dokumenter på, at op mod 30.000 mennesker blev myrdet af Raisi og hans kumpaner.

Nyt at protesterne organiserer sig på tværs af klasse og etnicitet

For kommunikationsrådgiver og redaktør Poya Pakzad er protesterne både tæt på og meget langt væk. Som barn af forældre, der flygtede fra Iran i 1986, følger han situationen i landet tæt. Pakzad er samtidig bevidst om, at de igangværende gadekampe i Teheran er langt fra hans egen dagligdag.

Iran: Mordet på Mahsa Amini udløser proteststorm

• 13. september blev 22-årige Mahsa Amini anholdt af det iranske moralpoliti, efter angiveligt at have overtrådt Irans ‘hijab- og beskedenhedslov’. Amini døde i politiets varetægt, og havde ifølge familien blå mærker over hele kroppen.

• Demonstrationer er efterfølgende brudt ud i hele landet, hvor iranske kvinder har smidt deres hijab, og mange steder klipper deres hår i protest.

• Det iranske regime har lukket for adgang til store dele af internettet, og anonyme kilder i det iranske sikkerhedsapparat har advaret om, at præstestyret planlægger en massakre.

+

“Det er nemt for os at sidde i kontorstolen og heppe på demonstranterne, men vi skal huske på, at det her er med livet som indsats. Jeg tager virkelig hatten af for de her mennesker”, forklarer han til Solidaritet.

Den 38-årige iranskfødte redaktør har selv prøvet at blive konfronteret af landets Stasi-lignende moralpoliti. Under et besøg i Iran oplevede han at blive stoppet hele syv gange på én aften, fordi han gik ‘uanstændigt klædt’. Forklaringen? Han havde taget et par ternede bukser på.

Pakzad frygter også, at demonstrationerne kan medføre en blodig reaktion fra præstestyret, og mener muligheden for en massakre er meget reel. Da demonstrationerne over de stigende benzinpriser kulminerede i efteråret 2019 med dét, der senere er blevet døbt Blodige November, druknede styret de sociale protester i blod. Alene i byen Mahshahr blev der dræbt 40 – 150 mennesker, efter Revolutionsgarden rullede tanks ind i byens gader. De samlede dødstal fra Blodige November varierer meget: Mens styret selv oplyser, at 225 mennesker blev dræbt, er vurderingen fra Reuters, at mindst 1.500 dengang mistede livet.

Er det så en gentagelse af historien fra 2019, vi ser udfolde sig? Ikke nødvendigvis, vurderer Poya Pakzad.

“Både i 2019 – og under tidligere protester mod styret – har det særligt været den brede middelklasse og de højtuddannede, der stod bag. Den her gang er det også i høj grad fattige og folk fra etniske minoriteter, som fx kurderne i det vestlige Iran (ca. 10 % af landets befolkning, red.), der har fået nok. Det er nyt, at man ser den her type samarbejde på tværs af klasseskel og etniciteter”, forklarer Poya Pakzad.

Informationerne om de iranske protester bliver samtidig besværliggjort af regimets nedlukning af internettet. Samtidig har landets regering også lukket for apps som Instagram og Whatsapp, der bruges til at videregive oplysninger og organisere protester. Men selv hvis regimet formår at kvæle protesterne, er det ikke nødvendigvis spildte kræfter, forklarer Poya Pakzad. “Det kan være med til at starte en undergrunds-organisering, der på sigt kan undergrave præstestyrets magt.”

Frygten er forsvundet

Også dansk-iranske Farrokh Jafari mener, der er sket et nybrud under de igangværende protester. Han flygtede fra Iran efter præstestyrets overtagelse, men er stadig medlem af partiet Forbundet af kommunistiske Fedaiyan. Personligt har han også mærket konsekvenserne ved styrets politiske repression, da hans lillebrors kone for nyligt blev anholdt. Hun var gået under jorden, men blev fanget i juni, og har nu fået en fængselsdom på 5 år.

Farrokh Jafari holder stadig tæt kontakt til dele af den iranske frihedsbevægelse, og selvom styret har lukket for store dele af internettet, kan man stadig kommunikere med folk i landet, forklarer han. Det sker blandt andet gennem den krypterede tjeneste Signal, hvor han var til møde med en gruppe iranere i sidste uge.

“Det vi ser nu er et udtryk for, at der ikke findes en reel offentlig debat i Iran. Så det er også en mulighed for, at folk kan ytre sig i det offentlige rum.”

“Folk er ikke bange mere”, siger Jafari, som mener de igangværende protester presser regimet til det yderste. “De har indkaldt alle styrker denne gang. Selv byer, der tidligere har ligget stille under demonstrationerne, er vågnet op. Hvor folk tidligere råbte, at de ikke var bange for regimet, siger de nu, at regimet skal være bange for dem.”

Om det ligefrem kan ende med, at det teokratiske regime bliver væltet, er svært at spå om. Her advarer Poya Pakzad dog om ikke at lægge for mange af sine forhåbninger ind over en vurdering af situationen.

“Det vi ser nu er et udtryk for, at der ikke findes en reel offentlig debat i Iran. Så det er også en mulighed for, at folk kan ytre sig i det offentlige rum. Men hvor meget protesterne kontrollerer er utroligt svært at vurdere på baggrund af grynede video-optagelser, og det er svært at få bekræftet oplysninger fra Iran”, siger han.

Farrokh Jafari er en smule mere optimistisk når det handler om styrkeforholdet mellem præstestyret og demonstranterne. Ligesom både Poya Pakzad og Aida Ghajar frygter han dog også, at regimets modreaktion kan udvikle sig til et blodbad. Han mener imidlertid ikke, det vil få folk til at stoppe denne gang.

“Tidligere har de kunnet slå ned på protester, og få folk til at gå hjem. Men denne her gang kommer der flere til, hver gang de forsøger at få slukket oprøret. Folk rejser sig simpelthen op efter at have fået tæsk, og protesterer videre”, siger han.

Iran-forsker: Noget er knækket

Om det bliver denne gang, det iranske folk slipper af med præstestyret, vil forsker Rasmus Christian Elling ikke spå om. “Men noget er knækket”, forklarer han over telefonen. “Noget, som ikke kan repareres igen.” Ligesom Poya Pakzad peger han på, at protesternes udgangspunkt i kvindespørgsmålet har forenet folk på tværs af klasse og etniske skel i højere grad end tidligere.

Elling arbejder som lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, han har særligt fokus på Irans historie og samtid. Han følger derfor også meget med i den eksplosive udvikling i disse dage, og har fået travlt med at udbrede kendskab til situationen i forskellige danske medier. Men som én af de personer, der er mest vidende om Iran i Danmark, opfordrer han til forsigtighed i vurderingen af de aktuelle styrkeforhold imellem demonstranter og regime.

“Det er meget svært at vurdere magtforholdene i Iran lige nu. Vi skal passe på med at konkludere for meget på baggrund af de billeder, der slipper ud gennem internet-mørklægningen”, siger han.

Rasmus Chr. Elling ser dog mange tegn på, at konflikten nu er blevet så tilspidset, at det er svært at forestille sig et kompromis mellem regimet og demonstranterne. “Protestbevægelsen er gået meget langt i sine slogans og krav, og det er ikke længere et spørgsmål om at ville reformere styret. Troen på et mere ‘moderat’ præstestyre er død. Nu er det en benhård kamp om magten”, forklarer Elling.

“Troen på et mere ‘moderat’ præstestyre er død. Nu er det en benhård kamp om magten”

Hvem der så vinder den magtkamp, vil vise sig i den kommende tid. Muligheden for en ny ‘Blodig November’ er ifølge Iran-forskeren afgjort til stede, og det kan også sagtens blive værre end det.

“Styret har stadig den militære fordel, og vi kan godt komme til at se tanks i gaderne. Men hvor meget opbakning regimet stadig har er svært at sige”, forklarer Rasmus Chr. Elling. Han fremhæver, at både kendisser og fremtrædende journalister denne gang har støttet demonstranterne, og det kan være et udtryk for, at den mere ‘passive’ del af befolkningen er kommet mere på demonstranternes side.

Blandt de mest bemærkelsesværdige støtter har været den tidligere iranske fodboldspiller Ali Karimi, der med 129 landskampe og en klubkarriere i blandt andet Bayern München er en af landets største sportsstjerner gennem tiden. Karimi har blandt andet delt instruktioner i at omgå det føromtalte internet blackout gennem brug af VPN, og i sidste uge skrev Iranwire, at han som én af de mest fremtrædende systemkritikere stadig bosat i landet, nu blev krævet arresteret af Revolutionsgarden.

Er det denne gang, det iranske folk kan frigøre sig fra det teokratiske præsteregime, eller bliver protesterne endnu en parentes i landets undertrykkelseshistorie? Selv om der er meget, der ser ud til at være ændret, må vi tøjle vores forhåbninger på den iranske befolknings vegne en smule, lyder opfordringen fra Rasmus Christian Elling, inden også han skal skynde sig videre til næste interview.

“Vi må huske på, at regimet har en meget stor værktøjskasse til at slå ned på uroligheder. Folk bliver kidnappet, militæret og politiet er stærkt. Særligt i de kurdiske regioner har man sat hårdt ind. Men at den unge generation trods den undertrykkelse er villig til at gå på gaden viser, at kravet om frihed og demokrati står stærkt.”