Bønder forlader Antananarivo, Madagascar under COVID-19 pandemien. Foto: Henitsoa Rafalia / World Bank
12 min. læsetid

Er vi i stand til at genopdage, at vi alle hører til den samme art, og at vi har et ubrydeligt bånd til alt levende? – Der er allerede nogle, som taler om ”tiden efter COVID-19.” Og hvorfor ikke? Selv hvis det værste stadig ligger foran os for de fleste, især i de dele af verden hvor sundhedssystemet er blevet ødelagt af år efter år med organiseret vanrøgt.

Oversat af Poul Bjørn Berg


Af Achille Mbembe

Med manglen på hospitalssenge, respiratorer, udstyr til massetestning, masker, håndsprit og andre fornødenheder for at kunne sætte de smittede i karantæne, vil mange desværre ikke komme igennem nåleøjet.

Vi har aldrig lært at dø

Under de betingelser er det én ting at bekymre sig om andres død i et fjernt land. Det er noget ganske andet pludselig at blive klar over sin egen forgængelighed, at skulle leve med sin egen død tæt på – og at tænke på den som en reel mulighed. Det er for mange den rædsel, der bliver udløst af indespærringen: Endelig at skulle stå til regnskab for sit eget liv og sin slægt.

Vi må her og nu stå til ansvar for vores liv på denne jord sammen med andre (vira også omfattet) og for vores slægt. Det er på godt og ondt opgaven, som denne patogene periode pålægger menneskeheden. Det er en patogen tid – men også i højeste grad en nedbrydende tid, en tid med kroppe der går i opløsning, med triage patientsortering,og afskaffelse af alle mulige former for menneskeligt affald – den ”store adskillelse” og den store indespærring som reaktion på den forbløffende spredning af virussen … og som konsekvens den udbredte digitalisering af verden.

Hvor meget vi end forsøger at slippe af med det, fører det alt sammen i sidste ende tilbage til kroppen. Vi har prøvet at give det et andet grundlag, at gøre kroppen til et objekt, en kropsmaskine, en digital krop, en ontofanisk (tilsynekomst af væren, red.) krop. Nu vender den tilbage til os i den skrækindjagende skikkelse af en gigantisk kæbe, et medium for smitte, en bærer af pollen, sporer og mug.

“Snart vil det ikke længere være muligt at uddelegere sin død til andre. Andre vil ikke længere dø i vores sted. Vi er ikke blot dømt til uden mellemkomst at påtage os vores egen død. Muligheden for at sige farvel bliver mindre og mindre.”

+

At vide at vi ikke er de eneste, der står med denne prøvelse, eller at vi risikerer at være mange, der må forsvinde, er en ringe trøst. For vi har aldrig lært at leve sammen med alt levende, og vi har aldrig bekymret os om den skade, vi mennesker udøver på Jordens lunger og dens organisme. Altså – vi har aldrig lært at dø. Med fremkomsten af den Nye Verden og – nogle århundreder senere – fremvæksten af de ”industrialiserede menneskearter,” har vi i alt væsentligt valgt at overlade vores død til andre, og at gøre selve eksistensen til et stort offermåltid.

Snart vil det ikke længere være muligt at uddelegere sin død til andre. Andre vil ikke længere dø i vores sted. Vi er ikke blot dømt til uden mellemkomst at påtage os vores egen død. Muligheden for at sige farvel bliver mindre og mindre. Tiden for ens egen selvfortæring nærmer sig – og med den fællesskabets død – for der er ikke noget samfund, som kan være sit navn bekendt, når det at sige farvel, det vil sige at mindes det levende, ikke er muligt.

Samfundet, eller rettere fællesskabet, er ikke udelukkende baseret på muligheden for at sige farvel, altså at have et unikt møde med andre og hver gang at sætte fornyet pris på det. Fællesskabet er også baseret på muligheden for at dele ubetinget og hver gang at genvinde noget absolut essentielt, det vil sige noget der ikke kan gøres op, noget uberegneligt og således uden pris.

Det digitale, et nyt krater i jorden, åbnet af eksplosionen

Det er tydeligt, at skyerne er ved at trække sig sammen. Fanget i skruestikken mellem uretfærdighed og ulighed er en stor del af menneskeheden truet i det store kvælertag, og følelsen af at vores verden er sat på pause kommer hele tiden op igen. Hvis dagen efter under disse betingelser skulle komme, vil det næppe kunne være på bekostning af nogle andre – altid de samme – som i den gamle økonomi. Det må nødvendigvis være for alle Jordens indbyggere, uden skelen til art, race, køn, statsborgerskab, religion eller andre markører af forskellighed. Med andre ord kan det kun være på bekostning af et gigantisk brud, et produkt af en radikal forestillingsevne.

En simpel lappeløsning vil ganske enkelt ikke være tilstrækkelig. Midt i dette krater er det bogstavelig talt nødvendigt at genopfinde alt og at starte med det sociale. Når det at arbejde, købe ind, holde sig informeret, holde kontakt, styrke og bevare forbindelserne, tale sammen og udveksle tanker, drikke sammen, holde ceremonier eller organisere begravelser kun kan finde sted med skærme imellem os, er det tid til at indse, at vi er omringet af en ring af ild. Det digitale er i høj grad det nye krater i jorden, åbnet af eksplosionen. På én gang en skyttegrav, en tunnel og et månelandskab, er det den bunker, hvor de isolerede mænd og kvinder bliver inviteret til at gemme sig.

På det digitale skråplan tror man, at kroppen af kød og blod, den fysiske og dødelige krop, bliver befriet for sin vægt og inerti. Ved slutningen af denne forvandling vil den til sidst være i stand til at gå igennem spejlet, befriet for den biologiske nedbrydning og genopstået i et syntetisk, flydende univers. Det er en illusion, for samtidig med at der næppe vil findes en menneskehed uden krop, vil den samme menneskehed aldrig opleve friheden alene, uden for samfundet eller på bekostning af biosfæren.

Imod den digitale verden? Når det at arbejde, købe ind, holde sig informeret, holde kontakt, styrke og bevare forbindelserne, tale sammen og udveksle tanker, drikke sammen, holde ceremonier eller organisere begravelser kun kan finde sted med skærme imellem os, er det tid til at indse, at vi er omringet af en ring af ild, skriver Achille Mbembe. Illustration fra EMCO World.

Krig mod alt levende

Vi må starte på ny. For at overleve er det nødvendigt, at vi giver det rum og den energi tilbage til alt levende (også biosfæren), som det har brug for. På sin skyggeside er moderniteten skridt for skridt blevet til en uendelig krig mod alt levende. Den er langt fra at være slut. Underkastelsen under det digitale udgør én af siderne i denne krig. Den fører direkte til verdens forarmelse og udtørringen af hele flader af planeten.

Det er sandsynligt, at der i efterspillet efter denne ulykke vil være en fare for, at i stedet for at holde alt levende helligt, vil verden desværre komme ind i en ny æra af spændinger og brutalitet. På det geopolitiske plan vil magtens og styrkens logik fortsætte med at dominere. I fraværet af en fælles infrastruktur vil en grusom opdeling af verden blive skærpet, og skillelinjerne vil blive hårdere trukket op. Mange stater vil søge at forstærke deres grænser i håbet om at beskytte sig mod det udefra kommende. De vil også forsøge at skjule den konstitutive vold, som de vanen tro vil udøve mod de mest sårbare i deres skød. Livet bag mure og i enklaver beskyttet af private vagtværn vil blive normen.

Særligt i Afrika, men også mange andre steder i det globale Syden, vil energiintensiv udvinding, udvidelse af landbruget og røverisk inddragelse af landområder og ødelæggelse af skovene fortsætte uhæmmet. Fremstillingen og afkølingen af computerchips og supercomputere afhænger af det. Leveringen og forsyningen af de nødvendige råstoffer og den nødvendige energi til den globale digitale infrastruktur vil udfolde sig på bekostning af en voldsom begrænsning af den menneskelige mobilitet. At holde verden på afstand vil blive normen for at holde alle mulige risici borte. Men fordi den ikke tager højde for vores økologiske sårbarhed, vil denne nedbrydende vision af verden – inspireret af teorier om smitte og immunisering – næppe tillade, af vi kommer ud af den verdensomspændende blindgyde, vi befinder os i.

Den fundamentale ret til at eksistere

Man kan sige, at krigene mod alt levende har som første prioritet at afskære åndedrættet. Da COVID-19 også er en forhindring for åndedrættet og for genoplivningen af kroppen og det menneskelige væv, begiver den sig ind på den samme bane. Hvad er formålet med åndedrættet, hvis det ikke lige netop er absorption af ilt og udskillelse af kuldioxid i et dynamisk samspil mellem blod og væv? Men med den rytme livet på Jorden udspiller sig i, og med det der er tilbage af planetens rigdom, hvor langt er vi så fra en tid, hvor der vil være mere kuldioxid end ilt at indånde?

“… det vi har brug for er en frivillig opbremsning, en bevidst og fuldstændig enig afbrydelse. Uden den vil der ikke være nogen fremtid.”

+

Før virussen var menneskeheden allerede truet af kvælning. Hvis der skal være krig, kan det ikke så meget være mod en specifik virus, men mere mod alt, hvad der dømmer menneskehedens flertal til et alt for tidligt ophør af åndedrættet, alt hvad der grundlæggende angriber luftrøret, alt hvad der i hele kapitalismens lange historie har dømt hele segmenter af verdens befolkning, hele racer, til et besværligt, gispende åndedræt, til et tungt liv. Men for at komme ud af det, må vi forstå åndedrættet ud over dets rent biologiske aspekt og i stedet som det, vi har til fælles, det som pr. definition ligger uden for enhver beregning. Dermed mener jeg den universelle ret til at trække vejret.

Som noget der både er hævet over jorden og er vores fælles grund, kan den universelle ret til at trække vejret ikke kvantificeres eller tages fra os. Fra et universelt perspektiv er det ikke bare alle menneskers ret, men alt levendes ret. Den må forstås som en fundamental ret til at eksistere. Derfor kan den ikke blive konfiskeret, og dermed undgår den enhver form for overherredømme og symboliserer i sig selv det overordnede princip. Desuden er den en oprindelig ret til at leve på Jorden, en ret der tilhører det universelle fællesskab af Jordens indbyggere, menneskelige eller ikk ej.

Frivillig opbremsning

Processen er begyndt tusind gange. Man kan remse hovedanklagerne op med lukkede øjne. Hvad enten det er biosfærens ødelæggelse, den tekniske videnskabs overtagelse af vores sind, kriminalisering af modstand, gentagne angreb på fornuften, en generaliseret fordummelse eller fremkomsten af determinisme (genetisk, neurologisk, biologisk eller miljømæssig) – så er de farer menneskeheden står over for i tiltagende grad eksistentielle.

Den største af disse farer er, at alle former for liv bliver gjort umulige. Mellem dem, der drømmer om at uploade vores bevidsthed til maskiner, og dem der er sikre på, at den næste mutation af vores art vil befri os fra vores biologiske skal, er der ikke stor forskel. Den eugenetiske (kontrol med hvem der må føde børn i et samfund, red.) fristelse er ikke forsvundet. Det er den langt fra, fordi den netop er grundlaget for de seneste fremskridt inden for videnskab og teknologi.

Ved denne korsvej kommer så denne pludselige opbremsning; en afbrydelse, ikke af historien, men af noget der stadig er vanskeligt at forstå. Da det er noget, der er blevet os påtvunget, er det ikke en opbremsning, der kommer af vores fri vilje. I mange henseender er den både uforudset og uforudsigelig. Men det vi har brug for er en frivillig opbremsning, en bevidst og fuldstændig enig afbrydelse. Uden den vil der ikke være nogen fremtid. Uden den vil der ikke eksistere andet end en endeløs serie af uforudsete begivenheder. Hvis COVID-19 virkelig er et iøjnefaldende udtryk for den verdensomspændende blindgyde, menneskeheden befinder sig i nu, så handler det om intet mindre end at genopbygge en beboelig Jord for at give os alle det livgivende åndedræt. Vi må erobre verdens lunger tilbage med et perspektiv om at erobre nyt land. Menneskeheden og biosfæren er ét. Alene har menneskeheden ingen fremtid. Kan vi genopdage, at hver af os hører til den samme art, og at vi har et ubrydeligt bånd til alt liv? Måske er det spørgsmålet – det allersidste – inden vi tager vores sidste åndedrag


Denne artikel er oprindeligt bragt på Critical Inquiry: The universal right to breathe


Achille Mbembe er camerooniansk filosof og historiker bosat i Johannesburg.