Alt for konkurrenceevnen – EU’s økonomi de næste fem år

Vi kom et skridt nærmere at forstå, hvordan de næste fem år i EU-politik kommer til at se ud, da Mario Draghi – tidligere chef for Den Europæiske Centralbank og tidligere italiensk premierminister – mandag 9. september offentliggjorde en længe ventet rapport om EU’s fremtid set med økonomiske briller.

Et dokument på op mod 500 sider leverer anvisninger på, hvordan EU erobrer førertrøjen i den globale konkurrence med USA og Kina. Rapporten er bestilt af EU’s Ministerråd og EU-kommissionen, og tænkt som dét råmateriale, der skal munde ud i en ”Pagt for konkurrenceevne” nogle måneder hen ad vejen.

Med den rapport bliver perspektiverne i de foreløbige udmeldinger fra EU-Kommissionens formand fra 18. juli mere klare. Hun leverede overskrifterne, Draghi kommer med udkast til substansen. Han bruger store armbevægelser om, hvordan hele EU-maskinen skal sættes til rådighed for konkurrenceevnen. Blandt hovedprioriteterne er nye midler til at bane vejen for deregulering. Der går han langt for at blokere alt, der kan genere erhvervslivet – det kan være klimapolitik, socialpolitik, miljøpolitik eller forbrugerbeskyttelse.

Til dét må man sige: Nogen må stoppe det vanvid.

4 gange EU’s budget

Herhjemme har medier og debattører ellers næsten kun lovord til Draghi. Overskrifter om ”Super Mario”, der ”rammer plet” og ”leverer guldkorn”, viser en udelt begejstring for mandens medicin, der i korte træk kan beskrives som koordineret, massiv støtte til teknologiudvikling og infrastruktur på den ene side, og deregulering og mere marked på den anden. Tilsammen skal de to indsatser så føre til øget ’konkurrenceevne’.

Det er f.eks. en øjenåbner, at han vurderer, at prisen for det teknologiske boost og ny infrastruktur ligger på ikke mindre end 750-800 milliarder euro i ekstra private og offentlige investeringer hvert år. Det er i omegnen af fire gange EU’s budget. Det bliver svært.

En anden modsætning, der springer i øjnene, er at Draghi vil sætte de fleste af pengene i en energi-infrastruktur, der kan levere billig og ’ren’ energi til både virksomheder og husstande. Alligevel er han ivrig efter at udbygge gas-infrastrukturen – og vil prioritere en række dyre og usikre tekniske fix temmelig højt, særligt kulstoflagring (CCS). Det hænger også dårligt sammen.

Deregulering sort på hvidt

Mens de store indsatser for teknologisk opgradering har været vendt og drejet af de medier, som har behandlet Draghi-rapporten, har der ikke været meget fokus på den anden side af hans forslag, nemlig udviklingen af EU’s samlede regelsæt og funktionsmåde, som skal skabe maksimal medvind til virksomhedernes konkurrenceevne.

Det er synd, for hér er Draghi mildt sagt interessant. Det er nemlig et heftigt dereguleringsprojekt, han lægger på bordet.  Mere privat marked, mindre offentlig velfærd.

Det lå i kortene, at ’deregulering’ ville være en væsentlig del af rapporten. Deregulering er en rød tråd i Kommissionens planer, og er defineret i store træk i Kommissionsformandens retningslinjer for de kommende år, som von der Leyen lagde frem i juli. Det som har manglet er en nærmere beskrivelse af, hvordan det skal foregå. Hér har Mario Draghi leveret varen, og serveret lidt af hvert til formålet. 

Gennemsyn af alle regler

Af pladshensyn giver det mening at indskrænke os til tre eksempler på Mario Draghis menu på området. Det første handler om intet ringere end samtlige EU-regler, der skal ”stress-testes” for at sikre, at både europæiske og nationale regler fremstår med ”et forenet korpus, der repræsenterer en konkurrencemæssig styrke for vores Union.”

Dette er et ekko af et krav fra en højtråbende koalition af overvejende energi-intensive industrier, som i februar i år krævede, at der blev gjort ”tiltag til at ændre alle EU-regler” med henblik på at styrke konkurrenceevnen.

Draghis forslag er, at ved indledningen til samtlige valgperioder skal Kommissionen gå igennem en proces, hvor hele regelværket checkes og rettes til. Han kalder det ”Evalueringsbanken”. Med tanke på at den slags i en tidligere fase af EU’s udvikling førte til overvejelser om, hvorvidt reglerne for arbejdsmiljø skulle sløjfes for en række erhvervssektorer, lyder dette meget vidtrækkende.

Filter på lovgivningen

Det andet forslag er også ambitiøst, og meget let at gennemføre. Der har i mange år været en intern procedure i Kommissionen, som skal sikre, at de forslag – der kommer fra EU-institutionen – ikke berører konkurrenceevnen i for høj grad. F.eks. har det såkaldte Udvalg for Forskriftskontrol bremset en række forslag på grund af deres indvirkning på dele af erhvervslivet.

Da en gren af Kommissionen i 2022 fremlagde et forslag om store europæiske virksomheders aktiviteter i udlandet med et fokus på menneskerettigheder og miljøødelæggelser, blev udkastet afvist af udvalget hele to gange. Enden på den misere blev, at det endelige forslag var stærkt udvandet i forhold til det oprindelige ambitionsniveau.

Det er altså allerede et ret indgribende system, der er på plads, men Draghi vil et hak videre. Han foreslår, at ”industrielle aktører” skal være direkte med til at afgøre, hvilke forslag der skal nyde fremme, og hvilke der skal droppes.

En fræk ‘hit-list’

Det tredje forslag handler om konkrete EU-love, der bør komme under en særlig lup for at lette presset på virksomheder. Der er faktisk flere lister, men én kalder på opmærksomhed, fordi den er overraskende kæk.

Den handler om afrapportering om bæredygtigheds- og menneskerettigheds-forhold, som Draghi mener er ”en væsentlig kilde til reguleringsbyrden.” Det drejer sig om både virksomheders aktiviteter og indkøb i udlandet (omtalt ovenfor), om bæredygtigheden af nye investeringer, om kemikaliereglerne, om handlen med emissionskvoter (CO₂-kvoter) m.m.

Der er to grunde til, at listen er provokerende: Det er for det første, fordi den sætter sig for at skrue ned for afrapportering inden for områder, hvor afrapportering er helt afgørende for, at lovene kan håndhæves effektivt. For det andet så handler det langt overvejende om love, der blev vedtaget eller revideret i den forgangne periode.

Spørger man rundt blandt grønne NGO’er og menneskerettighedsorganisationer i Bruxelles, hvad der var af opture i de forgange år, vil alle nævne én eller flere af lovene på Draghis ’hit-list’.

Fem år for konkurrenceevnen

I de næste måneder bliver det afgjort, hvor langt Kommissionen vil følge Mario Draghis anbefalinger. Sådan set stod det allerede klart den 18. juli, da Kommissionsformand von der Leyen fremlagde sine retningslinjer for den næste periode, at konkurrenceevne og deregulering vil stå klarere i centrum end de seneste ti år.

Og det bliver ikke umiddelbart så vanskeligt at gennemføre. EU’s regeringer har presset på for det, Kommissionen er rykket til højre, og Europa-Parlamentet er rykket endnu længere til højre.

Det er dog set før, at når den slags møder virkeligheden – såsom de nationale politiske virkeligheder – så kommer der ofte uventet modstand, som sætter bremsen i. Er det f.eks. tænkeligt, at alle medlemslande er parate til at droppe et omfattende forbud mod PFAS (kæmpeproblemet med kemiske fluorstoffer)? Vil alle gå med til, at regler om databeskyttelse undermineres? Vil alle lade industrien forurene uhæmmet?

Nok er EU-kommissionen somme tider forbløffende god til at holde sig til strategien – men det er ikke sikkert, de kan gennemføre den.