Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. januar. 2021

Analyse: Konjunkturer – ikke ‘ghettolov’ – har hjulpet boligområder

Lovens tilhængere kalder nedgangen i såkaldte ”ghettoområder” for et bevis på lovgivningens succes. Det har dog intet at gøre med den nye lov, at antallet er faldet. Det handler derimod om økonomiske konjunkturer, der har skabt efterspørgsel på beboernes arbejdskraft.

Mens mange borgere i de almene boligområder vil have fjernet ‘ghettoloven’, kalder dens forsvarere loven en succes, med henvisning til et fald i antallet af områder på listen. Analysen her af Søren Nørgaard Graven viser, det ikke er korrekt. Foto: Britta My Thomsen / Solidaritet
Artiklen tager cirka 7 minutter at læse.

Lovens tilhængere kalder nedgangen i såkaldte ”ghettoområder” for et bevis på lovgivningens succes. Det har dog intet at gøre med den nye lov, at antallet er faldet. Det handler derimod om økonomiske konjunkturer, der har skabt efterspørgsel på beboernes arbejdskraft.


Af Søren Nørgaard Graven

Da den årlige liste over ghettoer, udsatte boligområder mm. blev offentliggjort, viste det sig, at antallet af områder på listen var faldet markant. Meget mere end i tidligere år. Tilhængere af loven var hurtigt ude og fremhæve det som det endelige bevis på at loven virker. Argumentet er simpelt: Truslen om nedrivninger har fået kommuner og boligforeninger til at få fingeren ud og gøre noget ved problemet. Særligt kommunernes beskæftigelsesindsats er blevet fremhævet, fordi udviklingen i høj grad er drevet af, at andelen uden for arbejdsmarkedet er faldet. Historien virker umiddelbart overbevisende. Men en nærmere analyse af udviklingen viser, at faldet for det første ikke er særlig stort, og at det faktisk ikke er anderledes end den generelle udvikling på arbejdsmarkedet i samme periode.

Lad os se på de såkaldte ‘hårde ghettoområder’. Her har truslen om nedrivninger været meget reel, så boligforeninger og kommuner har haft et meget stærkt incitament til at gøre noget i en fart. Her kan vi se en opgørelse over ‘hårde ghettoer’ på listen sidste år:

Højkonjunktur snarere end ghettolov

De data, som listerne bygger på, er forsinkede. Listen fra december 2019 bygger på en blanding af data fra 2017 og 2018. Årets lister bygger på data fra 2018 og 2019. De fleste områder har haft en positiv udvikling. I gennemsnit er beboer-andelen uden for arbejdsmarkedet faldet med 1,7%. Det er ikke nogen voldsom ændring. Den er positiv, men ikke iøjnefaldende. Årsagen til, at faldet af ”ghettoer” er stort, skyldes at loven anvender en grænseværdi på 40% udenfor arbejdsmarkedet. Mens 1% over grænsen og området er et problematisk parallelsamfund, er der ingen problemer, så længe man er under den ene procent. En lille forøgelse af andelen i job og uddannelse kan således komme til at se meget stor ud fordi der er en grænseværdi. Den vigtigste forandring for indbyggerne i de berørte områder handler altså mere om at de kommer væk fra listen og ikke om at der er sket en stor forbedring i deres levevilkår.

Derudover er det tvivlsomt, hvor meget af udviklingen der kan tilskrives ghettoloven og indsatser sat i gang på grund af loven.  Perioden fra 2017-19 dækker over en højkonjunktur med stigende beskæftigelse generelt. Og vi ved fra forskningen at etniske minoriteter er nogle af dem der i høj grad påvirkes af konjunkturerne, deres arbejdsløshed falder meget hurtigere i opgangstider og stiger hurtigere i nedgangstider. Ser vi på gruppen af ”ikke-vestlige”, som loven går efter at ramme har de da også generelt haft en stigning i andelen der er i beskæftigelse.

“Konklusionen bør ikke komme som et chok for nogen. Arbejdsløshed har alle steder og til alle tider primært handlet om, hvor mange jobs der var.”

For efterkommere en stigning på 1,8%, for indvandrere en stigning på hele 2,6%. Den samlede befolknings tilknytning til arbejdsmarkedet er steget med 1%. Med tanke på at de såkaldte ”hårde ghettoområder” per definition har mere end 50% ikke vestlige blandt beboerne så er en stigning på 1,7% ikke nogen overraskelse. De har blot oplevet fuldstændig samme forbedring, som andre minoritetsdanskere der bor alle mulige andre steder har. De har det hverken værre eller bedre rent arbejdsmarkedsmæssigt fordi de bor i en såkaldt ghetto.

Arbejdsløshed: Den samme gamle historie

Konklusionen bør ikke komme som et chok for nogen. Arbejdsløshed har alle steder og til alle tider primært handlet om, hvor mange jobs der var. Er der vækst og stor efterspørgsel på arbejdskraft kommer folk i arbejde. Når krisen rammer, sker det modsatte. Selvfølgelig kan boligsociale indsatser og beskæftigelsespolitik have indflydelse, men det er kun på marginalen, det har betydning og de marginale effekter er primært interessante, fordi det kan omsættes til nogle besparelser på det offentlige budget. Få 10 personer i arbejde og kommunen kan ansætte en skolelærer mere. Men når man skal forklare, hvorfor arbejdsløsheden generelt stiger og falder, er den slags en ringe forklaring.

Betyder det så, at man ikke kan gøre noget som helst? Absolut ikke. Men det tyder på, at diagnosen på minoritetsdanskeres lave beskæftigelsesgrad er forkert. Det handler ikke om, hvor de bor. Og når det er meget konjunkturfølsomt, handler det nok heller ikke om manglende udbud. Det er altså ikke fordi beboerne mangler kompetencer eller for dovne eller for krævende. Hvis problemet lå på udbudssiden, ville man se en relativt stabil andel minoritetsdanskere i job. Det ser vi ikke. I stedet ser vi, at der er langt større udsving i arbejdsløsheden for minoriteter end majoritetsdanskere.

Andelen med job kan på over et årti falde med 12% og derefter stige med 9%. Det viser at minoritetsdanskere med al tydelighed både kan og vil arbejde, men at de bliver fyret når krisen rammer og først bliver ansat igen når økonomien vender. Årsagen er en gennemgående strukturel racisme på det danske arbejdsmarked. En lang række studier viser igen og igen, at man kommer længere, hvis der står Anders på ansøgningen end hvis der står Ahmed.

“Årsagen er en gennemgående strukturel racisme på det danske arbejdsmarked. En lang række af studier viser igen og igen at man kommer længere, hvis der står Anders på ansøgningen end hvis der står Ahmed.”

Minoritetsdanskere står forrest, når chefen skal lange fyresedler ud i krisen og bagest i køen til at blive ansat når det vender. Strukturel racisme kan ikke bare lige afskaffes på en eftermiddag, men det er muligt at tage en lang række forholdsregler, der kan udjævne forskellen. For at begrænse diskrimination fra arbejdsgivere er der en række tiltag, man kunne tage. Anonymisering af ansøgninger, indførelse af måltal i det offentlige og i sociale klausuler for ansættelse af minoriteter, en ny ligebehandlingslov; og en myndighed der har til formål aktivt at opsøge og efterforske sager om diskrimination.  Endelig kan man også stimulere efterspørgslen lokalt i f.eks. udsatte boligområder. En afskaffelse af fattigdomsydelserne vil f.eks. blive omsat til flere jobs i butikker og restauranter i udsatte boligområder.

Ghettoloven skaber altså ikke forbedringer i de udsatte boligområders. Men stigende efterspørgsel på minoritetsdanskeres arbejdskraft gør. I stedet for at sidde fast i udbudsøkonomi og kigge på de arbejdsløse bør vi se på arbejdsgiverne. I stedet for ghettolove bør vi styrke efterspørgslen lokalt i udsatte boligområder og bekæmpe diskrimination på arbejdsmarkedet, og dermed øge efterspørgslen på minoritetsarbejdskraft.


Om skribenten

Søren Nørgaard Graven

Søren Nørgaard Graven

Analysekonsulent i en kommunal beskæftigelsesforvaltning. Medvært på podcasten ”Den Faglige Klub” i Radioaktiv, om arbejdsmarkedspolitik og faglig kamp.
Læs mere