Anders Kærgaard var en hædersmand

Hædersmanden Anders Kærgaard blev onsdag 14. februar bisat i Århus. Han blev kun 51 år gammel. 

Anders var uddannet kaptajn ved Garderhusarregimentet og senere udsendt som efterretningsofficer til Irak i 2004-05. Her oplevede han ting, som stred imod de værdier, han troede på – og da hans øverste foresatte afviste at gøre noget ved det, valgte Anders at fortælle offentligt om det. 

Det betalte han en høj pris for. Systemet slog igen. Med foragt, offentlige angreb og retssager. 

Sammen med eftervirkningerne fra opholdet i Irak betød det, at han til tider måtte kæmpe med “det tungeste mørke” og til sidst endegyldigt valgte mørket, som hans ægtefælle Mette skrev i et opslag på Facebook. 

Det er utrolig trist. Men vi skal huske Anders for hans mod og vilje til at trodse uretfærdigheden. En indsats, som han helt berettiget blev hyldet for gennem årene, bl.a. med hæderspriser. 

En af dem – Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen – blev jeg bedt om at overrække til ham ved et arrangement den 21. november 2021 i Krudttønden i København. Det skete med nedenstående tale. 

Æret være Anders’ minde!

Talen

“Tak til Gelsted-Kirk-Scherfig-fonden for at give mig muligheden for at begrunde denne prisuddeling. Det er jeg glad og stolt over – fordi den ikke bare gives til en, som har fortjent den – det gør alle prismodtagerne – men også til en, som virkelig har sat sig selv på spil.

Vi ved alle, at krige er omgivet af tåge. ”Sandheden er krigens første offer”, lyder en gammel, men ikke desto mindre rigtig, kliché.

De historiske eksempler er utallige. 

Selv var jeg medlem af Folketinget første gang i perioden fra 1998 til 2005, hvor Danmarks ”aktivistiske ” – læs: ”militaristiske” – udenrigspolitik for alvor tog fart: Kosovo, Afghanistan og Irak. 

En ting var, at det var umuligt at få en reel diskussion i folketingssalen, hvor møderne var offentlige. Men ofte, når jeg sad til lukkede møder i Det Udenrigspolitiske Nævn eller i Forsvarsudvalget, var det åbenlyst, at vi ikke fik fortalt sandheden. For nu ikke at sige: blev fyldt med løgn.

Når vi alligevel en gang imellem kunne få kastet lys over en sag, så skyldes det ikke vores egen genialitet, men at der var folk ”indefra” – whistleblowere – som gav os et tip. Nogle gange i al fortrolighed, andre gange slået stort op i aviserne. 

Mange af jer her husker sikkert påstandene om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben som begrundelse for den danske krigsdeltagelse. Nogle af os tvivlede fra første færd på den påstand. Ikke fordi vi havde tillid til diktatoren Saddam Hussein – vi huskede kun alt for godt, hvordan han havde giftgasset tusinder af kurdere i Halabja i marts 1988. Men fordi der var alt for meget, som ikke hang sammen i den historie.

Alligevel blev påstanden brugt til at sende Danmark i krig i 2003. Og påstanden – underbygget af den amerikanske udenrigsminister Colin Powells powerpoint-show i FN’s sikkerhedsråd (som senere viste sig at være en stor fabrikeret løgn) – blev brugt til at udskamme modstanderne af Irak-krigen.

Altså indtil den 22. februar 2004, hvor lækkede oplysninger til Berlingske dokumenterede, at efterretningstjenesten ikke delte regeringens skråsikre påstand om Iraks masseødelæggelsesvåben. Dét var med til at ændre debatten og skabte en mere nuanceret opfattelse af Irak-krigen og den danske krigsdeltagelse.

Men efterretningsmanden Frank Grevil, som stod bag lækket, fik hverken officiel ros eller medaljer for sin indsats for sandheden. I stedet blev han forfulgt som en simpel kriminel og idømt fire måneders ubetinget fængsel.

Under hele den danske militæroperation i Irak var et centralt spørgsmål, hvad der egentlig skete med de irakere, som Danmark var med til at tage til fange, f.eks. i forbindelse med fælles aktioner med irakiske styrker. Egentlig burde der ikke være den store tvivl om, at hvis dansk militær medvirkede til at tage fanger, så var det også dansk ansvar, at de blev behandlet ordentligt og efter internationale konventioner.

Mange rygter gik om, at det ikke skete. I Folketinget blev der stillet det ene spørgsmål efter det andet, men forsvaret og skiftende regeringer fastholdt, at der ikke var noget at komme efter.

Det gjorde de også, da en større gruppe irakere stod frem og ville rejse en civil sag mod Danmark for de overgreb, som de havde været udsat for, mens de var under danske styrkers opsyn. Man forstod nærmest, at det var pure opspind alene udtænkt for at få et sugerør ned i den velpolstrede danske statskasse.

Altså indtil Anders Kærgaard, tidligere udsendt efterretningsofficer til Irak, stod frem i 2012 med en film, som dokumenterede, hvordan irakiske soldater mishandlede 36 irakiske fanger, mens danske soldater passivt så til.

Anders Kærgaard fik heller ikke nogen tak for sit bidrag til sandheden. I stedet blev han sat på forhørsbænken og afkrævet svar på, hvem der havde optaget filmen. Den militære anklagemyndighed krævede seks måneders fængsel, men sagen endte med dagbøder.

Men bøden var ikke det værste. Det var derimod den foragt og udelukkelse fra det system, som Anders loyalt havde tjent, inklusiv ved at tage dets pæne ord om ordentlighed, respekt for menneskerettigheder og ytringsfrihed alvorligt. Det er den høje pris, som mange whistleblowere må betale for at opretholde de værdier, som vi nok alle synes, at vores samfund skal bygge på. 

På den baggrund er det forståeligt, hvis whistleblowere trækker følehornene til sig. Men Anders Kærgaard har forsat med at sætte fokus på vigtigheden af, at sandheden kommer frem. Bl.a. som medstifter – i øvrigt sammen med Frank Grevil – af en NGO til at hjælpe whistleblowere. Bl.a. ved at slutte aktivt op bag ønsket om en Irak-kommission, som også kunne placere et juridisk ansvar. Eller som der står øverst, når man går ind på Anders Kjærgaards twitterprofil: ”I sender os i krig på løgne. Når vi kommer hjem i stykker – forsvinder I og overlader stumperne til familierne. Når flygtninge så bagefter søger os – bygger I et hegn. Damn right det skal have konsekvenser for jer at lyve for os. Ny Irakkommission – nu”. 

Vi – den danske befolkning, det danske samfund – har brug for folk som Anders. Selvfølgelig til at gå ud med oplysninger, når noget forsøges skjult. Men også til hele tiden at være med til at kaste lys på magten, hvad enten vi snakker grundlaget for at gå i krig eller – for at tage et helt aktuelt eksempel – den manglende lovhjemmel til at lukke ned for minkproduktionen.

Det handler ikke om, om vi er for eller imod det ene eller det andet tiltag. Personligt bakker jeg fuldt ud op om minknedlukningen af hensyn til folkesundheden. Men det handler om, at vores demokrati kun kan fungere som demokrati, hvis det bygger på alles adgang til alle relevante fakta.

Anders, dét har du givet dit bidrag til. For dét – og som repræsentant for alle de andre, som har gjort det samme i fortiden og som vil gøre det samme i fremtiden – skal jeg hermed overrække dig denne hæderspris. 

Tak og tillykke.”