Kræve ved kasse ét eller med hatten i hånden

Formaningen, den moralske grundsætning eller parolen – alt efter temperament – kom til at præge mange af fagbevægelsens faner.

Også på en del af den offentlige sektors fagforeningsfaner, hvor parolen “Gør din pligt – kræv din ret” tillige ganske godt matchede den historiske tænkning bag det udvidede loyalitetskrav i tjenestemandsbegrebet, som gav arbejdsgiveren udvidet råderet over tjenestemanden mod til gengæld at yde livslang forsørgelse gennem først løn og siden pension.

Og sloganet stod der stadig, da jeg i 1976 blev overflyttet fra Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) til Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA).

Pligter og rettigheder

Også velfærdssamfundet blev op gennem 1950’erne og 1960’erne bygget op efter samme tankegang om pligter og rettigheder. I det mindste for en stor del af velfærdens vedkommende.

Hvor pligten gjaldt krav om selvforsørgelse, hvis det var muligt, og skattebidrag til fællesskabet, mens det samfundsmæssige bidrag til individuelle rettigheder udgjordes af universelle ydelser, som ret (og pligt) til skolegang, ret til aldersbetinget folkepension og senest ret til Arne-pension. Ydelser som ingen instans på fællesskabets vegne skulle tage stilling til, bevilge eller visitere, men som den enkelte så at sige kan hæve ved kasse ét uden at stå med hatten i hånden foran en sagsbehandler, socialarbejder eller læge.

En anden del af velfærdsydelserne blev det modsatte. Dét som nogen skal tage stilling til og træffe en afgørelse om, hvorvidt den enkelte er berettiget til at modtage – typisk ud fra forsøg på at anvende objektive kriterier som målestok for skøn.

Meget blev finansieret over skatter og afgifter, mens andet blev afhængigt af delvis brugerbetaling. Men rettigheder for den enkelte var en bærende tankegang.

Balancen har ændret sig

Når jeg ser tilbage på mine godt fyrre år som fagligt aktiv i den offentlige sektor fra tillidsrepræsentant til forbundsformand og nu pensionist, er balancen mellem køen til kasse ét med rettigheder og køen til den fremstrakte hånd baseret på skøn blevet forrykket. Og ikke mindst balancen i den offentlige debat.

Balancen har ændret sig af to meget forskellige årsager.

På den ene side har arbejdsgiverne og fagbevægelsens indarbejdning af velfærdstemaer i de kollektive overenskomster skabt supplerende velfærdsordninger, der styres af arbejdsmarkedets parter og ikke af Christiansborg.

Ordningerne tog et tigerspring fremad med overenskomstforligene i 1989 og 1990 i henholdsvis den offentlige og den private sektor om indførelse af obligatorisk pensionsopsparing som en del af ansættelsesforholdet. Hermed blev der for alvor føjet et nyt element til velfærdsudviklingen.

På den anden side har modernisering, effektivisering, kvalitetsprodukter, sparerunder, skattestop, reform-amok og hvilken indpakning de politisk besluttede velfærdsforringelser gennem de seneste mere end fire årtier i høj grad udhulet den fælles ansvarlighed for hinanden og dermed for velfærden. Set fra helikopterperspektiv har forringelserne ikke haft en entydig politisk farve. Snarere tværtimod.

Udviklingen kan måske bedst sammenfattes i sloganet “færre på offentlig forsørgelse” med en bevidst politisk sidegevinst for både rød og blå blok om den offentlige sektors størrelse. Måske med en lille politisk variation over, om en mindre offentlig har været anset for at være hovedgevinst eller sidegevinst.

Færre penge til fælles velfærd = øget velstand for den enkelte til at købe egne løsninger

Venstres beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen lagde i hvert tilfælde ikke skjul på, at det politiske sigte for Venstre var en mindre offentlig sektor og mindre fællesfinansieret velfærd, som kunne skabe grundlaget for et helt andet samfund, da han for snart et par årtier siden i dagbladet Børsen løftede sløret for Venstres strategiske tænkning bag skattestoppet:

“Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent, mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.”

Og Venstres Lars Løkke Rasmussen byggede som statsminister videre på visionen om det helt anderledes samfund ved at introducere begrebet privat velfærd som den moderne udgave af det klassiske velfærdssamfund, hvor vi udstyrer hinanden med rettigheder og muligheder og spænder et sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs. Nu skulle færre penge til den fælles velfærd i stedet forklares som øget velfærd for den enkelte til at købe egne løsninger.

Den private velfærd á la Løkke – i det mindste i hans tid i spidsen for Venstre – betyder, at vi afmonterer fællesfinansierede universelle rettigheder og muligheder og gør sikkerhedsnettets huller langt større – for at give de bedst stillede mulighed for selv at købe det, vi før var fælles om.

Socialdemokraterne har tænkt i samme retning

Jeg har i min forbundsformandstid hørt socialdemokratiske formænd – om ikke med de samme argumenter som Venstre – tale for, at den private sektor skal udgøre en større del af bruttonationalproduktet på bekostning af den offentlige sektor. Den politiske kurs blev dog noget zig-zag-agtig, når partiet også gennemførte valgkampe med i mine øjne fornuftige krav om nye rettigheder i velfærden – som retten til regelmæssigt bad for ældre, der er afhængig af andres hjælp.

Senere svingede pendulet igen den modsatte vej, og fra samme kant kom så opfordringer til faglige repræsentanter om i velfærdsdebatten ikke at komme med forslag om nye rettigheder, fordi det ville spænde ben for Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen gik dog heldigvis den modsatte vej, da det lykkedes FOA og 3F at skabe en dagsorden om en retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som førte til gennemførelsen af Arne-pensionen.

For tiden ser det ud til, at Socialdemokratiet et stykke ad vejen overlader velfærdsudviklingen til Moderaternes lilla velfærd med mindre fællesskab og mindre fælles ansvarlighed og mere privat, hvor enhver er sin egen lykkes smed.

Det ser i hvert tilfælde ud til, at Socialdemokratiet i stedet kaster sig over udlændingepolitikken. Formentlig i håb om at forbedre de elendige udsigter for det kommende valg ved at gentage succesen med at hive stemmer hjem fra Dansk Folkeparti. Denne gang med håb om – at hente vælgere tilbage fra først og fremmest DanmarksDemokraterne, men også Nye Borgerlige.

Nu er det åbenbart Frederik Vads højtuddannede hemmelige fjender af de danske værdier på de nordsjællandske apoteker og i ministeriernes frokoststuer, det handler om, og ikke længere de svageste i det danske samfund – de ældre med plejebehov, de syge, de handicappede og de udsatte.

For dem, der oprindeligt bar parolen om gør din pligt og kræv din ret, er det en underlig prioritering af udviklingsveje i det danske samfund.

Hvis det gamle arbejderparti for alvor ruller fanerne med parole om ret og pligt sammen, så bør fagbevægelsen i stedet sætte kræfterne ind på at skabe en ny bevægelse, der går til kamp for at forsvare velfærdssamfundet som den samfundsmodel, der gavner flest i det danske samfund, og som fortsat tager hånd om dem, der får brug for den hjælpende hånd.