79 er ingen alder for Bob Dylan der stadig udgiver nye albums, og som fortsætter med spille på sin "Never-ending tour". Foto fra Youtube-koncert.
8 min. læsetid

Bob Dylan reciterer fra sin poesibog, men alligevel emmer hans stemme af musikalitet. Hans seneste album består af to plader. Den ene henter sin titel fra faderspøgelset i Shakespeares ”Hamlet”, mens den anden er et citat fra Jimmie Rodgers, countrymusikkens første store sanger. Christian Braad Thomsen anmelder pladen.



Af Christian Braad Thomsen

En hyldest eller manglende inspiration?

Jimmie Rodgers synger om, at han har fundet en vidunderlig kvinde at bo sammen med. Men han kan alligevel ikke opgive ”my good old rough and rowdy ways”, som han oplevede dem på jernbanen og landevejen.

Det er også Dylans problem, og det beskriver han ved at udfolde sit nye album mellem Shakespeare og countrymusikken. Men hvor han tidligere skabte punch lines, der blev citeret vidt og bredt, citerer han nu selv vidt og bredt fra sine sange. Er det mangel på inspiration, eller er det en hyldest til dem, der kom før ham?

Dylans musikalske historie – kort fortalt

Et langt liv har ført den nu 79-årige Bob Dylan på talrige musikalske rejser. Han debuterede i 1962 med at fejre de country-, blues- og folk-sangere, der var hans musikalske fædre. Derefter fungerede han et par år som forsanger i ungdomsoprøret med de to gennembrudsplader ”The Freewheelin’ Bob Dylan” (1963) og ”The Times They Are A-Changin” (1964). De næste par år satte han strøm til musikken og udvidede den med vilde, surrealistiske tekster. Da han syntes, han var kommet for langt ud, vendte han atter tilbage til rødderne i folkemusikken.

Hvor de fleste jo ser det som en opgave at leve så modsigelsesfrit som muligt, ser Dylan det snarere som sin opgave at værne om sine modsigelser. De er alle sammen en del af ham.

+

Så kom hans kristne gennembrud og 1980’ernes generelle nedtur, men han fandt ny næring ved endnu engang at vende tilbage til folkemusikken med to ret oversete folk-plader ”Good as I Been to You” (1992) og ”World Gone Wrong” (1993). Derefter fulgte hans dødstrilogi med de sene mesterværker ”Time Out of Mind” (1997), ”Love and Theft” (2001) og ”Modern Times” (2006). Da han siden udsendte hele fem albummer med sange fra The Great American Song Book, blev han afskrevet af de fleste: Frank Sinatras crooner-repertoire lå mildest talt ikke til Dylan, men han havde tilsyneladende ikke andet at byde på…

Dylans mange modsætninger

Nu følger så et dobbeltalbum, der indledes med et citat af lyrikeren Walt Whitman: ”I contain multitudes”, hvormed han bekræfter sine mange modsætninger:

I’m a man of contradictions, I’m a man of many moods
I contain multitudes.

Til kvinden derhjemme kan han synge: ”I knew you’d say yes, I’m saying it too. / I’ve made up my mind to give myself to you.” Men til kvinden på landevejen kan han omvendt synge: “I don’t love nobody, give me a kiss.” Og begge dele er sandt. Nogle gange lyder han som den ydmyge elsker, andre gange som en helvedesprædikant, der også svovler over de mere frivole sider af sig selv.

Om Bob Dylan stadig er kristen, kan i høj grad diskuteres. Et sted hedder det: “I hope that the gods go easy with me.” En kristen ville jo aldrig tale om ”guderne” i flertal, og efter sin kristne periode, erklærede Dylan da også, at fra nu af var musikken hans religion: ”Jeg finder religiøsitet og filosofi i musikken og ikke noget andet sted. Jeg tror ikke på rabbinere, prædikanter, evangelister og den slags. Jeg tror på sangene.”

En hyldest til det ydmyge og at gøre det ukendte kendt

Og gennem hele sin karriere har Dylan jo sunget hyldestsange til sine musikalske forbilleder fra Woody Guthrie over Blind Willie McTell til Charley Patton. På den nye udgivelse slutter han med Jimmy Reed, en beskeden bluessanger som Dylan fremhæver, fordi han engang sagde, at han jo næppe ville drive det vidt, når han ikke spillede guitar bag om sit hoved eller smed sine sko ud til publikum. Men netop denne beskedenhed gør ham stor i Dylans øjne. For Dylan har det til stadighed været vigtigt at videreføre denne anonyme sangarv og flytte den fra det vindblæste gadehjørne og det tilrøgede værtshus til alverdens koncertsale.

Døden som makker

Mange anmeldere har fremhævet, at Bob Dylan med sit nye album ser døden i øjnene. Det er der nu ikke noget nyt i. Det gør han allerede med sin debutplade i 1962, hvor han overvejende synger gamle blues-, country- og gospelsange om netop døden. Hans første ”protestsange” var faktisk rettet mod døden.

Bob Dylans mange ansigter

• Robert Allen Zimmermann (f. 1941) har under kunstnernavnet Bob Dylan udgivet 39 studiealbums. Det første – “Bob Dylan” – blev udgivet helt tilbage i 1961.

• Dylans musikalske udtryk har vekslet meget gennem årene, og spænder over så forskellige genrer som folk, blues, rock, gospel og country.

• Modtog i 2016 Nobelprisen i litteratur for at have “skabt nye poetiske udtryk inden for den amerikanske sangtradition”.

+

Først fra ”Time Out of Mind” var døden ikke længere en fjende, men en uafvendelig skæbne, der var ved at indhente ham. Men alligevel protesterer han stadig imod den og synger endda til Døden, at ”the size of your cock will get you nowhere”. Og her gik man og troede, at Døden havde erstattet sin penis med en le; ellers ville han vel ikke være døden. Alligevel kan Dylan med en vis sindsro synge: ”I sleep with life and death in the same bed” og konkluderer endda:

I can’t remember when I was born

And I forgot when I died.

Dylan gør det samme i fantasien – og besynger dermed kærlighedens vrangside, nemlig at man selv skaber den kvinde, man har brug for i stedet for at forholde sig til hende, der står over for én. Den fælde beskriver han skånselsløst i ”My Own Version of You”, hvor den elskede reduceres til et fantasibillede, så han kan blive reddet af den skabning, han selv skaber:

I’ll bring someone to life, someone for real.

Someone who feels the way that I feel.

Musikalitet uden melodier

Jeg er veget uden om at give en kunstnerisk helhedsvurdering af Dylans nye albummer, for selv efter en uges daglig lytning er jeg stadig usikker. Musikalsk er det uhyre sparsomt. Skønt Dylan akkompagneres af den turnégruppe, han med få udskiftninger har haft de seneste 20 år, nøjes musikerne som regel med at lægge et blidt baggrundstæppe med stryger og klaver under hans stemme afbrudt af et par mere enkle rocknumre. Man kan næppe sige, at albummet rummer egentlige melodier, ligesom det heller ikke består af enkeltsange.

Snarere består det af kapitler, som sigter mod en større helhed. Dylan reciterer fra sin poesibog, og alligevel emmer hans stemme af musikalitet, selv hvor han ingen melodier har at gøre godt med. Hans recitativer er udpræget minimalistiske, og netop derfor lader albummet sig egentlig bedst høre med teksterne i hånden. Man kan så sidde og undre sig over, at de er skrevet af en Nobel-pristager. De kan googles, og det er nødvendigt, for Dylans egen tekstudtale er ofte vanskelig at afkode.

Murder Most Foul” – en regulær John F. Kennedy-fuser

Albummets mest ambitiøs indslag ”Murder Most Foul” virker som en regulær fuser. Den blev jo udsendt som en appetitvækker på nettet en måned før den udkom, og handler om mordet på John F. Kennedy. På en diskret musikalsk baggrund reciterer Dylan over 18 minutter, og allerede i første vers kører det hele af sporet med mordernes besynderlige konstatering til deres offer: ”We’ve already got someone here to take your place.” Dermed lader Dylan dem jo sige direkte, at Lyndon B. Johnson var en del af sammensværgelsen. Men dette monstrøse vrøvl må han selvfølgelig ty til, hvis han vil ophøje titlen ”Murder Most Foul” til den rette Shakespeare’ske dimension. Hos Shakespeare beskriver faderspøgelset med disse ord den forbrydelse, der blev begået mod ham, og opfordrer Hamlet til at tage hævn, idet hans morder nu har overtaget hans kongeværdighed. Helt så bogstaveligt havde Dylan dog ikke behøvet at følge Shakespeare.

Resten af sangen består stort set af monotone opfordringer til en disc jockey om at spille hvad som helst fra Jelly Roll Morton til Thelonious Monk, fra Buster Keaton til ”Birdman of Alcatraz”, fra ”The Old Rugged Cross” til ”Stella by Starlight”. Der er tale om en navne- og titel-opremsning blottet for mening. Selv om jeg troligt har hørt nummeret fem dage i træk, forbliver det en gåde, hvorfor det overhovedet er medtaget på albummet.


Christian Braad Thomsen er forfatter, filminstruktør og filmproducent. Han har bl.a. skrevet bogen “Bob Dylan – en guide til hans plader” (sammen med Asger Schnack)