Anmeldelse: Black Lives Matter er kærlighedens svar på afmagt

I denne anmeldelse ved jeg ikke helt, hvor jeg skal starte. Skal jeg starte med konteksten? Fattigdommen? Afmagten? Psykisk sygdom og dens indflydelse på livsbetingelser og handlemuligheder? Eller kærligheden til familien – både den biologiske og den, man selv vælger? Eller bevægelsen? Torturen? Den strukturelle racisme og ulighed? Slaveriet, både det historiske og dét, vi bare kalder noget andet i dag?

Patrisse Khan-Cullors, der er medstifter af Black Lives Matter, skaber i sin biografi på blot 267 sider en bog, hvor alle ovenstående temaer bliver berørt med interessante perspektiver, vedkommende refleksioner og eftertænksomhed. Khan-Cullors skriver med dybe indsigter, både personlige, politiske og strukturelle, som fænger og beriger læseren, og bidrager med en dybere forståelse af, hvordan det er at leve i krydsfeltet mellem sort, queer, fattig og psykisk sygdom.

Alt dette i en verden, hvor drenge, mænd og fædre kriminaliseres og fængsles som et vilkår ved livet, der er lige så selvfølgeligt som det at have et arbejde. Og måske er det i virkeligheden ved Khan-Cullors beretning om kriminaliseringen af i særdeleshed den sorte maskuline krop, at anmeldelsen kan starte.

Khan-Cullors kommer fra en familie, hvor faren er forsvundet, uden at hun forstår hans bevæggrunde for denne forsvinden. Moderen må derfor have tre jobs for at kunne klare regningerne og udgifterne til 5 små børn. På den måde er hendes biografi et typisk billede på den amerikanske arbejderfamilies kamp for overlevelse i et system, hvor sandsynligheden for at falde er større end at klare sig igennem livet med skindet på næsen.

Khan-Cullors beretter om en udsathed, der underminerer sammenhængen i familier, gør børn funktionelt forældreløse og placerer ansvaret for opdragelsen hos børnene selv. Hun beretter om, hvordan sorte mænd med psykisk sygdom tolkes som voldsparate og terrorister, og hvordan denne forståelse efterlader de pårørende i et konstant alarmberedskab, der splitter familier, og fratager dem, der vil hjælpe, enhver ret til økonomisk og livsnødvendig støtte, hvilket efterlader den psykisk syge uden hjælp.

Det er et system, hvor man bliver nødt til at være sig selv nærmest, hvis man vil overleve. Hvor alle kort bliver spillet en af hænde i et system, der aldrig for alvor mente, at den sorte befolkning skulle have samme rettigheder som den hvide.

Og det er her, Khan-Cullors’ biografi bliver helt vild. Hun nægter at give slip. I stedet rækker hun ud. Til venner. Til fællesskaber. Til politiske kammerater. Til den familie, hun selv vælger, og som bliver hendes livsnerve og hendes støttepiller i kampen mod systemet, og i kampen for hendes brors og hendes egen overlevelse.

Khan-Cullors skriver ikke bare om sin egen historie. Hun skriver om sit lands historie. Hun portrætterer den sorte amerikanske arbejderklasse og de levevilkår, der eksisterer her. Hun argumenterer for, hvorfor det er nødvendigt at sige Black Lives Matter, og det gør hun ved hele tiden at drage paralleller mellem sin egen livshistorie og de systemiske vilkår i USA. Når hun fortæller om sin psykisk syge brors fængsling og senere løsladelse, forholder hun sig samtidig til konsekvenserne af privatiseringen af det amerikanske fængselsvæsen, og hvordan de indsatte fungerer som moderne slaver for de virksomheder, der ejer fængslerne. Ligeledes, når hun forholder sig til sin skolegang og driften af skoler i udsatte boligområder, hvor vagterne med våben er klar til at håndtere den næste teenager, der kommer for sent. Og hun reflekterer over den brutalisering og kriminalisering der sker, når unge mennesker mødes af så massiv magtanvendelse for handlinger, der tolkes som almindelig teenageadfærd, når de begås af hvide middelklassebørn.

Krig mod den sorte befolkning

Khan-Cullors portrætterer ikke et land i opløsning, men derimod et land, der aldrig blev ét. Et land, hvor overlevelse og kampen for retten til overlevelse er reel og nødvendig hver eneste dag. I hvert eneste møde beskrives ordensmagten som én, man ikke kan stole på. Den amerikanske ordensmagt fik aldrig frataget sin opgave med at undertrykke den sorte befolkning. Man kaldte det bare ikke længere raceadskillelse, men derimod krigen mod stoffer, velvidende og med intentionen om, at denne krig ville blive ført mod den sorte befolkning.

“Biografien er et typisk billede på den amerikanske arbejderfamilies kamp for overlevelse i et system, hvor sandsynligheden for at falde er større end at klare sig igennem.”

Det er dog ikke Khan-Cullors’ ærinde at fratage håbet eller troen på forandring. Derimod er det hendes ærinde at vise, hvordan håbet findes, styrkes og gør os stærkere sammen. Bogen er skrevet med stor en kærlighed og hengivenhed til de mennesker, der omgiver hende. Den er skrevet med et bundreelt ønske om at forstå og formidle, hvordan livsvilkår påvirker vores valg, ikke af ond vilje, men af stolthed eller skam. Hvordan hendes stedfar, der mistede det job, han havde haft gennem mange år, forlod familien, idet han ikke mente, at han kunne være andet bekendt, fordi han nu ikke længere var en forsørger, men en byrde.

På den måde har Khan-Cullors et virkeligt fint og skarpt blik for, hvordan strukturelle vilkår smadrer familier og mennesker og gør børn de facto forældreløse. Samtidig er hun velreflekteret og selvkritisk, og forholder sig hele tiden til sin egen rolle og vigtigheden af, at give plads og stemme til andre. Ikke at stå i vejen. Ikke at tage ordet. Dermed understreger hun, at Black Lives Matter er en bevægelse og resultatet af et samarbejde. Hun stiller sig selv til rådighed for at fortælle sin historie, men bruger den også til at give andre ordet, hvilket styrker hendes postkoloniale analyse og hendes troværdighed. Hun tager ikke æren. Hun er klar over, at hendes liv og overlevelse er i hænderne på bevægelsen, netværket og den selvvalgte familie. At styrken er i kærligheden, fællesskabet og håbet og kravet om forandring.

En bog direkte til engelsk-pensum

Khan-Cullors skriver virkelig godt og levende med både en stærk frustration, vrede og resignation, men også kærlighed, omsorg og hengivenhed. Hun fremhæver et nuanceret, og alt for ofte skjult, billede af et USA, der aldrig blev forenet, og et land, hvis mangel på sikkerhedsnet og ekstreme neoliberale politik bliver en reel trussel på livet for den sorte arbejderklasse.

For til fulde at forstå, hvorfor det er vigtigt at sige Black Lives Matter bliver man nødt til at læse denne bog. Uden den er det svært at forstå dybden af den desperation, usikkerhed og udsathed, som er den sorte befolknings vilkår. For at forstå styrken af Black Lives Matter bliver man nødt til at indse, hvorfor kærligheden og rummeligheden er en præmis i kampen. Og for at indse det, bliver man nødt til at læse Khan-Cullors biografi.

Når de kalder dig en terrorist burde være pensum i engelsk. I samme åndedrag må jeg også takke udgiveren Rebel With a Cause for at have et skarpt blik for, hvilke bøger der er værd at dele med andre. Håbet findes når man har læst den her bog.

Patrisse Khan-Cullors & asha bandele: Når de kalder dig en terrorist. Oversat af Iben H. Philipsen. Forlaget Rebel With a Cause, 236 sider. Vejl. pris 225 kr.