Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
10. september. 2021

Anmeldelse: ‘Candyman’ krænger rædslerne ved gentrificering ud på det store lærred

I en tid, hvor mange store byer oplever en massiv gentrificering, hvor fattige bliver smidt ud af kvarterer og rige bygger dyrt, er budskabet i genindspilningen af ‘Candyman’, at man ikke så nemt kan undslippe fortidens spøgelser. Den undertrykte befolkning er dog for længst flyttet ud af både det sociale boligområde og filmens fokus, skriver Leonard Pierce, der selv bor i nærheden af filmens omdrejningspunkt.

Skræmmende tæt på virkeligheden eller fri fantasi? Den nye ‘Candyman (2021)’ tager social diskrimination og gentrificering op. Billede fra filmen.
Denne artikel tager cirka 9 minutter at læse.

‘Cabrini-Green’ er et boligområde med en masse almene boliger i den nordlige del af Chicago. Kvarteret har ofte indtaget rollen som indbegrebet af den frygt, USA har for almene boliger, og hvad de står for. For mange af kommentatorerne i den politiske mainstream, er de et eksempel på, hvor galt det kan gå, når de gode intentioner bliver dårligt udført, og velmenende, progressive forsøger at give de fattige et sted at bo, der er til at betale. Andre meningsdannere ser det som et eksempel på den vilde, sorte underklasse, der bliver kædet sammen med løssluppen kriminalitet, stoffer og bandeaktivitet.

Gentrificering?

Ordet gentrificering kommer fra det engelske ‘gentry’, der betyder lavadel. – Når man taler om ‘gentrificering’ handler det altså om, at et byområde bliver overtaget af en rigere del af befolkningen, og dermed presser de oprindelige beboere ud gennem højere huslejer og ejendomsskatter. I USA har det også en racemæssig dimension grundet den sorte befolknings historiske undertrykkelse. I Danmark bliver områder som Vesterbro i København eller Latinerkvarteret i Aarhus ofte fremhævet som eksempler på gentrificering.

+

I slutningen af 1980’erne var Cabrini-Green allerede blevet synonymt med ‘asfaltjungle’ i mange amerikaneres bevidsthed. Ind trådte den britiske filmskaber Bernard Rose, der allerede arbejdede på en indspilning af gyserforfatteren Clive Barkers novelle “The Forbidden”. I historien er en universitetsstuderende i færd med at undersøge de folkelige myter, der omgærder et socialt boligområde i Storbritannien.

Han falder over en stribe mord, der alle minder om plottet i en lokal vandrehistorie. Rose besluttede, efter at have læst om mordet på Ruthie Mae McCoy og politiets kiksede håndtering af opklaringsarbejdet, at han ville flytte historien fra Liverpool til Chicago – nærmere betegnet Cabrini-Green kvarteret, hvor en række af scenerne i den oprindelige Candyman (1992) blev indspillet.

Filmen havde en speciel, britisk tone; selv om den var skræmmende og veldrejet, virkede den også som om den var lavet af folk, der så Cabrini-Green som noget eksotisk, ja nærmest fremmed. Den viste sig samtidig at blive et stort hit, og flere efterfølgere fulgte.

Black horror-filmens gyldne æra

Genindspilningen af Candyman kommer midt under black horror-genrens gyldne æra. Den nye udgave er instrueret af Nia DaCosta, der også har skrevet manuskriptet sammen med Jordan Peele og Win Rosenfeld, som er Peele’s faste makker i Monkeypaw Productions- Den nye Candyman er en direkte opfølger til den første film, og foregår 30 år efter i et Chicago, hvor Cabrini-Green-bebyggelsen er forsvundet. Husene kaster dog stadig en lang skygge over resten af byen.

Den nye Candyman tegner et langt mere overbevisende portræt af samtidens Chicago end dens forgænger. Faktisk er filmen et af de mest rammende portrætter af byen i nogen horrorfilm. Det eneste, der stadig er tilbage af Cabrini-Green, er en håndfuld toetagershuse, som overvejende er blevet kondemneret og planlagt til nedrivning. Den eneste grund til det ikke er sket endnu, er Covid-19, der har forsinket processen.

Til trods for det, formår Nia DaCosta – som selv kommer ude fra New York, men tydeligvis har gjort sit researcharbejde – at formidle stedets truende karakter på en yderst overbevisende måde. Hun kaster samtidig et skarpt lys over, hvad områdets forsvinden har gjort ved dét lokalsamfund, der engang lå der. En bølge af gentrificering fulgte i kvarterets sted, og en masse velhavende, hvide tilflyttere skyndte sig at opkøbe de dyre lejligheder, som blev opført i området af jordspekulanter, der fik overdraget den offentlige ejendom til spotpriser.

Candyman’s politiske budskab er diffust. Dens overordnede formål er selvfølgelig at skabe gys og spænding, ikke at fortælle os historien om offentlige boligbyggerier i USA. Alligevel tager den en række politiske spørgsmål op, nogle håndteret med ynde, andre mere klodset.

Spørgsmålet om gentrificering bliver behandlet på lidt floskelagtig måde. Tidligt i filmen diskuterer filmens hovedpersoner, hvordan de har det med at bo i dyre højhuse, som er bygget oven på de gamle, almene boligbyggerier i McCoy’s (Yahya Abdul-Mateen II) barndomskvarter. Det sætter rammen for filmen på en lettere kikset måde. Det viser sig dog senere at blive bundet sammen med McCoy’s ætsende kritik af en hvid kunstanmelder (Rebecca Spence), der giver kunstnere som ham skylden for gentrificeringen – i stedet for at rette kritikken mod de regeringer, der har svigtet de fattige i byerne – og de boligspekulanter, som tjener penge på andres lidelser.

Black America’s blodige fortid i fokus

Ordet kapitalisme bliver selvfølgelig aldrig taget i brug, og filmen er i det hele taget ikke så interesseret i at udforske spændingerne mellem det sorte småborgerskab og den sorte arbejderklasse. Det er påfaldende, eftersom filmen er instrueret af afro-amerikanske Nia DaCosta, mens den oprindelige film blev lavet af en hvid englænder. I den første Candyman gjorde Bernard Rose faktisk noget ud af at vise, at beboerne i Cabrini-Green på flere planer var ofre for omstændigheder, der lå uden for deres kontrol, snarere end bare at skyde den sædvanlige genvej, og fremstille dem som bandemedlemmer, stofmisbrugere og andre hårdkogte typer. Her er det værd at huske på, at det er Jordan Peele, ikke en mere radikal instruktør som Boots Riley, der står bag. Man kan derfor med fordel moderere sine politiske forventninger til filmen inden man går i biffen.

Jordan Peele – drivkraft i Black Horror-bølgen

– Manuskriptforfatter Jordan Peele har i Candyman overladt instruktørsædet til Nia DaCosta. Han har dog selv været blandt de centrale personer i den såkaldte black horror-bølge, hvor sorte amerikanere bl.a. bruger horror-genren til at tage emner som slaveri og racisme op.

– Peele har tidligere instrueret filmene Get Out og Us, der også behandler racespørgsmål og spændinger i det amerikanske samfund.

– Når han ikke laver horror, er Jordan Peele ofte at finde i sjovere roller. Sammen med makkeren Keegan-Michael Key har han lavet komedieshowet Key and Peele, og er også at finde i serien Bob’s Burgers. Han startede karrieren i MADtv.

+

Hvor filmen er politisk, drejer det sig mest om racespørgsmål. Alle film i Candyman-serien er som en historisk tur gennem de mange rædsler, sorte amerikanere er blevet udsat for. Den første udgave af Candyman var søn af en slave i tiden før Den Amerikanske Borgerkrig. Faderen blev straffet med døden for at have haft en affære med en hvid kvinde, mens han i den moderne udgave er en uskyldig mand, der er blevet myrdet af politiet for en forbrydelse han ikke har begået. McCoy er selv vokset op i fattige kår, og forsøger at navigere gennem de klasse- og racemæssige skel han møder som sort mand i en hovedsageligt hvid kunstverden.

For filmens hovedpersoner er politiet også en allestedsnærværende trussel, snarere end en redningsplanke; det var politiet, der i 1970’erne dræbte Sherman Fields, som senere blev til Candyman. De bliver omtalt som sværmen, som en dyster reference til den glorie af bier, der omgiver hans hoved da han vender tilbage for at hjemsøge kvarteret.

I Black Lives Matter-æraen er politiet ikke på de godes hold, og står ikke for frelse eller at finde en løsning. I filmens klimaks får de heller ikke lov at gå fri – og alligevel virker det nærmest som en tøvende og indlysende fremstilling af politiet i Chicago, som i virkelighedens verden nærmest er endnu værre.

Peele og Rosenfelds manuskript er ikke dårligt, men filmen virker alligevel bedst, når den lader rædslerne tale for sig selv. Den værste anklage mod politiet finder man i de små, subtile øjeblikke, hvor McCoy hører en forbipasserende politisirene, og instinktivt trykker sig op mod muren.

Vellavet rædsel

Visuelt er Candyman imponerende vellavet. Enkle men effektfulde, animerede papirklip både indleder og afslutter filmens rulletekster, og er lavet af det Chicago-baserede Manual Cinema. DaCosta bruger sammen med filmfotografenJohn Guleserian et urovækkende greb, hvor hun viser en række af byens kendte skyskrabere nedefra, og hvor billedet er vendt på hovedet, så det giver byen en skræmmende balance. Effekterne er også fremragende lavet, og mixer CGI – computerskabte specialeffekter –  med traditionel make-up og scenografi når man skal understrege McCoy’s kurs mod mørket med det betændte bistik, der langsomt spreder sig gennem hans krop – og gør hans krop til et spejl på det kaos, der vokser i hans sind.

Først og fremmest er Candyman en horrorfilm, og den må bedømmes som sådan. Skræmmer den os? Svaret er ja, i hvert fald frem til den noget rodede slutning. Den mest virkningsfulde horror er den uventede; når vi ser noget et sted, vi ikke havde regnet med at se det. Candyman’s gimmick med at dukke op i det mest private og indlysende sted, spejlet, hamrer den pointe hjem med glimt af bevægelser og skygger, snarere end hurtige ‘jump cuts’.

Særligt det voldelige efterspil på McCoy’s besøg hos en kunstanmelder i Marina Towers, viser filmens evne til at fremstille det skræmmende og truende ved overgange; både den moderne indgang og et vaskeri i Cabrini-Green er marineret i rædsel.

Racismens spøgelse

Snakker man horror er et andet væsentligt element disruption. Det er virkeligheden, der bliver torpederet udefra af vores drømme. Her kommer metaforen i Candyman til kort. Den oprindelige film udspiller sig blandt beboerne i et boligområde, der allerede lider under misligholdelse og svigt. Man føler med det samme sympati for dem. I den nye Candyman er de mennesker blevet usynlige: Bygningerne står der stadig, men beboerne er blevet rykket langt væk, uden for vores synsvinkel – og er blevet erstattet af en overvejende hvid middelklasse. En af grundene til Cabrini-Green var så frygtet og berygtet blandt byens hvide indbyggere var, at bebyggelsen lå i den nordlige del af byen, tæt på dem selv, ikke langt væk i South Side sammen med de andre sorte. Det satte vilkårene i de almene boliger i forgrunden og gjorde, de ikke længere kunne ignoreres – ligesom heller ikke den medfølgende racisme kunne det.

I Cabrini-Green byggeriets sidste dage, efter de fleste af beboerne allerede var blevet tvangsfjernet til andre områder, var der ikke meget håb for de tilbageværende. Én af dem forklarede til New York Times, at “der er folk, som gemmer sig overalt, i gangene og rundt om hjørnet.” De mennesker er der ikke længere. Det eneste der står tilbage er velstående, hvide beboere, der overtog området efter en række grådige spekulanter havde snuppet dem for en slik, krydret med et par enkelte fattige og arbejderklasse-sorte, som var heldige at finde plads i området. Den nye inkarnation af Candyman er en trussel mod dem, snarere end de sorte beboere, der allerede har lidt nok. Men der er heller ingen sejr i sigte for de lokale. De er alle sammen væk, og selv deres elendighed og frygt tilhører nu andre.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet i samarbejde med Jacobin Magazine. Første gang bragt 5. september: Candyman Wrings Terror Out of the Horror of Gentrification.


Om skribenten

Leonard Pierce

Leonard Pierce

Forfatter og organisator bosat i Chicago. Medlem af Democratic Socialists of America, og tidligere kandidat for partiet. Læs mere