Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
27. maj. 2021

Anmeldelse: En ny fængselskritik dæmrer i horisonten

Med Black Lives Matter-protesterne mod politivold i 2020 fik kritikken af den amerikanske fængselsindustri vind i sejlene. Diskussionen af det danske fængselssystem har længe været begrænset til spørgsmål om rehabilitering og overbelægning, men hvad betyder det egentlig for samfundet, at vores straffesystem er bygget op om fængsler? Baggrunds nye udgivelse, Det Fængslede Menneske, tager fat i en række vigtige, principielle spørgsmål om fængslet.

Det fængslede menneske tager både fængslets idéhistorie op, og undersøger hvad fængsling betyder for konkrete mennesker. Blandt andet er der blevet plads til et brev fra den udviste Bingzhi Zhu, der tilbragte sine sidste dage i Danmark bag tremmer. Privatfoto / Illustration: Anton Moss
20 min. læsetid

I sommeren 2020 dukkede der jævnligt lister op i forskellige medier, som anbefalede film- og bogtitler om racisme og kampen mod den. En af de film, der oftest blev fremhævet som vigtig for at forstå racismen og undertrykkelsen i samtidens USA, var filmen Den 13. forfatningsændring. Filmen trækker forbindelseslinjer mellem slaveriet og det moderne fængselssystem og argumenterer for, at kapitalistisk udbytning, racisme og kriminalisering af fattigdom til sammen reproducerer en strukturel undertrykkelse, hvis rødder kan spores tilbage til slaveriet.

Det fængslede menneske. Forlaget Baggrund 2020. Vejl. pris 200 kr.

Men selvom den film – og dens kritik af det amerikanske fængselssystem – blev fremhævet i den danske offentlighed, førte det ikke umiddelbart til nogen større diskussion om, hvilke strukturer der præger det danske fængselssystem. Der er ellers meget, som peger i retning af, at det ville være relevant også at relatere kritikken til det danske fængselssystem. Tænk bare på, hvor stor en del af udlændinge- og integrationspolitikken, der i dag formuleres med udgangspunkt i forestillinger om et særligt forhold mellem etnicitet og kriminalitet (se fx Mette Frederiksens åbningstaler fra 2019 og 2020). Samtidig interneres mennesker, der har fået afslag på asyl, i fængselslignende udrejsecentre – noget, som beboere på udrejsecentrene sammen med aktivister længe har råbt op om, uden at det har ført til nogle større forbedringer.

Mennesker, der har fået afslag på asyl, sidestilles med folk, der er dømt for kriminalitet – og i dagens Danmark er det accepteret, at folk, der anses for at være kriminelle, frakendes en stor del af deres grundlæggende borgerrettigheder. Seneste skud på stammen er vedtagelsen af, at en fængselsdom til evig tid udelukker en fra at opnå dansk statsborgerskab. I Danmark rækker fængslet som institution altså langt ud over sine egne grænser. Dets logikker sætter standarden for, hvilke rettigheder staten kan tillade sig at nægte folk, og hvordan man kan behandle mennesker, der ikke længere anses som medborgere.

Men selvom det i kampen for bedre vilkår for mennesker på udrejsecentre er blevet fremhævet som et argument, at de internerede ikke er kriminelle og derfor ikke skal behandles sådan, så er tiden måske inde til at spørge, om der overhovedet er nogen, der bør behandles sådan, som standarden i det nuværende fængselssystem er? Den standard gav Europarådets Torturkomité indblik i, da de i en rapport fra 2020 med stor alvor kritiserede, at der de seneste par år er sket det, de kalder en ”eksplosiv stigning i brugen af langvarig strafcelle i de danske fængsler.” Det vil sige, at indsatte isoleres i mere end 14 dage som straf for disciplinære forseelser. Enhver, der har været i Corona-isolation, må efterhånden have erfaret, hvor ubehageligt det er at skulle undvære andre mennesker. Træk så bare adgang til internet, telefon og mange andre friheder fra og overvej, om ikke det er skadeligt for ethvert menneskes helbred. Det mener Torturkomitéen.

Fra Martin Luther King til Bingzhi Zhu

Der er meget ved fængslets rolle i vores samfund, man kan tage fat på. Hvad gør det ved vores samfund, at vores primære institution i straffesystemet er fængslet? Hvad er dets historiske rødder, og hvordan kommer de til udtryk i dag? Hvilken rolle spiller fængslet i vores økonomiske system? Kunne fængslet og straffesystemet generelt antage andre former, end dem vi kender i dag? Det er spørgsmål, der måske kan føre til udviklingen af en ny og mere grundlæggende kritik af fængsels- og straffesystemet, end vi har set længe i en dansk sammenhæng. Et eksempel er netværket Genopret Kbh, [VS1]  der siden 2018 har organiseret træning i såkaldte genoprettende cirkler, en alternativ metode til bedre at opnå retfærdighed end gennem straf, som blev udviklet i Rio de Janeiro i midten af 90’erne. Metoden anvendes allerede i nogle dele af retssystemet i fx Norge og i meget lille grad også i Danmark, og netværket er med til at udbrede og udvikle viden om, hvordan retfærdighed også kunne se ud.

“Selvom det i kampen for bedre vilkår for mennesker på udrejsecentre er blevet fremhævet som et argument, at de internerede ikke er kriminelle og derfor ikke skal behandles sådan, så er tiden måske inde til at spørge, om der overhovedet er nogen, der bør behandles sådan?”

Et andet tegn på at kritiske overvejelser om fængselssystemet er på vej frem i en dansk kontekst er flere nye bøger. Til sommer udgiver OVO Press Jackie Wangs Fængselskapitalisme i oversættelse af Nanna Dahler og Jonas Eika. En tekst, der tager sit udgangspunkt i en analyse af det amerikanske samfund, men hvis oversættelse og introduktion til dansksprogede læsere forhåbentlig også vil give politiske aktivister i Danmark redskaber til at styrke kritikken af det øgede fokus på straf, fængsling og frakendelse af rettigheder i en dansk kontekst. Vi behøver dog ikke vente helt til sommer med at tage hul på kritikken, for allerede nu leverer Baggrund Medier med den nye udgivelse Det Fængslede Menneske. Nedslag i fængslets kulturhistorie et relevant udgangspunkt for det arbejde.

Udgivelsen, der præsenteres som et tidsskrift, er nummer to i en række udgivelser fra Baggrund, der hver især fokuserer på ét fænomen, som former samfundet og vores liv i det. Tidsskriftet er en kavalkade af både akademiske analyser af historiske og samtidige forhold, breve, fotoreportager, forbryderfotos og fortællinger om levede liv i fangenskab. Listen over skribenter spænder vidt og bredt, fra den romerske digter Ovid over Rosa Luxemburg og Martin Luther King til Pussy Riot og Bingzhi Zhu, den kinesiske studerende, der i starten af året blev sendt i først Vestre Fængsel, siden til udlændingecenter Ellebæk og så, 2. februar, til Kina, efter et hårrejsende forløb i det danske udlændingesystem. Foruden en række tekster af skribenter med forskellige forskningsbaggrunde. Altså på mange måder et godt sted at starte, hvis man vil have en rundtur i fængslets kulturhistorie.

Fra Ovid over Rosa Luxemburg til Pussy Riot (billedet). Listen over skribenter spænder bredt i antologien om livet i fangenskab. Foto: Igor Mukhin

Fængslets historie bør skrives i flertal

I den velskrevne og velargumenterede åbningstekst ”Fængslets alder” argumenterer lektor i socialhistorie ved Aalborg Universitet Johan Heinsen for, at det er nødvendigt at tænke fængslets historie som en mangfoldighed af historier. Han udfordrer den ellers etablerede idé om fængslet som en særligt ”moderne” institution, der finder sit rationale i målet om at rehabilitere og disciplinere strafafsoneren til at blive en dydig borger. I stedet, påpeger Heinsen, er det nødvendigt at forstå forbindelseslinjerne mellem tidligere straffesystemer og så det cellefængsel, vi kender fra moderne tid. Også tidligere straffesystemers rationaler kan nemlig spores i det moderne fængsel.

Ved hjælp af historiske kilder fortæller Heinsen historien om den undslupne straffefange Bertel Henriksen, som i 1773 er flygtet fra Slavehuset i det nordlige København. Her er han, udover at have modtaget pisk på ryggen, der mærker ham for livet, også dømt til straffearbejde på livstid. At stedet hed Slavehuset er ikke en makaber spøg, men en reference til, at netop det system for straffearbejde helt officielt gik under navnet ”slaveri”. Allerede her begynder fængslets historiske forbindelse til kolonialismen at træde frem, og Heinsen peger da også på, at det sproglige skift fra ordet ”træl” til ”slave” faldt sammen med netop dét tidspunkt i historien, hvor danske købmænd begyndte at bedrive menneskehandel i Afrika, og tage del i den transatlantiske slavehandel.

Heinsen beskriver, at den form for straffearbejde, der blev kaldt slaveri i København og ved andre fæstninger, bestod af lænket straffearbejde i militærets tjeneste, og at datidens københavnske ”slaver” byggede og vedligeholdt store dele af byen, herunder etableringen af Holmen og kystsikringen af Kronborg. Arven fra det straffesystem står således stadig og troner den dag i dag, præcis ligesom store dele af fx Christianshavn bærer den transatlantiske slavehandel og Danmarks kolonialisme i sig i selve arkitekturen. At forbindelsen mellem økonomisk udbytning og tvangsarbejde i fangenskab er kendetegnende for fængslets historiske rødder, får endnu et lag via historien om Lichtmanniche, endnu et menneske, Heinsen præsenterer fra det historiske kildemateriale. Lichtmanniche har forsøgt at undslippe den voldsomme spidsrodsstraf ved falsk at tilstå et mord, som han håber, vil få ham dømt til døden i stedet. Løgnen gennemskues dog, og det viser sig, at Lichtmanniche står til den voldsomme og makabre straf, fordi han af ren og skær fattigdom har solgt sine sko, hvilket indirekte tolkes, som om han har stjålet en del af sin uniform. Ikke engang sit eget tøj har Lichtmanniche ejerskab over, og spor af den kriminalisering af fattigdom, som ofte fremhæves i forbindelse med kritik af det amerikanske fængselssystem, viser sig pludselig også som et helt centralt kendetegn ved det danske straffesystems historiske rødder.

Heinsens ærinde er at påpege, at det moderne fængsel ikke blot var et radikalt brud med tidligere tiders meget fysisk voldelige straffesystemer. Han tydeliggør i stedet, at ”Fængslets historie er på en og samme tid historien om det moderne samfund, der finder sin særegne form og historien om urolige fortider, der indlejres som en rest i denne form.” Disse fortider – slaveri, tvangsarbejde, voldsudøvelse, kriminalisering af fattigdom og økonomisk udbytning i statens interesse – har altså også formet vores forståelse af det moderne fængsel, og sporene fra dem kan foldes ud, hvis man dykker ned i fængslets kulturhistorie. Med den analyse og kortlægning fungerer Heinsens artikel som en slags rammesætning for den samlede udgivelse. Når udgivelsen virker allermest myldrende og peger i mange retninger, er det Heinsens ambition om at skrive fængslets historie i flertal, man kan vende tilbage til som en slags grundsætning for udgivelsens projekt.

Det var ikke tilfældigt, at det sproglige skift fra ”træl” til ”slave” skete i samme periode, som Danmark berigede sig på slavehandel i trekantshandlen. Forbindelsen mellem fængselsvæsnet og slaveriet udforskes blandt andet i den nye udgivelse fra Baggrund. Arkivbillede.

At stryge historien mod hårene

På hver sin måde følger de øvrige tekster i udgivelsen nemlig de forskellige spor, som Heinsen har tegnet op, og bidrager til at mangfoldiggøre fængslets historie. Flere tekster i tidsskriftet bærer præg af den strategi, som den tyske filosof Walter Benjamin beskrev som at stryge historien mod hårene. Her findes de historier frem, som sejrherrerne og undertrykkerne har udgrænset fra den store fortælling. Disse udgrænsede historier findes som glemte spor i kilderne, og de skal aktivt hives frem, hvis ikke de skal blive glemt. I ”Sarahs flugt” følger historiestuderende Johanne Buus Mosegaard den slavegjorte kvinde på St. Croix, Sarah, som flygtede fra den plantage, hun var blevet tvunget til at leve og arbejde på. Hun forsøger ved at sætte slaveriet ind i dets historiske sammenhæng og nærlæsning af kilderne, at tegne et billede af, hvordan Sarahs liv kunne have set ud, og giver dermed et eksempel på, hvordan de liv, der er blevet forsøgt usynliggjort, kan trækkes frem fra kilderne.

“… fængslets historie indeholder historien om en underklasse, der yder modstand, og om en euforisk vrede, der vil brænde hele lortet ned og danse på ruinerne af den samfundsorden, der holder dem i lænker”

Også andre tekster beskæftiger sig med at hive de levede liv i fangenskab frem fra de historiske kilder. Det gælder fx ph.d.-studerende Emilie Luther Valentins tekst om den oprørske forfatter-jurist, Jacob Christian Bies tid i Børnehuset på Christianshavn. Men også historiker Albert Scherfig og idéhistoriker Nicklas Weis Damkjærs artikel ”Før mit hoved ligger på blokken” handler om oprør i Børnehuset, og det er en, ja, fængslende tekst, hvor ilden, som så ofte har været kampmiddel for undertrykte klasser, får lov at stå i lys lue. Teksten beskriver et stort fangeoprør, som det i 1817 lykkedes Niels Olsen og andre fanger at organisere på tværs af fængslets afdelinger, hvor der blev sat ild til store dele af fængslet, og hele Københavns militær måtte sættes ind.

Scherfig og Damkjær beskriver endvidere, hvordan fængslet som institution har spillet en afgørende rolle i at holde underklassen nede, men viser også, at fængslets historie indeholder historien om en underklasse, der yder modstand, om en euforisk vrede, der vil brænde hele lortet ned og danse på ruinerne af den samfundsorden, der holder dem i lænker: ”[…] og mens soldaterne skød kanoner mod fængslets mure, fejrede fangerne oprøret ved at danse, kysse og elske med hinanden for sidste gang.” Teksten er en forkortet udgave af en historie, der udkommer på Forlaget Nemo i 2021, og som man efter læsningen af denne udgave ikke kan andet end at glæde sig til.

At få lov at være menneske

En af udfordringerne ved strategien med at trække de udgrænsede menneskeskæbner frem fra historiens glemsel er, at disse mennesker hurtigt forvandles til netop skæbner, til en slags litterære karakterer, som det er svært at nuancere. Særligt når det kommer til fængslet, som jo netop er en lukket verden afsondret fra resten af samfundet. En verden, som mennesker forsvinder ind i, og hvorfra det er meget svært at komme til at ytre sig.

Heldigvis rummer udgivelsen også andre formater, der fungerer som nuanceringer af idéen om det fængslede menneske. Først og fremmest takket være fotografiets evne til at forevige mennesker, her i form af to fotoserier: Den ene fra fangelejren Horserød, hvor flere hundrede kommunister fra 1941 blev interneret af den danske regering, og den anden med uddrag fra såkaldte forbryderalbums, billeder taget i forbindelse med anholdelser eller registrering af såkaldt ”offentlige fruentimmere,” datidens kvindelige sexarbejdere. I begge fotoserier får de, der ellers risikerer at blive skæbner mere end mennesker, konkrete kroppe, mens læseren kommer på et fortolkningsarbejde, der minder om det, man foretager i mødet med andre menneskers ansigtsudtryk til dagligt.

Udvalgene fra forbryderalbummene rummer billeder, der vidner om voldsomme anholdelser eller stor sorg. Det fornemmer man fx hos den unge kvinde, der var gravid uden for ægteskabet, og som var fast besluttet på at tage sit eget liv, efter hun havde født, men som blev anholdt for at ville føde i dølgsmål. I kontrast til det er de fleste af portrætterne af de internerede kommunister og deres familiemedlemmer præget af stålsatte blikke, og det er først ved læsningen af de ledsagende tekster, at der sænker sig et dunkelt skær over dem. Portrætterne er taget af Leni Madsen, hvis egen mand var interneret, og hun tog dem i smug, når hun besøgte ham.

De ledsagende tekster er skrevet af historiker Albert Scherfig, som også har udvalgt portrætterne. For hvert billede er det noteret, hvornår de blev interneret, om det lykkedes dem at flygte, og om de overlevede at blive flyttet til en tysk koncentrationslejr, efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943. Det gjorde mange af dem ikke. At se på portrætterne af disse mennesker med stålsatte blikke er en påmindelse om det massive demokratiske svigt og forræderi, som kriminaliseringen af de danske kommunister var.

Udover Leni Madsens portrætter rummer udgivelsen også Kjeld Feilbergs illegale fotos fra Horserødlejren. Foto: Kjeld Feilberg / Nationalmuseet

Det politiske, fængslede menneske

Der var ingen hjælp at hente i den øvrige arbejderbevægelse. LO-formanden angav den sidste kommunist i Sømandsforbundets ledelse, Stauning afviste en bøn om hjælp fra de interneredes familier, og heller ikke i den humanitære organisation Røde Kors var der hjælp at hente. Det kostede liv, og netop nu kæmper børn og børnebørn til de internerede kommunister for, at statsministeren skal give dem en officiel undskyldning. Fotoserien understreger den vigtige erkendelse, at frakendelsen af formelle borgerrettigheder ikke blot er en juridisk-teknisk ting, men noget der helt konkret kan true et menneskes liv.

Den erkendelse understreges også i det brev fra den kinesiske studerende på Københavns Universitet, Bingzhi Zhu, som er med i udgivelsen. Bingzhi Zhu blev sendt til udrejsecenter Ellebæk efter at være kommet i klemme i det snævre danske system for opholdstilladelser. Efter først at være blevet sendt i Vestre Fængsel og derefter på psykiatrisk hospital, kom hun til sidst til Ellebæk. Den 2. februar 2021 blev hun endeligt sendt til Kina. I teksten, der er fra dagen efter hjemsendelsen, beskriver hun gennem billeder og notater, hvordan hver eneste lille ting ved Ellebæk rummer en ydmygelse. Lige fra den elendige mad til vagternes højlydte, natlige ’sikkerhedstjek’, ja selv da hun forlader Ellebæk: ”Selv da jeg forlader Ellebæk, truer personalet fra politiet, hvis job er at tage mig til lufthavnen, mig stadig, mens jeg prøver at fortælle politiet, at personalet fra Ellebæk skubbede mig tre gange, og personalet gjorde det igen: Hvis du ikke er stille, aflyser jeg rejsen nu, og så kan du gå tilbage til din celle.” Konsekvenserne ved den dehumanisering, der ligger i frakendelsen af borgerrettigheder, er helt tydelige, ligesom samspillet mellem fængsel, udrejsecenter, kriminalforsorg og politi også er det.

Bingzhi Zhus brev er også en del af det format i udgivelsen, hvor stemmer, der selv har oplevet at blive fængslet, kommer direkte til orde. Løbende gennem udgivelsen dukker korte breve op, fx fra Rosa Luxemburg, Martin Luther King og en brevveksling mellem Pussy Riot og Slavoj Žižek. Nogle breve er banale og handler om korte hverdagsbeskrivelser eller solidaritetshilsner, andre er registreringer af daglige uretfærdigheder, mens nogle mere har karakter af politiske budskaber. Fælles for dem er, at det er tekster, der er skrevet i den konkrete, frihedsberøvede situation, fremfor fortolkninger, genfortællinger eller lignende. Sammen med fotoserierne fungerer de som et fint modstykke til de mere akademiske analyser og sørger for, at ikke bare fængslets, men også de fængslede menneskers historie kan skrives i flertal.

Underklasse for en aften

Trådene fra Heinsens artikel trækkes også på andre måder op til nutiden. I en tekst om den senkapitalistiske oplevelsesøkonomis omfavnelse af nedlagte fængsler, rapporterer ph.d.-studerende Frederik Forrai Ørskov fra Helsingfors og Sankt Petersborg. Han viser, hvordan tidligere fængselsbygninger pludselig bliver til en ”autentisk” turistattraktion.

Værst står det til på det hotel, der er indrettet i det tidligere Helsingfors Distriktsfængsel, som var i brug fra 1837-2002. Her reduceres historien om de mange mennesker, der især har siddet varetægtsfængslet i cellerne, til en salgsmæssig gimmick, der skal lokke middel- og overklassen til at ”flygte fra det ordinære” ind i et ”hjerternes fængsel,” som to slogans fra hotellets hjemmeside åbenbart lyder. Her kan man få lov at lege underklasse for en nat og måske, blot for et enkelt øjeblik, komme til at føle sig lidt… ja, hvad? Rebelsk?

Men selvom vi lever i en tid, hvor nogle fængsler står tomme og derfor omdannes, lever vi stadig i fængslets tidsalder. Udgivelsen rummer en række tekster om nutidens fængsler og fængslede mennesker, bl.a. Charlotte Mathiassens tekst om den minoritet, som kvinder udgør i fængsler i Danmark, Jørn Brøndals tekst om forholdet mellem slaveriet og det moderne fængselssystem i USA i dag, og i Alexander Rich Henningsens reportage fra det norske fængsel Halden, der kaldes ”verdens bedste fængsel.” Disse tekster folder hver især perspektiver på fængselssystemet i samtiden ud.

Fængslet i Helsingfors Distriksfængsel er i dag blevet lavet til en turistattraktion, hvor man kan overnatte i cellerne.

Økonomisk udbytning i samtidens fængsler

Selvom bogen er sprængfyldt med relevante, velskrevne artikler, vedbliver fængslet som konkret institution dog med at fremstå som en ret lukket og mystisk verden efter endt læsning af Det Fængslede Menneske. De fængsler, som mange mennesker i Danmark lever op og ned ad – tænk bare på Vestre Fængsel midt i København, Nyborg Fængsel eller de mange arresthuse, der ligger i byer over hele landet – beskæftiger udgivelsen sig ikke meget med. Det er et aspekt, man godt kan savne i en udgivelse, der ellers er så spækfyldt med vinkler på fængselssystemet og livet i frihedsberøvelse.

I teksten om det amerikanske fængselssystem kan man læse, at amerikanske indsatte slukker farlige skovbrande og producerer produkter, som virksomheder sælger for profit, til en løn på mellem en og to dollars i timen, måske med mulighed for tillæg på op til fem dollars. Men ingen steder i udgivelsen nævnes det, at indsatte i Danmark tjener stort set det samme – 10 kroner i timen, op til 16 kroner, hvis man får tillæg, ifølge Kriminalforsorgens hjemmeside. For den løn blev indsatte i Danmark i april 2020 sat til at producere Corona-værnemidler for et firma, som solgte dem til regionerne, kan man også læse I en udgivelse, der på så skarp vis formår at optrevle den historiske sammenvævning af straffesystem, kriminalisering af fattigdom, kolonialisme og udbytning af de laveste klasser, havde det været interessant også at se den strategi anvendt på den nutidige kontekst. Hvordan forbinder det sig til det nuværende fængselssystem i Danmark og udrejsecentrene – og relationen mellem disse to institutioner, der begge drives af Kriminalforsorgen.

Der er meget andet, det også havde været spændende at have med i udgivelsen, fx om alternative straffesystemer, men samtidig føles det at læse udgivelsen i forvejen som en kavalkade, der peger i rigtig mange retninger. Nogle gange i en sådan grad, at man godt kunne have ønsket sig lidt mere rammesætning, fx af den miniserie om fængslet i russisk litteratur, der pludselig dukker op midt i udgivelsen.

Overordnet fremstår hybridformen dog som et dækkende udtryk for, hvor kæmpestort og vidtrækkende et emne fængslet er. Udgivelsens evne til at udpege forbindelseslinjerne mellem de mange vinkler og skrive en sammenhængende fængslets kulturhistorie er en stor præstation. Det gør den både læsværdig og relevant i den diskussion, som lader til så småt at være under opsejling – nemlig spørgsmålet om, hvordan en ny fængselskritik ser ud i dagens Danmark?


Om skribenten

Veronika Ahrensbøll Schultz

Veronika Ahrensbøll Schultz

Bachelor i litteraturvidenskab. Har været aktiv i fagkritisk studenterpolitik både som studerende og som radiovært på programmet Boblen på Radio LOUD. Læs mere

Nyeste artikler