Anmeldelse: En våd klud i ansigtet på kreditforeningernes kunder

Forfatterne skriver storartet. Formidlingskvaliteten er i top. Ikke desto mindre virker konklusionerne i Michael Møller og Niels Christian Nielsens nye bog useriøse – og fremstår som en forsvarstale for en finanssektor ude af kontrol. Den håner både kunderne og Forbrugerrådet for deres ønsker om at få tøjlet det vilde vesten, der hersker i den danske finanssektor. For Møller og Nielsen kan kravene “sammenlignes med prinsessernes krav til frierne i gamle eventyr”.

Bogen, der mest af alt minder om et velskrevet propagandaskrift for sit emne, skriver således om realkredit: “Der har været betydelig kritik af realkreditinstitutterne, både med hensyn til udlånsvillighed, prisstruktur og gebyrer… Mange stiller på grund af begrænset økonomisk indsigt uopfyldelige fordringer til realkreditsektoren.” Forfatterne står i stedet på mål for, at det det er hensigtsmæssigt med høje gebyrer ved låneomlægning, da de ifølge forfatterne muliggør, at realkreditinstitutterne “kan operere med en mere gennemsigtig prisstruktur og med mere stabile bidragssatser, der også virker prisstabiliserende.” Realkreditinstitutterne bliver ligefrem omtalt i bogen som en slags Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de små og svage.

Over for denne ædle Robin Hood-institution står så kunderne og Forbrugerrådet, der gerne vil have mere gennemsigtighed, faste bidragssatser, konkurrence, lave flytteomkostninger og adgang til finansiering for ældre og for “udkantsdanmark”. Det er disse krav, der altså mest af alt minder om de urealistiske prinsessers krav til prinsen på den hvide hest i gamle eventyr.

De omsorgsfulde realkreditinstitutter

Krav som billig låneomlægning og bindende bidragssatser er urimelige kundekrav, og bliver endda omtalt som “umulige at opfylde i en verden med vågne kunder”. Her bør man ifølge forfatterne overveje to spørgsmål: Dels om det ikke er urimeligt, at realkreditinstituttet fastholder bidraget, når huspriserne nu er steget? Og dels om det ikke er urimeligt, at omkostninger ved låneomlægning gør det dyrt at flytte lån til en långiver, der tilbyder bedre vilkår? For Møller og Nielsen er svaret nej.

“Hvornår skal de ekstremt høje bidragssatser så ned igen? Den vigtige debat viger de to professorer desværre uden om i rollen som finanssektorens top-skribenter!”

De bruger som modargument, at kreditforeningerne vil blive belastet af vurderinger “hvert kvartal i hele lånets løbetid”, og påstår, at lave omkostninger til låneomlægning vil gavne de stærke og velhavende kunder. Møller og Nielsen påstår endvidere, at: “Relativt store omkostninger ved låneomlægning er en prispolitik, der gavner de små og svage kunder. På et kompliceret lånemarked bliver taberne nemlig de små og dumme kunder, må man forstå.

Min interesse for boligejernes bidragssatser opstod i 2016, da Totalkredit hævede bidraget med mange tusinde kroner på boligbudgettet. Jeg var med til at mobilisere en kundestorm mod højere bidragssatser. Vi dannede en protestgruppe på Facebook kaldet: “Kritiske Interessenter i Nykredit og Totalkredit”, som fik 40.000 medlemmer. Jeg ejer selv en aktie i Arbejdernes Landsbank, og deltog derfor på bankens generalforsamling i 2017. Her spurgte jeg ind til, hvorfor banken havde givet grønt lys til højere bidragssatser?

Dengang svarede bankens ordførende direktør, Gert R. Jonassen: “Essensen af det her. Det vigtigste er at følge med i: Hvornår trækker de stikket ud af det her, når de har bygget op, så det ikke ender med en kapital-præmie til ejerkredsen”. Men hvornår skal de ekstremt høje bidragssatser så ned igen? Den vigtige debat viger de to professorer Michael Møller og Niels Chr. Nielsen desværre uden om i rollen som finanssektorens top-skribenter!

Bank-propaganda

Til gengæld skrev CBS-professor Finn Østrup i 2016 et notat til Fair Bidragssats. Notatet dokumenterede, at kapitalkravene allerede dengang var kunstigt høje. Finn Østrup skrev: “Historisk har afkastet for ejere i erhvervsvirksomheder ligget ca. 4 procentpoint over den risikofrie rente. Med en risikofri rente på 1 procent, skulle det bevirke, at de i dag skulle have et afkast på cirka 5 procent. Da ejere af finansielle virksomheder løber en mindre risiko, burde de i dag være tilfredse med et afkast på måske 2-3 pct”.

Bogen Fakta og fordomme om finanssektoren indeholder adskillige vidtløftige påstande. Bogen rummer også en litteraturliste på 17 titler. Der er ingen henvisninger til sidetal. Den kritiske læser er derfor henvist til at anskaffe sig yderligere 17 titler, og selv grave al relevant dokumentation frem. Det er sløset og sjusket.

Bogen fremstår overordnet som et langt propagandaskrift for banker og kreditforeninger. Den skal formentlig også bruges som pensum på CBS og andre handelsuniversiteter, eftersom det er Samfundslitteratur der er forlaget bag. Det er en bred sammenslutning, der også driver boghandlerkæden Academic Books samt en række akademiske forlag. Det er virkelig uheldigt, at den type ensidig reklame for finanssektoren dermed kommer til at blive en del af undervisningen på de danske uddannelser  der i den grad trænger til en mere kritisk vinkel på bank- og kreditverdenen. Bogen foregiver at være en oplysende bog om finanssektoren, men er snarere en våd klud i ansigtet på kreditforeningernes kunder.