Anmeldelse: Forvirrende fortælling om forskellige hegn

Som anmelder i Solidaritet har jeg tit overvejet, hvilke kriterier jeg skal sætte for at udvælge litteratur til anmeldelse. De store forfatteres værker skal nok få masser af omtale – om end sjældent med en venstreorienteret tilgang. De mindre kendte forfattere får til gengæld knap så megen omtale. Derfor kan det give mening som et alternativt medie at give plads til disse forfattere, dog med den fare – at anmeldelserne ender med at fokusere på for snævre værker.

Jeg har derfor prøvet i min udvælgelse at fokusere på værker, der repræsenterer en eller anden form for identitetsmæssig kompleksitet, som kan være særligt interessant for en venstreorienteret læserskare, men nu er turen altså kommet til en ukendt forfatters debutroman.

Der er tale om Charlotte Hailes Der står et hegn, og vi begynder en morgen, hvor Mathias, Cassandra og Leifs søn, skal afleveres i en børnehave han lige er startet i, og hvor han endnu ikke har nogen venner. Det er svært for Cassandra at aflevere sin søn til en ensomhed i institutionen. En dag sker der pludselig et skift, og sønnen er glad for at komme afsted. Det viser sig nemlig, at Mathias har fået en ven, en bedste ven, endda. Han hedder Albert.

Problemet er bare, at Albert går i den nabo-institution, der støder op til Mathias’s børnehave, og de to institutioner er adskilt af et hegn. De kan dog stadig lege sammen, og de bruger tiden på at sidde og række pinde til hinanden gennem hegnet og virker som sådan til at være glade nok for det. Men Mathias mor, Cassandra, er ikke tilfreds. Hun finder det unaturligt, at to børn skal lege gennem et hegn, og hendes utilfredshed øges, da hun får talt med Alberts mor, Merethe, der som  farvestrålende armbånds- og ørerings-knitrende hippie bor i kollektiv og studerer statskundskab. Merethe fortæller nemlig, at Albert i virkeligheden hader pinde og ikke kan holde ud at røre ved dem. Åbenbart ofrer han sig for at kunne lege med sin nye bedste ven, en kendsgerning, som begge kvinder synes er forfærdelig at tænke på. De vælger derfor at slå sig sammen i kampen mod hegnet og går straks i gang med at tale med forældre, personale og institutionernes ledelser for at få hegnet fjernet. Og som Cassandra påpeger flere gange, er det så heldigt, at Merethe er sådan ‘en aktivisttype’, der er klar til alt muligt.

De støder dog ind i et par problemer eller tre i deres kamp for at få fjernet hegnet. Den ene leder vil ikke gå med til at fjerne hegnet, forældrene falder fra, Cassandra får en ganske kortvarig depression, og de har forvaltningen imod sig. Men Cassandra giver ikke op, og kampen mod hegnet må fortsætte. Stædigt. Og dum-stædigt. For hvad der startede som en uvilje, resulterer i en full-blown besættelse, hvor familie, arbejde, etik og sund fornuft langsomt træder i baggrunden.

Et dødirriterende hegn

Problemet er, at Cassandra dybest set ikke ved, hvorfor det hegn står der, og mens hun famler efter en forklaring, forsvinder hun. Ikke for sig selv, men for alle andre, der ikke længere kender hende. Og alligevel bliver hun ved. Som læser når man at blive ret træt af både Cassandra og hendes omgivelser, for det virker for langt ude, at dét, der egentlig bare er et hegn, skal fylde så meget, og at det, der ligner Cassandras sygelige besættelse bare bliver håndteret undvigende fra omgivelserne. Hvordan kan hun få lov til at forsømme sit arbejde, forsømme sine børn og hele tiden at lyve og hvæse af sin mand uden konsekvenser??

Faktisk blev jeg som læser så irriteret, at jeg lagde bogen fra mig, men det kan man jo ikke gøre, hvis man skal anmelde den, så jeg samlede den op igen. Cassandra finder to elementer, der kan forklare hendes handlinger. Det ene er den personlige vinkel i form af et barndomstraume, som hun forholder sig til sammen med sin far. Det andet er samfundsvinklen, nemlig opdelingen af befolkninger i os og dem. Dermed indhenter romanen lidt af sit forklaringsproblem på Cassandras aversion.

Og heldigvis, hvis jeg kan tillade mig at sige sådan, får det konsekvenser, at hun opfører sig som en uansvarlig idiot. Men der er altså et eller andet, der ikke stemmer, og hvor jeg kommer i tvivl om, hvad romanen vil. Vil den handle om barndomstraumer, der kan føre til psykiske lidelser? Eller vil den handle om adskillelse af mennesker? Der står et hegn forsøger at handle om begge, dog uden i dybden at forholde sig til nogen af delene. Det kommer derfor til at virke som halvvisne legitimeringer af en i øvrigt uforklarlig besættelse.

Et traumatisk hegn

Forklaringen på Cassandras traume er, at hun som ganske lille overnattede med sine forældre i et kolonihavehus. Om natten opstod der en brand, og hendes far reddede hende ud, men faldt så og slog sig, hvorefter han ikke kunne komme op igen. Derfor kunne han ikke komme lille Cassandra til undsætning, da hun i angst prøvede at flygte fra branden over et hegn.

Længe troede jeg, at der var tale om en komedie, dog uden at jeg formåede at fatte, hvad det komiske skulle være. Men nu tror jeg, det er en tragedie, der handler om psykisk sygdom.”

Traumet giver Cassandra følelsen af, at faren har svigtet – og skaber hendes senere aversion mod hegnet. Den præmis er jeg skeptisk over for. Jeg kan godt se, at det kan være en traumatiserende oplevelse, og at alle håndterer deres traumer forskelligt. Men derfra til at danne baggrund for først Cassandras besættelse, og dernæst hendes totale deroute? Den har jeg svært ved at købe. Traumet er hele drivkraften for historien, men fylder ikke særligt meget, og er ikke overbevisende nok som forklaring på Cassandras handlinger.

Derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal stille op med Der står et hegn. Længe troede jeg, at der var tale om en komedie, dog uden at jeg formåede at fatte, hvad det komiske skulle være. Men nu tror jeg, det er en tragedie, der handler om psykisk sygdom. Min tvivl opstår, fordi personerne langt hen ad vejen virker karikerede, og først sent i romanen får lov til at være mere hele mennesker. Cassandra er for eksempel primært vred, mens hendes mand primært er undvigende. Ikke så meget mere. Ikke så meget dybere.

I det hele taget sidder jeg som læser og tænker over, hvorfor personerne mon vælger at gøre, som de gør, og hvorfor de forholder sig til hinanden, som de gør. For hvorfor bliver Cassandra f.eks. så skide sur, hver gang hendes mand viser tegn på bekymring for hende? Ingen forklaring. Tværtimod håndterer Cassandras omgivelser hendes vrede og kompromisløshed og tromlen henover andre mennesker som det mest naturlige. Man får dog en forklaring på, hvorfor Cassandra er sådan: Sådan har hun været lige siden hun var barn. Tænk, hvis det i stedet var blevet forklaret med forsmåethed, midtlivskrise, en følelse af at være nyttesløs eller at have spildt sit liv, så man som læser kunne mærke, at der faktisk er noget, der betyder noget. Noget, der skaber bevægelse i det enkelte menneske og mennesker imellem. At vi ikke bare er, som vi er.

Forvirrende fortælling

Flere gange, mens jeg læste Der står et hegn nåede jeg at tænke: Yes! Nu er der noget på spil! Nu vil Leif forlade hende, fordi hun lyver for ham og afviser ham! Nu vil Cassandra glemme sin deadline på arbejdet, og de vil afsløre hende og fyre hende! NU sker der noget… Men nej. Der står bare et hegn.

Det berører samtidig noget af det, der står stærkest tilbage efter endt læsning, og som får romanen til at virke rodet. Haile har valgt at have en alvidende fortæller, der holder læseren i hånden og formidler Cassandras – og i glimt hendes mands – følelsesliv. Problemet er, at en alvidende fortæller forpligter sig på at vide det hele, og at være en metastemme i fortællingen. Men den alvidende fortæller glemmer de samme afgørende aftaler, som Cassandra glemmer. Overser de samme ting, som Cassandra overser.

For læseren skaber det en vis skepsis, fordi de tråde, der ligger i historien og gerne vil samles op og føres videre, forsvinder for først til sidst at blive en del af historien igen. Det er som om Charlotte Haile i omtrent halvdelen af romanen glemmer at holde sin læser i hånden, og derfor får skabt en historie, der ikke hænger sammen i forhold til, hvordan verden normalt er. Det gode er til gengæld, at bogen begynder at fungere, da hun endelig samler de tabte tråde op. Lige pludselig lever Cassandra ikke blot i et vakuum, men i en verden, hvor handlinger betyder noget, og får konsekvenser både for hende selv og for andre mennesker. Først her genskabes troværdigheden og tilliden til plottet.

Som læser sidder jeg tilbage og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke og på hvilke parametre, jeg skal bedømme romanen. Om den er tænkt humoristisk og ender tragisk, eller om den er tænkt socialrealistisk med humoristiske elementer? Eller er der mon tale om en bipolar kvinde, der skyder skylden for sin lidelse på et barndomstraume? Jeg undlader derfor at forholde mig til det og blot sige, at Charlotte Hailes Der står et hegn klart fungerer bedst i anden halvdel, hvor Cassandra bliver en del af verden på godt og ondt, og hvor der endelig er noget på spil.