Anmeldelse: Kina til debat – hverken utopi eller dystopi

Af Kristen Nordhaug

Oversat fra norsk af Stig Hegn efter ”Kina til debatt: Verken utopi eller dystopi”, Gnist, 2, 2022

Lin Chun, Revolution and Counterrevolution in China, Verso, 2021, 352 sider, GBP 17,50.

Denne bog er udgivet ved halvtredsårsjubilæet for Kinas Kommunistiske Parti. Den er både et forsvarsskrift for den kinesiske revolution og perioden under Maos styre (1949-76) og et anklageskrift mod markedsreformerne fra slutningen af 1970erne og frem til i dag.

Lin er professor i offentlig administration ved London School of Economics. Hun er født 1952 og opvokset i Beijing i 1960- og 1970erne som datter af to kadrer i kommunistpartiet. Som teenager blev hun stemplet som reaktionær, fordi hun havde været kritisk over for persondyrkelsen af Mao. I 1969 tog hun frivilligt som 16-årig til en fattig landsby i det nordlige Shanxi. Der boede hun frem til 1974, hun blev velintegreret og var aktiv i den lokale afdeling af ungkommunisternes forbund. Andre kinesiske intellektuelle af samme generation og med tilsvarende baggrund - som Jung Chang, forfatteren til Vilde svaner (1991, dansk 1993) - har givet en mere dyster skildring af det, de selv og deres nærmeste blev udsat for. Lin blev ikke traumatiseret i samme grad og værdsatte livet som ’sendt ud’ på landet, selv om hun også har et blik for periodens mørke sider.¹ Chang var senere medforfatter til den stærkt kritiske biografi Mao: The unknown story (2005), mens Lin var medredaktør og bidragyder til modsvaret Was Mao really a monster? The academic response to Chang and Halliday’s ’Mao: The unknown story’ (2010).

Den kinesiske revolution var resultatet af en langvarig massemobilisering med kommunistpartiet som drivkraft. Revolutionen afviklede Kinas imperialistiske afhængighedsforhold og samlede landet i en stærk og suveræn stat. Under og efter revolutionen blev godserne afskaffet og jorden omfordelt. I 1950erne blev industrien socialiseret og jorden kollektiviseret. Gamle klassehierarkier blev udraderet, og kvindens position blev væsentligt forbedret. Den kinesiske revolution var også internationalistisk. Internationalismen kom til udtryk i Kinas støtte til revolutionære bevægelser i udlandet, men også i store internationale bistandsprogrammer, blandt andet i nyligt uafhængige lande i Afrika. Kommunistpartiet iværksatte en storstilet opbygning af industrien og ​​ oprettede velfungerende sundheds- og uddannelsessystemer. Ved starten af markedsreformerne i 1980erne var sundheds-, uddannelses- og ernæringsforhold utroligt fine for et så fattigt land.

Mange vil indvende, at Kina under Mao var et diktatur, og at hans store kampagner var dødbringende og destabiliserende: Forsøget på på samme tid at øge industri- og landbrugsproduktionen under den fælles parole ’Det store spring fremad’ (1958-61) medførte utilsigtet den største hungersnød i det 20. århundrede. ’Kulturrevolutionen’ (1966-69) var præget af omfattende brug af vold, herunder sammenstød mellem paramilitære grupper. Lin indrømmer, at kommunistpartiet var skyld i fatale ’fejl’. Alligevel fungerer centrale sider i Mao-periodens politik, institutioner og internationalisme som kritisk målestok, når hun vurderer Kinas ’kontrarevolution’ fra markedsreformerne indførelse fra slutningen af 1970erne.

Markedsreformerne - landdistrikternes beboere drog til industricentrene ved kysten

Markedsreformerne startede med overgangen fra kollektivbrug til familiebrug. Dermed brød Mao-periodens landsbyinstitutioner, der blev finansieret af indtægter fra kollektiverne, sammen. Det ramte offentlige uddannelses- og sundhedssystemer. De tidligere garantier for beskæftigelse og velfærd, eksisterede ikke længere. Men i 1980erne fik bondehusholdningerne biindtægter fra beskæftigelse i de blomstrende ’småby-virksomheder’. I 1990erne gik mange af disse små firmaer konkurs. Da tidligere forbud mod at flytte rundt i landet blev lempet, rejste en stor del af landdistrikternes beboere til industricentrene ved kysten for at finde arbejde. Disse indenlandske migrantarbejdere blev diskrimineret af de lokale myndigheder og hårdt udbyttet af arbejdskøberne. Familielandbruget fungerede som sikkerhedsnet mod kriser og arbejdsløshed, men nettet blev mere og mere tyndslidt. Al jord i Kina er statsligt ejet, bondehusholdningerne har kun brugsrettigheder til landbrugsjorden. Men i 2000erne blev der åbnet op for salg af brugsrettigheder, i de senere år også til aktører uden for landsbyerne. Dermed kan selskaber drive stordrift på bekostning af familielandbrug. Lin mener, at denne proces i vid udstrækning har opløst bondesamfundet og svækket bønderne som kollektiv klasse. Hun hævder, at nye former for kollektiv organisering og planlægning er nødvendig for at løse de mange problemer, som landbruget står over for, når det gælder drift, miljø og interesse-repræsentation, men kræver en helt ny statslig politik.

Lin er heller ikke nådig over for markedsreformerne uden for landbruget. I 1990erne åbnede myndighederne op for at lade statslige selskaber gå konkurs. Subsidier til selskaberne blev trappet ned, selskaber blev nedlagt og privatiseret. De selskaber, der blev tilbage, blev fusioneret, fik skåret bemandingen ned og ofte omdannet til aktieselskaber. Privatiseringen var præget af insiderhandel til gavn for stats- og parti-eliter. En ny klasse af privatkapitalister havde tætte og korrupte forbindelser til parti og stat. De omstrukturerede statsselskaber opererede som private profitmaksimerende selskaber, mens deres tidligere sociale funktioner knyttet til velfærd, beskæftigelse og andet ophørte. Millioner af tidligere ansatte blev arbejdsløse. Reformerne har også svækket Kinas suverænitet. Importen er blevet liberaliseret, udenlandske selskaber kan investere i kinesiske selskaber, kapitalkontrollen er blevet lettet, og udenlandske investorer i industrien får skattelettelser. Kinas eksportøkonomi er blevet integreret i de internationale værdikæder, hvor asiatiske selskaber organiserer produktionen - og markederne kontrolleres af vestlige storselskaber. Trumps handelskrig og sanktioner mod eksport af strategisk teknologi til Kina (en politik som fortsætter under Biden) viser Kinas sårbarhed.

’Nyliberal kontrarevolution’

’Kontrarevolutionen’ er et nyliberalt projekt, drevet frem af en aktiv og effektiv stat. Arven fra Mao-tiden er her vigtig: Nyliberalismen er blevet fremmet af en centraliseret stat med en stor evne til at mobilisere befolkningen, men som også er et diktatur. Lin håber, at arven fra den kinesiske revolution ikke hermed er udtømt. Hun nævner blandt andet det tætte samarbejde mellem myndigheder og befolkning under mobiliseringen mod covid-epidemien som en positiv arv fra revolutionen.

Folkerepublikken Kina blev oprettet som en multietnisk stat med en han-kinesisk majoritet. De kinesiske kommunister omtalte vigtige etniske grupper som ’nationer’ med en grundlovssikret lighed mellem nationerne. Der blev værnet om minoritetsnationernes sprog og kultur, og de fik forskellige former for positiv særbehandling. Blandt tibetanerne (som også boede i Sichuan, Qinghai, Gansu og Yunnan) brød der imidlertid et oprør ud i 1950- og 60erne, som de kinesiske myndigheder slog hårdt ned. Lin drøfter i første række Tibet. Hun skyder skylden på USA, som støttede oprørerne og gennem 1950erne lagde pres på den unge Dalai Lama, for at han skulle forlade landet og forkaste Kinas suverænitet, noget han gjorde under urolighederne i 1959. Indtil da havde de kinesiske myndigheder ikke gennemført jordreformer rettet mod lamaernes kontrol over jord og arbejdskraft i Tibet. Nu optrappede de jordreformerne med omfattende brug af tvang.

Til trods for Tibet hævder Lin, at folkerepublikken under Mao i høj grad sikrede etnisk ligestilling, mens situationen efter markedsreformerne blev forværret. Reformerne fjernede begrænsninger for folkebevægelser og kapital, og i byerne i de vestlige minoritetsprovinser øgedes antallet af han-kinesere. Tidligere etniske kvoter for ansættelser blev fjernet. Der blev diskrimineret til fordel for han-kineserne og mod minoriteterne, ikke bare ved private ansættelser, men også offentlige. Tidligere krav om to-sprogethed (mandarin og minoritetssprog) ved offentlige ansættelser blev fjernet, og undervisning i minoritetssprog blev nedprioriteret. Minoritetsnationalisme blev mødt med undertrykkelse, anklager for terrorisme og han-kinesisk nationalisme. I Xinjiang blev der gennemført omfattende sinificerings-kampagner rettet mod uigurernes religion, sprog og levevis, herunder de berygtede interneringer. De centrale myndigheder opererer ud fra en antagelse om, at de religiøse og kulturelle problemer i minoritetsområderne skyldtes fattigdom og kunne løses ved økonomisk udvikling. Efter finanskrisen 2008-09 er der blevet investeret massivt i disse områder. Men det bøder ikke på diskrimineringen mod lokale minoriteter, som skaber og forstærker uroen.

Lins analyse af markedsreformerne er interessant, men hun skønmaler situationen under Mao. Det gælder bl.a. landbruget, som blev ramt af et stop for tilførslen af ressourcer til fordel for udvikling af industrien. Lin medgiver, at der var en ’urban skævhed’ under Mao, men fremhæver, at denne var meget forskellig fra Sovjetunionens tvangskollektivisering under Stalin. Men hun underspiller lighederne. Begge stater havde problemer med beskatning af landbrugets husstande og reagerede med kollektiviseringer, selv om de sovjetiske var mere præget af tvang. Kinas kollektivisering kombineret med et statsligt monopol på kornhandel og kraftige begrænsninger af de lokale markeder isolerede landsbyerne fra regionale handelsnetværk, og gjorde det lettere for staten at pine et stort kornoverskud ud ved beskatning og prismanipuleringer i planøkonomien. Landbefolkningen blev bundet til jorden via strenge begrænsninger i muligheden for at flytte. Den ’urbane skævhed’ lagde grunden til de store indtægtsforskelle mellem by og land under markedsreformerne. Ved starten på markedsreformerne havde byernes husstande indtægter, der var to en halv gang større end husstandene på landet, og langt bedre velfærdstilbud.

En anden lighed med Sovjet var, at den ’urbane skævhed’ i perioder udartede til hungersnød. I Kina førte det til hungersnød under ’Det store spring fremad’, hvor 18-35 mio. døde. Denne kampagne var anført af Mao med satsning på en kraftig forøgelse af sværindustri og udvikling af nye typer enorme ’folkekommuner’ på landet. Folkekommunerne var ikke ret hensigtsmæssige i Kinas ikke-mekaniserede landbrug, og satsningen på industrialisering trak et stort antal arbejdere fra landbruget til industrien. Uden tilstrækkelige arbejdere i landbruget faldt produktionen, afgrøderne rådnede. Kollektiver og lokale myndigheder overrapporterede landbrugsproduktionen, og myndighederne rekvirerede store kornoverskud fra kollektiverne baseret på disse rapporter. Dermed var der ikke nok korn til at føde den lokale befolkning. Overrapporteringen skyldtes et stærkt pres på kollektiver og lokale myndigheder for at øge produktionen.

Fejl ved et ellers sundt og revolutionært projekt?

Ifølge de to indiske forskere Jean Dreze og Amartya Sen var Kina trods hungersnøden bedre i stand til at brødføde befolkningen end Indien. Sen er kendt for argumentet om, at demokratier med en fri presse hindrer hungersnød. Men lige så vigtigt for ham er, at demokratier ikke hindrer ’hverdagens’ under- og fejlernæring. I Kina blev informationsstrømmen blokeret. Lin skriver, at katastrofen i forbindelse med ’Det store spring fremad’ primært skyldtes ’infantil græsrodsradikalisme kombineret med bureaukratisk blindhed’, og at ’blokeringer i kommunikationen ... hindrede ... den centrale regering i at handle for at hindre katastrofen.’ Men Lin lader ’Den centrale regering’ - i praksis Mao - slippe for let. Mao prøvede at moderere ’Springet’ noget i 1958, da de alvorlige følger af det blev synlige. Lin lader til at mene, at ’infantil græsrodsradikalisme’ derefter fremkaldte katastrofen, selv om Mao havde forsøgt at hindre den. Men hun ignorerer begivenhederne i sommeren og efteråret 1959. ’Det store spring fremad’ blev kritiseret af forsvarsminister Peng Duhai. Det tolkede Mao som et angreb på sit lederskab og svarede med på ny at intensivere kampagnen og presse Peng ud af partiledelsen. Lin kommer heller ikke ind på dokumentationen af, at de enorme offentlige anlægsarbejder under ’Springet’ i stigende grad blev holdt i gang med tvang og vold. Det er vanskeligt på anden vis at få folk på kanten af sultedøden til at arbejde hårdt. Lin skriver om:

”… utopiske år, hvor Kina opgraderede landbrug, kunstvanding og landbrugets teknologiske systemer. Urban medicin, uddannelse og anden ekspertise kom også ud i landsbyerne overalt for at presse massealfabetisering, massevaccination, kvinders deltagelse og selvstyre i en demokratisk ånd mod bureaukratisering igennem. Selv ikke en katastrofal hungersnød kan udviske denne side af fortællingen.”

Men sammen med den omfattende alfabetisering og kvindernes deltagelse finder vi udbytning og tvangsarbejde, som krævede et stort antal menneskeliv, for blandt andet at bygge dæmninger og vandingsanlæg. Det kan ikke afskrives som en fejl ved et ellers sundt og revolutionært projekt.

Der findes en omfattende litteratur, der dæmoniserer perioden under Mao, mens dyrkelsen af denne periode og dens leder mildt sagt er gået af mode. Lins beskrivelse af ’de utopiske år’ får vigtige sider frem af den kinesiske revolution, som er gået tabt i den akademiske litteratur, men det er dybt problematisk at afskrive de dystopiske sider af Maos Kina som grove fejl i et ellers sundt projekt. Utopi og dystopi hang tæt sammen i det revolutionære Kina, markedsreformatorerne tog et selektivt opgør med begge dele. Lins kritik af resultatet rammer i høj grad - men målestokken for en vurdering af Kina efter markedsreformerne bør forankres i en mere humanistisk form for socialisme end Maos.

Se også Peer Møller Christensen ”Kinas økonomi i krise op til den kommende partikongres”, KritiskRevy, 15.6.2022, samt flere andre af hans artikler om Kina i Kritisk Revy.

Forfatteren Kristen Nordhaug er professor i Utviklingsstudier ved OsloMet (Oslo Metropolitan University). Han har bidraget til “The Socialist market economy in Asia: Development in China, Vietnam and Laos”, Palgrave Macmillan, 2020. I 2016 skrev han ”Klassekamper i Kina”, Vardøger, nr. 36, side 146-65. ​​ Han har deltaget aktiv i debatten om udviklingspolitik, bl.a. ”Utviklingsstudier: På høyde med sin tid?”, ”Kunnskap og kritikk: et seminar for å hedre og utfordre Tore Linné Eriksen”, Høgskolen i Oslo og Akershus, 2013.